Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg hos Bulgarini

Sidste dag på vor Lugana International Press Tour omfattede kun et enkelt vingårdbesøg, for programmet for resten af dagen fortalte, at vi bl.a. skulle vi nyde en frokost i Sirmione og så afsted til Milano til Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen som sidste punktum.

Vi skulle denne morgen besøge Bulgarini … eller lidt mere præcis Azienda Agricola Bulgarini Fausto, der er beliggende lidt nordvest for Pozzolengo på Lombardiet siden. Vi skulle være der kl. 9.30, så det var vi selvfølgelig … friske til endnu en dag med vin.

Vi blev på vingården modtaget af ejeren og vinmageren Fausto Bulgarini samt Rosanna, der skulle hjælpe med at fortælle om både vinhuset og vinene på engelsk.

Bulgarini

Vinhuset er grundlagt i 1930 af Emilio Bulgarini, der plantede vinmarkerne for at producere en vin, som han så kunne dele med familie og venner. Dengang havde gården kun få vinmarker og meget få vinstokke.

Det var dog hans søn Bruno, som bagefter øgede produktionen og gjorde Bulgarini til en rentabel forretning, bl.a. ved både at satse på vinproduktion og opkøbe flere vinmarker.

I dag drives vinhuset så af 3. generation i form af Fausto Bulgarini i tæt samarbejde med fruen Virginia, mens børnene … sønnen Andrea samt døtrene Angelica og Benedetta også så småt er begyndt af hjælpe til.

Fausto har samlet omkring 50 hektar vinmarker, som giver omkring 700.000 flasker vin årligt. Da Fausto overtog driften af vingården, så var der mange marker med internationale druesorter som fx Merlot og Cabernet Sauvignon, men de er i dag klonet til Turbiana og nu udgør hvidvinene omkring 70% af produktionen.

Til at hjælpe med vinproduktionen og markarbejdet har Fausto ansat ønologen Marco Simonetti, som i øvrigt også var med til den efterfølgende vinsmagning.

De laver i øjeblikket 16 forskellige vine, herunder selvfølgelig en del Lugana vine, men også flere spændende mousserende vine samt lidt rødvine og endda tillige en Amarone. Og selvfølgelig laver Bulgarini da også lidt olivenolie og grappa.

Vinene laves i et moderne vineri, som Fausto har fået opført … ja faktisk var man, da vi besøgte stedet, endda i gang med en tilbygning for at få mere plads. Det er da også et vineri med succes og deres tappelinje har en kapacitet på 3.000 flasker i timen.

Besøget

Vi startede vor besøg med en lille tur ud i markerne lige ved vingården, hvor både Fausto og Rosanna fortalte lidt om hele starten med bedstefar Emilio og faderen Bruno, lidt om deres marker og produktion.

Imens sluttede ønologen Marco Simonetti sig til os, hvorefter vi så byggeriet, hvor vinieret skal udvides med nye kælder … lidt et større projekt, som Fausto håber står færdigt til næste sommer.

På den anden side af bygningen så vi ind til produktionen, som allerede var i fuld gang med druerne til brug til de mousserende vine, bl.a. mødte vi en af de ansatte, som netop havde været inde for at gøre rent i en af tankene … i regntøj, gummihandsker, dykkermaske samt masser af godt humør.

Derefter returnerede vi til vingårdens showroom  og butik, hvor Rosanna viste os gamle billeder, hvor man kunne se gamle Emilio ude i vinmarkerne.

Men derefter blev vi vist ovenpå til husets store og flotte smagelokale, der samtidig har en enestående udsigt udover alle vinmarkerne. Der havde Bulgarini allerede dækket op til en lille vinsmagning … totalt professionelt.

Vinsmagningen

Fausto Bulgarini havde planlagt, at vi skulle igennem 6 vine, hvor vi startede med en helt fantastisk mousserende Spumante lavet på den helt klassiske måde. Samlet kom programmet til at se sådan her ud:

Det var virkelig et flot og varieret felt, hvor højdepunktet klart var den 11 år gamle Lugana 010, men også vort mousserende velkomst Spumante gjorde størst indtryk. Deres Lugana Superiore Cà Vaibò lavet med en kort tørring af Turbiana druerne inden vinifikation synes jeg dog ikke så meget om.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Bulgarini sluttede – på bedste italienske gæstfrie manér – af med lidt at spise, italienske salamier og oste, men ingen var specielt sultne, da vi næsten lige havde spist … og havde en light lunch på restauranten på Hotel Catullo i Sirmione. Men samlet blev det et virkelig fint besøg hos Bulgarini.

 

Houlberg i Lugana … besøg hos Fraccaroli inkl. dinner med gæst

I troede måske, at jeg var færdig med mine beretninger fra min Lugana International Press Tour tilbage i september? Det er dog ikke tilfældet, for jeg har fået et par besøg – samt en række vine – som jeg mangler af fortælle om og anmelde.

Ét af dem er besøget hos Fraccaroli, der var sidste stop på vor anden hele dag med besøg hos vinproducenter i Lugana. I mit program stod der visit, winetasting and dinner at Fraccaroli, hvilket jo passede fint med, at Fraccaroli også driver et agriturismo med en tilhørende lille restaurant kaldet Sapori in Cantina, hvor kokken Vincenzo fra onsdag til søndag tilbyder lækre carte-menuer med vine fra vinhuset.

Mørket var også så småt ved at sænke sig, da vi ankom til Fraccaroli, men der var allerede ved at komme besøgende, som tilsyneladende kendte til Vincenzos tryllerier i køkkenet. De begyndte af samle sig udenfor, hvor der var dækket op til masser af gæster.

Vi startede dog vort besøg inde i vinhusets butik eller showroom, hvor vi blev modtaget af Nicola Fraccaroli og den søde Antena, som allerede har gjort klar til vor modtagelse. På disken stod der nemlig en række vinglas klar til en lille vinøs velkomst og selvfølgelig på ægte italiensk manér lidt at spise.

Vi fik lidt vin i glasset … og det blev husets 2020 Lugana Pansere, som vi nød, mens Antena bød os velkommen til Fraccaroli og kort lagde an til en fortælling om vinhuset. Vi blev dog hurtigt enige om, fortællingen kunne fortsætte under en rundvisning på vingården, så derfor sjoskede vi hurtigt videre.

Fraccaroli

Vinhuset hedder helt korrekt Societa Agricola  F.lli Fraccaroli di Fraccaroli Giuseppe Societa Semplice og holder til på adressen via Via Strada Berra 4 ved Peschiera del Garda og vi er faktiske lige på Veneto siden næsten lige op til Lombardiet.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1912 af Fraccaroli familien og drives fortsat af familien i nu 5. generation. Oprindeligt havde man kun små 5 hektar vinmarker, men i dag ejer familien samlet 50 hektar marker, hvoraf 40 hektar er med Turbiana druer til produktionen af de hvide Lugana vine.

Den gamle ejendom, som i dag omfatter, showroom, smagelokaler agriturismo og Sapori in Cantina restauranten er i dag renoveret og der er ved siden af ejendommen bygget nyt vineri lidt bagved.

Der er derfra, at huset laver lidt over 400.000 flasker vin årligt … og altså med 300.000 flasker Lugana fordelt på kun 3 forskellige vine, nemlig deres Lugana Pansere, Lugana Superiore Campo Serà og Lugana Riserva 1912.

De øvrige vine er alle rødvine, men derudover producerer familien Fraccaroli også lidt grappa samt olivenolie. Under den efterfølgende middag smagte vi faktisk et lille glas af deres Grappa di Lugana Invecchiata.

Besøget på vingården

Der var Antena, som stod for fremvisningen af vineriet, som er topmoderne. Mens vi gik igennem bygningen, så fortalte Antena om vinhuset, produktionen og arbejdet der.

Da de ikke – modsat mange af de andre vinhuse, vi besøgte på turen – laver mousserende vine, som var de ikke allerede i gang med høsten, men de regnede med, at den skulle starte i den kommende uge.

