Byggemøde 28. maj 2016

Sidder her og skriver, mens alkoholen og tømmermændene i synkron tempo langsomt opløses i min ellers solide krop, som dog pt. føles en smule ramt. I går var jeg vært for endnu et byggemøde. Og meget symbolsk blev det afholdt netop under den overdækkede terrasse, som for nogle år tilbage egentlig startede byggemøderne.

Vi skulle drøfte, hvordan den overdækkede terrasse skulle laves, men endte med alene at drikke vin. Og det blev en lille tradition. At holde såkaldte byggemøder, hvor vi blot drikker vin og spiser god mad. Og jeg måtte selv bygge min terrasse … uden hjælp fra “byggesjakket”. Men i går sad vi så under selvsamme terrasse til en aften, som jeg havde planlagt skulle være med temaet; “en mandeaften med vin & musik”.

Byggesjakket var ikke intakt, idet Coco aka. Danmarks grimmeste sygeplejerske var arbejdsramt, men ellers kom alle løsarbejderne, sjakbejs Jesper … til dagligt kaldt paphovedet, den storsnakkende, wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisner aka Brix – også kendt under navnet “nullermanden”, kuli Keeper og arbejdsdrengen Flemming – ung i arbejde.

Da vi manglende Coco, så manglende vi selvfølgelig én til at svine Tånum-Kaj til, men det havde Coco løst ved at sende en SMS med teksten; To ting er uendelige; universet og Brix’s dumheder … og når det gælder universe, er jeg endda ikke helt sikker.

Jeg havde valgt 14 vine, hvilket selvfølgelig er alt for mange, men det gør heldigvis også, at der er godt med slanter til de kommende dage. Og de 14 vine skulle serveres parvis – to ad gangen – med en lille overskrift eller tema, som måske kunne være vejledende eller vildledende. Samtidig ville jeg krydre det ekstra med et stykke musik, som skulle være med til at illustrere og fortælle lidt om vinene.

Måske en kende ambitiøst, når man kender byggesjakket … men hvo intet vover, intet vinder.

Madmæssigt får I lige aftenens menukort (og de 7 vinøse overskrifter for vinene):

Menu 28 maj

Brød & dyppelse

Brød
På den madmæssige front startede vi med en hjemmebagt brød … god økologisk mel, bagt i støbejerngryde i ovnen. Hertil lidt humus, tomatpesto, almindelig grøn pesto, en herlig pesto på ruccola og lidt citroner samt en olie med smag granatæbler. Det er sgu altid godt med brød, dyppelse og god vin.

Sprøde rejer i panko på hjertesalat a la Caesar

Sprøde rejer i panko
Første snack var denne fantastiske ret. Det er kæmperejer, som kommes i pankorasp, fritteres og kommes ovenpå en blad hjertesalat med lidt dressing og parmesanflager. Hvor passer disse ting bare rigtigt godt sammen. Jeg kunne ikke skaffe pankorasp, så jeg måtte lave det selv. Hvidt brød (uden kanterne), som rives og tørres i ovnen. Tror også, at de små hapsere faldt i alles smag.

Flæsk/persille/ris

Flæsk og risotto
En lille moderne udgave af den traditionelle flæsk med kartofler og persillesovs. Her blev det en lille forret med bacon bagt med ahornsirup og chili, en udgave med mørdej samt en lille risotto med persille. Jeg fik lavet en super risotto … men glemte i farten af komme persille i. Men sig det ikke til nogen, for byggesjakket var tilfredse med retten.

Musling/bacon/citron

Næste ret var kammuslinger på spyd, og så ellers bacon viklet omkring. Så blev de grillet sammen med nogle halve citroner. Saften fra de grillede citroner blev derefter presset over grillspyddene. Nemt … og hvor klæder kammuslinger, bacon og citron dog hinanden. Jeg har desværre ingen foto af denne ret.

Løgtærte med parmaskinke

Løgtærte med parmaskinke
Endnu ikke lille snack, en løgtærte med lidt god parmaskinke ovenpå. Nemt, og smager ret godt.

Ribbensandwich

Burgerbolle
Til en rigtig mandeaften hører mandemad … og en god ribbensandwich med hjemmelavede boller, god rødkål og hjemmesyltede agurker falder i den kategori.

Pizza

Pizza
Jeg er efterhånden blev ganske ferm til at lave pizzaer på weberen … hvis jeg selv skal sige det. Det skulle byggesjakket selvfølgelig mærke, så jeg lavede 3 forskellige pizzaer, en pizza bianca med tynde kartofler og rosmarin, en med oksekød og artiskok samt en pepperoni med jalapeños. Sidstnævnte var en anelse for stræk for Tånum-drengen. Billedet er taget, da pizzaerne var kolde … sorry.

Currywurst

Currywurst
Sidste hovedret hører vist også til i mandekategorien, nemlig currywurst. Den tyske klassiker. For helvede … der findes endda i Berlin et museum for currywurst.

