2007 Kuentz-Bas, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Trois Chateaux, Alsace, Frankrig

2007 Kuentz-Bas, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Trois Chateaux, Alsace, FrankrigDen højeste beliggende Village des Vignerons på vinruten i Alsace hedder Husseren-les-Châteaux. I denne lille bjergby i 425 meters højde mellem de 3 slotte … Trois Châteaux … tæt på Eguisheim finder vi vinhuset Kuentz-Bas, som står bag denne Pinot Gris Grand Cru Eichberg Trois Chateaux.

I denne lille by har Kuentz familien lavet vin siden 1795, og det nuværende vinhus er bygget i 1894, da et bryllup mellem Kuentz og Bas familierne forenede disse, hvilket således blev til vinhuset Kuentz-Bas.

I over 200 år drev familien vingården med stolte traditioner, bl.a. har vinhuset gennem de mange år været specielt kendt for deres fremragende vine på druen Tokay og besiddelserne af Grand Cru markerne Eichberg og Pfersigberg.

I 2004 solgte familien imidlertid vinhuset til Jean-Baptiste Adam, som driver domaine Jean-Baptiste Adam i Ammerschwihr en smule længere mod nord. Hans familie er også stolte Alsace vinbønder og har fremstillet vine siden 1614.

Og Jean-Baptiste Adam har betydet fornyet liv hos Kuentz-Bas. Adam startede med at ansætte Samuel Tottoli som ansvarlig vinmager på ejendommen. Samuel er uddannet sommelier og havde forinden også arbejdet på andre vingårde i Alsace. De gik derefter i gang med at ændre produktionen, bl.a. blev udbyttet fra markerne sænket og man gik samtidig i 2007 over til økologisk og siden i 2008 også biodynamisk produktion … alt sammen for at genskabe Kuentz-Bas til dets tidligere storhed.

Vinhuset har samlet 10 hektar, heraf parceller som nævnt på de to Grand Cru marker Eichberg og Pfersigberg. De øvrige marker ligger faktisk lige ved siden af Grand Cru markerne. Derudover køber man i dag også lidt druer fra andre producenter i området, ja faktisk fra ikke mindre end 25 hektar yderligere marker,

Vinene er opdelt i serierne Collection og Tradition, som er de vine, der er lavet delvist på druer fra egne marker samt druer fra faste drueleverandører i området. Derudover findes der serien Trois Châteaux Organic Range, som er vine med druer fra egne marker, herunder også vine fra to Grand Cru marker Pfersigberg og Eichberg.

Så laves der selvfølgelig også lidt Vendanges Tardives and Sélection de Grains Nobles … altså søde vine.

Denne Pinot Gris Trois Châteaux Grand Cru Eichberg kommer selvfølgelig fra Grand Cru marken Eichberg på grænsen mellem Husseren-les-Châteaux og Eguisheim. Den meget kalkholdige jordbund sikrer en god dræning af vandet i dybden, og den privilegerede beliggenhed – godt beskyttet mod vestenvinden af bjerget – sikrer en tidlig modning af druerne.

Eichberg, som kan oversættes til “bjerget med egetræer” har i flere århundreder været kendt for sine fremragende Gewürztraminer, Pinot Gris og Riesling vine.

I næsen er vinen dog ganske oxyderet … alderen er virkelig begyndt at trykke, presse og mase. Der er den gamle, oxyderede næse sammen med ananas, abrikos, mango, nødder, muskat, overmodne pærer, kvæde, honning og smør. Den skal man vist lige tænke over. I munden er vinen meget sød … nærmest som mango med nødder, honning … smager lidt, som plastik muslingeskallerne fra 1980’erne … I ved, dem med bolsje i midten, som man kunne slikke på.

På bagetiketten står vinen til at være en sted mellem tør og sød, men det smager ærlig talt som en dessertvin. Men med 14% i alkohol er det ikke alkoholen, som er brugt til at give sødmen. Jeg tænker, om det kunne være en Vendanges Tardives, som har fået en forkert etikette på? Den smager ikke dårligt … men er noget anderledes.

Vinen forhandles af Nybom Vine, hvor prisen er 305 kr.

