2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, Frankrig

2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, FrankrigFra Côte de Beaune i Côte d’Or til Côte de Nuits i Côte d’Or eller helt præcis kommunen Nuits-Saint-Georges, hvor vi finder et af mine burgundiske favorithuse, nemlig Robert Chevillon. Derfra kommer denne herlige flaske 2010 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots.

Domaine Robert Chevillon er grundlagt i 1860 af Symphorien Chevillon, som købte 12 hektar jord i Nuits-Saint-Georges. I dag drives vingården af 5. generation i form af brødrene Denis og Bertrand Chevillon, som allerede i 1990 gradvis blev medejere og i 2002 overtog hele driften efter faderen Robert Chevillon, som dog fortsat er aktiv på vingården.

I dag har vinhuset 13 hektar vinmarker, men fordelt på imponerende 70 parceller … og alle i Nuits-Saint-Georges. De bedste marker er 1. cru markerne Les Chaignots, Les Bousselots, Les Roncières, Les Perrières, Les Pruliers, Les Cailles, Les Vaucrains og Les Saint-Georges. De 3 sidstnævnte er de allerbedste marker og har meget gamle stokke, som alle er plantet før 1920.

Selv om domænet i dag har stjernestatus, har man allerede i forrige århundrede optegnelser, der anerkender vinene fra Chevillon som værende udsædvanligt gode. Ved smagning i kælderen hos Chevillon er vinene fra 1960’erne og 1970’ernee stadigvæk på et meget højt niveau.

Chevillon familien har fuld fokus på, at de bedste vine laves i marken, så daglige ture i markerne er helt logisk. Der foretages en grøn høst i juli, for kun at lade de bedste drueklaser hænge tilbage. Der høstes kun i hånden og alle klaser kommer gennem et sorteringsbord, inden de kommer i kælderen.

Hele sunde druer er rygraden i de gode vine. Når druerne er afstilket gennemgår de en kold-maceration på 5-6 dage, inden den naturlige gæring starter. Vinen gæres under 34 grader og det tager 2-3 uger inden vinen er gæret færdig. Vinene lagres på egetræsfade i 15-18 måneder, hvoraf 30% er nye. Denne enkeltmarksvin Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots er lavet på tilsvarende vis.

Og det er – som altid med vinene fra Robert Chevillon – herlige sager. I næsen er her godt med kompleksitet … sur, lækker og præcis. Det er gazebind, urter, grønne vinblade, kirsebær, jordbær, ribs, eucalyptus, røg, engelsk lakrids, tør jord samt en slat kanel. Smagen er sådan nærmest lidt som hindbær, frisk og let … sur … en ganske markant syre, som virkelig er delikat, præcis og voldsom vanedannende.

Smager altså bare godt, selvom vinen fortsat er en ung teenager … en knøs, som skal modne og udvikles yderligere.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 565 kr. for en årgang 2012.

Rating 6/7 

2011 Domaine des Terres de Velle, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2011 Domaine des Terres de Velle, Meursault, Bourgogne, FrankrigToppen af hvid bourgogne i Côte de Beaune er Puligny-Montrachet og Meursault. Sidstnævnte regnes for en af de bedste kommuner til fremstilling af de hvide Bourgogne-vine … fede, mineralske, komplekse og elegante. Og netop en Meursault var næste vin, nemlig fra vinhuset Domaine des Terres de Velle.

Vinhuset ligger i Auxey-Duresses omkring 1 kilometer nordvest for Meursault og er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 2009 af det unge og dynamiske par Sophie og Fabrice Laronze. Parret havde inden købet arbejdet sammen på Maison Alex Gambal i Beaune, men en investor fik øje på den lille vingård og anbefalede den til Sophie og Fabrice.

Domaine des Terres de Velle omfatter i alt 6 hektar vinmarker fordelt på parceller i Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Meursault, Auxey-Duresses, Monthelie og Volnay … eller med andre ord nogle af de bedste og mest klassiske appellationer i Côte de Beaune.

Der var egentlig 5 hektar vinmarker, da parret købte vingården, men små parceller i Santenay og Pommard blev solgt fra, så de kom ned på 4,5 hektar. Til gengæld blev der købt ekstra parceller i Chassagne-Montrachet og Puligny-Montrachet. Samtidig omlagde parret alle markerne til biodynamisk dyrkning, men er dog endnu ikke blevet certificeret.

Der produceres mest hvidvin på Domaine des Terres de Velle, fordelt med 60% på de hvide og 40% på de røde. Der laves 14 forskellige vine, hvoraf de 9 er hvidvine, herunder denne Meursault, hvor druerne kommer fra markerne Les Crotots på 0,1157 hektar og Les Grands Charrons på 0,1450 hektar … altså ganske små parceller, helt traditionelt for Bourgogne.

Les Crotots ligger i en fordybning lige under 1. Cru marken Le Porusot, mens Les grands Charrons ligger langs den gamle romersk vej fra Puligny til Auxey. Begge vinmarker har en ler- og kalkholdig undergrund og vinstokkene er omkring 30 år gamle. Druerne på de 2 parceller høstes samme dag og presses i vinkælderen med luftpresse i ca. 2,5 timer.

Som det er sædvane i Bourgogne foregår både den alkoholiske og den malolaktisk gæring på fad. Modning foregår på de samme fad med løbende omrøringer, som afhænger af årgangen og varer omkring et år. Vinen flaskes uden nogen form for filtrering.

Og vi er sgu rykket klasser op i forhold til sidste vin … herlig aromatisk, nærmest smør, modne druer, asparges, ristede mandler, morgenurin (det kan man da kalde animalsk) … men på en god måde, grønne blade, sødme, fedme … men også med nogle mineralske noter. Smagen er både blød, fed og har en meget direkte frugt med en afrundet og fløjlsagtig syre. Smager da alt for godt.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor prisen også ligger på hele 345 kr., selvom det ikke engang er 1er Cru.

