2007 Paul Jaboulet Aîné, Cornas Les Grandes Terasses, Rhône, Frankrig

2007 Paul Jaboulet Aîné, Cornas Les Grandes Terasses, Rhône, FrankrigJeg fik lov af vælge vinen på Slinger, og da Paul var til Châteauneuf-du-Pape tænkte jeg, at en Cornas måske kunne falde i god jord. Samtidig var prisen på Slinger ganske fornuftig, så vinen blev denne Cornas Les Grandes Terasses fra Domaine Paul Jaboulet Aîné. Og endda årgang 2007 … et fantastisk år i Rhône.

Sidst vi var i Århus var jeg også stødt på Jaboulet familien, nemlig via en Crozes-Hermitage fra Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, som blev etableret i 2006 efter frasalget af netop Domaine Paul Jaboulet Aîné.

Det var sket efter den daværende ejer Gérard Jaboulets pludselige død i 1997 og en lang periode, hvor familien havde svært ved at få vinhuset til at løbe rundt og en overtagelse i familien praktisk talt var umuligt  på grund af de skrappe franske arveafgifter.

Nå, men Paul Jaboulet Aîné er grundlagt i 1834, da Antoine Jaboulet flyttede til Tain l’Hermitage i det nordlige Rhône og købte familiens første vinmarker i Hermitage og Crozes-Hermitage. Hans mål var at producere topvine, og eftersom han både var passioneret og kompromisløs, blev der hurtigt lagt mærke til hans vine.

Det blev dog hans søn Paul, som lagde navn til vinhuset, som herefter var i familiens eje i 6 generationer. Og igennem årene opkøbte familien også yderligere vinmarker i det nordlige Rhône i appellationer som Hermitage, Crozes-Hermitage, St. Joseph, Cornas og St. Péray, bl.a. parceller på berømte marker som La Chapelle, Le Chevalier de Sterimberg, Domaine de Thalabert og Domaine Mule Blanche.

På et tidspunkt blev der desuden knyttet et negociantvirksomhed til produktionen af vine fra egne marker.

Som nævnt havde Gérard Jaboulets familie svært ved at få vinhuset til at løbe rundt efter Gérards død, hvorfor det i 2006 blev solgt til den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og en del af Champagnehuset Billecart-Salmon samt en del af cognachuset Léopold Gourmel.

Det er familiens ældste datter Caroline Frey, som har fået ansvaret for genopbygningen. Hun er uddannet ønolog i Bordeaux og startede sin karriere som kældermester på Château la Lagune, hvor hun i samarbejde med professor Denis Dubourdieu var med til at bringe slottets standard op til dets oprindelige niveau.

Caroline Frey er kendt for at være perfektionist til fingerspidserne. Alle Jaboulets eksisterende marker er blevet grundigt renoveret og nye topparceller i Côte Rôtie, Condrieu og Châteauneuf-du-Pape er blevet købt. Caroline har også indført en kontrolleret dyrkning efter principperne i integreret landbrug – agriculture raisonnée – og samtidigt iværksat et kæmpe program med overgang til biodynamisk dyrkning på alle firmaets vinmarker i det nordlige Rhône og i Châteauneuf-du-Pape.

I dag har vinhuset samlet 114 hektar vinmarker, men alene to parceller i Cornas, nemlig Domaine de Saint-Pierre på 4,75 hektar og Les Grandes Terrasses på 1,35 hektar. Les Grandes Terrasses er en stejl mark, hvor vinstokkene er mellem 10 og 60 år gamle og giver mellem 30-35 hektoliter pr. hektar.

Druerne er håndplukket og transporteres til kælderen i små kasser af 25 kg. for at undgå oxydering. Efter afstilkningen og en skånsom masning bliver vinen gæret på temperaturregulerede rustfrie ståltanke og gennemgår derefter en malolaktisk gæring og en modning i 12 måneder på træfade, hvoraf de 20% er nye.

