Besøg hos Colle del Saraceno … den sødeste familie

Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti ligger omkring 2,5 kilometer vest for Montefalco og er et lille, hyggeligt familievinbrug, som drives af de sødeste og mest gæstfrie mennesker, som du overhovedet kan forestille dig.

Efter de to dages Anteprima Sagrantino 2013 havde jeg fortsat et par dage i Montefalco. Hele onsdagen var derfor reserveret til besøg på vingårde. Heldige mig. Misundelige dig :o)

De søde piger Angela Pietronigro og Maruska Passeri fra Consorzio Tutela Vini Montefalco havde plottet ikke mindre end 6 besøg på vingårde ind for dagen og Colle del Saraceno var altså første stop på turen og det blev på alle måder en god oplevelse og en fantastisk start på dagen.

Det var imødekommenhed, venlighed og godt værtskab af bedste umbriske skuffe. En beskeden, venlig og gavmild familie, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Jeg blev modtaget Francesco Botti selv samt den venlige, høje og talende Sandro Fracasso. Et sandt livstykke, som kunne hjælpe med at fortælle om vingården og oversætte for Francesco. Han er samtidig lidt af en poetisk sjæl, digter og forfatter.

Vi startede besøget med en kort rundvisning i vinmarkerne, som ligger lige op til gården og med en fantastisk udsigt, som I også kan se på billedet ovenfor, hvor jeres flittige vinblogger står sammen med Francesco Botti.

Han er ejer, vinmager, arbejder og 5. generation af familiens Botti på Colle del Saraceno Azienda Agraria, som han driver sammen med hustruen Maila Orazi, der i øvrigt tidligere har skrevet to bøger om Montefalco og gennem to årtier drev byens kontor for kultur og turisme.

Hun ved derfor alt om de berømte kalkmalerier i den gamle S. Francis kirke … nu Il Complesso museale di San Francesco malet af Benozzo Gozzoli under renæssancen. Ja hun ved alt, hvad der er værd at vide om Montefalco.

Bag navnet på vinhuset – Colle del Saraceno – gemmer der sig også en gammel, lokal historie. Vinhuset er nemlig opkaldt efter den bakke, hvor den romerske, hellige kejser Frederick II stoppede i 1240 sammen med sine trofaste bodyguards saracenerne.

Bakken blev opkaldt efter saracenerne og i år 2000 besluttede Botti familien at opkalde deres vinhus Colle del Saraceno. Måske var den historieelskende Maila, som stod bag den idé?

Francesco og Maila har samlet omkring 9 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Grechetto, Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og selvfølgelig først og fremmest Sagrantino.

Det danner baggrund for en produktion på 25.000 flasker vin årligt fordelt på 4 forskellige vine, nemlig en Grechetto, en Rosso, en Montefalco Sagrantino og selvfølgelig deres fantastiske Montefalco Sagrantino Passito. Og alle disse vine, skulle jeg snart smage i husets hyggelige smagelokale.

Ja, derudover laver de selvfølgelig også lidt olivenolie.

Efter at ha’ snakket lidt om marker, vinstokke, den smukke udsigt mod Assisi, Bevagna samt bjerget Sabasio og fået taget et par fotos i vinmarkerne, så gik vi indenfor. Der blev jeg budt husets bedste stol, mens Maila kom farende med lidt at spise … på bedste umbriske vis lidt tørret skinke, ost og melon.

Ikke at jeg var specielt sulten sådan kl. 9.30 og  morgenen – havde jo næsten lige rejst mig fra morgenbordet på hotellet – men høflig og velopdragen er man vel i nogen grad, så jeg gjorde mit bedste, nippede og smilede tilbage til Maila.

Men det med lidt servering af lidt ost og tørret skinke til vinsmagningerne var nu ganske normalt i Montefalco og en del af den gæstfrihed, som man møder alle steder. Maila hentede senere også nogle umbriske sukkerkager og dem smagte jeg selvfølgelig også ;o)

Men det var trods alt vinene, som var det centrale og snart hentede og skænkede Francesco Botti stolt sine vine. Og det kunne han såmænd også gøre med rank ryg, for Colle del Saraceno laver nogle rigtig dejlige vine.

Jeg var eneste besøgende, fik dermed totalt opmærksomhed og smagte følgende vine:

Som vanligt tog jeg selvfølgelig foto af alle flaskerne til brug for mine beskrivelser og anmeldelser, og der sørgede Francesco Botti at holde vinene i sine grove hænder, præget af et liv med hårdt arbejde i markerne, så jeg kunne få de bedste shots. Bedre bliver det ikke.