Rating 6/7 

2006 Domaine Vieux du Lazaret, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2006 Domaine Vieux du Lazaret, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigFÅK, fuck, fanden, sgu og sur røv … hackerangrebene på den houlbergske blog er fortsat, så bloggen har atter været nede et par dage. Denne gang var den ikke ramt så massivt som sidst, men det er fortsat træls … for nu at sige det på jysk. Fortsætter det, så opgiver jeg sgu livet som vinblogger. Det var næsten en trussel.

Men, men det gode er, at der venter en lang række blogindlæg, bl.a. fra en lile herreaften i Mariager med max gas … hvor jeg smagte hele 10 vine, hvor én af dem dog havde prop. Men 9 vine står i kø. Denne hvide Châteauneuf-du-Pape fra Domaine Vieux du Lazaret var første kugle i magasinet.

Jeg har tidligere – til en stor 2007 Châteauneuf-du-Pape smagning i 2011 – smagt den røde Châteauneuf-du-Pape fra Domaine Vieux du Lazaret, men her har vi altså vinen i den hvide udgave og endda med 10 år på bagen.

Vinhuset har siden 1795 – i 10 generationer – været ejet og drevet af Quiot familien, som også ejer husene Domaine Duclaux og Combes d’Arneval i Châteauneuf-du-Pape, Chateau de Trignon i Gigondas samt Domaine Hauchard i Puyloubier i Provence.

I Provence har familien omkring 200 hektar vinmarker, i Châteauneuf-du-Pape samlet 105 hektar, mens der til Chateau de Trignon hører omkring 70 hektar vinmarker. Derudover opkøber familien også druer fra andre producenter i flere appellationer. Disse vine produceres og sælges under mærket Jérôme Quiot Sélection, bl.a. en Châteauneuf-du-Pape kaldt Nolandra.

I dag er det Jérôme og Geneviéve Quiot, som står i spidsen for vinhusene sammen med børnene Florence og Jean Baptiste. Jérômes hustru Geneviéve kommer selv fra en familie af vinbønder, nemlig Domaine Hauchard, som således er en del af det samlede foretagende i dag. Jérôme Quiot er præsident for d’Appellations d’Origine i Rhone – udnævnt direkte af den franske landbrugsminister.

Domaine Vieux du Lazaret er reelt grundlagt i 1748 af Antoine Quiot, som allerede ejede lidt jord ved Rhône-floden og dyrkede lidt hvede og andre afgrøder. Han købte der 12 salmées jord – hvilket svarer til 8 hektar – med vinstokke. I 1793 købte hans barnebarn Jean Baptiste det gamle Tour de Lhers … et lille borg, som lå ved et overgangssted ved Rhône-floden samt tilhørende 100 hektar jord.

Jean Baptiste Quiot fik sat en større produktion af vine i gang og byggede også et hus på stedet med sten fra det gamle slot. Det er faktisk den ejendom, som i dag fortsat fungerer som hovedsæde for familien Quiot og endda også er afbildet på etiketterne på vinene fra Domaine Vieux du Lazaret. Jean Baptiste Quiot var også borgmester i Châteauneuf-du-Pape i en periode.

Senere er huset udvidet med jord omkring Vieux Lazaret – et gammelt hospital – der blev brug til behandling af karantænepatienter under de store epidemier i det 17. og 18. århundrede. Hospitalet var egentligt grundlagt af munkeorden The Lazarists i 1600-tallet, men pesten i 1720 kostede 1/3 af indbyggerne livet og herefter henfaldt bygningerne nærmest i ruin.

Efter Quiot familien købte ejendommen blev bygningerne anvendte som landbrugsbygninger. De nuværende bygninger er naturligvis fuldstændig anderledes, men ligger på samme sted som munkenes hospital, og derfor fik vinhuset også navnet Vieux Lazaret.

I 1875 blev alle vinstokke på Domaine Vieux du Lazaret ødelagt af phylloxera, og det ruinerede Quoit familien. De omlagde produktionen og levede efterfølgende af et lille stenbrud, dyrkede hvede og handlede silke. Først efter 1. verdenskrig begynder man igen at plante vinstokke, primært med Grenache stokke, men det er reelt først i 1980, da Jérôme og Geneviève Quiot overtager driften, at vinhuset igen begynder at sælge vin på flasker.

Der laves 4 forskellige vine på Domaine Vieux du Lazaret, nemlig denne en Ventoux, en rød og denne hvide Châteauneuf-du-Pape samt en Châteauneuf-du-Pape Cuvée Exceptionnelle. Denne hvide Châteauneuf-du-Pape er lavet på 45% Grenache Blanc, 30% Clairette, 20% Bourboulenc og 5% Roussanne.

Så snart druerne er høstet bliver de presset i en særlig skånsom presse med trykluft. Efter klaring af mosten gæres den ved lav temperatur omkring 20 grader. Det sker for at holde på druesmagen og bevare friskheden og de mange flygtige aromastoffer. Før aftapning bliver vinene sterilfiltreret for at sikre en mikrobiologisk stabilitet.

I næsen er der pærer, melon … virker lidt parfumeret og har desuden en lidt oxyderet aroma sammen med en masse urter, lidt røg, muskatnød samt frugtsten. Den oxyderede note afslører, at der er lidt alder på vinen. I munden er der også frugtsten, men trods den lidt mineralske side, så er det en meget blød og blid vin, som er meget behagelig.

Forhandles bl.a. af Excellent Wine, men det er ingen pris. Vil gætte på, at den koster omkring 200 kr.

Rating 4,5/7