Ostelagkage

Ostelagkage
Vi sluttede med lidt sødt … en ostelagkage, hvor opskriften stammer fra Gl, Skovridergaard i Silkeborg. Lidt af en klassiker der.

Det med vinene og musikken gik egentlig ganske fornuftigt. Her får i lige det samlede overblik over temaerne, vinene og de valgte sange.

For tekniknødderne … effekten af melolaktisk gæring

Hvad var mere oplagt end at starte med nummer 1 … One. To versioner af sangen, først med U2, hvor lydbilledet er fyldigt, smukt, stort, helstøbt og moderne. Og så med Johnny Cash, bare guitar og klaver, helt nøgen, mere rå, usleben og skarp. Dette skulle illustrere forskellen i de to vine, begge på Chardonnay, hvor den første har fået malolaktisk gæring og den næste er lavet uden melolaktisk gæring.

Godfathers enke og en lastbilchauffør

Et lidt kryptisk tema, hvor godfathers enke referencer til, at Benhard Huber jo blev kaldt godfather af Kaiserstuhl, men desværre døde i 2014, hvorfor vinhuset i dag drives af hans hustru og børn. Lastbilchaufføren refererer til Andrea Oberto, som jo netop var lastbilchauffør inden han blev vinproducent.

Og igen musisk med samme nummer Across the Universe, hvor udgaven med Fiona Apple er klassisk, moderne, smuk, enkel og elegant. Tempoet er sat lidt ned og signalerer tydeligt, at dette her kan jeg sgu. Lidt ligesom Hubers Spätburgundere. Og selvfølgelig Beatles … mere klassisk kan det næppe blive. Ægte, autentisk … og 38 år ældre end Fiona Apples udgave. Det er bare godt.

Den gamle stamfader fra skyggen … i forskellige afskygninger

Cabernet Franc i 2 afskygninger, og formentlig fra de to områder, hvor ren Cabernet Franc vine laves allerbedst, nemlig Loire (selvfølgelig) og Toscana. Og til at følge vinene på vej, så havde jeg valgte det gamle jazznummer Mack the Knife, først i udgave fra 1959, hvor den 33-årige Lou Donaldson viser hans dygtighed i bedste blues/jazz/soul vis. Og så i en udgave fra 1965, hvor den 56-årige Ben Webster spiller nummeret tilbagelænet, luftigt … hvor var han dog eminent.

Det minder jo om

Næste tema, hvor de to valgte vine måske minder om noget andet, den spanske minder lidt om en italiensk Nebbiolo og den italienske minder måske om en Bordeaux. Og igen musikalsk fulgt til døren af det vel efterhånden klassiske grunge-nummer Smells Like Teen Spirit, først i en skrøbelig og sart udgave med Tori Amos. Hun gør nummeret til sit eget … man kan høre, at man har hørt det før … men hvilket nummer er det egentligt. På den måde bestemt nogle ligheder med vinen Signes fra Bodegas Puiggròs.

Og med Nirvana kommer der selvfølgelig mere kraft på … lidt på samme måde, som Do Ut Des IGT egentlig i starten virker lidt stram og grøn … men med lidt luft bliver kraftig og volumiøs. Det er powerblend på 1/3-del af druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese.

Der sætter vi grænsen

To vine på hver siden af grænsen … grænsen mellem Østrig og Ungarn. Og hvem kan bedre fortolke det end gode, gamle Tom Waits, som jeg næsekuld har beundret siden jeg var en ung knøs. Med nummeret Black Wings bliver det skummelt, skævt, krydret, lidt drævende … men smukt underneden. Sådan lidt som en Blaufränkisch, mens han går fuldstændig grassat på nummeret Russian Dance, underlidt, mærkelig som en kosakdans, men alligevel bekendt og vidunderligt. Sådan er vinen Syrah Juris Villa fra Weingut Juris.

Et tilbud, du ikke kan afslå … og en kvindelig komiker

For at lede byggesjakket lidt på vej havde jeg valgt ordsproget fra filmen Godfather … I’m going to make you an offer, you can’t refuse. Tænkte at det måske kunne lede dem mod mafiaens højborg Sicilien. Referencen til vulkanen Etna på Sicilien via komikeren Dane Edna var nok et resultat af en brist i min hjerne og mere way out … men hvad, det var musikken også.

Space Oddity i to udgaver … først en moderne udgave med Exitmusic og så med Bowie himself. Svævende og fyldt med energi, kraft forener elegance, fylder og dominerer.

Arvingerne … og hvorfor arv betyder noget?

Hvordan kan man slutte bedre end to gamle vingårde. Musisk kan det kun ledsages af poesi, så der havde jeg igen valgt Tom Waits til at fortolke det. Først med sangen Poor Edvard, som har et kvindelig ansigt på hans baghoved. Det kan ikke opperes væk, holder ham vågen om natten med historier fra helvede. Det ender med, at den stakkels Edvard må hænge sig … og hende.

