2013 Moretti Omero, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Da vi jo besøgte Azienda Agraria Moretti Omero dagen før de to dages Anteprima Sagrantino 2013, så skulle vi også have en forsmag på husets 2013 Montefalco Sagrantino, selvom den endnu ikke er frigivet.

Det kan man også se på etiketten, hvor årstallet lige er rettet til 2013 med en tusch. Sådan skal det være. Jeg smagte også vinen et par dage senere, da jeg i blindsmagningen kæmpede mig igennem de 36 flasker Montefalco Sagrantino 2013, så jeg har faktisk 2 x smagsnoter på denne vin. Heldigvis er de meget ens ;o)

Vinen er selvfølgelig lavet som 2006’eren … det skal jeg ikke trætte jer yderligere med, så vi springer direkte til mine smagsnoter for denne nye anteprima årgang.

Næsen er knap så givende som både 2006’eren og Vignalunga … men har fortsat blæk, grafit, brombær og blommer, men blommer virker ikke overmodne og næsen mere stringent, vibrerende og syrlig med krydrede noter.

Og ungdommen mærkes klart smagen, hvor tanninerne virkelig spiller med musklerne og får en central rolle. Det er tanniner i 6. potens, men indikerer et fint potentiale, men der skal virkelig lægges arm med dem. Der er dog også en vis sødme, lette krydderier … og på en eller anden måde, så vinder vinen sgu på en.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 265 kr., men denne 2013’er har de selvfølgelig ikke endnu.

Rating 5/7 

2012 Moretti Omero, Montefalco Sagrantino Vignalunga, Umbrien, Italien

Selvfølgelig skulle vi også smage husets topvin Montefalco Sagrantino Vignalunga … en koncentreret magiterning med druer fra marken lige ved siden af vingården. Ja det er marken på billedet ovenover.

Derudover kommer vinen med en markant anderledes etiket end de øvrige vine fra Azienda Agraria Moretti Omero. Mørk, sort, sexet og enkel som vinen. Denne er årgang 2012 … en årgang, som lokalt rates med 4 stjerner, hvilket er næstøverste niveau. Og lige præcis den årgang fandt jeg ofte bedst i sammenligning med både 2011 – som rates højere – og 2010.

Det er – som nævnt – en enkeltmarksvin fra marken Vignalunga, hvor vinstokkene er 15 år gamle og giver et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar. Selvfølgelig høstet sent … primo oktober måned, hvilket er typisk for Sagrantino.

Vinen er – som lillesøsteren – lavet med 15 dages fermentering, 15 dages maceration og den lagrer 6 måneder med bærmen. Ingen brug af gær udover de naturlige gærceller fra druerne, men den har lagret længere, nemlig 24 måneder på franske 500 liters tonneaux og efterfølgende 6 måneder på flaske.

Og – uha – dyb tæt frugt, blommer, brombær, men den har umiddelbart ikke samme sødme i næsen som den almindelige Montefalco Sagrantino, selvom der fortsat er både kanel og vanilje. Den har derimod også både nelliker, kakao samt et touch af nogle krydderier. Meget koncentreret.

I munden kommer der dog både sødme og lethed frem … begge på én gang. Det er lethed med en kraftig næse, power med elegance. Det er tæthed, saft og kraft, men igen er tanninerne tøjlet flot. Men selvfølgelig er tanninerne nærværende … og sådan skal det sgu også være med rigtig Sagrantino.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 450 kr.

Rating 6,5/7 

2006 Moretti Omero, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Udover den søde Passito, så laver Azienda Agraria Moretti Omero 4 forskellige rødvine, men kernen er selvfølgelig denne traditionelle DOCG vin Montefalco Sagrantino. Her smager vi den i årgang 2006, som var første år, at Giusy Moretti stod for produktionen.

De 3 andre rødvine er i øvrigt en Montefalco Rosso DOC selvfølgelig, en Terre di Giano IGT med bl.a. 50% Ciliegiolo og endelig topvinen Montefalco Sagrantino Vignalunga.

Denne Montefalco Sagrantino er selvfølgelig på 100% Sagrantino … det giver sig selv. Høstet fra 10-15 år gamle vinstokke med et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar, hvilket svarer til omkring 4 tons druer pr. hektar. Ja, det er vel reelt sådan de måler det.

Druerne håndplukkes og en del senere end fx hvidvinsdruerne til forrige vin. Sagrantino druerne høstes først i starten af oktober. Vinen er lavet med 15 dages fermentering, 15 dages maceration og den lagrer 6 måneder med bærmen. Ingen brug af gær udover de naturlige gærceller fra druerne og lagring 12 måneder på franske 500 liters tonneaux og efterfølgende 6 måneder på flaske.

Og hold nu op for en næse … dejlig, fyldig opstopper af bedste slags. Dyb blæk, animalske bonderøvs aromaer, modne blommer, svag solbær, kanel, kakao, læder samt et drys krydderier. Meget imødekommende, fed og fyldig.

Smagen er tæt, mærk og har klart sød frugt. Vi snakker igen blommer, men derudover er der sgu også power og godt med tanniner, som dog er velintegreret i vinen. Der er lidt peber i eftersmagen. Virkelig god vin … power, tanniner og elegance i smukt sammenspil.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 265 kr., men denne 2006’er fås selvfølgelig ikke. I øjeblikket sælger de 2011 årgangen.

Rating 6/7