Så kommer der omkring 50 arbejdere for at bistå med selve høsten, afstilkningen og presningen af druerne. Hos Fraccaroli arbejder de altid med afstilkning, en kold 10 timers pre-maceration og bruger udelukkende druernes naturlige gærceller i fermenteringen.

I princippet starter alle Lugana vinene ens … men senere beslutter man, hvilke tanke skal blive til Lugana, Superiore eller Riserva. Der anvendes egefade til både Superiore og Riserva vine og i kælderen har huset op til 30 år gamle barriques.

Vinsmagning og italiensk dinner

Efter rundvisning var det tid til winetasting and dinner, så vi daffede tilbage til vinhuset og Sapori in Cantina, hvor der var fyldt med folk ved bordene udenfor … ren hygge.

Vi skulle dog indenfor, og der ventede en overraskelse, for til middagen havde vi besøg af endnu en vinproducent, hvis Lugana vine vi også skulle smage til maden. Det Elisa Zordan fra Azienda Agricola Cascina Maddalena.

Hun havde 2 forskellige vine med, men den ene Lugana Capotesta havde hun med i 2 årgange. Når jeg skriver om hendes vine, så skal jeg selvfølgelig nok skrive lidt om vinhuset, som hun driver sammen med sin broder. Under middagen fortalte hun om vinene.

Vi skulle igennem en 3-retters menu, som bestod af:

Selezione di Salumi con Focaccia Rustica

Vi startede med en dejlig tallerken med italienske salamier og skinker samt en godt ristet brødklump. Der ser måske ikke ud af meget, men efter en dag med mad og vin, så blev det alligevel lidt af en mundfuld for vinbloggeren.

Tagliata di Manzo del Nostro Allevamento con Germogli di Stagione e Patate al Rosmarino

Jeg er ikke helt sikker på, om overskriften er korrekt, men det var dog en slags oksekød, virkelig lavet som slowfood, mørt og godt med smag sammen med kartofler med rosmarin. Der manglede man da bare lige et godt glas rødvin, men vi fortsatte ufortrødent med de hvide Lugana vine.

Jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge, som vinene kom i, men på et tidspunkt kunne Antena se, at både Václav Tichoň og jeg måske godt kunne bruge et glas rødvin. Hun ville så hente en flaske rødvin, men lige forinden tjekke med hendes boss, om det var i orden?  Det var det imidlertid ikke … så vi fortsatte blot med hvidvinene 🙂

Torta al Cioccolato Sanguinante

Vi sluttede middagen med en syndig chokoladekage, hvor midten var blødende aka flydende. Sikke en dejlig mundfuld og Fraccaroli bød også på en lille grappa … og jeg valgte et lille glas af deres Grappa di Lugana Invecchiata.

Samlet kom vi denne aften til at smage disse vine … 3 fra hver vinhus, nemlig disse 6 vine:

Jeg har selvfølgelig – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene, hvor det var Cascina Maddalenas 2018 Lugana Clay, der helt klart blev aftenens bedste vin.

Samlet en hyggelig og god afslutning på den anden hele dag på Lugana International Press Tour. Mætte, tilfredse og ganske trætte sluttede vi selskabet … og bussen satte kurs mod hotellet.

Houlberg i Lugana … besøg på Ca’ Lojera

#luganalover stod der på brystet af den smukke og søde Vanessa Arduini, som tog imod os ved næste besøg på vingården Ca’ Lojera og var vores vært under besøget og den hyggelige vinsmagning.

Vores muntre, store og sjove Luboš Bárta – der kaldte sig gruppens Barry White – blev omgående ret betaget af den friske unge kvinde og det var der vel ikke noget at sige til, for Vanessa Arduini var både virkelig venlig og en perfekt vært under vort besøg på Ca’ Lojera.

Hun startede med at byde os velkommen, da vi alle mand m/k daffede ud af bussen parate til endnu et vingårdbesøg, som var dagens tredje besøg.

Ca’ Lojera

Vinhuset Ca’ Lojera ligger på adressen località Rovizza di Sirmione nærmest mellem Sirmione og Peschiera med kun 200 meter ned til Gardasøen. Vi er lige præcis på Lombardiet siden … men også kun lige.

Ca’ Lojeraer grundlagt i 1992 af Ambra og Franco Tiraboschi, som købte stedet, der tidligere tilbage i det 14. århundrede havde været anvendt til opbevaring af smuglergods.

Ca’ Lojera betyder da også ulvenes hus på den lokale dialekt og det referer til legenden eller myten om, at smuglerne anvendte ulve til at beskytte deres smuglergods, som de havde placeret forskellige steder ved Gardasøen.

Ved siden af det moderne vineri ligger det gamle palazzo fra det 14. århundrede stadigvæk og holder på de mange hemmeligheder, som ejendommen helt sikkert fortsat rummer. Om Ambra og Franco Tiraboschi fortsat selv bor i den gamle bygning, ved jeg ikke.

Men da Ambra og Franco Tiraboschi i 1992 købte Ca’ Lojera ejendommen, så var det ikke for at producere vin, men reelt blot for at sælge ejendommen videre. Franco havde nemlig i forvejen haft en lang karriere som ejendomsmægler, mens hans hustru Ambra havde ejet og drevet et hotel i Verona.

De vidste intet om vin, men da ejendommen havde en række vinmarker, så besluttede Franko sig alligevel for at lave vin … og blev hurtigt forelsket i livet som vinbonde. De havde egentlig ikke behov for en ny karriere som vinbønder, men blev fanget af vinens verden.

I dag har Ca’ Lojera ikke mindre end 80 hektar vinmarker og et stort og moderne vineri, som bl.a. rummer en stor vinkælder bygget efter de gamle traditioner med hvælvede lofter.

Det er fortsat Ambra og Franco Tiraboschi, som ejer vingården, men de har i dag 4 ansatte, som står for produktionen sammen med deres niece Martha. Derimod deltager parret datter ikke i driften. I starten drev Ambra også et lille restaurant på Ca’ Lojera, men den lukkede i 2019.

Under vor rundvisning på vingården mødte vi da også Franco Tiraboschi, som efterhånden er godt oppe i årene. Han er 84 år, men kører fortsat traktor og skriger højt i vineriet, for han ved godt, hvordan han vil have vinene. Ambra er lidt yngre … kun 73 år.

På Ca’ Lojera laves der i dag 10 forskellige vine, herunder også et par rødvine, men kernen i produktionen er fortsat Lugana vinene, som vi snart skulle smage et par eksempler på. Produktionen ligger årligt på 160.000 flasker vin, hvilket også gør vingården til én af Lugana større vingårde.

Besøget på vingården

Efter den søde modtagelse fra Vanessa Arduini, så startede vi egentlig med selve vinsmagningen … formenligt i det lokale, hvor Ambra tidligere havde drevet restaurant. Der var der dækket op ved et langt bord … og med et udsigt til den gamle bygning.

På den sædvanlige italienske gæstfrie facon, så var der selvfølgelig også disket op med lidt at spise … små haspere. Det var Vanessa, der stod for smagningen og præsenterede vinene, mens der udenfor begyndte at rumstere.

Der skulle nemlig senere på dagen være en lille klassisk koncert næsten lige udenfor og man var allerede så småt ved at flytte rundt og begynde at sætte op til koncerten. Det forstyrrede dog på ingen måder vor smagning, som Vanessa kyndigt tog os igennem. Selve smagningen vender jeg tilbage til om lidt.

For efter smagningen blev der nemlig også lige tid til en hurtig rundtur i vineriet. Der startede vi i den tilhørende vinbutik, men gik derefter i kælderen. Vi fik omgående det indtryk, at Ca’ Lojera er en pæn stor producent.

Undervejs fortalte Vanessa Arduini om vingården, historien og produktionen i dag. Vi sluttede i butikken og fik alle en lille gave i form af en flaske 2017 Lugana Riserva del Lupo, som vi netop næsten lige havde smagt.

Vinsmagningen

Selve vinsmagningen blev rigtig hyggelig … og vi skulle igennem deres nuværende nye vine fra de 3 niveauer, altså klassisk Lugana vin, en Superiore og en Riserva.

