N.V. Champagne Mailly Grand Cru, Blanc de Noirs, Champagne, Frankrig

Den anden champagne var også fra kooperativet Champagne Mailly Grand Cru, nemlig deres Blanc de Noirs … en ren Pinot Noir baseret champagne.

Denne champagne kommer fra champagnehusets serie, som de kalder Special Cuvées. Den serie består af 3 champagner, en Brut Millésimé, en Brut Rosé og så selvfølgelig denne.

Druerne kommer fra udvalgte parceller på markerne Les Crayats, Les Coutures og Les Chalois. Vinen er – som forrige – lavet i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 16 grader og har derefter lagret i kooperativet gamle kridtkældre. Der er en dosage på 8 gram sukker pr. liter.

Næsen er klart mere frisk end den foregående champagne, æbler, godt gærede æbler og fortsat ristet toast, dej, blomster, hasselnødder og nogle grønne elementer. Der fornemmes også klart mere syre og skrald på boblerne.

Og boblerne er også klart mere aggressive end søstervinen, selvom det absolut fortsat er sarte og delikate bobler. Smagen er mere æblemost og dermed virker champagnen på en eller anden måde også mere simpel og ikke så nuanceret. Der er dog delte meninger i byggesjakket om, hvilken af de to champagner, som var bedst.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor prisen er 479 kr.

Rating 4,5/7 

N.V. Champagne Mailly Grand Cru, Brut Réserve, Champagne, Frankrig

Champagne Mailly Grand Cru er ikke et traditionelt champagnehus, men derimod et kooperativ i Champagne. De står bag denne Brut Réserve, som var første vin til byggesjakkets vinaften.

Champagne Mailly Grand Cru er grundlagt i 1929 af en flok vinbønder omkring byen Mailly. De slog kræfterne sammen grundet de økonomiske hårde tider efter 1. verdenskrig med et motto om, at de sammen kunne få det til at ske. På fransk hedder det à la tête par la main.

Champagne Mailly Grand Cru har kun – som navnet måske også indikerer – Grand Cru marker, men alene dog samlet omkring 70 hektar fordelt på samlet 80 vinavlere.

Det betyder en årlig produktion på 500.000 flasker årligt fordelt på 10 champagner i 4 kvalitetsniveauer. Denne Brut Réserve kommer fra husets basisserie, som de kalder Classic Cuvées.

Vinen er lavet på 75% Pinot Noir og 25% Chardonnay, der kommer fra ikke mindre end 480 forskellige parceller. Vinen er lavet i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 16 grader og har derefter lagret i kooperativet gamle kridtkældre.

I næsen er der nogle ristede noter, en overgæret duft … overmodne pærer, fersken, estragon, lidt citrus samt mineralske elementer. Smagsmæssigt er boblerne meget blide og forsvinder meget hurtigt i glasset, men det smager bare rigtigt godt. Virker fortsat ung, hvilket dog er umuligt at bekræfte med en Non Vintage, men syren er meget stringent, præcis og der er lidt bitter lemon sidst i smagsspektret. Efter lidt tid i glasset forsvandt boblerne dog helt.

Forhandles af Laudrup Vine, hvor prisen er 418 kr. for en flaske og 312,50 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

Byggemøde 14. januar 2017

Ka’ man gå blank i en Blanc de Blancs eller en Blanc de Noirs? Eller ender det i et Brixit? Et par relevante spørgsmål, som byggesjakket fik svar på til det første byggemøde i 2017.

Det lille energibundt Brix, som vi – godmodigt i byggesjakket – kalder wanna-bee Lyngvild, Tånums svar på Otto Leisner samt nullermanden var vært for byggemødet og skulle således stå for både vine, mad og høflig værtsskab, en opgave han som vanligt påtog sig med ubekymret frygtløshed.


Byggesjakket i havestuen

Som altid hos Brix startede vi selvfølgelig med champagne i havestuen og denne gang to af slagsen i en blindsmagning. Altid en hyggelig start med stearinlys, ild i pejsen og sjove drillerier.