Fish and Bird er en rigtig sømandsvise, som handler om en lille fugl, som forelsker sig i en hval. Et umage par kan man vist roligt sige, men kærligheden overvinder – som bekendt – jo alt. Synes ikke, at jeg kunne beskrive de to sidste vine på anden måde … eller det blev i hvert fald den måde, som jeg gjorde det.

Det er selvfølgelig link til beskrivelse og vurdering af vinene.

Med 14 vine, hvor der skulle gættes hoveddrue og land, så var der hele 28 point at løbe efter. Der blev to vindere, nemlig kuli Keeper og Lyngvild, som begge endte på 4 point, mens Flemming skrabede 2 point og Falk 1 point sammen.

Det var ikke kønt, men det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg havde egentlig gjort klar til, at vi – i løbet af aftenen – kunne fortsætte indendørs, men den hyggelige stemning under den overdækkede terrasse var god, så med lidt hjælp af ild i bålstedet, deraf følgende godt med røg og et par varme tæpper, så var der ingen, som hellere ville ind.

Som et lille minde havde jeg lavet en CD til drengene med aftenens sange. Coveret selvfølgelig med stemningsfotos fra nogle af vore minderige aftener.

Forside CD

2013 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Spätburgunder, Franken, Tyskland

2013 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Spätburgunder, Franken, TysklandSå er det fredag … og I ved, hvad det betyder! Nemlig, at der skal Spätburgunder i glasset og den lille sag … øh vigtige sag klarer vi med denne Bürgstadter Spätburgunder fra Weingut Rudolf Fürst, som holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Og ja, det er ét af Frankens bedste vinhuse, som jeg også tidligere har skrevet om, senest da jeg – for ikke så lang tid siden – smagte hans 2014 Spätburgunder Tradition. Jeg vil derfor heller ikke skrive en masse om vinhuset igen, men blot henvise til det tidligere indlæg, hvis du vil læse mere om vingutten.

Denne Bürgstadter Spätburgunder er en storesøster i forhold til Spätburgunder Tradition og således en Ortswein, og lavet på en blanding af druer fra markerne Bürgstadter Centgrafenberg og Klingenberger Schloßberg, hvor jorden er præget af Buntsandstein … sandsten, som giver en blød mineralitet.

Marken Bürgstadter Centgrafenberg er en forholdsvis stor mark, samlet på 83 hektar og de bedste dele af marken er Gewanne Walzrain, Hunsrück, Hohenlinde og Vogelsberg. Arghh … de fleste regner nu Hunsrück som en separat mark, men ligger nærmest omkranset af Bürgstadter Centgrafenberg. Fürst har parceller både på den centrale del af Centgrafenberg og på Hunsrück. Centgrafenberg er en sydvendt skråning, og den ligger øst for floden Main samt Bürgstadt.

Den anden mark, Klingenberger Schloßberg ligger lige nord for Bürgstadt og er på samlet 39 hektar. Andre producenter som fx Benedikt Baltes på Weingut Stadt Klingenberg har også parceller på denne mark. Hos Baltes leverer marken druer til hans topvin Schlossberg Spätburgunder GG.

Så ja … det er sgu et par fine marker, som Fürst henter druerne til denne Bürgstadter Spätburgunder fra. Vinen har lagret på brugte, franske barriques … eller i hvert fald 80% af vinen, mens den sidste del lagrer i store fade, det som tyskerne kalder Doppelstück-Fass, som typisk er på omkring 2.400 liter.

Og meine gute got … hvor er det elskeligt Spätburgunder. I glasset yderst transparent, men farven er måske en anelse mere violet end normalt … bare en anelse. Ikke så meget ovre i teglfarven, men mere ovre i en det lilla/violette. Arghhhh, her mangler der sgu vist lige en kvinde, som kan definere den farve mere præcist.

I næsen er en småanimalsk note, virker saftig, blød og sød … hindbær, jordbær, lidt nødder … en del faktisk, røg, en smule grannåle, kalk og sten, men virker langt mere let og elegant end lillesøsteren. Der er også nogle grønne, nærmest burgundiske træk, hvilket er meget klædeligt.

Smagsmæssigt er det en let og meget afrundet vin, virkelig lækker og smækker … svagt peberbid, mineraler, svage krydderier, god tilstedeværende syre, som stille og roligt holder gennem hele smagsspektret og vedbliver i eftersmagen. Det er sådan meget saftigt, frugtrigt, let og balanceret … lidt tørt og smager altså supergodt. Knap så kantet, som Spätburgunder fra Franken ofte bliver. Far er ikke glad … far er meget glad.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men jeg har købt min i Tyskland på weine.de til 19,50€ … svarende til 145 kr., og det er altså bare rigtigt fornuftigt for denne vin.

Rating 6/7 

2013 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2013 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New ZealandTirsdagsvinklubben på jobbet bød i dag på Pinot Noir i form af denne Momo Pinot Noir fra vinhuset Seresin Estate, som ligger ved den lille by Renwick i Wairau Valley, dvs. i Marlborough området, som jo ligger på den øverste del af Sydøen i New Zealand.

