2016 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Rosé d’Alsace, Alsace, Frankrig

Næste Sipp Mack vin blev denne lille rosévin Pinot Noir Rosé d’Alsace … en forholdsvis ny vin i Jacques’ sortiment. Jeg har dog smagt vinen tidligere, nemlig kold og dugfrisk i en årgang 2013, men her er det altså den seneste årgang 2016.

Meget passende for Alsace og en ny vin, så kommer den med storken … i hvert fald på etiketten. Og på bagsiden er der endda – viste Jacques og grinede – fodaftryk efter storken. Hmmmm … eller hedder det egentlig fodaftryk fra en stork? En storks fodaftryk. Nå, kan ikke komme på andre ord for det.

Vinen er lavet efter en idé fra Carolyn – Jacques og Lauras datter og den er lavet på ren Pinot Noir. Druerne til vinen er høstet midt i september.

Mosten har haft skindkontakt med de afstilkede druer natten over for at opnå den lyse rosé-farve, hvorefter gæringen har fundet sted i temperaturkontrollerede ståltanke uden nogen former for malolaktisk gæring.  Vinen er tappet på flaske i slutningen af marts.

Næsen er lys frugt, jordbær, hindbær, rabarber og lidt hyben eller stikkelsbær. Sådan lidt lyse frugter men syre og ellers måske en kende neutral.

I munden fin frisk og omgængelig, let og blid med jordbær, hyld og svagt krydret. Som I måske ved, så er jeg ikke den store rosémand, men vil sikkert være herlig en varm sommer på terrassen.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., men prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

2012 Domaine Sipp Mack, Cremant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

Fra en lille, eksklusiv vinsmagning i Randers Vinlaugh med den charmerende vinbonde Jacques Sipp fra Domaine Sipp Mack kommer der lige en stribe hvidvine. Første er denne flotte Cremant d’Alsace Brut fra årgang 2012.

Jacques servede selv vinen og fortalte, at 2012 was a dejlig year på det dansk/engelsk, som han skulle underholde på hele aftenen … selvfølgelig med herlig fransk accent. Og han virkede oprigtiglig stolt af denne Cremant, som var lavet med Champagne som forbillede.

Den er da også delvis lavet på Champagne druer, nemlig på 25% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 50% Pinot Blanc. Jacques fortalte, at Pinot Blanc druerne hos ham har nogle af samme smagsnoter som Chardonnay, og derfor mener han, at de passer fint i Cremant’en.

Den er også lavet på den normale champagnemetode og er fermenteret i store rustfrie ståltanke og lagrer 36 måneder sur lie, altså med gæren.

Næsen minder også på mange måder om god champagne … dejlig gæret med toast, god frugtrig aroma, en smule pærer, fersken, citrus og i munden blide bobler og smukt afbalanceret. Langt bedre end jeg havde forventet, virkelig en dejlig Cremant d’Alsace.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., men prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7