Rating 3,5/7  

2008 Domaines Schlumberger, Riesling Grand Cru Saering, Alsace, Frankrig

2008 Domaines Schlumberger, Riesling Grand Cru Saering, Alsace, FrankrigBlindsmagningen startede med denne Riesling fra Grand Cru marken Saering. Vi er hos vinhuset Domaines Schlumberger, som holder til midt i den lille by Guebwiller i den sydlige del af Alsace omkring 25 kilometer syd for Colmar.

Vinhuset ejer og drives af familien Schlumberger, som flyttede til Guebwiller i det 16. århundrede. Det var Claus Schlumberger, som oprindelig kom fra byen Souabe i det tyske Baden-Wurtemberg område.

På det tidspunkt herskede munkene fra benediktinerklosteret i Murbach i området omkring Guebwiller, og det fik Claus til at flytte familien til Mulhouse, som var en mere fri og fredelig by.

I Mulhouse blev familien Schlumberger én af de største familier, og Peter Schlumberger startede også tekstilfabrikken Jean–Henri Dollfus i byen. Det blev én af byens vigtigste arbejdspladser. Peters søn Nicolas Schlumberger overtog fabrikken efter faderen og flyttede den i 1810 til Guebwiller.

Nicolas var også interesseret i vin … og ville gerne satse på to forskellige heste, så han købte 20 hektar vinmarker. Og det var netop marker, som benediktinermunkene havde passet igennem tusinde år. Men efter den franske revolution i 1789, hvor klostrene blev frataget alle deres ejendomme, var vinmarkerne blevet opdelt i mindre enheder og efterfølgende solgt. Det blev således starten på Domaines Schlumberger.

Derefter gik vingården i arv fra søn til søn … og med mere eller mindre held. I begyndelse af det 20. århundrede var det imidlertid Ernest Schlumberger, som overtog driften af vingården. På det tidspunkt havde mange vinbønder havde opgivet vindyrkningen efter phylloxera-angreb, men Ernest opkøbte i stedet yderligere parceller og udvidede vingården fra 40 hektar til 110 hektar. Han indrettede også alle vinmarkerne med terrasser, så man kunne lave en vandret dyrkning af markerne.

Da Ernest døde blev gården i 1971 overtaget af barnebarnet Eric Beydon-Schlumberger. Han gik i gang med en total renovering af Domaines Schlumberger, herunder en omplantning af flere parceller. Eric gik på pension i 2001, så i dag er det Erics broder Alain Beydon-Schlumberger som sammen med 7. generation i form af Erics datter Séverine Schlumberger driver det over 200 år gamle vinhus.

Domaines Schlumberger ejer i dag 140 hektar vinmarker, hvor størstedelen ligger lige ovenfor Guebwiller på en skråning, som visse steder hælder 60 grader. Ikke mindre end 70 hektar af vinmarkerne er Granc Cru marker, bl.a. markerne Kitterlé, Kessler, Spiegel og Saering. Dermed er vinhuset den største ejer af Grand Cru marker i hele Alsace.

De andre vinmarker ligger i Guebwiller-kommunen og få kilometer mod nord, bl.a. ved skråningerne Bollenberg og Bux.

Men her har vi en Riesling fra Saering marken, en 27 hektar stor Grand Cru mark, som Domaines Schlumberger ejer ikke mindre end 20 hektar af. Den ligger i en højde på 260 til 300 meter og navnet betyder “sø-ring” eller “hav-ring”, da toppen har form som en ring, og da havet tidligere har dækket området for millioner år siden.

Druerne er håndplukkede og derefter presses de hele klaser. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturstyring, og lagrer i tankene omkring 8 måneder inden vinen kommes i flasker.

Næsen afslører hurtigt, at der er tale om Riesling – 1 point. Der lidt petroleum, let fedme, alder fornemmes også, lidt kælder, honning, let citrus, smør, blomster og en sjat mineralitet. Fornemmes der en svag … meget svag oxydering på vej? I munden er der frisk syrlighed, godt med syre … her mærkes alderen ingenlunde. Der er godt med citrus, lemon samt nogle grønne noter.

Forhandles af VildMedVin, hvor en årgang 2011 koster 259 kr.

Rating 4,5/7  

2005 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2005 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigSå mødte jeg sgu munken igen … og vistnok mit 4. møde med den gamle dreng. Ja, helt gammel er han selvfølgelig ikke her, da det nemlig er en af de nyeste årgange af den nærmest mytiske champagne Dom Pérignon fra Champagnehuset Moët & Chandon.

