2010 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2010 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, ItalienFra Pinot i Frankrig til Pinot i Italien … og endda fra et af de største og bedste vinhuse i Alto Adige området, nemlig Tenuta J. Hofstätter, som jeg har smagt vine fra mange gange. Men det er ved at være et stykke tid siden. Det bliver der rådet bod på med denne Riserva Mazon Pinot Nero.

J. Hofstätter ligger i den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinficeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige. Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del ejendomme, nemlig Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen. Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Martin er udover de normale druer Gewürztraminer, Pinot Blanc, Lagrein, Schiava og Pinot Noir vild med Riesling. Det har betydet, at han har investeret i en række Riesling vinmarker ved Saar i Tyskland. Dermed er han den første italienske vinmager, som ejer marker der. Vinene i det tyske bliver produceret hos Weingut Fischer i Bocksteinhof, som nu drives af Martin Foradori Hofstätter, Johannes Fischer og Nik Weis fra St. Urbans-Hof i fælles samarbejde.

Nå, men på Tenuta J. Hofstätter laver de bl.a. denne Riserva Mazon Pinot Nero, hvor druerne kommer fra marken Mazon. Maceration i 11 dage, og lagret 12 måneder i små egetræsfade efterfulgt af yderligere 6 måneder på almindelige egetræsfade og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og hvilken herlig næse med bacon, mørk frugt, meget ren frugt, hindbær, lidt syltetøj samt stål, jern og lidt våde fade. Der er en let ulden og mulle note, meget rustik og sødme i duften efter lidt varme i glasset. I smagen er der peber, bitterhed, fade, syrlige kirsebær og en dejlig intensitet. Syren er ganske dominerende, men smelter sammen med den friske frugt og ender med at smelte sammen med en fin lang bitterhed i eftersmagen.

Forhandles herhjemme af Taatrup Ny Vinhandel, hvor prisen er 240 kr.

Rating 5,5/7  

2013 Domaine Weinbach, Pinot Noir Réserve, Alsace, Frankrig

2013 Domaine Weinbach, Pinot Noir Réserve, Alsace, FrankrigÉn af de store producenter i Alsace er Domaine Weinbach … et vinhus, som jeg faktisk aldrig tidligere har smagt vine fra. Her har vi imidlertid en Pinot Noir Réserve fra dette klassiske vinhus, som har rødder langt tilbage i historien.

Domaine Weinbach ligger i Kaysersberg og er grundlagt helt tilbage i 1612 af kapuciner-munkene, som holdt til på det kloster, som lå ved den berømte 5 hektar store vinmark Clos des Capucins. Ja faktisk kan ejendommen dateres helt tilbage til før 800-tallet.

Under den franske revolution overgik ejerskabet af vinhuset og de tilhørende jorder til staten, men en del år efter – nemlig i 1898 – blev vinhuset overtaget af Faller brødrene, som overlod det til sønnen/nevøen Théo Faller.

Théo blev en fremtrædende figur i Alsace, og han arbejdede målrettet på at forbedre kvaliteten af vinene fra Domaine Weinbach og anerkendelsen af området som Appellation d’Origine Contrôlée. Han viede sig liv til Domaine Weinbach, som han også løbende udvidede og forbedrede.

Han døde i 1979 og derefter blev driften overtaget af hans hustru Colette og døtrene Cathrine og Laurence. I 2014 døde Laurence imidlertid pludselig og tragisk af et hjertestop, mens moderne Colette døde i 2015, så i dag er det Cathrine, som står for driften af vinhuset.

Det gør hun sammen med sønnen Théo, som er opkaldt efter hans morfar. Sammen driver de 23,5 hektar vinmarker, som omfatter de 3 Grand Cru marker Schlossberg, Furstentum og Mambourg. Derudover er det Lieu-dit Altenbourg og den historiske 5 hektar store Clos des Capucins, som vinhuset er eneejer af og engang var en del af det gamle munkekloster.

De sidstnævnte 2 vinmarker er ikke Grand Cru klassificerede, men alle eksperter er enige i, at det burde de være. Siden 2010 har alle marker været certificeret biodynamiske.