Men derudover skulle også også smage et par ældre ting, så smageprogrammet kom derfor til at se sådan her ud:

Der var lidt mere ro over denne smagning end foregående, men det var også dagens næstsidste. Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Tak for Ca’ Lojera og søde Vanessa Arduini for et godt besøg. Vi slutter med lidt flere fotos fra vinkælderen.

Houlberg i Lugana … besøg hos Perla del Garda

Det emmede af aktivitet hos Perla del Garda, som var det næste vinhus, som vi besøgte på vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

På vingården var de nemlig allerede gået i gang med høsten af de første druer til deres mousserende vine, da de ventede regn i løbet af de kommende dage.

Men vi startede dog med at gå ind i selve husets showroom og butik, hvor vi blev taget pænt imod af Giovanna Prandini, der driver stedet sammen med hendes bror Ettore Prandini. I showroomet var der fyldt med gamle cykler … en passion i familien.

Dernæst gik vi videre … først gennem vineriet og standsede først udenfor på den anden side af vingården, hvor de første druer netop var ankommet og løbende blev læsset af og gjort klar til at komme i pressen.

Derfra var der i øvrigt et fantastisk view udover husets vinmarker, for Perla del Garda ligger på et af de højst beliggende og vindblæste steder i Lugana området. Undervejs fortalte Giovanna Prandini lidt om vinhuset og deres historie.

Perla del Garda

Vingården Perla del Garda ligger godt ude på landet mellem Desenzano og Sirmione i bakkerne ved Pozzolengo og Solferino i Lonato.

Gården har været drevet af Prandini familien fra generation til generation, men det var reelt først i år 2000, at vinhuset Perla del Garda opstod, da driften på overtaget af Giovanna og Ettore Prandini, der fuldt ud satsede på vinproduktion.

Samlet har søskendeparret 40 hektar vinmarker, hvor de 34 hektar ligger indenfor Lugana appellationen. Derfor dyrker Perla del Garda også primært Trebbiano di Lugana aka Turbiana og lidt Chardonnay, Sauvignon, Riesling samt Incrocio Manzoni.

Men derudover laver de også lidt røde vin på druer som Rebo, Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Det bliver også til lidt grappa og olivenolie.

Driften er under omlægning til økologisk drift … 4 hektar er allerede omlagt og yderligere 4 hektar er ved at blive konverteret, så samlet drives 8 hektar økologisk, bl.a. til produktionen af vinen Bio. Men på mange af markerne anvendes man dog vandingssystemer.

Vinene bliver lavet i Perla del Gardas store og moderne vingård, omkring 250.000 flasker årligt og alene på druer fra husets egne marker, da man slet ikke køber druer.

Da markerne – som nævnt – er meget vindblæste, så giver det meget friske og mineralske vine, hvor frugten måske er knap så tydelig, men det skulle vi jo lidt senere smage.

Besøget på vingården

Giovanna Prandini viste os rundt på vingården, først det igangværende arbejde, hvor druerne kommer ind. Man vasker alene kasserne og ikke druerne, da de ikke ønsker for meget vand, som kan give problemer i vinificeringen.

Derefter gik vi ind i vineriet, hvor de store ståltanke står … og derefter vinkælderen med barriques liggende i den centrale del, som er et rundt lokale i midten af vingården.

Derefter så vi husets kælder, hvor de færdige vin lagres … specielt de mange mousserende vin, som Perla del Garda lagrer i mange år og ofte op til 72 måneder. De mousserende vine står da også for omkring 10% af produktionen på vingården.

Herefter gik vi op på 1. sal, hvor Perla del Garda har et stort lokale til brug for større smagninger … tid til at smage vin.

Vinsmagningen

Vi skulle ikke sidde samlet ved et stort bord, men ved hvert sit bord … en opstilling nærmest som i et klasseværelse med både Giovanna Prandini og Ambra Berardi som skolelærerne bag kateteret.

Imens sørgede Ettore Prandini for, at vi løbende fik vin i glasset og vi skulle igennem 7 af husets Lugana vine, som alle kommer i en speciel flaske, som er helt speciel for Perla del Garda. Det var disse vine:

Selve smagningen gik i rask tempo … også en smule for hurtigt for jeres langsomme – men grundige – vinblogger. Men jeg fulgte tempo og blev faktisk blown away over kvaliteten af vinene, men det kan I læse mere om i alle beskrivelserne og anmeldelserne af vinene.

Og lige så hurtigt som vi startede … lige så brat sluttede smagningen, hvorefter vi skulle videre til næste vingård.

Houlberg i Lugana … besøg på Cà Maiol inkl. light lunch

Efter den første hele dag med de 4 besøg hos Tenuta Roveglia, Le Morette, Corte Sermana og Cobue, så var vi den næste dag klar til at gentage programmet, men lagde blødt ud – uden vin – med at besøge San Martino Tower og kom derfor hurtigt på toppen … so to speak.

Men derefter gik turen snart til dagens første vinhus Azienda Agricola Cà Maiol, der jo også meget passende ligger lidt nord for San Martino della Battaglia på adressen Via dei Colli Storici og atter på Lombardiet siden i Lugana området. Hos Cà Maiol skulle vi smage deres Lugana vine sammen med en light lunch.

Cà Maiol

Allerede da vi trådte ud af bussen var det tydeligt, at dette var et tjekket, moderne og stort vineri, hvor der var penge i ryggen, men Cà Maiol er i dag da også ejet af Santa Margherita Gruppo, der er en større vinkoncern i Italien.

Samlet driver Santa Margherita Gruppo 10 italienske vingårde spredt udover 6 vinregioner. De har en samlet årsproduktion på ikke mindre end 23 millioner flasker vin, en omsætning langt over 1,4 milliarder kroner og driver 712 hektar vinmarker, hvoraf 70% er egne marker.

Santa Margherita Gruppo er startet i 1935 af Gaetano Marzotto, som etablerede et kæmpe landbrug på tusinde hektar lidt nordøst for Venedig omkring byen Fossalta di Portogruaro. Han startede også med at lave vine … både fra marker i Veneto og Alto Adige regionerne og opkaldt vinhuset efter hans elskede livsledsager  Margherita Lampertico Marzotto.

I dag drives Santa Margherita Gruppo fortsat af Marzotto familien og blandt deres vinhuse finder vi navne som Ca’ del Bosco, Kettmeir i Alto Adige, Lamole di Lamole i Chianti Classico, Mesa på Sardinien og så det imponerende Cà Maiol i Lombardiet, som Santa Margherita Gruppo købte i 2017.

Det er et foretagende, som ikke kun har fokus på at sælge masser af vine, men også producere kvalitetsvine. Det kan man bl.a. aflæses af, at Santa Margherita Gruppo Vinicolo netop har modtaget prisen som Årets vingård af Gambero Rosso 2021 Italian Wine Guide,

Cà Maiol vinhuset er grundlagt i 1967 af den milanesiske iværksætter Walter Contato, der både var fremsynet og havde en stor passion for vin. Han købte en gammel vingård lidt nord for San Martino della Battaglia. Gården stammede helt tilbage fra 1710, men hans innovative tilgang gjorde, at han startede med at lave Lugana vine efter moderne metoder.

Det fortsatte hans børn med, da de i 1996 overtog driften og fortsatte med at forbedre kvaliteten, men i 2017 blev vinhuset så købt af Santa Margherita Gruppo. De har siden købet ofret mange, mange millioner i Cà Maiol.

De har bygget et stort, topmoderne vineri og omlagt driften med sigte på økologiske certificering af dets i alt 110 hektar egne marker, hvor der således i dag slet ikke anvendes kemikalier. Produktionen på Cà Maiol er på 1,3 millioner flasker årligt og det gør vinhuset til det 2. største vinhus i Lugana.

Deres vineri er da også totalt nyt og state-of-the-art med store gærings- og ståltanke … lavet i flere etager, således vinen kan flyttes via tyngdekraften. Virkelig imponerende og formentligt dyrt.

Vinene laves i to serier … Linea Selezione og Linea Classica fordelt på pt. 12 forskellige vine, hvoraf 4 er Lugana vine.