De andre årgange jeg har smagt af den ældre herre er 1993, 2002 og 2004. Jeg skal denne gang skåne jer for hele historien om ikoniske champagne og i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie.

Dom Pérignon er jo en årgangschampagne … og en sådan én skal lagre tre år på flaske, for at den må kaldes sådan, men Dom Pérignon lagrer meget længere, typisk 9 eller 10 år. Det er årsagen til, at denne 2005 er en af de nyeste frigivne årgange. Den lange lagring er med til at udvikle smagen og gøre den mere kompleks.

Den længere lagring af champagnen er naturligvis også noget af det, man betaler for og samtidig får man en flaske med stort lagringspotentiale. Og det er en dyr flaske … og den appellerer da også til kunder, som gerne vil vise, hvor mange penge og hvor godt et liv de har.

Og det gør den godt med sin mørkegrønne ikoniske flaske og den kongekroneformede etiket. Meget genkendelig og dermed let at spotte, så folk ved, at man er i stand til at bløde nogle penge for vinen.

Men får man også value for money? Af de få flasker, som jeg har smagt var jeg specielt begejstret for årgang 2002, som jeg synes var et mule hår foran årgang 1993 og 2004. Om den er alle pengene værd? Tja, det er selvfølgelig et godt spørgsmål, men da jeg ikke har den store erfaring indenfor champagne, så skal du nok spørge en anden.

En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay, idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer.

I næsen har denne årgang 2005 lidt pærer, fersken, kvæde … meget delikat og sarte frugtnoter sammen med honning, champignon, toastbrød med smeltet ost og et strejf af lidt citrus. I munden er boblerne usædvanlige blide … næsten ikke eksisterende, og det overrasker mig lidt. Synes godt, at de kunne pirre lidt mere til smagsoplevelsen, som dermed bliver meget blid, blød og næsten en smule vandet … mangler en smule dybde, selvom der bestemt også er friske elementer.

Den er selvfølgelig fortsat i sine unge år … og jeg vil gætte, at den vil få mere krop og kompleksitet ved at ligge nogle år.

Forhandles mange steder og vejledende pris er 1.249 kroner. Den kan dog findes til lige under 1.000 kr. hos fx dkWineImport eller SuperVin.

Rating 5,5/7 

Byggemøde 21. november 2015

Det seneste byggemøde blev et veritabelt – og langt fra vegitabilsk – showdown og showoff i nærmest para-olympisk blindsmagning med et felt af imponatorer, mytologiske giganter, udbrydere, funklende og falmede stjerner samt affældige has-been dirigeret af aftenens vært den altid storsnakkende, wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisner aka Brix … og som urpremiere denne gang orkestreret med musik i finalen. Så fik vi også set den kattekilling med.

Med andre ord … så tog vi igen hul på endnu et byggemøde … en aften med testosteron, pral, grin, koncentreret mobning, lækker mad og masser af vin. Det sidste havde vores verbalskrydende vært taget ganske bogstaveligt. Han havde indkøbt et felt af ikke mindre end 14 vine i vanlig supermarkedsniveau … men mere om dette senere.

Byggemøde 21. november 2015

Vort vært – som i øvrigt internt i den landlige luksusvilla – går under navnet “nullermanden”, bød os velkommen og så gik der ellers ikke lang tid inden første glas var stukket i vore kolde og klamme hænder. Med Deja-vu fra sidst selvfølgelig et glas Dom Pérignon og her i seneste 2005 udgave af den mytologiske væske … og så blev vi ellers jaget ud i havestuen … starten var dermed gået. Sæt i gang.

Dom og snacks
Champagnen skulle vi ikke gætte, men herfra skulle alle vinene smages blindt. Og vi skulle så bare gætte land samt den primære drue i hver af vinene. Easy … bring them on. Klogelig havde Lyngvild-attrappen hældt champagnen op i et hvidvinsglas, hvilket frigiver langt flere aromaer end i helt tynde champagneglas. På det punkt kunne alle blive enige … så vi nikkede indforstået. Vi er jo mænd.

