2012 Frank Family Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2012 Frank Family Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAMinsandten om der ikke også kom en 3. omgang fra Frank Family Vineyards … og selvfølgelig meget passende en US Cab … med højoktan 14,5% alkohol som de to foregående vine fra huset.

Som tidligere nævnt holder vinhuset til i de gamle bygninger, som tidligere husede det historiske Larkmead Winery. Selve ejendommen er opført i 1884, men undergik i 1906 en total ombygning, hvor den bl.a. blev beklædt med de karakteristiske sandsten fra de nærliggende bjerge.

Den massive stenbygning er i øvrigt typisk for den tidlige vinindustri i USA og bygningen er da også nævnt i det nationale register over steder af speciel historisk interesse i Californien.

Rich & Leslie
Her i øvrigt lige et foto af Rich Frank samt hustruen Leslie

Nå, men det var nu ikke ejendommen, så vi skulle skrive om, men derimod denne Napa Valley Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra marken S&J Vineyard, men det er ikke ren Cab … for vinen består nemlig af 80% Cabernet Sauvignon, 13% Merlot, 4% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot.

Alle druer plukkes og sorteres manuelt i de tidlige morgentimer, inden temperaturen bliver for høj. Efter gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke lagrer vinen i 20 måneder på franske barriques, hvoraf en tredjedel er nye.

Duftmæssigt snakker vi lidt mørke bær, brombær, chokolade, en snert eucalyptus samt lidt Lux håndsæbe, grønne blade, laurbærblade, tobak samt grafit, blæk og lidt nelliker.

I munden er der – typisk for amerikansk Cab – meget sødme, fedme og fylde. Meget blød og intens, men hold nu op, hvor er den sød og hvor er det voluminøst. En tak for meget for mig … sorry … men elsker du blockbuster vine, så er dette lige noget for dig.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 459 kr. ved køb af 1 flaske og 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7  half_thumb

2011 Schubert Wines, Con Brio, Wairarapa, New Zealand

2011 Schubert Wines, Con Brio, Wairarapa, New ZealandI den oversøiske smagning var næste vin denne Con Brio … en Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon baseret vin fra vinhuset Schubert Wines fra New Zealand.

Schubert Wines, som ligger lidt nord for Martinborough i Wairarapa provinsen i den sydlige del af Nordøen på New Zealand. Det er heller ikke langt fra selve Wairarapa søen.

Lige dér har det tyske par Kai Schubert og Marion Deimling slået sig ned. De er begge ønologer fra det anerkendte tyske Geisenheim Universitet for vinavl & ønologi, og har tidligere arbejdet for Erni Loosen hos Vinhuset Dr. Loosen i Bernkastel.

De havde dog en drøm at selv at lave vin … og gerne i et land udenfor Tyskland. Efter rejser igennem Oregon og Californien i USA, Australien og dele af Europa, så kom de endelig til Martinborough i New Zealand, og dér fandt Kai og Marion, hvad de havde ledt efter … et ideelt sted for deres sande lidenskab … Pinot Noir.

I foråret 1998 købte de derfor en lille etableret vingård og 40 hektar bar jord, og startede med at tilplante 14 hektar med forskellige kloner af Pinot Noir.

Vinstokkene er primært tilplantet på to vinmarker, The Home Block, som ligger tæt på gården ved Martinborough, Wairarapa samt The Marion’s Vineyard – selvfølgelig opkaldt efter fruen i huset – beliggende ved East Taratahi, Wairarapa. Klimaet i området kalder de selv cool-climate, da det minder meget om de køligste vinområder i Europa.

Filosofien er meget klar. Kun sunde vinstokke kan give perfekte druer, og kun perfekte druer af højeste kvalitet kan give fremragende vine. Derfor har de overordentlig meget fokus på plejen af planter og jord … selvfølgelig efter økologiske principper.

Con Brio betyder “med passion” og er som nævnt lavet på i et blend på Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon, men forholdet ukendt. Druerne er plantet omkring huset af tidligere ejere tilbage i 1989. Alle druer plukkes i hånden og afstilkes 100% inden produktionen i rustfrie ståltanke, en maceration på 3 uger og lagring på franske barriques – heraf 35% nye – i hele 4 år.

I næsen har vinen en lidt sjov og anderledes duft … sådan rigtig meget eucalyptus, kaktus, syrlige og bitre kirsebær, lidt mørk og bitter chokolade samt cigarer og eg. Ikke specielt omgængelig i mine øjne. Smagen er præget af en god portion sødme, godt med peber … virkelig tæt i strukturen og godt med frugt … lidt som et gammelt syltetøjsglas med intens marmelade. Uhhhh, må indrømme, at det slet ikke er min type vin … syrlighed, sødme, peber og tætpakket frugt.

Jeg har tidligere smagt deres Pinot Noir Block B … og Pinot Noir er de langt bedre til.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 289 kr. ved køb af 1 flaske og 260 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 2,5/7