2011 Cantina Zaccagnini, San Clemente Montepulciano d’Abruzzo Terre di Casauria Riserva, Abruzzo, Italien

San Clemente Montepulciano d’Abruzzo Terre di Casauria Riserva … smukt klingende navn til næste vin, der kommer fra Cantina Zaccagnini i Abruzzo. Mamma Mia.

Vingården er beliggende i den lille idylliske landsby Bolognano Pescara, som har omkring 1.300 indbyggere og ligger omkring 25 kilometer sydvest for havnebyen Pescara.

Vinhuset – som rettelig hedder Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini, hvis man skal ha’ det hele med – er grundlagt i 1978 af Zaccagnini familien og i dag er det Marcello Zaccagnini, som driver vingården. Jeps, det er ham på billedet ovenover.

Der produceres årligt omkring 500.000 flasker vin, som laves med brug af de nyeste teknikker og konstante nye forsøg med alternative vine. Vingården har da også et moderne laboratorium og er i dag kendt for sin høje kvalitet og innovative indstilling.

Hvert år får Cantina Zaccagnini en stigende anerkendelse i vinpressen og bl.a. har Gambero Rosso også givet glas til et stort antal af vingårdens vine.

Jysk Vin er dansk importør, og specielt vinen Tralcetto, “den med pinden” har været en storsællert. Halvdelen af vingårdens produktion er da netop også Tralcetto, som der således laves 250.000 flasker af årligt.

Marcello Zaccagnini har udover passionen for vin, også en stor passion for musik, og arrangerer event som fx “Wine will rock you”, hvor han forsøger at markedsføre lokale bands.

Denne San Clemente Montepulciano d’Abruzzo Terre di Casauria Riserva er en enkeltmarksvin, 100% Montepulciano druer fra marken San Clemente ved Bolognano i Pozzo området.

Vinen er lavet i store åbne trækar og er efterfølgende lagret 18 måneder i barriques, derefter yderligere 12 måneder i rustfrie ståltanke inden flaskning, hvor den så lagrer endnu 6 måneder inden frigivelse. Hele 36 måneders lagring med andre ord.

Og det er én af topvinene fra Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini. Den ligger i niveau pænt over Tralcetto. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Næsen er pakket med mørk frugt og har derudover en duft af stearinlys, tobak, våd hund … nærmest tæt på at være jordslået, blåbær, blommer, et lidt sjovt parfumeret element og rød, sød bolsjesødme.

I munden fortsætter indtrykket af bolsjer, dog med en fin balance mellem sødme og syre. Det er meget blommerne, som dominerer og der er også godt med tanniner. Selvom den i duften virker en smule opulent, er er smagen langt mere rank end forventet. Dejlig vin.

Købt hos Jysk Vin, men den er ikke længere i sortimentet, så jeg kender ikke prisen. Vil gætte på, at den ligger omkring 200 kr. I udlandet koster vinen omkring 24€.

Rating 5/7    

2012 Bosco Agostino, Barbera d’Alba Volupta, Piemonte, Italien

Fra én Piemonte drue til en anden … her i form af vinen Barbera d’Alba Volupta fra vinhuset Azienda Agricola Bosco Agostino, der ligger lige udenfor byen La Morra.

Vinhuset er grundlagt af Pietro Bosco, der i 1979 begyndte at producere sine egne vine. Indtil da havde ham blot solgt alle druerne til andre vinproducenter. Pietro fik snart følgeskab af sin yngste søn Agostino Bosco, der hurtigt viste både talent og evner for arbejdet i både vinmarkerne og -kælderen.

Da Pietro Bosco døde i 1983, så overtog Agostino driften, og han driver i dag vingården sammen med hustruen Carla og sønnen Andrea, som netop har færdiggjort sin vinuddannelse på skolen Scuola Enologica di Alba. Med andre ord et rigtigt lille familieforetagende.

Familien råder over ca. 4 hektar vinmarker tilplantet med Nebbiolo, Barbera og Dolcetto, og laver samlet 5 forskellige vine, nemlig en Dolcetto d’Alba, denne Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo og Barolo’er,  Barolo La Serra og Barolo Neirane.

Denne Barbera d’Alba Volupta er lavet med druer fra to forskellige marker. På den ene er vinstokkene omkring 20 år gamle. Den anden mark ligger en smule lavere i omkring 300 meters højde og har 10 år ældre vinstokke. For den hurtige betyder det altså 30 år gamle stokke.

Vinifikationen finder sted i temperaturkontrollerede ståltanke over 10-12 dage med 3-4 daglige overpumpninger, for at trække så meget smag og farve som muligt ud af druerne. Efterfølgende lagrer vinen i 14-15 måneder på franske egefade hvoraf 30% er nye. Hver 4. måned bliver vinen omstukket, og efter den endelige aftapning på flaske lagrer den yderligere 4 måneder, før den frigives til salg.

Næsen er klart kirsebær, blåbær, tobak, gazebind, let balsamisk med krydrede elementer, blomster, let parfumeret og måske endda også en smule mineraler, selvom det selvfølgelig er et lidt udvandet udtryk.

Smagen har godt med moden frugt, virkelig en kraftig frugtrig vin, solrig, tæt med lidt peber, godt med tanniner, modenhed, robusthed og saftighed.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 179 kr. for en flaske, men 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7