Vinene fra Weinach står stilmæssigt i stor kontrast til alle andre vine, man finder i Alsace. Frem for at fokusere på power og frugtsødme er domænets vine utroligt intense og elegante. Desuden er de ekstremt lagringsværdige, og med alderen opnår de tydelige mineralske smagselementer.

Selvom Domaine Weinbach mest er kendt for deres fremragende hvidvine, så laves der også rødvin på domænet, bl.a. denne Pinot Noir Réserve, som er lavet af druerne fra Clos des Capucins marken og Grand Cru marken Schlossberg.

Og i næsen byder den franske dame på lidt af hvert … lidt flæsket, røget fedt, støvet, morbær, rustik … samt en lidt krydret note? Derudover er der en smule mynte, syre, cigaræsker, røg, mineralitet, ligusterhæk … og der hænger en ganske lille sødme, sådan næsten gemt sammen med lidt kostald.

I munden er der lidt peber, syre, lyserøde bær, dejlig frisk og frugtrig … frugten meget lækker, der hænger en smule peber i eftersmagen, som – sammen med syrlige tanniner – sidder godt på fortænderne. Der er sten, jern … og eftersmagen er lang, syrlig og mineralsk. Flot vin.

Forhandles af Philipson Wine, hvor prisen er 249,95 kr. ved køb af 12 flasker, men 304,95 kr., hvis du kun skal ha’ en enkelt.

Rating 5,5/7  

2014 Domaine de la Loue, La P’tite Loue Trousseau, Jura, Frankrig

2014 Domaine de la Loue, La P'tite Loue Trousseau, Jura, FrankrigHvorfor ikke? Pourquoi Pas? Det står der i hvert fald på etiketten af denne vin fra vinhuset Domaine de la Loue, som ligger i byen Port-Lesney, lige op ad floden Loue, som langsomt flyder gennem byen og har lagt navn til vinhuset.

Vi er i appellationen AOC Arbois i Jura, et område som primært laver rødvine på druesorten Trousseau, der giver meget kraftige vine. Og det er netop en vin på denne drue, som vi har fat i … nemlig vinen La P’tite Loue Trousseau.

Vinhuset ejes og drives af Catherine Hannoun, som tidligere har arbejdet som filmproducent. Hun har bl.a. tidligere i 2004 produceret filmen Mondovino … en omtalt og kritisk dokumentar om globaliseringens indvirkning på den lokale vinfremstilling.

Catherine boede i Paris, men længedes efter noget andet, så i 2008 returnerede hun til den lille by Port-Lesney, som hun tidligere havde besøgt under optagelserne til Mondovino. Efter lidt råd og hjælp fra hendes ven Emmanuel Houillon, så startede hun som vinbonde med 1,5 hektar vinmarker i Pupillin, Villette les Arbois samt i Buffard et stykke nord for Arbois.

Med andre ord en meget lille producent, men Cathrine vil gerne udvide til samlet 2,5 hektar, som hun mener vil være helt ideelt for hende.

Vinhuset er certificeret økologisk, og derudover arbejder Cathrine efter biodynamiske principper med det mål at lave naturlige vine, som smager godt og samtidig er fremstillet med respekt for tradtionerne og terroiret. Der dyrkes Savagnin, Chardonnay, Pinot Noir samt en smule Trousseau.

Vinene hos Cathrine Hannoun er opdelt i Vin d’Arbois vine samt Vin de France vine. Denne La P’tite Loue Trousseau tilhører den sidste serie, men ellers har jeg ikke ret mange oplysninger om vinen.

Men det er en voldsom spændende vin, som i næsen er voldsom animalsk med sødme, kraft, fylde, våde hunde og røde bær. Smagen er helt anderledes end duften, for her der der syrlige røde og friske bær … nærmest som var de lige plukket. Det er godt syrligt og taninnerne er voldsomme … stramme, markante og bidende. Herligt.

Har ikke fundet en dansk forhandler eller pris på vinen.

Rating 5/7