Det er et vinhus, som jeg tidligere er stødt bl.a. i september sidste år, hvor jeg smagte husets 2012 Pinot Noir Leah, men jeg også tidligere har smagt denne Momo, blot i en årgang 2008. Men det er efterhånden nogle år siden.

I september skrev jeg også lidt om huset, der er ejes og drives af denNew Zealanske filmfotograf Michael Seresin, som har været ansvarlig fotograf på en lang række store film. Han har bl.a. været med til at filme Midnight Express, Birdy, Angel Heart, Harry Potter – Prisoner of Azkaban, Bugsy Malone, City Hall og Angela’s Ashes.

Han har således arbejdet sammen med store instruktører som Harold Becker, Adrian Lyne og Alan Parker. Han har også selv instrueret en enkelt film, nemlig filmen Homeboy fra 1988 med skuespillerne Mickey Rourke og Christopher Walken på rollelisten.

Og så ejer og driver han altså vinhuset Seresin Estate, som han købte i starten af 1990’erne efter først at have ledt i flere år efter en vingård i Italien. Den drøm blev dog opgivet og så valget faldt på Wairau Valley.

Det er også et område, som er nærmest ideel til vindyrkning. Den meget porøse jordbund med et højt indhold af grus giver perfekte dræningsforhold, hvilket er nødvendigt i det til tider temmelig regnfulde klima. Store sten på jordoverfladen reflekterer endvidere solens stråler og holder derved på varmen i Marlboroughs kølige og klare sommernætter.

Vingården er en af de mest moderne på New Zealand. Bygningerne er opført i flere niveauer, så druerne ankommer i det øverste niveau og ender i flasker på det nederste niveau. Vinen skal ved hjælp af tyngdeloven kunne løbe frit, så brug af pumpemaskiner ikke er nødvendigt.

Michael Seresin lavede sin første vin i 1996, og har så ellers løbende opkøbt flere vinmarker, bl.a. markerne Tatou Vineyard og Raupo Creek vineyard. I dag ejer vingården samlet 111 hektar vinmarker, og alt er certificeret både økologisk og biodynamisk. På markerne dyrkes druesorterne Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Gewurztraminer, Viognier, Semillon og Riesling.

Seresin Estates etiketter har normalt alle et håndaftryk som logo.  Michael siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ingen ord, kun symbolet på styrke samt kraft fra jord og sten. Håndaftrykket er dog ikke på etiketterne på vinene i Momo serien, som omfatter 4 forskellige vine på henholdsvis Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.

Druerne til denne Momo Pinot Noir kommer fra flere mindre vinbønder i Wairau Valley. Seresin opkøber druerne umiddelbart før, at høsten går i gang, og efter høstet – som foregår med håndkraft – gærer mosten ud på åbne tanke, før den lægges på franske barriques, hvor den får lov til at lagre i 11 måneder før den endelige aftapning på flaske.

Det er en vin, som minder rigtigt meget om storesøsteren Pinot Noir Leah. I næsen klare Pinot Noir aromaer, hindbær, stikkelsbær, røg, peber … har et svagt animalsk islæt, krydderier og krydderurter samt lidt blade fra vinstokke.

Smagen er meget syrlig med lidt af de samme bær, hindbær, stikkelsbær og ribs. Syren er okay … men der mangler måske lidt mineralitet og en anelse sødme til at balance den meget dominerende syre. Man mærker dog, at vinen har fået godt med sol … har sådant noget “modent” over sig midt i alt det syrlige. Eftersmagen præges af lidt grønne peberfrugter. Arhhh, okay … men jeg er ikke helt oppe at ringe.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Rating 4/7  

2010 Zenato, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Zenato, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienFredagen bød også på ægte Valpolicella Superiore, her fra Zenato Azienda Vitivinicola, som ligger lige ved bunden af Gardasøen i byen San Benedetto, lidt udenfor den smukke by Peschiera. Jeg kørte forbi vinhuset sidste sommer … men mødte desværre blot en lukket port, men her har vi alligevel en vin fra vinhuset.

Zenato Azienda Vitivinicola er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametre som nyskabelse, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård Tenuta S. Cristina in San Benedetto di Lugana ligger og hvor familien også selv bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella og Amarone. Der har Zenata ejendommen Tenuta tenuta Costalunga in Valpolicella med tilhørende 20 hektar vinmarker. Vinhuset slogan er da også; The Soul of Lugana and the Heart of Valpolicella … eller på italiensk; L’anima del Lugana e il cuore della Valpolicella.

Samlet ejer Zenato omkring 75 hektar vinmarker, og huset drives fortsat af Sergio Zenato samt hustruen Carla samt deres børn Alberto and Nadia. Børnene har dog efterhånden overtaget det meste af driften og fortsætter driften med samme ildhu som Sergio.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 80% Corvina Veronese, 10% Rondinella og 10% Sangiovese. Efter afstilkning presses druerne, og derefter sker vinifikationen i store rustfrie ståltanke. Lavet med maceration i 10 dage, hvorefter vinen lagrer i store 50-70 hektoliter egefade i 12 måneder inden flaskning.

