2010 Rocca di Fabbri, Faroaldo IGT, Umbrien, Italien

Andrea Dell’armi fra Rocca di Fabbri kaldte denne Faroaldo IGT en superumbrien med klar inspiration fra de toskanske supertoscanere. Det er da også en IGT vin og lavet på et fifty-fifty blend mellem Sagrantino og Cabernet Sauvignon.

Og lad os starte med etiketten, som har et billede af Sigillo Longobardo … hvilket refererer til en kendt antik guldring, som blev fundet på en oldtids begravelsesplads i Trezzo d’Adda i Lombardiet. Ringen skulle efter sigende være båret af en konge af Langobarderne og det er sikkert ham, som er afbilledet på etiketten.  Langobarderne var det germanske folk, som bl.a. invaderede, plyndrede og erobrede store del af Italien i år 568.

Vinen har Rocca di Fabbri kaldt Faroaldo og det refererer til hertugen fra Spoleto … Faroald I af Spoleto, som netop var en af de Langobarder, som stod i spidsen for plyndringstogterne i det centrale Italien og blev hersker i Spoleto området.

Vinen Faroaldo IGT er som nævnt 50% Sagrantino og 50% Cabernet Sauvignon, høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med 14 dages maceration, fermentering i 50 hektoliter rustfrie ståltanke og lagret 18 måneder på barriques samt 6 måneder på flaske.

Og nu er der mere power i næsen, frugten er mørkere og næsen dybere med mørke bær, stadig godt med blomster, men også elementer som fugtige fade, sorte kirsebær, vanilje, sød lakrids, kakao og kaffe sammen med nogle balsamiske noter.

Den smager sgu også ganske godt … godt med power og en lille, svag sødme – samtidig med syrlighed, fint integrerede tanniner, god balance samt en smule kanel og vanilje. Power møder syre på en fin, fin måde.

Smagt på gården, hvor den koster 16,60€ … eller omkring 124 kr.

Rating 5,5/7 

2010 Rocca di Fabbri, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Et lille step op … her nemlig Rocca dí Fabbris 2010 Montefalco Rosso Riserva, som Andrea Dell’armi fortalte, netop var frigivet til salg, da jeg besøgte vingården. Samtidig er 2010 også første år, at vinen er produceret.

Blendet i denne Riserva er en smule anderledes end hos lillesøsteren, nemlig 65% Sangiovese, 15% Sagrantino og 20% Merlot. Udbyttet ligger fortsat højt med 65 hektoliter pr. hektar og vinen har fået 12 dages maceration med overpumpning 2 gange dagligt. Derefter er vinen fermenteret på store 50 hektoliters rustfrie ståltanke ved 25 grader inden lagring.

De forskellige druesorter startes med at blive blandet eller stukket sammen, som det vel rettelig heder. Derefter lagret den blandede vin første i store 500 liters letbrændte egefade i 6 måneder efterfulgt af 12 måneder i store 25 hektoliter egefade.

Derefter tilbringer vinen 3 måneder i store cementtanke inden flaskning, hvorefter vinen lagrer yderligere en lang periode, oplyst til mindst 6 måneder, men hvis den lige var frigivet, så er den lagret noget længere tid på flaske.

Duftmæssigt minder den lidt om lillesøsteren … samme blødhed, lethed og lys frugt med hindbær, jordbær, men måske også lidt mere tyngde i frugten og derudover blomster, god syrlighed samt balsamiske noter.

I munden er vinen klart mere intenst og mere syrlig i udtrykket, mere aggressiv, men fortsat fast, tæt, tør med en god balanceret syre, peber og frugtrigdom.

Smagt på gården, hvor den koster 15€ … eller omkring 112 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Rocca di Fabbri, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

Denne Montefalco Rosso DOC er den mest producerede vin hos Tenuta Rocca di Fabbri SRL Sociale Agricola. Det er en almindelig Montefalco Rosso under appellationen og således lavet på Sangiovese, Sagrantino og derudover er det valgfrit med sidste del.

Den kommer, som de øvrige vine på Rocca di Fabbri, med en kunstnerisk etiket med endnu udsnit fra et maleri, som er lavet af kunstneren Benozzo Gozzoli. Men de har – sjovt nok – ikke oplyst noget om, hvad motivet for maleriet er. Måske det blot forestiller Montefalco by eller måske ligger der en anden historie bag. Hvem ved?

Denne Montefalco Rosso er lavet på 65% Sangiovese og 15% Sagrantino, mens de sidste 20% består af andre røde druer, som altså ikke er oplyst, men Andrea Dell’armi oplyste mig, at den sidste del bestod af Montepulciano d’Abruzzo.

Druerne er høstet med udbytte på 65 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet med maceration i 15 dage med overpumpning 2 gange dagligt, fermentering i store 150 hektoliters rustfrie ståltanke ved 25 grader og lagring 8 måneder på ståltankene og 12 måneder i store egefade og derefter en periode på flaske.

Næsen er blød og rund, frugten let … nærmest hindbær, jordbær og ganske omgængelig, let og ukompliceret med nogle svage balsamiske noter. I munden er det en fast, tæt og ganske lækker vin, god balanceret syre samt fin, fin syrlighed. Der er let peber, tørhed og pæn frugtrigdom. God Montefalco Rosso.

Smagt på gården, hvor den koster 9,50€ … eller omkring 71 kr.

Rating 4,5/7