2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, Portugal

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, PortugalVi slipper kvinderne et øjeblik med denne signaturvin fra vingården Quinta do Mouro, som ligger ved byen Estremoz i Alentejo regionen … en vin lavet på Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional samt lidt Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Miguel Louro, … eller helt præcist Miguel de Orduna Viegas Louro, men havde i mange år ellers været ejet af Zagalo familien, som havde anvendt vingården som sommerbolig. Men Miguel så et potentiale og startede en vinproduktion, hvor den første vin kom på markedet i 1994.

I dag er det imidlertid sønnen Luis Louro, som står for vinproduktionen, dog med hjælp fra konsulenten Luis Duarte. De laver årligt omkring 70.000 flasker vin fra de 22 hektar vinmarker, som hører til Quinta do Mouro. Faren – som fortsat ejer vingården – blander sig dog også en gang imellem.

De laver samlet 8 forskellige vine på Quinta do Mouro og denne her har blot samme navn som vingården. Den er lavet på 45% Aragonez, 30% Alicante Bouschet, 15% Touriga Nacional og 10% Cabernet Sauvignon og lagret 14 måneder på store 300 liter franske egefade, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt er der masser af frisk frugt … dyb, mørk frugt, solbær, sorte kirsebær, vanilje, kanel, tobak … fyldig og rund fætter. Smagen er virkelig cremet, blød, rund med solbær, modne tanniner … tyk, fed og charmerende.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 289 kr. for en flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2013 Conceito Vinhos, Conceito Tinto, Douro, Portugal

2013 Conceito Vinhos, Conceito Tinto, Douro, PortugalDe kvindelige vinmagere i Portugal er virkelig fremme i skoene … og det gælder også for næste vin, den imponerende Conceito Tinto fra vinhuset Conceito Vinhos, som holder til på vingården Quinta de Veiga i den lille by Cedovim i Teja dalen nær Vesuvio omkring 50 kilometer øst for Porto i vinområdet Duero.

Vingården drives af den unge, smukke vinmager Rita Marques Ferreira, som har fået lov til at lave vine fra de marker, som tilhører hendes mor Carla Costa Ferriera. Markerne er fordelt på 4 parceller, alle beliggende i Teja-dalen, hvor klimaet er en smule køligere end i resten af Douro.

Det er markerne Quinta da Veiga på 20 hektar, Quinta do Chão Pereiro, ligeledes på 20 hektar, Quinta do Cabido på 23 hektar og derudover har de også omkring 10 hektar vinmark på det højeste punkt i Teja-dalen, hvor de granitholdige jorder udelukkende bruges til produktion af hvidvine.

Inden Rita Marques Ferreira overtog markerne og grundlagde Conceito Vinhos, så leverede familien druerne til forskellige portvinsproducenter.

De ældste vinstokke på ejendommen er 80 år gamle og blandt husets perler er 2 hektar pre-Phylloxera vinstokke, som leverer druer til nogle af husets hvidvine samt 5 hektar på Quinta da Veiga med Bastardo vinstokke. Alt dyrkes 100% økologisk.

De første årgange fra Conceito Vinhos blev udgivet i 2005. Conceito betyder i øvrigt koncept … og med de anderledes vine og sjove etiketter, så har Rita ramt ganske plet med dette koncept.

Rita har inden overtagelsen af familieejendommen har Rita Marques Ferreira studeret ønologi på universitetet i Bordeaux med Denis Dubourdieu, har arbejdet på Niepoort i Douro, på Flagstone med Bruce Jack i Stellenbosch, Sydafrika og på Villa Maria i Marlborough, New Zealand.

Nu er Rita også i gang med nye projekter, bl.a. vil hun nu lave en Conceito Sauvignon Blanc med druer fra New Zealand og et Bordeaux blend fra druer i Stellenbosch samt en Alvarinho fra druer i Minho, Portugal. Med andre ord, en meget innovativ dame.

Jeg har tidligere smagt vinen Bastardo fra Conceito Vinhos og den var jeg meget imponeret over. Dette er husets topvin og det er også en helt og aldeles imponerende vin.