I næsen er her blommer, en smule rosiner, mørk frugt, søde kirsebær, lidt krydderier og en smule blomster. I munden er vinen blød, saftig og meget easygoing med en del sødme. En rigtig allround vin, som de fleste vil kunne li’. Denne 2010’er skal nok heller ikke gemmes flere år.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor den koster 119 kr.

Rating 4/7  

2013 G.D. Vajra, Langhe Pinot Nero, Piemonte, Italien

2013 G.D. Vajra, Langhe Pinot Nero, Piemonte, ItalienDenne fredag kom der ikke Spätburgunder i glasset … men tæt på, nemlig fortsat Pinot Noir i form af denne Langhe Pinot Nero fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, som i byen Vergne en kilometers penge nordvest for Barolo by i Piemonte … piemontisk Pinot Noir …hmmmm.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som  plantede de første vinstokke tilbage i 1947.

Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation og ham, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra.

Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo. De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.

Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad. Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes her. Der er kun 6-8% af mosten, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag med stor fylde og koncentration.

Der laves også denne lidt atypiske Pinot Nero, hvor druerne kommer fra vinmarker i 497 meters højde, hvilket nedsætter modningen og forøger syreniveauet på høsttidspunktet. Aldo er selv vild med Pinot Noir, så han ville selvfølgelig også selv prøve at lave en Pinot Noir. Importøren siger selv, at man ikke skal sammenligne Vajras Pinot Noir med det, man kender fra Bourgogne – dertil er vinen alt for piemontesisk.

Vinen er lavet med maceration med skallerne i 15-–20 dage ved temperaturer under 32 grader. Under udblødningen finder den alkoholiske gæring sted, hvilket efterfølges af en malolaktisk, som finder sted under vinens 18 måneders lagring på 400-500 liters franske egetræsfade.

Og ja – det kan ikke sammenlignes med Bourgogne, og nej – det er ikke umiddelbart en let vin. Duftmæssigt er der nærmest lidt hengemte blommer, alder, mørke, ristede og søde krydderier, tobak og det minder ikke meget om Pinot Noir i duften. Derudover er der lidt æteriske olier med nærmest eucalyptus og kampfer.

Smagen er blød, fyldig … lidt tør og smager bestemt heller ikke af Pinot Noir. Frugten er fyldt med sol, blød, lidt sur og har noter af jern. Tror ikke helt, at jeg forstår denne vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4/7  

2012 Weingut Wageck Pfaffmann, Gutsweincuvée Rot, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Wageck Pfaffmann, Gutsweincuvée Rot, Pfalz, TysklandEfter et par dage på kursus, hvor vinen var elendig og ikke understøttede den gode mad, så proppede jeg denne Gutsweincuvée Rot op, da jeg kom hjem. Udvalgt helt tilfældigt. Vinen kommer fra Weingut Wageck Pfaffmann, som ligger i byen Bissersheim i den nordlige del af Pflaz.

Wageck familien har været vinbønder i Bissersheim for omkring hundrede år. Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende. Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.

Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gretraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begynder at satse på vinproduktionen. Gunter Pfaffmann var uddannet ønolog fra Geisenheim. Det var starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann … fortsat med hjælp fra forældrene.

Weingut Wageck Pfaffmann har i alt 39 hektar vinmarker omkring Bissersheim, hvor det specielt er de røde vine som er i fokus. 59% af markerne er tilplantet med røde sorter, primært Spätburgunder, mens resten af de hvide er Riesling, Weißer Burgunder, Gewürztraminer, Chardonnay, Grauer Burgunder, Silvaner, Muskateller og Müller-Thurgau.

Derudover er familien vild med fart … og motorsport. De er således sponsor til Mercedes’ VIP lounge på Hockenheim og Nürburgring. Sponsoraterne er selvfølgelig levering af vine til de respektive lounger.

Vinene er selvfølgelig inddelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Réserve, som dog kun laves i de bedste år. Husets kendetegn er en lille drage, som også er afbilledet på de fleste etiketter, måske lige undtagen denne Gutsweincuvée Rot, hvor etiketten er meget enkelt med navnet Rot, som spejles nedenunder.

Den er selvfølgelig – som navnet siger – en Gutswein, og er lavet på druen Dornfelder tilsat en smule Spätburgunder. Blandingsforholdet kan jeg dog ikke finde noget om, ej heller om produktionen af vinen. Vil gætte på, at den ikke – modsat de lidt dyrere vine fra huset – er lagret på egefade, men alene på ståltanke. Men det er som sagt et gæt.

I glasset fornægter Dornfelderens mørke farve sig ikke … her kommer den lille andel Spätburgunder slet ikke frem. Vinen har godt med farve, sådan lidt mørkerød med en sjat lilla skær. I næsen er der først nogle krydrede noter samt blomme, brombær … alt sammen sådan nærmest lidt indelukket, tæt, tørt med en note af bladene fra vinstokke. Hvis du har vandret i en vinmark, så kender du duften. Det giver en meget særegen duft … som er ganske speciel, men også kan være svær at forlige sig med.

