2016 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Pettenthal ***, Rheinhessen, Tyskland

Selvfølgelig havde Gert også været forbi vores sædvanlige hofleverandør Weingut Georg Gustav Huff og derfra denne Riesling Pettenthal ***  … altså med druer fra samme mark som foregående vin og endda også samme årgang.

Weingut Georg Gustav Huff ligger da heller ikke langt fra Raddeck … blot lidt længere oppe i byen Schwabsburg. Jeg har skrevet om vinhuset utallige gange, men det kan I jo læse om, hvis I søger på Huff på bloggen. Denne Riesling Pettenthal med de 3 stjerner har jeg da også smagt tidligere i årgang 2013.

Pettenthal er jo en del af Der Rote Hang og flere af Tysklands bedste vinhuse har parceller på Pettenthal, bl.a. Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken er allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

I den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Duftmæssigt er Huffs Riesling Pettenthal mere kølig i stilen end hos Raddeck. Det er fortsat koncentreret næse med hyld, eksotiske frugter, fersken og citron, men der er også mere syre, rygrad, salt og mineralitet.

I munden er der grape, frugtsten og igen lidt mere stringent end Raddeck. Bitterheden og mineraliteten er også større, selvom det fortsat er cremet, blødt med en sindssyg flot elegance. Det smager bare godt.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 9,50€ … eller beskedne 70 kr. Det er fandeme billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Raddeck, Riesling Pettenthal Edition S, Rheinhessen, Tyskland

På en halvkold sommeraften i weekenden bød vinbuddy Gert und frau på lid god mad og vin. De har netop været rundt i det tyske og bl.a. besøgt et par vingårde, herunder Weingut Raddeck, hvorfra vi smagte denne Riesling Pettenthal Edition S.

Weingut Raddeck ligger i et nyt og moderne vineri opført i 2009 på en bakketop over Nierstein med en smuk udsigt over byen og Rhinen. Vinhuset drives af ægteparret Stefan og Anna-Karina Raddeck, som overtog driften efter Stefans far. Vingården har dog været i familiens eje i over 300 år.

Stefan er selv vinmager og fik bl.a. i 2001 prisen Bester Jungwinzer Deutschlands. Stefan er uddannet på Geisenheim og var en af landets første udannede ökowinzer.

Weingut Raddeck har samlet 17 hektar vinmarker, bl.a. på Roter Hang og vinmarkerne omfatter parceller på Niersteiner Heiligenbaum, Oelberg, Orbel og Schloss Schwabsburg.

Familen dyrker sorter som Riesling, Sylvaner, Pinot Blanc, Pinot Gris, Muller-Thurgau, Huxelrebe, Kerner og Scheurebe samt de røde Spätburgunder, Dornfelder, Portuguese og St. Laurent. Siden 2009 har alle marker været drevet certificeret økologisk.

Vinene er opdelt i 5 niveauer, først litervine, derefter Gutsweine, Trilogie Weine, Edition 2Hügel og til sidst Edition S, som er husets topvine. Årsproduktionen ligger på omkring 140.000 flasker vin.

Og denne Riesling Pettenthal Edition S er således en af husets topvine på Riesling, lavet af husets bedste druer fra marken Pettenthal på Roter Hang, men ellers har jeg faktisk ikke mange oplysninger om produktionen … udover at vinen indeholder 6.10 gram restsukker pr. liter, altså ganske pæn niveau, selvom det er en tør vin.

Næsen er da også varm og kompakt … der er fersken, tropisk frugt, appelsin og citron. Vinen virker frisk og imødekommende med en svag slagside mod det søde, men den dufter virkelig godt og intenst. Smagen er grape, hyld, fersken og i smagen er der også mineralitet … god balance mellem bitterhed og sødme.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 13€ … eller omkring 98 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 half_thumb