Besøget på vingården

Efter vi steg af bussen, så samledes vi lige inde i den totalt tjekkede butik og vinotek, hvor den søde og dejlige Caterina Mataluna bød os alle velkommen til Cà Maiol.

Hun præsenterede os derefter for Virginia Stancheris og Michele Gatti, som skulle stå for rundvisningen på vingården. Vi fulgte derfor troligt efter de to unge mennesker … hvor første stop var på marken Moline, som ligger lige ved gården og nok er husets bedste mark med 40-55 år gamle vinstokke.

Undervejs fortalte Michele Gatti om vinhuset … brugen af vandingsanlæg på nogle af deres marker, men netop ikke på Moline, hvor vinstokke er så gamle, at deres rødder går meget langt ned og derfor kan klare mere. Dertil skal lægges, at Turbiana druerne jo har et forholdsvis tykt skind og dermed kan holde på saft og friskhed.

Derefter besøgte vi det topmoderne vineri, hvor de var i gang med at afstilke druerne til de mousserende vine i årgang 2021, som han betegnede som helt perfekt.

På Cà Maiol har de to store produktionslinjer, da der ofte høstes på forskellige tidspunkter. Nogle gange sker det endda på det samme tidspunkt for forskellige druer som fx den lyserøde Chiaretto og de hvide Lugana vine.

Druerne bliver efter afstilkning automatisk sorteret af en robot, som vælger den rigtige pressemaskine, som skal sikre, at man alene anvender det bedste most fra presset. Total fuldautomatisk.

Al vin flyttes alene med tyngdekraft og de mange imponerende ståltanke fyldes alle fra toppen, hvor en gangbro sikrer nem adgang til alle tankene. Gæringstankene til rødvinene er forsynet med mixer til den løbende pigage og fælles for alle tankene er, at de fyldes med nitrogen for at undgå oxydering. Alt er topmoderne og der arbejdes på at lave moderne vine med autentisk friskhed og syre.

Deres største ståltanke er på 200.000 liter og anvendes til produktion af nogle af husets blends. De strækker sig i højden over 3 etager og er ganske imponerende. Lad os håbe, at man ikke lige laver fejl i sådan et blend med så mange liter.

I den nederste etage ligger også de mange barriques, som der anvendes til produktionen af Cà Maiols 3 forskellige rødvine, men på denne pressetur var der udelukkende fokus på de hvide Lugana vine, som vi snart skulle smage.

Vinsmagning og light lunch

For efter rundturen returnerede vi til det moderne og tjekkede vinotek aka showroom, hvor vi stående startede med at få serveret et glas bobler (eller to) … en virkelig lækker Lugana Brut Metodo Classico 2016 sammen med nogle små haspere, som var lavet af husets faste kok.

Fuck – pardon my french – de smagte godt. Det var 4 små salte appetizers, som lige løftede forventningerne til den efterfølgende light lunch … og det var der også grund til. For vi skulle derfor op på 1. etage, hvor der var gjort klar til smagning og frokost omkring 4 store runde borde.

På grund COVID-19 var der god afstand mellem pladserne og os vinjournalister aftalte hurtigt, at vi fordelte os nogenlunde ligeligt mellem de 4 borde, således vi kunne sidde ved de 3 repræsentanter fra Cà Maiol … Caterina Mataluna, Virginia Stancheris og Michele Gatti,

Jeg fik den utroligt søde og venlige Caterina Mataluna til bords, mens JC lige havde en online-konference og derfor først stødte til ved bordet en smule senere. Men det gjorde blot, at jeg fik en rigtig god snak med Caterina, som også var den, som stod op og skulle præsentere Cà Maiol vinene til de forskellige retter.

Vi skulle igennem 5 små retter … det var jo en light lunch, selvom menukortet foran os viste 4 retter. Men der kom også lidt ost til undervejs … og så var de små haspere jo endda ikke medregnet.

Her ser I lige menukortet:

Okay … lad os endelige lige løbe retterne igennem.

Appetizer: Varm fisk og skaldyr med kartoffelskum

Menuen var nøje afstemt til vinene, så til husets basis Lugana vin, som var deres 2020 Lugana Prestige, så fik vi to små retter med lidt lunt brød. Det var lidt skaldyr samt en fiskemousse … og så var vi ligesom i gang.

Forret; Risotto med Taleggio ost, oksetatar og hakkede oliven

Jeg elsker risotto og fik masser af risotto på turen. Her var det en drønlækker en af slagsen lavet med Taleggio ost, sorte oliven og på kanten af tallerkenen lidt oksetatar. Mums.

Vinmæssigt blev det også et step op, for til risottoen havde Cà Maiol valgt deres 2020 Lugana Molin … altså lavet med druer fra den mark, som vi tidligere lige havde stået ved.

Hovedret: Stegt kalveterning med svampesauce og stegt polenta

Hovedretten hos Cà Maiol blev en stegt kalveterning med svampesauce og stegt polenta … masser af smag og det var der også i den tilhørende vin … en 2017 Lugana Riserva Fabio Contato, der er opkaldt efter vingårdens grundlægger og husets Lugana topvin.

Ekstraret: Ost

Som en lille overraskelse skulle vi også smage Lugana Riserva Fabio Contato i årgang 2015, men det kunne selvfølgelig ikke ske uden lidt mad til, så derfor kom der også lidt ekstra mad ind i form af 5 forskellige oste … en af dem selvfølgelig modnet parmesan.

Dessert: Frisk frugtsalat med lyserød grapesorbet

Vi skulle selvfølgelig lige slutte med lidt sødt … en lille frisk ret og sorbeten af grape sparkede yderligere til friskheden. Men nu havde maden også lagt en god bund.

Samlet så vinprogrammet derfor således ud:

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har jeg – som vanligt – linket til ovenover.

Vi sluttede derefter besøget – som hos de foregående – med et fælles foto ude foran vingården … alle 6 vinjournalister samt Caterina Mataluna, Virginia Stancheris, Michele Gatti og Ambra Berardi.

Houlberg i Lugana … besøg på Cobue inkl. dinner med naboer

Azienda Agricola Cobue ligger på lokationen Cobue Sopra tæt ved Pozzolengo i Lombardiet ikke langt fra det majestætiske 66 meter høje San Martino della Battaglia tårn. Cobue var sidste destination på vores første dag rundt til vinproducenter på vores Lugana International Press Tour.

Hos Cobue skulle vi samtidig afslutte dagen med en light dinner sammen med Gilberto Castoldi fra Cobue, men også med 4 andre Lugana producenter, som også havde taget lidt vin med til middagen. Der var med andre ord lagt op til en fin afslutning af første dag.

Og med udsigt til både god vin og mad, så fik vi bussen parkeret og spadserede af stien til ned til det totalt tjekkede vinhus, der også har udlejning af 6 moderne lejligheder, en afdeling med spa, wellness og swimmingpool foruden moderne smagslokaler.

Faktisk består Cobue af 3 bygninger … hovedbygningen med butik, smagelokaler, lejligheder og wellness afdeling, et topmoderne vineri nærmest bygget godt skjult ind i landskabet og så den oprindelige gamle bygning, der tidligere har huset et kloster.

Foran hovedbygning blev vi mødt af Gilberto Castoldi, som bød os velkommen til Cobue og så startede vin ellers med en udendørs tur rundt på vingården, bl.a. oppe på bakken ovenover vineriet, hvor vi kunne beundre udsigten … bl.a. til  Torre di San Martino. Imens fortalte Gilberto Castoldi lidt om Cobue vinhuset,

Azienda Agricola Cobue

Cobue er et af de nyere vinhuse i Lugana og blev købt i 1971 af Gettuli familien, men drives i dag af Gilberto Castoldi og søsteren Simona som den 3. generation på vingården. De har overtaget driften fra far Aurelio Castoldi og hans hustru Laura.

Gården stammer tilbage fra 1770 og har tidligere været et lille nonnekloster, hvor der i forlængelse var stalde. Driften har da også oprindelig været almindelig landbrugsdriften med fokus på kvæg.

Men der har nok også altid været lavet vin på stedet, for overfor klosteret var der en gammel grotte og vinkælder. Det er der, at man i dag har bygget det moderne vineri.