Vi havde en lille present med til værten … som altid gode flasker vin, bl.a. lidt Arzuaga Navarro og en Flor de Pingus. Jeg havde også taget en speciel værtindegave med … et sødt lille forklæde, grønt med nuttede jordbær-lommer. Brix sprang selvfølgelig fluks i og snak om et match made in heaven. Men som Coco havde sagt i bilen på vej til byggemødet; “Man kan sige meget om Brix … men det er normalt ikke nok”.

Efter lidt snack var det tid til at gå til bords. Menuen var denne aften:

  • Forret: Røget laks, rejer, fennikel m/creme
  • Hovedret: Tapasbord
  • Dessert: Créme brülée samt Bailey-is

Vi bringer da også fluks et par billeder fra bordet:

Røget laks, rejer, fennikel m/creme

Laks og rejer
Brix havde fået lidt laks røget .. ganske fint. Det er jo altid godt. Og fisk giver jo også en god undskyldning for at drikke lidt godt hvidvin.

Tapasbord

Tapas 1
Godt med mad til 5 personer … og tapas er altid hyggelig spise. Her var der mad i overflod, og selv da vi var stopmætte, så kunne man næsten ikke se, at vi havde taget af fadene.

Tapas 2
Ja, det ser sgu godt ud.

Tapas 3
Her disikerer Jesper en stor og meget lækker lufttørret, italiensk parmaskinke. Den var i topklasse, selvom Mikkel på et tidspunkt sagde, at hvis det var hestekød, så havde han fået sadlen. Den var nu på ingen måder sej … men smagte bare godt. Respekt for svinet. Også for skinken.

Ja, desserten fik jeg ikke taget billeder af … så den må I tænke jer til. Sådan går det nogle gange.

Lad os i stedet springe til det imponerende felt af vine, som forstadsfruen havde indkøbt til aftenen. Han havde fundet de gamle, mølædte spendérbukser frem fra det gamle skab med hans normale udklædningskostumer, oppustelige dyr, sexlegetøj og arbejdskitler og købt ganske dyre vine … også en kende over det normale. Men det kunne vi så bare nyde.

Line-up af aftenens vine
Her får I den lange, flotte, imponerende række af vine, som Lyngvild havde valgt til os

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelserne af vinene. Højdepunkterne var klart den lidt ældre Pauillac de Latour, 3. vinen fra 1. Cru slottet Latour, Pio Cesare (selvfølgelig), Guigal samt Bertani. Men det kan de læse mere end i det enkelte blogindlæg for hver af vinene.

Vort byggesjak var denne gang ikke komplet … vi manglede arbejdsformand Keeper. Det betød selvfølgelig omvendt, at de lange og inspirerende pauser mellem vinene – hvor vores arbejdsformand normalt grubler, slumrer, beder og mediterer – var decimeret. Dermed kom vi igennem feltet på nogenlunde anstændig tid.

Ja, det er måske en sandhed med modifikationer, idet Coco aka Mikkel … aka DK’s grimmeste sygeplejerske bed smagningen over i etaper … so to speak. Første break havde han efter 8. vin … hvor hans smagsnoter ramte banan, bambus og en smule bræk. Men ellers var han i hopla resten af aftenen. Vi forstod dog efterfølgende intet af, hvad han sagde, men vininfluenza på stemmebåndet kan jo ramme alle. Snort snik.

Konkurrencen endte vel nærmest også som den plejer, for som de siger i filmen Highlander; “There can be only one”. Og her er Connor MacLeod = Houlberg. Mesteren aka Danmarks flittigste vinblogger løb med sejren. Pointhøsten blev 11 point, efterfulgt af Jesper og Flemming med hver 6 point og Coco i slæbesporet med 5 point. Keeper fik 0 point og gik glip af gode vine samt eminent selskab … so ist der Leben.

Vi sluttede overraskende med en musisk triumf … livekoncert og sing-along. Klasse. Tak til værten for en sjov, hyggelig og vinøs aften med flotte vine, god mad og masser af historier, sang, sjov, drillerier og gas.

Vi bringer selvfølgelig til sidst endnu et par stemningsbilleder fra aftenen:

Hygge i havestuen
Hygge i havestuen … Dom & snacks

Der forklares
Mikkel forklarer, mens Flemming lytter

Mikkel headbanger
Mikkel i hopla … headbanger til toner fra den danske sangskat