Men måske havde restsukkeret i vinen gået wanna-bee Lyngvild til hovedet, for han påstod, at første champagne – en Mailly Grand Cru Brut Réserve – var på ren Chardonnay … en Blanc de Blancs. Det var nu ikke tilfældet, da den var på 75% Pinot Noir og alene 25% Chardonnay.

Sjovt nok, så findes der faktisk en skala, som angiver indholdet af sukker i en vandopløsning og den hedder Brix-skalaen. Den anvendes faktisk også i vinfremstilling, hvor den angiver sukkerindholdet i vinen. Brix-skalaen måler i grader Brix (oBx) som har definitionen 1 oBx = 1 gram pr. 100 gram væske.

Her lå Brix lavt … tænker små 2 oBx, for helt sød er han sgu ikke.

Men på den vinøse og madmæssige front havde Brix lavet et fremragende benarbejde. Han havde forberedt en flot 3-retters middag og udvalgt en lang række af flotte vine, men dem vender jeg selvfølgelig tilbage til senere.

Lad os først kigge nærmere på den herlige 3-retters middag, som bestod af:

  • Forret; Kartoffelsuppe med salt og røget bacon, ristet rugbrød, pesto samt rodfrugtchips
  • Hovedret; Gammeldags oksesteg med kartofler, brun god sovs, waldorfsalat samt asier og tyttebær
  • Dessert; Hindbærtærte med vaniljecreme

Kartoffelsuppe med salt og røget bacon, ristet rugbrød, pesto samt rodfrugtchips

Fin og fyldig forret … og hertil serverede Brix aftenens eneste hvidvin, en Riesling Federspiel Urgestein Terrassen fra Weingut F. X. Pichler i Østrig

Gammeldags oksesteg med kartofler, brun god sovs, waldorfsalat samt asier og tyttebær

Gammelsdags oksesteg, som vor mormor lavede den. Der var sgu ikke et øje tørt. Og endda med glaserede løg, asier og waldorfsalat. Mørt, lækkert … smagte himmelsk og alle var virkelig mætte efter 2 store omgange. Sådan.

Hindbærtærte med vaniljecreme

Vi gemte desserten til noget senere … en virkelig god hindbærtærte med vaniljecreme. Også her blev der spist op.


Drengene har sat sig til bords

Også på den vinøse front havde Brix fundet et sandt arsenal af flotte vine frem. Som vanligt var der – som næsten traditionsmæssigt hos Brix – flere vine med alder … 2 Bordeauxer fra henholdsvis 1980’erne og 1990’erne.

Sammenlagt så feltet sådan her ud:

Og hold nu op, hvor var der mange højdepunkter. Første champagne var virkelig flot og lækker… men specielt mindeværdigt var både Bruno Roccas Barbaresco Rabajà, Pomerol’en fra Château La Fleur-Pétrus samt den monstrøse Lilium Est Amarone della Valpolicella fra Tenuta Sant’ Antonio … men det kan du læse om i mine beskrivelser af vinene.

Nogle af vinene havde jeg smagt tidligere … der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser.

To af vinene blev smagt samtidig … men hvor vi alle blev spredt rundt i forskellige værelser, således vi kunne fordybe os i smagsnoterne uden forstyrrelser. Virkelig god idé … thumbs up for det initiativ. De to vine, som vi smagte i ensomhed var i øvrigt Pomerol’en fra Château La Fleur-Pétrus samt Barolo’en fra Silvano Bolmida.


Godt med humør

Alle vinene blev selvfølgelig serveret blindt, således byggesjakket skulle gætte land og hoveddrue. Det gik faktisk rigtigt godt denne gang og Jesper løb med sejren med flotte 15 point efterfulgt af Keeper med 14 point, Mikkel og undertegnede med 12 point og Flemming med 11 point.

Det blev som ventet en rigtig hyggelig aften, hvor vi stille og roligt kom igennem de mange vine, den gode mad og som ventet også en masse historier, mobninger, drillerier … med andre ord var alt, som det plejer.

Tak til Brix for dejlig aften.

Brix i køkkenet


Afslapning


Byggesjakket