Samlet ejer Cobue 25 hektar, men heraf er alene 17 hektar vinmarker, som drives så økologisk som muligt … men man sprøjter hvis det er nødvendigt. Ellers sørger man egentlig blot for at klippe græsset mellem vinstokkene.

Den årlige produktion udgør ifølge Gilberto Castoldi omkring 100.000 flasker vin og heraf er alene 8.000 flasker rødvin. Det er derfor Lugana vinene, som er de vigtigste på vingården og de laves i flere udgaver, men fælles for alle hvidvinene er, at der slet ikke anvendes egefade i produktionen.

For Gilberto Castoldi hader eg … og han fortalte, at der aldrig, så længe han lever, vil blive brugt eg i produktionen af Lugana vinene på Cobue.

Besøget på vingården

Efter turen på græstaget, så gik vi i vineriet, som er topmoderne. Man var lige gået i gang med produktionen af de mousserende vine, så der er god aktivitet.

Gilberto Castoldi viste os nogle flasker af de mousserende vine, der havde et tryk på 6 bar. Det var en hvid 2018 Spumante lavet på den røde drue Groppello, men altså ikke en Lugana vin. Han fortalte samtidig, at de alene laver vinene med druer fra egne marker.

Selvom Gilberto vitterlig HADER egefade i Lugana vinene, så fandt vi dog også en række egefade i kælderen, men de var fyldte med de få rødvine, som der laves på Cobue.

Efter rundturen, så gik turen over til hovedbygningen, der virkelig er smukt og moderne indrettet. Der er virkelig styr på tingene og havde også dækket op til os … klar til en vertikalsmagning og middag.

Vinsmagning og italiensk dinner

For første gang under vor tur skulle vi have en decideret vertikalsmag og det blev med Cobues basis Luganavin, som de har kaldt Monte Lupo, i årgangene 2018, 2017, 2016 og 2015 og så lige suppleret med deres Lugana Camp 8 i årgang 2019.

Dermed så HEAT 1 sådan her ud:

Det var superfint at smage samme vin i 4 årgange og der var faktisk stor forskel på vinene, hvor 2015’eren var suverænt bedst, mens de to yngste stod svagest … men det kan i jo læse om i mine kommende anmeldelser.

Derefter blev der lige et break inden middagen … og der dukkede der lige 4 andre Lugana producenter op, nemlig:

Francesca Fiorentini fra Citari
Matteo Silva fra Cantina Ceresa
Marco Raengo fra Malavasi
Alessandro Cutolo fra Marangona

De havde alle taget en af deres vine med til middagen og menuen havde allerede ligget foran os på bordet … fristende, spændende og samtidig lidt uforståelig udover genkendelige ord som tartare, burro og risotto, men det gjorde bare forventningen endnu større.

Og lad os da bare lige gennemgå retterne:

Per Iniziare: Tartare di trota marinata agli agrumi del Garda finocchietto e aneto

Til at begynde med fik vi tatar. Det ligner måske almindelig tatar, men det er en ørredtatar, der er marineret med lokale citroner fra Garda suppleret lidt fennikel samt dild. Dertil fik vin endnu en Cobue Lugana vin, nemlig deres Monte Lupo blot i nyeste årgang 2020.

Poi: Risotto all’ortica con tinta affumicata

Derefter fik vi risotto … en risotto lavet med brændenælder og nogle røgede noter. Jeg elsker risotto og italienerne forstår virkelig at lave lave den al dente. Hertil smagte vi vist de næste par vine … en 2020 Lugana Conchiglia fra Citari og en anden Lugana 2020 fra Cantina Ceresa … og begge vine blev kommenteret af henholdsvis af Francesca Fiorentini og Matteo Silva.

A Seguire: Filetto di salmerino al burro e bietoline

Så fulgt endnu en fiskeret … en røget sø-ørred fra Gardasøen serveret sammen med smørstegte sølvbeder. Det er sjovt med fisk fra Gardasøen, som har denne specielle smag af sø og dermed i mine øjne mangler den friskhed, som havvandet normalt giver.

Men vinmæssigt smagte vi igen to vine, som blev kommenteret af de to vinmagere; Marco Raengo fra Malavasi med vinen San Giacomo Lugana og Alessandro Cutolo fra Marangona med deres Lugana TreCampane.

Infine: Bianca mangiare alle vaniglia e frutti rossi

Det forstod jeg næsten 100% … en slags hvid panna cotta med vanilje og røde frugter. Dejligt med lidt sødt efter fiskeretten og Gilberto Castoldi fandt hurtigt en passende vin til … en Lugana Vendemmia Tardiva 31 Ottobre.

Dermed bestod det HEAT 2 af disse vine:

Som vanlig har jeg anmeldt alle vinene og skrevet lidt om de øvrige vinhuse, som deltog i middagen … og der er links ovenover.

Men samlet blev det en utrolig hyggelig aften. Vi sluttede – som man altid gør i Italien – med en kop kaffe. Jeg bestilte en cappuccino, men sætte inkassere et stort grin fra alle … man bestiller tilsyneladende en espresso efter et måltid og ikke cappuccino.

Men det holdt jeg imidlertid fast i og fik også hjælp fra Francesca Fiorentini, der fortalte alle, at hun selv var underlig og kan li’ ananas på sin pizza 🙂 Snart var klokken dog godt over 23.00 og det var tid til returnering til hotellet … alle godt trætte efter en dejlig og hård dag med masser af vin, snak og … mad.

Houlberg i Lugana … besøg på Corte Sermana

Dagens 3. besøg i Lugana blev hos den rare Filippo Bottacini, hvor vi fik vor lille vinsmagning af hans vine på Corte Sermana i haven under to gamle træer … totalt italiensk og vildt idyllisk.

Corte Sermana er et lille, nyt og mere ydmygt vinhus end de to forrige, men var så tredje stop på den første hele tourdag af vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

Corte Sermana ligger kun små 1-2 kilometer fra vor sidste besøgte Le Moretto, så vi er dermed fortsat tæt på San Benedetto di Lugana, men Sermana ligger lidt længere mod vest  faktisk nærmest på grænsen mellem Veneto og Lombardiet.

Vi blev modtaget af Filippo Bottacini, der driver vingården sammen med sin bror Nicolo, der havde travlt ved vineriet. Efter den formelle velkomst, så fik vi en rundvisning på vingården … først i vinmarken og så bagefter i selve vineriet.

Corte Sermana

Filippo og Nicolo Bottacini driver deres vingård med 6 hektar vinmarker, der ligger lige op til gården, som tidligere i 1990’erne har været et almindeligt landbrug for opdræt af kyllinger. Det var først i 2009, at brødrene overtog gården og startede med at lave vin.

Filippo var egentlig uddannet automekaniker, men havde efterfølgende taget en uddannelse indenfor vin og havde derfter også arbejdet en periode i Sancerre. I dag driver de så vingårdens 6 hektar vinmarker … fortsat med lidt høns, kyllinger og 3 stædige æsler, som vor søde Ambra Berardi også blev ganske betaget af … den tager vi lige lidt senere.

Brødrene driver Corte Sermana som et helt konventionelt vinbrug, men uden brug af kemikalier. I stedet anvendes grøn høst i alle deres marker, som også passes med håndkraft. For at undgå, at fuglene tar’ alle druerne, så har brødrene et række falke på deres marker … og de holder alle fugle på god afstand.

Deres 6 hektar marker er opdelt i 6 bloks … og hver blok vinificeres separat og Filippo fortalte, at klimaforholdene er forskellige fra år til år, hvorfor man ikke starter høsten med samme mark hvert år, men at det faktisk er totalt afhængig af årgangen.

I vineriet arbejdes med 100% afstilkning, 10-12 timers maceration og presning af druerne i tæt vakuum, så man dermed i videst muligt omfang undgår oxidering i vinene.

Vineriet er langt mere simpelt en de første vinhuse, som vi besøgte, for det er nærmest en stor hal med store ståltanke. Og alle vinene er da også lavet i ståltanke … men med deres Riserva har 10% dog lagret en smule på tonneaux egefade.