Smagsmæssigt er vinen stram, ubalanceret med krydderier … arghhh, det bliver aldrig helt godt. Der er pebrede elementer, kirsebær og samtidig også nogle mørkere bær. Vinen er egentlig ganske tanninrig, men man sidder efterfølgende med en lidt bitter og kantet smag i munden. Men WFT … det er ret billig vin og sjovt at prøve.

Købt i Tyskland, hvor prisen er 5,95€ … eller beskedne 44 kr.

Rating 2,5/7 

2013 Undurraga, T.H. Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2013 Undurraga, T.H. Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileHvor fanden blev fredagens Spätburgunder af? For der kom vel Spätburgunder på bordet fredag? Rolig nu … selvfølgelig var der Spätburgunder i det houlbergske hjem, nemlig en 2014 Spätburgunder S fra Weingut Ellermann-Spiegel. Den har jeg dog skrevet om tidligere.

I stedet får I lidt om denne T.H. Cabernet Sauvignon, som jeg smagte et glas af i går. Den kommer fra det store chilenske vinhus Viña Undurraga, som de fleste af os måske kender fra supermarkedernes hylder. Det er da også et kæmpe foretagende, som ejer over 1.800 hektar vinmarker.

De producerer sindssygt meget vin … alene deres kældre har en kapacitet på ikke mindre end 23 millioner liter vin og vinene sælges i over 70 lande i hele verden.

Vina Undurraga blev grundlagt tilbage  i 1885 af Francisco Undurraga, et multitalent. Han var landmand, advokat, politiker, forfatter og kunstner. Han importerede vinstokke med Cabernet Sauvignon og Pinot Noir fra Frankrig samt Riesling og Gewurztraminer fra Tyskland, og det blev starten til et langt … og stort vineventyr.

I dag ejes foretagendet fortsat af Undurraga familien, nu i 5 generation, og det er én af de ældste og mest kendte vingård i Chile.

Som sagt drives 1.800 hektar vinmarker fordelt på en række større marker, nemlig i Maipo Valley ved Santa Ana de Talagante vingården, Alto Maipo Valley ved La Higuera gården, Coastal Maipo Valley ved Codigua gården, Colchagua Valley ved henholdsvis Colchagua og El Huique vingårdene, Almahue Valley i Cachapoal ved Cerros de Almahue gården, Leyda Valley i San Antonio ved Lomas de Leyda gården og endelig Cauquenes, Maule Valley ved El Tutuvén gården. Pyha, ikke så lidt.

Selve produktionen sker på to lokationer, nemlig på Quinta de Tilcoco i Chiles 6. region samt på Santa Ana i Talagante. Her er der ansat et team af ønologer, som står for vinfremstillingen, Rafael Urrejola, som tidligere har arbejdet på Viña Leyda, Carlos Concha, som hos Undurraga står for husets Aliwen Reserva serie og sluttelig Patricio Lucero, som har en fortid hos et par amerikanske huse.

Undurraga har kæmpet med deres renommé i rigtig mange år, uden endnu at have opnået at komme blandt gruppen af rigtig gode vinhuse i her i landet. På trods af det, og måske fordi deres priser er moderate, har de i mange år været fast leverandør til Dansk Supermarked. Vi kender nok bedst deres almindelige vine, som blot sælges under Undurraga navnet samt vine som Sibaris og Aliwen.

Nå, men tilbage til denne T.H., som står for ”Terrior Hunter”. Vinen er lavet på druer fra specielt udvalgte marker, som aldrig er over 5 hektar, men hvorfor ved jeg ikke. Det siger vel ikke noget om kvaliteten? T.H. serien skal reflekterer terroir, og det skulle være vine som kun laves i små mængder og ikke hvert år … øhhhh tror vi på det? Indtil nu er der lavet hvert år siden 2008. Vinen er lagret 14 måneder på franske egefade, heraf 25% nye. I 2013 er der lavet 32.400 flasker af vinen.

I næsen er her vanilje, solbær … har fået godt med sol, sødme, bark, grafit, rosmarin og mynte. Den virker som lidt af en frugtbombe og marmeladeagtig.  Og sådan er smagen også. Den er blød, fed, cremet og meget sød … ja faktisk er der rigtig megen sødme, bitter chokolade og virkelig opulent, næsten opblæst. Det er lidt som saftevand på syre og giver et lidt fladt indtryk.

Vinen forhandles i Føtex og Bilka, hvor prisen (uden tilbud) koster 85 kr. Sjovt nok skriver Føtex, at vinen hører til forretningens store Cabernet Sauvignon dominerede vine sammen med vine som Château Cantemerle, Château Hautes Terres og Sassicaia … HA HA HA HA. Det er fandme humor … hvis det ikke lige var fordi, at de tilsyneladende mener det.

