2006 Di Filippo, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Sagrantino vine har det som Barolo, Bordeaux og rigtige mænd … de trives med alderen. Det er denne 2006’er af Di Filippos Montefalco Sagrantino DOCG et strålende eksempel på.

Den var næste vin i den ganske lille 3-flaskers vertikalsmagning af Robertos klassiske Montefalco Sagrantino vine under mit besøg hos Azienda Agraria Di Filippo. Vi smagte først denne 2006’er fra en flaske, der kom fra vinkøleskabet, men havde været åbnet et par dage i forvejen. Imidlertid var den feset helt af og på vej til en form for oxydering, så på vores opfordring fik Valeria hurtigt rykket proppen af ny flaske.

Det var godt, for den nye flaske var markant bedre.

I næsen kan alderen dog fornemmes … der er mere modenhed i duftnuancerne. Det er fortsat rustikt, power og rå muskelkraft med blåbær, grafit, blommer, lakrids, læder og andet godt, men det virker nu mere blødt og imødekommende. Den er også knap så fyldig som 2012’eren … mere delikat og lettere i næsen.

I munden er der en utrolig elegance … nu viser Sagrantino druen virkelig noget af sit potentiale. Der er fortsat frisk frugt, god syre, levende og kæmpende tanniner, bitre elementer og vinen er sgu meget sin egen. Jeg synes, at det er herregodt.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske af 2012’eren koster 249 kr.

Rating 6,5/7    

2012 Di Filippo, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Di Filippos Montefalco Sagrantino DOCG er på alle måder en imponerende vin, lige fra det ydre med en ikonisk, eksklusiv og rund metaletiket med et gammelt græsk motiv til det indre … powerfuld, mørk, syrlig og elegant Sagrantino biodynamisk væske.

Den klassiske Montefalco Sagrantino er på alle måder Roberto Di Filippos flagskib og dermed husets absolutte topvin. Og vi skulle såmænd smage den i 3 forskellige årgange, nemlig denne 2012’er – så vi kunne sammenligne med Etnico fra samme år – og derefter i både årgang 2006 samt 2005.

Filippos Montefalco Sagrantino er høstet med et lavere udbytte end Etnico’en, har gennemgået længere maceration – uden jeg dog kan sige hvor lang tid – og er derudover lagret 18-24 måneder på henholdsvis barriques og tonneaux.

Denne 2012’er trækker hele 15,5% alkohol … altså samme niveau som Etnico, men 1% over både 2006 og 2005’eren, som begge alene har 14,5% alkohol.

Og vinen er langt mere rustik, tæt og powerfuld end Etnico, mere tæt og intens, mørk og har elementer af blæk, blåbær, brombær, syrlige blommer, peber, stærk kaffe, svag kanel, flintesten og læder. Samtidig virker den fortsat utæmmet, ung og krævende.

I munden er vinen dog rimelig godt balanceret … kraft, power, tydelige tanniner, men ikke skrigende vilde, bitterhed, friskhed og rå  muskelstyrke. Den har et godt fast bid med syre, kraft og nogle elementer af blåbær, hindbær og svag peber.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor denne flaske koster 249 kr.

Rating 5,5/7