Marken hvorfra denne vin kommer består af gamle vinstokke, som er omkring 50 år i gennemsnit. Det er et såkaldt fieldblend, altså de sorter, som gror på marker … i dette tilfælde ikke mindre end 16 forskellige druesorter. Vinen er lagret på små franske egetræsfade, hvoraf 50% er nye.

I næsen langt mere kompleksitet, krop og tyngde end de foregående … her er det mørke bær, brombær, hindbær, engelsk lakrids, eg, våde fade, let vanilje, chokolade, svag parfumeret … lidt hæfteplaster, kødfyldt, råt oksekød og -blod samt en smule sødme. FÅK den dufter godt.

I munden er frugt, syre og balance langt mere kontrolleret, virkelig en vin i total balance med lakridsnoter, fylde, fedme, chokolade, vanilje, røg, cremethed samt en eller anden form for jern eller mineral. Smager da sindssygt godt.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 319 kr. for en flaske og 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal Vi ræser videre med de portugisiske vine … eller måske skulle vi hellere sige flyver videre på eventyr med denne røde Aventura, som er lavet af den kvindelige vinmager Susana Esteban.

Aventura er nemlig spansk for eventyr, og den gode Susana er da også født i Tui i den nordlige del af Spanien.

Der er hun oprindelig uddannet kemiker fra Santiago de Compostela universitetet og derudover uddannet ønolog fra universitetet La Rioja.

Hun startede egentlig sin karriere indenfor vin i 1999, hvor hun fik arbejde som vinmager på Quinta do Côtto i Douro i Portugal. Og siden er hun blevet hængende i Portugal og har bl.a. arbejdet på flere vinerier i Alentejo området, bl.a. vinhuse som Tiago Cabaço, Herdade do Barrocal, Monte dos Cabaços og Monte da Raposinha.

De mange erfaringer gav Susana mod på at starte sit eget projekt, og allerede i 2009 begyndte hun at lede efter marker rundt om i Alentejo. Men først i 2011 fandt hun to marker, som passede til hendes ønsker.

Den ene mark lå ved byen Évora var hovedsageligt tilplantet med gamle Alicante Bouschet vinstokke, som gav et meget lille udbytte. Den anden mark fandt hun ved Portalegre ved bjerget Saint Mamede og med flere forskellige sorter.

Fra de to marker lavede Susana sin første vin Procura, som netop på portugisisk betyder at søge. Siden har Susana opkøbt flere marker, således hun i dag laver 4 vine, nemlig Procura og Aventura i både røde og hvide udgaver.

Susana har etableret sin vingård Quinta Seca da Boavista lidt øst for byen Mora i Portalegra området, som er den køligste del af Alentejo.

Men udover hendes egne vine, så er Susana voldsomt aktiv i nye projekter. Således har hun også skabt projektet Sidecar, hvor hun hvert år udfordrer en ven til at skabe en vin sammen med hende i vinkælderen … men først efter de har været rundt i området med Susana i hendes cykel med sidevogn.

Derudover har den foretagsomme kvinde også etableret et joint-venture hendes gode ven og vinmager Sandra Tavares, hvor de to laver vinene  Crochet og Tricot sammen fra Douro området.

Og hun har siden etableringen gjort det ganske godt … og det er også blevet bemærket. Således modtog Susana Esteban i 2012 prisen som årets bedste vinmager af Revista dos Vinhos, endda som eneste kvindelig vinmager nogensinde. I januar 2016 fik hun også prisen, som den mest nyskabende vinmager af det anerkendte magasin Essência do Vinho.

Denne røde Aventura er lavet på 40% Aragonês og 40% Touriga Nacional, mens de sidste 20% består af forskellige lokale sorter fra Portalegre området. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt vinen er lagret på eg, men der laves årligt 12.000 flasker af vinen. Ud fra smagen kunne det dog godt tyde på en vis fadlagring.

Næsen er nemlig præget af kanel, eg, våde fade, blåbær, brombær, sorte kirsebær og lidt brændt varme, varm jord, asfalt, gummi, lidt sæbe … men også nogle syrlige noter. I smagen er der godt med mørke bær, blåbær, krydret syre, jern og en vis sødme, som dog heldigvis aldrig kammer over. Der er også rigtig god og lang eftersmag. Fyldig blødt, behageligt … tanninerne er bløde og generelt en venlig vin.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 129 kr. for en flaske og 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7