På Colle del Saraceno sigter Francesco efter velafbalancerede og bløde vine, som ikke bliver alt for aggressive og for tanninrige, som det ellers nemt kan ske for Sagrantino vinene. Det betyder også, at vinene først er færdige, når Botti vurderer, at de både er fløjsbløde, modne og fyldige.

Francescos mest producerede vin er hans Rosso, som dog er ikke en Montefalco Rosso DOC, men en IGT vin – i øvrigt opkaldt efter Francescos bedstefar Galdino Botti.

IGT betegnelsen skyldes, at han ønsker omkring 30% Sagrantino i vinen og altså mere end appellationens regler om maksimalt 15% Sagrantino foreskriver. Respekt for det … vinene skal laves, som man mener er rigtigt.

Francesco viste mig også en gammelt foto på væggen. Der kunne man se bedstefar Galdino og en helt ung Francesco. Derudover fik vi masser af snak og tiden fløj af sted. Pludselig holdt min chauffør udenfor, og det var tid til at sige farvel.

Tak til Botti familien for et dejligt besøg … bestemt anbefalelsesværdigt.

2015 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

Bingo … nummer 4 på plads i brætspillet = 4 på stribe. Den sidste brik blev selvfølgelig en afslutning med maner, nemlig Domaine le Clos du Caillous Châteauneuf-du-Pape Tradition.

Det er såmænd – surprise – også en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2012 og 2013, men her er det altså en meget ung 2015, som måske også er en kende for ung. Det er faktisk også en ung vin i det hele taget, idet Domaine le Clos du Caillou lavede vinen første gang i årgang 2011.

Den er i denne årgang 2015 lavet på 85% Grenache, 10% Mourvèdre samt 5% Syrah, som kommer fra gamle vinstokke – gennemsnitlig 30 år – fra markerne Les Bedines og Pignan Les Cassante. Størstedelen kommer dog fra Pignan Les Cassante, hvor jordbunden hovedsageligt består af sand.

Vinen er lavet med 29 dages maceration på i betontanke, fermentering alene på druernes naturlige gær, hvorefter vinen lagres på store, gamle foudres i 14 måneder.

Næsen er mejeri, bacon, flæsk, tørret kød, røget fedt, brombær, solbær, enebær, engelsk lakrids, vanilje og let kanel … og alt sammen på en landlig og animalsk facon.

I munden er vinen tyk, fyldig og tæt … en mørk og kraftig satan med lakrids, en smule peber og endnu flere tanniner. Den er fortsat godt syrlig og faktisk alt for ung.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 300 kr.

Rating 5/7  

2015 Domaine le Clos du Caillou, Côtes-du-Rhône Les Quartz, Rhône, Frankrig

Côtes-du-Rhône Les Quartz er en velkendt vin her på bloggen og blev nummer 3 på flere måder … nemlig 3. vin af de 4 vine på stribe fra Domaine le Clos du Caillou og samtidig 3. gang, at jeg skriver om vinen. Tidligere har jeg smagt og skrevet om vinen i årgang 2013 og 2014 … men dette er altså 2015.

Côtes-du-Rhône Les Quartz er – som foregående årgange – lavet på 85% Grenache og 15% Syrah, hvor Grenache druerne kommer fra en mark lige op til marken Les Cassanets, som jo leverer druer til en af husets Châteauneuf-du-Pape Les Quartz.

Vinstokkene er plantet tilbage i 1956-58 og jorden har selvfølgelig – som Les Cassanets – godt med rullesten. Syrah druerne kommer fra marken Les Bédines, hvor stokkene er fra 1979. Høstudbyttet ligger på 31 hektoliter pr. hektar.

I kælderen sker gæringen med druernes naturlige gær i store betontanke med en macerationstid på samlet 30 dage. Vinen lagrer 14 måneder på både store egefade, foudres og demi-muids på 600 liter.

Næsen er rustik og landlig med mejeri, kød, tjære, figner, mørk frugt, lakrids, røg, mineraler og søde krydderier. Virkelig en tæt, dyb, lækker og klart mere intens og tæt end foregående vin.

I munden er der godt med mørk, frisk frugt, sten, tjære, tørret kød, peber … med afrundede tanniner og en fin afbalanceret syre, som virker lidt grøn. God tørhed, intensitet, dybde og en vis tyngde.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 225 kr.

Rating 5/7