Rating 3/7 

2004 Cascina Ballarin, Barolo Tre Ciabòt, Piemonte, Italien

2004 Cascina Ballarin, Barolo Tre Ciabòt, Piemonte, ItalienDet var ikke fordi, at vi var mere tørstige … havde nok heller ikke fortjent mere vin, men der kom alligevel et ekstranummer i form af lidt Barolo. Så mens vi nød solnedgangen over Mariager fjord, så drak vi denne Barolo Tre Ciabòt fra vinhuset Azienda Agricola Cascina Ballarin, som ligger i byen La Morra centralt i Piemonte.

Cascina Ballarin er et ægte familieforetagende, hvor alle medlemmer i familien deltager i det daglige arbejde på vingården. Vingården er grundlagt i 1928 og drives i dag af brødrene Giorgio og Gianni Ballarin, og de har i alt 6,5 hektar vinmarker, både omkring La Morra og ved Monforte D’Alba og selvfølgelig med de klassiske druer Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Cabernet Sauvignon.

Deres vinmarker ligger i nogle af de bedste områder, bl.a. Bussia, Bricco Rocca og Giuli, som nærmest har status som “Grand Cru” i området.

Hos Cascina Ballarin laver man selvfølgelig helt klassisk Barbera, Dolcetto, Barolo og et par Langhe Nebbioloer. Både arbejdet på vinmarkerne og i kælderen er nøje tilrettelagt hos Cascina Ballarin. Opskriften bliver hele tiden tilpasset hver druesort, hver mark og hver årgang. Små detaljer betyder utroligt meget for den færdige vins kvalitet.

Udover vinproduktionen omfatter driften på gården også udlejning af 4 værelser samt en meget lille campingplads, hvor der er plads til få campingvogne.

Udsigt
Solnedgang … mens vi nyder en Barolo Tre Ciabòt.

Denne Barolo kaldes Barolo Tre Ciabòt, fordi Nebbiolo druerne til vinen kommer fra de tre vigtigste vinmarker i La Morra, Novello og Monforte d’ Alba. Og i centrum for markerne findes en lille stenbygning kaldet Ciabot. Vinen er lagret 26 måneder på en kombination af slovenske egetræsfade samt franske barriques samt større tonneaux. Derefter er vinen lagret 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Og fin Barolo, som i næsen har en herlig animalsk side … babybræk, igen på den gode måde, urter, hindbær, ribs, violer, mentol, roser, marcipan, læder, kaffe og lidt ristede noter. Uhmmmm. I munden er der – trods alderen – fortsat stramhed, tydelige tanniner, men det er på en eller anden måde afrundet en del, og vinen fremstår helstøbt og komplet. Smager sgu godt.

Forhandles af Vinoble, og prisen for seneste årgang ligger på 369 kr.

Rating 5,5/7 

2008 Château Rauzan-Gassies, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Rauzan-Gassies, Margaux, Bordeaux, FrankrigMed de næste 2 vine røg vi tilbage i Bordeaux sporet, le sentier de Bordeaux … desværre havde den første, en 2005 Château Batailley 5. Cru Classé fra Pauillac prop, men det havde denne 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé fra Margaux heldigvis ikke. Pyha!

Château Rauzan-Gassies stammer tilbage fra 1600-tallet, hvor det var ejet af Gaillard de Tardes, og senere Bernard de Baverolles inden det i 1661 blev købt af Pierre de Mesures de Rauzan.

Han var en anerkendt vinkøbmand fra Bordeaux, og på daværende tidspunkt var han sideløbende ansvarlig for vinproduktionen på Château Margaux. Et job, som han bestred indtil 1663. Senere – fra 1679 til 1692 – var han også ansvarlig for produktionen på Château Latour.

Pierre Desmezures de Rauzan gav sit navn til sit nyerhvervede slot i Margaux … Château Rauzan, og han udvidede ejendommen betydeligt, og opkøbte flere ejendomme og marker. I slutningen af 1600-tallet udgjorde vinmarkerne således omkring 40 hektar, en betydelig del efter datidens målestok.

Efter hans død i 1692 arvede hans yngste datter Thérèse hans besiddelser i Pauillac (senere kendt som Pichon Longueville), og hans tre sønner delte ejendommen i Margaux. Men ved den lejlighed blev ejendommen i Margaux efterfølgende opdelt i to … og blev således til Rauzan-Ségla og Rauzan-Gassies, da den ene bror Sieur de Gassies ønskede at producere en vin, som adskilte sig fra slottets vin og det de to andre brødre ville fortsætte. Det blev starten på Château Rauzan-Gassies.

Da 1855 klassifikationen fandt sted var det gamle Château Rauzan samlet opdelt i 4 ejendomme, nemlig Rauzan-Gassies, Château Rauzan-Ségla, Château Desmirail og Château Marquis de Terme. Château Rauzan-Gassies og Château Rauzan-Ségla blev begge klassificeret som 2. Cru Classé sammen med Château Pichon Longueville, mens Château Desmirail blev 3. Cru Classé og Château Marquis de Terme 4. Cru Classé.

I 1945 blev Château Rauzan-Gassies købt af Paul Quié, Han kom oprindelig fra Bordeaux, men var som barn flyttet til Paris, hvor hans far havde opbygget en stor vinhandel i Paris – Sénéclauze – som Paul overtog efter ham. Han Paul ville ikke kun sælge vin … han ville også selv producere vin, så han startede med at købe 5. Cru Classé slottet Château Croizet-Bages og senere altså også Château Rauzan-Gassies samt Cru Bourgeois slottet Château Bel-Orme Tronquoy de Lalande i Saint-Seurin.

I dag er der Paul børn, søskendeparret Jean-Philippe og Anne Françoise Quié, som driver vinslottene. Søskendeparret – som desuden er tvillinger – overtog driften fra deres far i 2001. De er begge uddannede ønologer, men får derudover hjælp fra de tekniske hjælpere Eric Boissenot og Nicolas Pejoux samt markspecialisten Claude Bourgignon.

Jean-Philippe og Anne Françoises onkel – og Pauls ældste broder – Paul-Henri er arkitekt og har forestået en restauration af slottet på Château Rauzan-Gassies samt de tilhørende vinkældre.

I dag omfatter Château Rauzan-Gassies 28,5 hektar vinmarker, hvor der er plantet 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 5% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Der produceres årligt 90.000 flasker af førstevinen og omkring 30.000 flasker af 2. vinen Chevalier de Rauzan-Gassies. Førstevinen er i årgang 2008 lavet på 68% Cabernet Sauvignon, 24% Merlot, 4% Cabernet Franc og 4% Petit Verdot. Vinifikationen sker i store temperaturstyrede ståltanke i omkring 3 uger, hvorefter vinen lagrer 14-18 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

I næsen er der langt mere kompleksitet … først noterede jeg en animalsk note, lidt landlig,  nærmest med lidt babybræk … men på den gode måde, fugtig muldjord, modne bær, meget frisk i frugten, solbær, lidt chokolademousse og en omgang skolekridt eller kridt i en eller anden form. I munden viser vinen stor tørhed, røde bær, solbær … tanninerne markant og der er syre samt bitterhed i eftersmagen. Men glimrende Bordeaux.

2008 var ikke største årgang … og et stykke fra de efterfølgende 2009 og 2010, hvorfor denne kan findes på uvinum til 280 kr. – eller omkring halv pris af vinen i netop 2009 og 2010.

Rating 5,5/7 

2013 Maison Trintignant, Gigondas, Rhône, Frankrig

2013 Maison Trintignant, Gigondas, Rhône, FrankrigEfter et kort italiensk flirt, så røg vi hurtigt tilbage i det franske spor, nemlig til Rhône med denne Gigondas fra vinhuset Maison Trintignant, som også hedder Trintignant Philippe et Fils. Det ligger faktisk midt i Châteauneuf-du-Pape … en lille butik for de mange turister, som hver sommer valfarter til den vinøse by.

Imidlertid er Trintignant Philippe et Fils ikke en kendt producent, men nærmere et stort negociantfirma, som opkøber druer og laver vine fra både Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Côtes-du-Rhône og Côte-Rôtie. Men de handler imidlertid ikke kun med vin, men alle slags varer lige fra tobak, fødevarer og drikkevarer.

Den danske hjemmeside chateauneuf.dk – som ellers har styr på alle producenter i Châteauneuf-du-Pape skriver, at det er lidt af en turistfælde, og at producenten er lidt mystik pga. de sparsomme oplysninger, og derudover har ganske uhørt høje priser på de ældre vine … specielt set i lyset af, at producenten slet ikke er kendt.

Trintignant Philippe et Fils har dog yderligere en forretning i Châteauneuf-du-Pape, hvor vinene fra firmaet sælges under navnet Reserve Cardinalys, men det beviser vel også bare, at der er penge i vinene fra Châteauneuf-du-Pape og at salget ikke kun er præget af de gode, velkendte producenter.

Trintignant Philippe et Fils er grundlagt i november 1994 og drives af Benoit Jean. Der står i de officielle registre, at selskabet handler med alt … undtagen motorkøretøjer og motorcykler. Tja det er jo lidt af en bred beskrivelse, men fortæller vel også, at det ikke nødvendigvis kun er vinen, som er i højsædet hos firmaet.

Jeg har derfor heller ikke mange oplysninger om denne Gigondas fra Maison Trintignant, så derfor springer vi blot over i mine smagsnoter.

I næsen er vinen en smule anonym, rød og sort frugt … god dybde dog. Der er lidt våde fade, lidt jord og svag peber. I munden nærmest lidt jernholdige noter, en fin ren frugt … lidt alkohol fornemmes, og mangler umiddelbart lidt kompleksitet. Vi fik dog gættet – uden slinger i valsen – at der var tale om vin fra den sydlige del af Rhône. Vel aftenens svageste vin.

Købt i Frankrig, og prisen kender jeg ikke.

Rating 4/7