Husets samlede produktion ligger på 25.000 flasker årligt, men målet er 50.000 flasker. Produktionen er fordelt på 7 forskellige vine samt 2 grappa’er. Og heraf er altså 5 af dem Lugana vine.

Besøget

Filippo Bottacini er en utrolig rar og venlig mand … han viste stolt vinhuset frem. Han er helt nede på jorden og fortalte velvilligt hele historien om Corte Sermana.

Da vi havde været omkring vinmarker og vineriet, så gik vi tilbage mod selve hovedbygningen, hvor Filippo har sit kontor og vinbutik … og såmænd også en lille stald med de stædige æsler. Men udenfor i haven var der dækket fint op under to træer, hvor de første blade lige vare begyndt at blive gule.

Vi var imidlertid forkælet med et godt vejr … 28 grader og kun få skyer på himlen. Det var med andre ord perfekt for dagens tredje vinsmagning, så vi satte os hurtigt til bords. Ved hver plads havde Filippo lavet en udskrift om huset og de vine, som vi han nu ville servicere for det lille team af vinjournalister.

Smagningen i haven

Filippo Bottacini havde nemlig forberedt 7 vine, som han havde klar i en is køler foran os … 2 mousserende vine, 2 almindelige Lugana vine, 2 Riserva vine og en enkelt sent høstet dessertvin.

Dermed kom smageprogrammet til at se sådan her ud:

Ovenover er der som vanligt links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.. Jeg kan dog godt afsløre, at Bottacini brødrene bestemt godt kan lave god vin og trods deres størrelse, så var besøget bestemt et af de mest mindeværdige besøg på vor tur.

Selvom vi jo tidligere havde fået frokost på Tenuta Roveglia, så kunne vi selvfølgelig ikke bare smage vine uden lidt så, så udover de næsten obligatoriske små poser med grissini og tarallini monodose, så kom der også lidt gode parmasan oste på bordet. Italiensk gæstfrihed omfatter altid mad … elsker italienerne.

Derefter sluttede vi besøget … men Ambra Berardi og flere andre skulle selvfølgelig lige se æslerne, mens Filippo Bottacini tog os med ind i den lille butik og insisterede på, at vi hver skulle have en af hans vine med som en lille gave. JC og jeg insisterede på, at han satte en autograf på etiketten … helt som en vaskeægte rockstar.

Vi slutter derfor med et foto af Ambra Berardi og det elske æsel samt et foto af den signede flaske. Da Ambra skulle giftes indenfor den kommende periode, så håber vi ikke, at hendes kommende mand bliver for misundelig på æslet … der nok også som Filippo følte sig som en vaskeægte rockstar.

Houlberg i Lugana … besøg på Le Morette

Det andet besøg på vor Lugana International Press Tour var til vingården Le Moretto. Godt mætte efter en klassisk italiensk light lunch, så væltede vi nærmest ud af bussen klar til smage mere vin, men ikke mindst opleve endnu et vinhus.

Vi var måske en anelse forsinket, så det blev et effektivt besøg, men vi nåede dog det hele … først en rundvisning og en smagning af 8 af husets Lugana vine.

Vi blev modtaget af den energiske, selvsikre og tjekkede Fabio Zenato, som storsmilende startede med at vise os  vingården … først ud i markerne og derefter i det imponerende og moderne vineri … inden vi havnede i det flotte og stilsikre smagslokale,

Dér var der gjort klart til vores lille vinsmagning. Educational Tour in Lugana – Consorzio Tutela Lugana DOC – 15th september 2021 stod der helt korrekt på dækkeservietten under hver plads.

Le Morette

Vinhuset Le Morette også kaldet Azienda Agricola Valerio Zenato ligger i San Benedetto di Lugana. Det er grundlagt af Gino Zenato i 1955 … i starten mest med fremavl af vinplanter, men det blev hurtigt suppleret med egen vinproduktion.

I 1981 blev driften overtaget af hans søn Valerio Zenato og han øgede produktion af kvalitetsvine, hvilket også betød tildeling af flere priser for vinene. Valerios vine blev nemlig hurtigt kendt for deres markante mineralitet og struktur – de typiske egenskaber i Lugana – og han fortolkede dette i en elegant og raffineret stil.

I dag er det dog Valerios 2 sønner Fabio og Paolo, der som 3. generation har overtaget driften af vinhuset. De står nu i spidsen for arbejdet med 30 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 store marker … to i San Benedetto di Lugana en nær Sirmione og yderligere 20 hektar marker i Veneto til røde og rosé Bardolino vine.

De har også midt i den ene 10 hektar store mark i San Benedetto i 2013 bygget et topmoderne vineri. Byggeriet er også lavet efter alle kunstens regler med design inspireret af traditionelle vingårde, men med nyeste teknologi i vineriet, en stor vinkælder i 9 meters dybde under jorden med murede hvælvinger, kontrolleret temperatur og luftfugtighed optimal designet til vinlagring.

Det betyder, at man kan udnytte tyngdekraften ved produktionen af vinene. Samtidig er vinhuset næsten også selvforsynende med el via et stort 92 KW integreret solcelleanlæg … og kravler du op på taget eller i et af husets to tårne, så er der en smuk udsigt til de omkringliggende marker.

De laver i dag primært Lugana vine, men også røde og rosé Bardolino vine, men kernen er fortsat den planteskole, som Gino startede med.

Det betyder, at alle de vinstokke, der plantes i området stort set alle kommer fra Le Morette og efter vor vinsmagning viste Fabio os også, hvordan man poder en vinstok med en ny sort. Det sker med en lidt speciel maskine

Det har vinhuset selv gjort for flere af deres marker og Fabio fortalte, at det er langt mere økonomisk end fx at hive vinstokke op og plante nye sorter. Med en podning med en ny sort, så vil man ret hurtigt kunne høste igen og langt hurtigere end ved nye vinstokke, som kræver mindst 3-4 år for at give anstændige druer.

Besøget

Vi startede rundvisningen på Le Morette ude i vinmarkerne, hvor Fabio Zenato Viste os den hårde lerjord, som de arbejder med i de meste af Lugana området.

De bruger – som mange andre producenter – afvandingssystemer, men for at disse kan virke ordentligt, så kræver det åben jord, som Fabio kaldte det. Det betyder, at jorden lige rundt om vinstokkene ikke må være helt tæt, men skal være nærmest pløjet op, for ellers vil vandet have svært ved at trænge igennem laget af hård ler.

Vi så på senere besøg i Lugana nogle konkrete eksempler på, hvor hård denne type ler kan blive … faktisk så du vil tro, at der en sten og ikke ler. Men det er jo også det, som gør vinene fra Lugana unik og specielle.

I vinkælderen – der ligger 9 meter nede under jorden – fik vi set vineriet med de store tanke og selve lagringskælderen med murede hvælvinger.

Undervejs fortalte Fabio lidt om vinhuset, historien, om Lugana og deres vine, men det er var forholdsvis hurtigt rundfart, så derfor havnede vi snart i smagelokalet … klar til at smage Fabio vine.

Vinsmagningen

Det moderne og tjekkede smagelokale hos Le Morette stod i skærende kontrast til den istandsatte staldbygning hos Tenuta Roveglia, men der var lige så meget styr på tingene. Fabio Zenato Havde nemlig god hjælp fra Valentina Frignani, som havde forberedt en række vine, som vi skulle igennem. Samlet blev det et felt bestående af disse vine:

Undervejs fortalte Fabio om, hvordan vinene var lavet. Som vanligt har jeg selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Selve smagningen gik også ret hurtigt, men samlet blev det et fint besøg.

Houlberg i Lugana … besøg på Tenuta Roveglia

Rise and shine … første hele dag i Lugana og et travlt program med afhentning på Hotel Desenzano klokken 9.00 og så afgang til første vingård Tenuta Roveglia, som ligger i Pozzolengo i Lombardiet regionen.

På Tenuta Roveglia blev vi gæstfrit taget godt imod af Babettli Azzone – der ejer vinhuset sammen med sine søstre – og vinmageren Paolo Fabiani samt Luca Formentini fra et andet vinhus kaldet Selva Capuzza … og Luca skal jeg nok vende tilbage til senere.

Efter en kort hilsen på, så startede vi med en rundvisning på Tenuta Roveglia anført af Paolo og Babettli. Høsten til husets Spumante var lige gået i gang, så der var godt godt i vineriet … og derfor er det altid spændende at besøge vinproducenterne i september/oktober … hvis de altså har tid.

Tenuta Roveglia

Vingården Tenuta Roveglia har en historie, der går helt tilbage til 1404, hvor familien Roveglia startede med at købe en ejendom og marker fra klosteret San Salvatore i Santa Giulia i Brescia. Det er da også derfra, at vingården fik sit navn.

I 1980’erne blev ejendommen overtaget Giovanni Felice Azzone, som var en professor i patologi ved universitetet i Padua og medlem af Accademia Nazionale dei Lincei. Hans bedstefar Federico Zweifel havde allerede i slutningen af det 19. århundrede startet med at købe vinmarker og lave vin.

Federico Zweifel havde selv forladt Glarus i Schweiz og rejst til Italien for at finde bedre arbejdsvilkår. I Italien blev han forelsket i Gardasøen, hvor han fandt frodige landskaber og jordbund, der skulle vise sig at være ideel til dyrkning af vin.

Han begyndte at købe jord og omdannede de ofte misligholdte marker til vinmarker … og hans søn Giusto gjorde det samme og han begyndte også at producere vin, der oprindeligt kun bestemt til venner og lokale kunder.

Sådan fortsatte familien i mange år … altså indtil Giustos svigersøn Giovanni Felice Azzone i 1988 købte Tenuta Roveglia og dermed skabte et pænt stort vinhus med i dag sammenlagt 110 hektar vinmarker.

Giovanni Felice Azzone investerede derefter i moderne udstyr til vinproduktionen og havde som videnskabsmand allerede masser af erfaring med forskning. Han allierede sig samtidig med sin gode ven Paolo Fabiani, der var vinmageren og nu blev samarbejdspartner.

De fik sammen revideret både produktionsmetoderne og indført mere moderne systemer til vinificeringen. Og det virkede, for i dag er Tenuta Roveglia en stor og moderne vingård. Det er 4. generation, som i dag driver vingården i form af Giovanni Felice Azzones 3 døtre Sara, Vanessa og Babettli Azzone … men fortsat med Paolo Fabiani som vinmager og leder af vingården.

De producerer i dag 850.000 flasker vin årligt og 95% af druerne er fra egne marker og fordelt på 10 forskellige vine samt 3 acquavite og grappas. Og det foregår i et totalt moderne vineri og senest har de bygget en imponerende vinkælder til opbevaring af vinene.

Kælderen er tegnet af Babettli Azzone, der har en uddannelse som arkitekt … og designet er inspireret af historien, bl.a. med hvælvede lofter som i den gamle del af vingården. Men det fik vi at se under rundvisning på Tenuta Roveglia.

Besøget på vingården

Rundturen startede totalt pædagogisk lige der, hvor druerne ankommer til Tenuta Roveglia … og de var allerede godt i gang med høsten. Fra kasserne på vognene læssede medarbejderne druerne på transportbånd videre til vinificering.

Paolo Fabiani førte an … og vi fik fra de store 200 hektoliter tanke lov at smage den friskpressede saft, som skulle anvendes til husets spumante vine.

Derefter gik turen videre til husets tappelinje, så en væg med minder fra vingårdens familie og ansatte inden vi endte i den nye og fantastisk flotte kælder, som næsten lige var færdigbygget og klar til opbevaring af egefade og vinene generelt.

Lys i skiftede farve fremhævede de hvælvede buer, mens der ved et fabelagtigt designet rundt loftsvindue var placeret et lille display af nogle af husets vine … en imponerende sted at smage husets vine. Det skulle vi dog ikke der … men i den gamle del af vingården.

Vi sluttede vor rundtur i netop den gamle del, som Tenuta Roveglia fortsat anvender til smagninger og til opbevaring af egefade. Men de har derudover et lille skattekammer … omkring 100-400 flaske af hver årgang af deres vine siden 1988 og dermed en fabelagtig bevisførelse for, at vinene ældes med ynde.

Det skulle vi snart få lov af smage, så derfor gik vi retur til husets store smagelokale, som er indrettet i en tidligere kostald, dengang gården havde en blandet landbrugsdrift. Man kan endda faktisk i dag fortsat se de gamle stenspalter, som køerne gennem tiden har gnedet deres horn på.

Vinsmagningen

Men vi fik hurtigt sat os til bords, for vi var jo kommet for at smage Lugana vinene. Da det var vores første rigtige smagning, så startede Luca Formentini med at fortælle om området, historien og vinene fra Lugana.

Luca Formentini er i dag en af Consorzio Tutela Lugana DOCs 4 vicpræsidenter og var endda præsident før Ettore Nicoletto. Han driver sin egen vingård Selva Capuzza et par kilometer fra Tenuta Roveglia og det skulle vise sig, at vor smagning denne morgen var med vine fra begge vingårde.

Derfor skal jeg selvfølgelig også nok ved beskrivelse af den første vin fra Selva Capuzza skrive lidt om netop dét hus samt den rare og karismatiske  vinmager.

Vi fik god og grundig gennemgang af hele Lugana området og samtidig også Turbiana druen, som Luca selv betegner som kan være næsten neutral i smagen som ung, har et tykt skind, kræver en lang modningstid og har brug for tid til at udfolde sig. Luca Formentini sagde, at tiden er Turbianas bedste ven,

Druen kan også på grund af de tykke skind hænge lang tid på vinstokkene og selv når de ser ret skidt ud, så er der fortsat masser af saft i druen.

Vi drøftede også det ironiske i, at de fleste Lugana vine sælges og drikkes unge, men faktisk performer bedst med alder. Men det er jo en balancegang for producenterne, som selvfølgelig gerne vil sælge vinene hurtigt og tjene penge på den ene side, men også gerne vil sælge ældre vine … hvis der er købere og det kan svare sig.

Vi smagte samlet 10 forskellige vine og heraf 2 spumante vine, hvor den ene var lavet efter charmat metoden og den anden helt klassisk med andengæringen i flaske. Af de 10 vine, så var er også 2 med alder, hvor specielt Selva Capuzzas fine 2011 Lugana Riserva Menasasso imponerede.

Samlet kom feltet til at se sådan her ud:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Efter smagningen havde Paolo Fabianis hustru Patricia forberedt en lille Light Lunch … Houlbergs første møde med dette begreb på vor tur og lad mig slå det fast med det samme; italienerne tager deres mad meget seriøs, så der er intet let over Light Lunch.

Fabelagtigt besøg … og helt passende slutter jeg med lidt flere fotos fra besøget på Tenuta Roveglia.

Besøg hos Cantina Filippi … og majestætiske, vilde Filippo Fillippi

Jeg havde egentlig regnet med, at sommerferien med los familios ved Lago di Garda skulle omfatte besøg hos en del vinproducenter, men det blev faktisk kun til et enkelt besøg, men dog nøje udvalgt, for det var nemlig hos Filippo Filippi på Cantina Filippi, der ligger i den lille by Castelcerino omkring 8 kilometer nord for Soave by.

Udvælgelsen af Filippi var således ingenlunde tilfældigt, for jeg havde tidligere smagt vin fra vinhuset og det rangerer – efter min ydmyge mening – blandt noget af det bedste Garganega vin i hele Soave og jeg har smagt en del vin derfra og har da også besøgt området et par gange tidligere.

Det var bl.a. på Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour tilbage i juni 2019, hvor jeg også deltog i Soave longevità, en smagning af 10 udvalgte Soave vine, som blev kommenteret af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe. Men ellers bød turen på tonsvis af Soave vine.

For mere viden om Soave og vinene, så kan du læse de 4 Houlberg i Soave blogindlæg, som jeg lavede i forbindelse med vinturen:

Med al den viden i bagagen, så skrev jeg til Cantina Filippi om et besøg og fik hurtigt svar fra Paola Giagulli og aftalte et tidspunkt den kommende dag.

Om Cantina Filippi og historien

Cantina Filippi drives af Filippo Fillippi … en stoisk, majestætisk vildmand, som kun snakker italiensk, men utrolig imødekommende, sjov, smilende og rar. Han har drevet vinhuset selv siden 2007 og drev det tidligere sammen med sin bror og flaskede de allerførste vine tilbage i 2003.

Fillipo har mange betegnelser … og søger man lidt på nettet, så dukker der titler op som troldmand, oprørsk vinmager, hundehvisker og ensom ulv. Alle betegnelserne vidner om, at han er respekteret i det meste af verdenen for sine vine.

Hans vinhus ligger i byen Castelcerino på et af de højeste punkter i hele Soave i 400 meters højde og gården er nabo til Azienda Agricola Coffele, som jeg netop besøgte tilbage i juni 2019. Så dermed var det også et glædeligt gensyn med området … og på en eller anden måde, så er der også en sammenhæng mellem de to vinhuse.

For Cantina Filippi hedder egentlig Visco & Filippi Aziende Agricole Associate. Visco er navnet på Filippo Fillippi mors familie og det har da også været i familiens Viscos eje siden 1874, selvom vingården opringelig stammer fra det 12. århundrede.

Vinhuset Coffele er imidlertid en del nyere, grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele, men han var gift med Giovanna Visco, der var den sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino og den gamle 1700-tals kælder La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave centrum.

Cantina Filippi gamle vingård i Castelcerino havde siden 1300-tallet været ejet af den rige toskanske Conti Alberti familie, men blev købt af Visco familien i år 1874, hvor de også startede med at producere vine, så derfor er der til vingården marker med meget gamle vinstokke helt tilbage fra 1950’erne.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke det store ud af markerne.

Samlet har Filippi i dag 20 hektar jord ligger i 320-400 meters højde og fordelt 15 hektar vinmarker … primært fordelt på de 4 vinmarker Castelcerino, Monteseroni, Vigne della Brà og Turbiana, hvorfra Filippo Fillippi laver hans 4 enkeltmarksvine.

På Castelcerino, Monteseroni og Vigne della Brà markerne dyrker Filippi Garganega og på Turbiana Trebbiano du Soave. Markerne er alle omkredset af skov, hvilket Filippi er stolt af, da det beskytter de mange vinstokke for det værste uvejr. Alle marker dyrkes økologisk certificeret og derudover anvendes også biodynamiske principper i nogen udstrækning.

De 4 vinmarker har hver deres helt specielle og forskellige undergrund, hvor Castelcerino har en sort, lava-fyldt, basaltiske jord, Monteseroni derimod en hvid, kalkstensholdig jord, Vigne della Brà en hård, gråbrun og leret jord og endelig Turbiana med en mere lys skiferholdig undergrund. Det giver vine med en utrolig forskel samt spændvide.

Mange af Filippis vinstokke er meget gamle, fx er de på Monteseroni  plantet i 1960’erne og 1980’erne, mens de ældste på Vigne della Brà er tilbage fra 1950’erne. Det er vist Filippis Trebbiano du Soave, som er de yngste med deres omkring 20 år.

Alle Filippis vinstokke er ophængt i pergola, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien. Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder.

Det betyder en lav plantetæthed og normalt også  højt udbytte pr. vinstok. Druerne modtager også lidt mindre sollys, da de hænger i skygge … men det betyder selvfølgelig også, at høsten kun er muligt via håndkraft.

I vinkælderen laves vinene alene med druerne naturlige gær, hvor der kun anvendes begrænset svovl og ellers med så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Gæringen sker med en forgæret most, som er lavet på en lille høst en uge inden den almindelige høst. Så  får druerne lov til at stå en uge i kold gæring. På fransk kaldes dette princip Pied de Cuve. Alle vinene laves udelukkende i rustfrie ståltanke og lagring sker sur lie,

Tidligere afstilkede Filippo alle druerne, men for omkring 5 år siden ændrede han denne praksis, så der i dag udelukkende anvendes hele klaser ved presning. Det har helt gjort, at vinene er blevet mere friske og måske endda også en anelse mindre oxidative,

Ved aftapning på flaske filtreres vinene der ikke og så tapper Filippo vinene to gange, første gang i maj og senere i september, så dermed giver det også variationer i vinene, selvom det er samme årgang. Ved mit besøg smagte jeg fx Filippos 2020 Castelcerino både på flaske og senere fra tank, hvor første var tappet i maj … og resten ventede på aftapning til september.

Smagningen

Besøget hos Cantina Filippi startede med lidt i glasset … altid en god idé. Jeg satte mig i smagelokalet i den gamle ejendom sammen med Paola Giagulli og Filippo Fillippi. Samlet smagte jeg disse vine:

Det er nu en sandhed med modifikationer, da jeg ikke på vingården smagte den sidste vin Vin da Góti. Den var en gave, som jeg fik med og smagte senere på aftenen. Det er en vin, som der kun laves 1.000 flasker af årligt og dermed ikke særlig udbredt.

I det hele taget, så producerer Filippi ikke vildt mange vine … årligt kun 30-40.000 flasker Castelcerino, små 2.700 flasker Monteseroni, 6.000 flasker Vigne delle Brà og 2.500 flasker Turbiana Trebbiano.

Derudover smagte jeg også Filippos egen Castelcerino Drio Casa, hvor Garganega druerne kommer fra en ultralille parcel kaldes Drio Casa tæt på vingården. Vinen er lavet i en 54 liter glasballon, så dermed er der kun lavet 72 flasker af den vin.

For hver af de 4 enkeltmarksvine viste Paola og Filippo en sten fra pågældende mark, således jeg tydeligt kunne se de store forskelle i undergrunden.

Filippo styrede rækkefølgen med hård hånd. Den første vin Castelcerino er den vin, som de klart producerer flest af og den havde de flasket med skruelåg, som første vin nogensinde. De øvrige tappes fortsat med korkpropper, selvom det kan give nogle problemer.

Vi drøftede lidt om Garganega vinene, hvor jeg ofte er blevet begejstret for vine med alder. Filippo selv fortrækker dog vinene unge og gør også store bestræbelser for at sikre friske vine, bl.a. med brug af hele klaser i vinifikationen.

Hans 2019 Turbiana Trebbiano var nok den ringeste,  men Filippo fortalte, at 2019 høsten af Trebbiano di Soave var særlig dårlig, så derfor smagte vi også vinen i årgang 2018 og den var langt mere kompleks og interessant.

Vinene fra Cantina Filippi importeres i Danmark af Vintrovin i København og det var Filippo Filippi meget tilfreds med. Han laver vin til hjertet og dedikerede forbrugere, Han fortalte også, at de kun får besøg af vinfolk, som kender til huset eller har læst om det og ikke tilfældelige turister.

Der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Rundvisning og mere smagning

Da vi var igennem vinene, så bad Filippo mig tage mit glas med, hvorefter vi gik ind i vinkælderen til de mange ståltanke, hvor to medarbejdere var i gang med at pakke vinkasser, der skulle sendes til Canada, da Cantina Filippi eksporterer deres vine en lang række lande bl.a. lande som Canada og Brasilien for at nævne et par stykker langt væk.

Så smagte vi ellers vine fra samtlige ståltanke … mest årgang 2020 af de 4 enkeltmarksvine, men mener også, at der var nogle 2019’ere, der havde fået lov at lagre længere. Det blev et hyggelig lille tur rundt blandt ståltankene med godt humør og smil.

Paola tog et et foto af Filippo og mig … og vi trak begge vore maver ind med et stor smil. Generelt blev det en hyggelig stund, hvor jeg endte med at købe en kasse vin med … og fik vinen VinDaGoti med som gave …. to be enjoyed senere på aftenen.

Og inden jeg gik, så kom Filippo også med en ekstra gave … en flaske af de 72 producerede Castelcerino Drio Casa. Ingen etiket  og bare rendyrket drikkeglæde. Tak til Paola og Flippi for godt besøg.