Og i glasset en mørk fætter … let brun i kanten. Alderen fornemmes også lidt i næsen … eller i hvert fald en modenhed sammen med godt mørke bær, blommer, figner, engelsk lakrids, hvid peber, jord, violer, sorte trøfler, røg og lidt vanilje. Smagen er utrolig blød, blid og tæmmet … ikke stringente, stramme og direkte Cornas muskler, men ældre hvalpefedt …  fyldig, cremet, blød med en letkrydret note.

Forhandles i Vinoble butikker, pris 349 kr.

Rating 5,5/7 

N.V. Louis Roederer, Brut Premier, Champagne, Frankrig

N.V. Louis Roederer, Brut Premier, Champagne, FrankrigSlinger Bistro anbefalede denne champagne til vores velkomstsnacks … Brut Premier fra Louis Roederer, som jo også er et af de gamle, klassiske champagnehuse, som er kendt for deres Cristal Cuvée de Prestige champagner. Denne er deres basis Non Vintage champagne.

Champagnehuset ligger i byen Reims og er grundlagt i 1776 som Dubois Père & Fils, men da Louis Roederer arvede huset fra hans onkel i 1833, så ændrede han omgående navnet og begyndte at markedsføre champagnerne i det store udland, bl.a. i Rusland, hvor Zar Nicholas II udnævnte Louis Roederer som officiel hofleverandør.

Det russiske marked blev således Louis Roederers største marked, men da revolutionen kom, så mistede huset dette marked … og i USA havde man spiritusforbuddet … hvorefter det i en periode så meget sort ud for champagnehuset. Imidlertid begyndte man at markedsføre prestige champagnen Cristal, som huset egentlig havde skabt specielt til zaren i 1876 og var opkaldt efter den karakteristiske flaske.

Det var med Léon Olry-Roederer i spidsen, at man fik vendt økonomien og overskuddet blev brugt til at investere i nye marker som Cramant, Chouilly, Louvois, Hautvillers, Aÿ, Vertus, Verzy, Avize, Cumières, Verzenay og Le Mesnil. I dag tæller champagnehuset i alt 240 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 410 parceller.

Det er i dag fortsat et familieforetagende, ejet af Rouzaud familien … efterkommere fra Louis Roederer. Det er nu Frédéric Rouzaud, som er 7. generation og ansvarlig for det imponerende hus og en produktion på over 3 millioner flasker champagne hvert år.

Og der er penge i champagne, for familien har også ekspanderet via opkøb af franske vinslotte. Således ejer champagnehuset i dag slottene Château de Pez og Château Haut-Beausejour i Saint Estèphe i Bordeaux. I 2006 købte familien Rouzaud også aktiemajoriteten i Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande samt Château Bernadotte.

Derudover ejer familien også champagnehuset Deutz, Ramos Pinto Port i Portugal, Domaines Ott i Provence og derudover laver familien også vin i Californien på Roederer Estate og Scharffenberger Estate.

Nå, men her har vi husets almindelige champagne Brut Premier, som for ikke så længe siden blev kåret som verdens bedste Non-Vintage Champagne af Decanter World Wine Awards, foran flere end 350 andre Champagner. Bedømmelsen blev foretaget af 219 internationale dommere, hvoraf 75 af dommerne har en Master of Wine og 13 Master Sommeliers.

Champagnen er lavet på omkring 40% Chardonnay, 40% Pinot Noir samt 20% Pinot Meunier. Den har – ligesom vintage champagner – lagret 3 år inden remuage og degorgering og 6 måneder efter. Den er den ansvarlige ønolog Jean-Baptiste Lécaillon, som har lavet champagnen.

Og det er også en rigtig fornuftig champagne, hvor der i næsen er lidt toast, pærer, valnødder samt en smule oxyderede noter. Boblerne er ikke voldsomme, men med en tilpas tyngde, godt med syre … men ikke en stram syre … mere en blød syre.

Forhandles flere steder, bl.a. DeluxLife, hvor prisen er 339 kr.

Rating 4,5/7