2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, Tyskland

2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, TysklandCollective Z hedder et lille vinbrug, som ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … sammen med den røde traktor på billedet ovenover.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint, for så kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte.

Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud. Denne Spektakel er lavet på ren Dornfelder, som jo faktisk er Tysklands næstmest plantede druesort. Vinen er gæret 7 måneder på stål og 2 måneder på gamle fade. Er blevet sikret med en knivspids svovl inden ufiltreret flaskning.

I næsen er det en frisk og ung vin … godt med jordbær, ja faktisk masser af jordbær og meget let i udtrykket. Slet ingen mørk og tanninrig Dornfelder, men en let, næsten tynd og legende sommervin. Har lidt landligt eller animalsk præg, rabarber, grønne noter, lavendel, timian og svag kanel.

Smagsmæssigt virkelig let … Martin fra Extra Brut siger selv bællevin, og det giver god mening. Let, syrlig med bolsjesødme og ganske easygoing. Lige til at holde af.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienOg hvorfor ikke oss’ tage samme Barolo Albe i en ældre årgang? Her har vi Azienda Agricola G.D. Vajras Barolo Albe i årgang 2006 … 10 år gammel Nebbiolo nektar.

Den havde jeg – tilfældigvis – nydt ved vores lille tirsdagsklub på jobbet ugen før Selection smagningen af vinene fra G.D. Vajra hos Vinspecialisten. Dermed en ganske oplagt mulighed for at vurdere forskellen mellem en ny, ung 2012’er og denne ældre 2006’er.

Selvfølgelig lavet med druer fra de 3 Barolo marker Fosatti, Coste de Vergne og La Volta, som ganske vist ikke hører til blandt de mest kendte marker i Barolo. Husets top Barolo kommer da også fra en helt anden mark, nemlig Bricco delle Viole.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

I glasset er vinen en anelse mere transparent end 2012’eren, men viser svage tegn begyndende ældning, hvilket dog ikke er tilfældet med næsen, som præges af syrlighed, animalske noter, stramhed, violer, en smule blyantstifter, mentol, mynte eller kampfer, bark, lakridsbolsjer, hindbær, ribs og lette noter af roser og blomster.

Smagsmæssigt en flot, flot styring af syren i et blødt bid med frugt, hindbær, ribs, grafit og urolig tørhed. Tanninerne er fortsat markante … endda mere end i 2012’eren og vinen nærmest sætter sig insisterende på fortænderne. Herligt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienSelection smagningen sluttede med Barolo … ganske vist ikke en enkeltmarksvin, men denne Barolo Albe fra G.D. Vajra, hvor druerne kommer fra flere forskellige marker.

Druerne til Barolo Albe kommer nemlig fra de tre vinmarker Fossati, Coste di Vergne og La Volta, der alle ligger i 400 til 440 meters højde med en beplantningstæthed mellem 4.000-4.400 planter pr. hektar.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

Og man mærker allerede i næsen, at denne er langt mere både elegant og kompleks. Det er ganske animalsk med champignon, rødder af en eller anden slags, jordbær, violer, blomster, rosenblade og en smule cigaræsker.

I munden er det elegant, rund … faktisk overraskende rund og virker slet ikke så syrlig, som man ellers kunne forvente at sådan en ung Barolo. Det er blødt og syren utroligt tøjret, selvom den fortsat ligger lige under tungen og insisterer … på en blød måde. Utroligt, at dette er en 2012’er.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb