Kategoriarkiv: Andre smagninger

Luca Maroni … Houlberg til vinsmagning med den italienske vinanmelder

Den italienske vinanmelder Luca Maroni er manden, som halvdelen af os elsker at hade og den anden halvdel bare knuselsker. Specielt vinhandlerne hører til den sidste halvdel … de er glade for Luca Maroni, da han i stor stil strør høje point til billige, søde, kraftige, syditalienske vine, som falder i rigtigt mange danskeres smag.

Supervin har endda kaldt han danskeranmelderen, så da de udsendte et nyhedsbrev med beskrivelse af en Winemakers Dinner med den italienske vinguru, hvis smag jeg slet ikke deler, så var første tanke … fuck nej.

Men hvorfor ikke? Det er jo ikke hver dag, at en stor personlighed fra vinens verden gæster Danmark, så hvorfor ikke deltage for at blive klogere på manden med hang til de kraftige vine. Man behøver jo ikke være enige i smag for at respektere og lære fra en, som har sat et solidt aftryk i vinhistorien med hans vinguide, der hører til de mest respekterede i Italien, næsten ved siden af Gambero Rosso.

Fuck, jeg er jo heller ikke enig med den gode Robert Parker … men hvem er – når det kommer til stykket – egentlig bedre til at bedømme vine end jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog?

Så da Brian fra Supervin ringede med personlig invitation til Winemakers Dinner med Maroni, så sagde jeg sgu alligevel ja, dels selvfølgelig ramt på mit ego, der var beæret over invitationen, men mest af alt for netop at komme en smule tættere på Maroni og høre, hvorfor han anmelder, som han gør.

Det kunne der jo kommende en spændende artikel ud af til Houlbergs Vinblog … og hvad gør jeres flittige vinblogger ikke for tækkes sine trofaste læsere, selvom der jo ærlig talt langt fra tynd, feminin Spätburgunder til kraftig, marmeladefed Puglia Primitivo.

Who the fuck is Luca Maroni?

Luca Maroni er født i 1961, kommer fra Rom og har en erhvervsuddannelse indenfor økonomi tilbage fra 1986. Allerede året efter begyndte han at arbejde for Luigi Veronelli, som vel er den første italienske vinkritiker, som også stod bag vinguiden Vini d’Italia, som i dag jo faktisk er mindre kendt end både Gambero Rosso og Luca Maronis vinguide.

Derudover skrev Luca Maroni samtidig for bladet L’Etichetta og grundlagde Ex Vinis, som var Italiens første vin-orientererede nyhedsbrev. I 1990 udgav han for første gang magasinet The Taster of Wine, og det var reelt først der, at Luca Maroni blev kendt som vinanmelder.

I 1993 udgav Maroni så for første gang vinguiden Annuario dei Vini Italiani, en rapport om næsten alle de italienske vinhuse og deres produktion. Guiden har siden udkommet hvert år og er blevet en af de mest respekterede i Italien ved siden af Gambero Rosso

Luca Maroni bedømmer hvert år i Annuario dei Vini Italiani omkring 16.500 vine fra 2.300 vingårde overalt i Italien. Det lyder sgu af mange vine og kan én mand virkelig det.

Lidt hurtig hovedregning viser, at manden skal bedømme 75 vine hver dag, hvis vi regner med 220 arbejdsdage om året. Hvis Luca så arbejder 8 timer om dagen, så er det lidt over 9 vine i timen. Holly molly. Lad os håbe, at han så ikke selv skal trække vinene op.

Vinene bedømmes efter Maronis eget pointsystem, som reelt kun går til 99 point, idet 100 point er umuligt at opnå. Maroni siger, at det altid vil kunne gøres lidt bedre. Derfor er 99 point således topkarakter hos Luca Maroni og topkarakteren virker på ingen måder svært opnåedeligt … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Luca Maroni smager vinene uden iltning og hans filosofi er, at vinene skal nydes med det samme, altså at det næsten må være dårlige vine, hvis de først skal lagre, inden de er optimale.

Hans pointsystem bedømmes ud fra konsistens, balance og integritet … hvert af disse områder kan få maksimalt 33 point og dermed samlet maksimalt 99 point.

Konsistens svarer til summen af stoffer, der er tilbage i glasset, når vand, alkohol og flygtige stoffer er fordampet. Med andre ords vinens farve og kraft. Balance handler om, hvor godt vinens frugtsødme passer til dens syre og bitterhed, mens integritet handler om, at vinens frugt ikke må domineres af ilt, svovl eller stoffer fra fadmodningen.

Selvom Maroni er kendt for høje point, så er det efter sigende alene 0,002% af de anmeldte vine, der årligt får hans topkarakter 99 point … men der er sgu nok mange med 98, 97 og deromkring.

Maroni smagningen hos Supervin i Hjørring

Nå, men da jeg kunne tage en ledsager med, og konen skulle jobbe, så havde jeg taget min vinbuddy Jan med på turen til Supervin i det nordlige Danmark, og vi arriverede da også i god tid.

Vi blev vel modtaget af Brian fra Supervin, som viste butikken frem og fortalte lidt om Supervin, som oprindelig var et Superbest marked, hvor interessen for vin fik overtaget. I dag er det således Jyllands største fysiske vinforretning og samtidig har det voldsomt ekspanderende Supervin også en af landets største online vinportaler.

Men det er med det gode købsmandskab i behold. Det er helt centralt i deres tilgang til salg af vin, for danskerne elsker jo gode køb fx via rabatter … og så ved en god købmand jo også, at høje point til vin sælger godt.

Derfor var det helt i købmandskabets ånd, at Luca Maroni – på vistnok første besøg i Danmark – selvfølgelig skulle forbi Supervin. Og stjerneanmelderen havde da også lokket 148 glade nordjyder til huse … og så selvfølgelig vinbuddy Jan og jeres flittige vinblogger.

Derudover også landsdækkende TV i form af et crew fra DR, som skulle lave et indslag til den sene tv-avis om danskernes kærlighed for italiensk vin og besøget af den italienske stjerneanmelder. De var lovet eneret på at dække arrangementet … selvfølgelig i fællesskab med den landsdækkende vinblogger.

Der var flot dækket op i Supervin store kælder, og alle medarbejderne fra Supervin var på dupperne, bl.a. havde de selv lavet maden til arrangementet. For fanden … med en fortid i Superbest, så har de kompetencer på mange områder.

Da vi alle var bænket – med en bordformand ved hvert bord – så bød den rare ejer af Supervin Mads Jensen den italienske vinanmelder hjertelig velkommen, og derefter havde Luca Maroni således taktstokken hele aftenen.

Vinprogrammet var fastlagt og så sådan her ud:

Derudover var der også 3 Puglia vine fra Masca del Tacco … et vinhus, som jeg tidligere har smagt vin fra. Dem nåede vi ikke at smage, da vi – grundet den lange køretur retur – kørte en spids førend arrangementet sluttede.

Jeg skal – som vanligt – selvfølgelig nok komme med mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Enkelte af dem har jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til mine tidligere blogindlæg.

Hvad lærte jeres vinblogger så om Luca Maroni?

Det er sgu et godt spørgsmål, for Luca Maroni fortalte faktisk forbavsende lidt om sig selv, sit pointsystem og hans historie, så det blev mere en præsentation af aftenens vine og lidt om at dufte og smage vine.

De smagte vine havde Luca Maroni givet mellem 93 og 99 point … karakterer, som jeg fortsat er ganske undrende overfor. Men omvendt er smag og behag jo forskelligt. Heldigvis.

Han havde store lovord om bl.a. vinene fra Schenk Italia … som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver over 600 forskellige vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Luca havde endda fra Italien haft følgeskab af Abella fra Schenk Group, og hun var også i løbet af aftenen oppe at fortælle lidt om det store vinfirma. Skal jeg være ærlig – og det skal jeg jo – så kom det til at fremstå, som  om Luca Maroni var lidt en indspist del af den italienske vinindustri.

Han var indlevende og en rigtig italiensk elegant … men jeg deler fortsat ikke hans smag for vin. Men rundt om ved bordene var der mange, som var meget begejstrede for de søde opulente vine … og folket var tilfreds. Folket og kun folket … er drivkraften, som Kliché sang tilbage i start 80’erne.

Men samlet et flot arrangement fra Supervin. Takker.

Frühburgunder … Houlberg tager pulsen på divaen i kæmpesmagning

Som det gamle, tyske ordsprog siger; Es ist nie zu früh für Frühburgunder und nie zu spät für Spätburgunder. Og derfor sidder jeres flittige vinblogger således ganske passende en sen aften i vinbutikken Viniversa på Frederiksberg i vores stolte hovedstad til netop en smagning af vine på Frühburgunder … den store Frühburgundersmagning.

Og på bordet står der ikke mindre end 19 flasker ædeltysk Frühburgunder samt tre danske ætlinge, der skal forsøge at følge de tyske tidlige brüderweine til bords. Det er vel Danmarks største smagning af Frühburgunder vine … nogensinde.

Jeg smiler og læner mig tilbage, for jeg skal smage tysk Frühburgunder big style … og hvem er bedre til at skrive om sådan en event end jeres flittige vinblogger, der altid – i tide og utide – anmelder vine på Spätburgunder og har indført den sagnomspundne regel med, at man skal ha’ Spätburgunder i glasset hver fredag?

Og Frühburgunder er jo formentlig en mutation af Spätburgunder, en lækker lillesøster eller i hvert fald som minimum en god slægtning med racerene gener.

Den store Frühburgundersmagning er stablet på benene af idémanden DR journalisten Caspar Tribler samt vinmanden Jakob Husted Høxbro, der ejer den lille, hyggelige vinbutik Viniversa, som vi er havnet i denne aften. Ikk’ en stor moderne vinpusher, men en lille og tætpakket butik, hvor der er flasker over det hele, men Jakob fik alligevel – som ved et mirakelslag – gjort plads til alle 10 deltagere i et lokale bagerst i butikken.

Idéen til en aften i Frühburgunderens tegn kom efter Caspar i gruppen Facebook Vinklub havde postet et indlæg om Frühburgunder og spurgt medlemmerne om erfaringer og gode vine på druen.

Det gav masser af respons og pludselig opstod der – helt autonomt – en idé om at samle en flok flasker med Frühburgunder væske og sætte en smagning op i København.

Jeg smed en kort note om, at det gad jeg da godt skrive om her på bloggen, og da Danmarks ukronede vinskribent René Langdahl Jørgensen gerne ville – men ikke kunne – komme, så måtte de altså nøjes med den flittige vinblogger fra det jyske.

Jeg havde dog også ved nærmere eftersøgning i vinkøleskabet 3 flasker Frühburgunder af ukendt herkomst til at smide ind i det hastigt voksende smageprogram og dermed trods alt bidrage lidt til festen udover mine normalt usammenhængende skriblerier.

Og da en bestilt flaske fra Julia Bertram ikke kunne nå frem til smagningen – og jo helt sikkert skulle med i det nøje planlagte felt – så hjalp vinbuddy Jan med et lån af hans sidste flaske af Julias 2014’ener Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder. Tak Jan … skylder dig big time.

Så jeres flittige vinblogger var derfor bevæbnet med 4 x Frühburgundere i baglommen, da han en forblæst og kold torsdag – økonomisk som han er – tog en Flixbus over sund og land til vores denne dag grålige og helt igennem kolde hovedstad.

Vinblogger og Spätburgunder ekspert af Guds nåde og nu vinjournalist samt Frühburgunder ekspert in spe.

Frühburgunder … aftenens førstedame

Men jeg var nu ikke aftenens centrale hovedperson. Næ nej … rollen som aftenens fornemme gæst aka hovedperson, førstedame og lead-singer var selvfølgelig en lille, næsten undseelig rødvinsdrue, der sandsynligvis er en naturlig mutation af Spätburgunder / Pinot Noir.

Den kendes under mange navne, men – udover Frühburgunder – mest med de fancy franske betegnelser Pinot Noir Précoce eller Pinot Madeleine og de fleste hælder da også imod, at druen oprindeligt stammer fra Frankrig.

Men to tyske forskere, der har skrevet en lang afhandling om Frühburgunder har bekræftet druen som en mutation af Spätburgunder/Pinot Noir.

De er dog også kommet med den hypotese, at mutationen sandsynligvis er sket i Tyskland under en kort istid i slutningen af 1400-tallet, men omvendt findes der også ganske tidlige omtaler af Précoce i Frankrig, så dermed vil vi nok aldrig finde ud af, hvor druen reelt først opstod.

Précoce betyder ligesom det tyske Früh jo tidlig, hvilket skyldes, at druen modner tidligt, og de fleste siger typisk et par uger inden Spätburgunder og dermed endda ofte i slutningen af august.

Det er jo klart en fordel for de områder, hvor vinteren kommer tidligt, og én af årsagerne til at de danske vinhuse Hjelm og Njord også har haft succes med netop Frühburgunder. Den tidlige modning betyder også, at druen dermed ikke er så udsat for at blive ramt af gråskimmelsvamp aka Botrytis Cinerea som fx Spätburgunder.

Bærrene er også mindre end hos den kendte storesøster og samtidig er høstudbyttet også mindre. Det betyder, at Frühburgunder som oftest giver mere smagfulde og cremede vine. Det skyldes bl.a. at drueskallen – som besidder en stor del af smagen – udgør en større del af druen i forhold til druekødet, mens det lave udbytte selvfølgelig også giver mere kraft til druerne.

På grund af den tidlige modning, så benyttes Frühburgunder også tit i arbejdet med at krydse nye sorter, og druen er bl.a. klonet sammen med Trollinger til den mere ukendte sort Helfensteiner. Frühburgunder findes også i nye sorter som Goldriesling samt Perle von Csaba.

Frühburgunder var tæt på at blive helt udryddet i Tyskland i løbet af 1960’erne, hvor der alene var sølle 15 hektar vinmarker i bl.a. Württemberg tilbage af sorten.

Sorten var både humørsyg og gav meget lidt afkast, men nogle få vinproducenter som fx Weingut Wasem i Ingelheim, Rheinhessen holdt fast i druen og avlede videre på sorten inden forskningsinstituttet i Geisenheim endelig i midten af 1970’erne fik øjnene op for druesorten og langsomt hjalp med udvikling af nye kloner, som var mindre modtagelig for sygdomme.

De gamle og næsten udryddede kloner er i dag stort set udskiftet med nye kloner, som ikke er helt så sårbare for alvorlige infektioner og virus, ja faktisk fraråder Geisenheim i dag brug de gamle kloner.

I dag er der langt flere marker … seneste tal jeg har kunnet finde, viser 262 hektar med Frühburgunder i 2011. Det skal så i øvrigt sammenlignes med, at der samme år var 11.756 hektar marker med Spätburgunder, som klart er Tysklands mest plantede rødvinsdrue.

Så Frühburgunder fylder ikke meget, hvis vi ser på den samlede produktion og faktisk findes der i Tyskland flere hektar marker med – herhjemme mere ukendte – sorter som fx Acolon, Cabernet Mitos, Domina og Dunkelfelder end marker med Frühburgunder.

Det stigende areal og produktion af vine på Frühburgunder læner sig selvfølgelig op af udviklingen for Spätburgunder. Siden begyndelsen af 1990’erne er arealet af marker med Spätburgunder vokset med mere end 3.000 hektar og derudover er kvaliteten bare langsomt blevet bedre og bedre.

Specielt i de seneste 20 år er der sket en mindre revolution, hvor fokus i produktionen er ændret med reduktion i høstudbytter, bedre uddannede og mere moderne producenter, et langt mere internationalt sigte samt nye kloner.

Af forskellige årsager, så er der specielt 3 områder, som springer i øjnene, når vi snakker om Frühburgunder  i Tyskland, nemlig Ahr, Franken og Rheinhessen, hvor vi også finder nogle af de bedste fortolkere af vine på druen.

Men selv i disse områder udgør Frühburgunder meget lidt af produktionen. Således udgør arealet med druen i Franken alene sølle 0,2% af det samlede areal og i Rheinhessen 0,3%. Ahr er klart det område, hvor druen fylder forholdsvis mest, for her udgør arealerne med Frühburgunder 6,4% af områdets samlede 545 hektar vinmarker.

Men det giver også god mening, at de nordligste områder jo har mere af den lille, skrøbelige druer … og som et lille kuriosum, så udgør andelen med Frühburgunder da også 1,3% i Sachsen, som hører til blandt de nordligste vinområder i vores broderland.

Frühburgunder … en diva

Vinbønderne, der dyrker Frühburgunder, kalder selv arbejdet med druen for et arbejde af kærlighed, for udbyttet er virkelig spinkelt … endda til trods for, at forskningsinstituttet i Geisenheim har forbedret druens resistens.

Så arbejdet med Frühburgunder kan nemt ende med hjertesorger, for selvom den tidlige modning gør angreb af gråskimmelsvamp mindre, så er druens små klaser specielt udsat for eddikefluer samt den plettede frugtflue, der på latinsk hedder Drosophila Suzukii.

Den tidlige modning gør også, at druen tiltrækker fugle, hvepse og endda vildsvin, så samlet overstiger udbyttet sjældent 35 hektoliter pr. hektar.

Sebastian Fürst fra Weingut Rudolf Fürst i Bürgstadt i Franken siger, at udbyttet på Frühburgunder er smerteligt lavt, men mandetimerne i markerne brutalt højt. Deres gennemsnitlige udbytte ligger omkring 20-22 hektoliter pr. hektar, mens der i gode år høstes med 25-28 hektoliter pr. hektar.

I 2014 havde Fürst et udbytte på Frühburgunder på 14-15 hektoliter pr. hektar og så begynder man måske at forstå, hvorfor andelen af Frühburgunder er så lavt og priserne derfor også omvendt store.

I Ahr siger man, at hvis Spätburgunder er en fornem gentleman, så er Frühburgunder en elegant dame, og Stodden – der er en af Tysklands bedste og mest roste fortolkere af Frühburgunder – siger endda, at det ikke blot er en elegant dame, men en diva, som er langt sværere at håndtere. Hun er både sart og stædig.

Frühburgunder … og Ahr

Netop Ahr er vel ret beset det bedste område for Frühburgunder, for dels satses der kraftigt på rødvin i området og så udgør Frühburgunder – som anført tidligere – 6,4% svarende til 35 hektar af det samlede produktionsareal på omkring 545 hektar.

Men derudover finder vi også nogle af de absolut bedste producenter af Frühburgunder i netop Ahr, fx Weingut Kreuzberg, Weingut Stodden og Weingut Kriechel efterfulgt af andre spændende producenter som Deutzerhof, Meyer-Näkel, Adeneuer, Maibachfarm og søde Julia Bertram.

Vi skulle denne aften smage vine fra næsten alle disse vinhuse … lige undtagen Adeneuer og Kreuzberg.

En af de første, der i større stil plantede Frühburgunder i Ahr, var dog netop Weingut Kreuzberg, som omkring 1983 begyndte at plante sorten på de vinmarker, hvor det normalt var svært at få druerne til at modne optimalt, selvom de lokale myndigheder egentligt anbefalede, at sådanne dårligere marker skulle plantes med med mere pålidelige sorter som Müller-Thurgau, Portugieser eller Dornfelder.

De var nok mere optaget af økonomisk levedygtighed end kvalitet, og de fleste avlere var ikke specielt uddannede og fulgte lykkeligt anbefalingerne fra de lokale myndigheder.

Men Kreuzberg tilplantede Frühburgunder på bl.a. marken Neunahrer Sonnenberg, og blev derefter faktisk kendt for sine fine vine på Frühburgunder fra denne mark. I dag mener Ludwig Kreuzberg, at marken grundet klimaforandringer er blevet for varm, hvorved druerne nu modner for tidligt.

Han har derfor i stedet plantet Frühburgunder på mere marginalt koldere steder tættere på skov og på højere beliggende marker, fx markerne Dernauer Hardtberg, Walporzheimer Pfaffenberg og Ahrweiler Silberberg. Det betyder også, at vinstokkene hos Kreuzberg er forholdsvis unge og derfor med masser af potentiale i de kommende år.

Lidt sjovt skulle vi denne aften smage et par vine fra netop Neunahrer Sonnenberg, nemlig fra Julia Bertram og Meyer-Näkel.

Det imposante Weingut Stodden i Rech er også meget bevidst om, at Frühburgunder skal plantes på de køligste marker. Stodden siger, at hvis man planter både Früh- og Spätburgunder på samme topmark, så vil Frühburgunder modne 6 uger før Spätburgunder.

Placeres Frühburgunder på mere marginale marker, så vil den modne 2 uger før Spätburgunder og det signalerer tydeligt, at druen kræver nogle kølige steder, således den får tid nok til at foretage modningen.

Alexander Stoddens far Gerhard Stodden plantede Frühburgunder i slutningen af 1990’erne og de erstattede Portugieser og blev sat netop på marginale vinmarker, idet han accepterede det hårde arbejde og tvivlsomme udbytte for at opnå den bedste kvalitet.

Stodden har bl.a. sine Frühburgunder på marken Recher Herrenberg, hvor vinstokkene kæmper uden eftermiddagssol og vinene herfra er vel noget af det bedste Frühburgunder, som der kan opstøves. Men det skulle vi jo selv teste denne aften.

Den største producent af Frühburgunder i Ahr er Weingut Kriechel, som samlet har 4,5 hektar med druesorten, fordelt på 11 forskellige parceller.

Michael Kriechel har udtalt, at Frühburgunder er vigtig for dem, da druen netop trives på de marker, hvor Spätburgunder vil ha’ det svært. Deres bedste marker er Walporzheimer Pfaffenberg og Marienthaler Rosenberg, hvor de plantede vinstokkene for omkring 25 år siden.

Produktionsmæssigt behandler alle 3 vinavlere i kælderen Frühburgunder på samme måde som Spätburgunder, dvs. lagringsmæssigt helt klassisk i burgundiske barriques. Den eneste forskel er, at Frühburgunder får lidt mindre tid på fad og normalt en større andel brugte fade. Men alligevel giver det efter alle tre producenters mening mere glatte og blødere vine end vinene på Spätburgunder.

Frühburgunder … i Franken og Rheinhessen

I Franken er forskellene mellem Früh- og Spätburgunder normalt ikke helt så tydelige, da begge sorter normalt traditionelt har været dyrket i kølige jorder med forvitret sandsten.

Men som i Ahr, så har producenter også i stigende omfang fokus på, at Frühburgunder aldrig skal plantet i de varmeste og mest solrige marker, men kræver stenet jord og kølige områder.

Weingut Rudolf Fürst, der holder til i Bürgstadt, er ubetinget Frankens bedste producent af Frühburgunder, men han har også sine kampe med Frühburgunder.

Sebastian Fürst siger, at området omkring Bürgstadt er ideelt, mens områder som fx Klingenberg, der er berømt for deres fremragende Spätburgunder, allerede er ved at være for varm. Selv nogle af Fürst’s marker på Centgrafenberg ligger på grænsen, hvorfor han planter Frühburgunder vinstokkene på den nederste og køligste del af markerne.

Som Weingut Rudolf Fürst siger, så er udbyttet lavt og mange producenter siger også, at ja … vi dyrker Frühburgunder, men laver ikke vin på druen hvert år. Nogle gange er udbyttet så lavt, at vi kan bære høsten fra en hel vinmark hjem i hatten. Samtidig kræver Frühburgunder også fuld opmærksomhed, for venter man for længe med høsten, så kollapser druen simpelthen.

Den korte cyklus for Frühburgunder kan man iagttage, hvis man besøger Franken i starten af november, hvor alle Frühburgunder vinstokke står helt nøgne uden blade, mens tilstødende rækker med fx Weissburgunder står frodigt uden et eneste tabt blad.

Denne aften i staden skulle vi alene smage en enkelt vin fra Franken, men det var heldigvis fra Weingut Rudolf Fürst, som hvad Frühburgunder angår er kongen i Franken. Jeg har dog også smagt meget andet godt Frühburgunder fra Franken, bl.a. fra Weingut Am Stein samt Weingut Trockene Schmitts blot for at nævne et par eksempler.

Kigger vi på Rheinhessen, så springer primært én vinproducent i øjnene, nemlig Weingut Wasem i Ingelheim. Vinhuset har en stor del af æren for, at Frühburgunder ikke uddøde samt at druen blev genklassificeret som en særskilt drue i en tid, hvor mange blot blandede Frühburgunder med i deres Spätburgunder / Pinot Noir vine.

Derudover er Weingut Wasem nok fortsat den største Frühburgunder producent i Rheinhessen med samlet 3,5 hektar marker udelukkende med den lille, sarte og delikate drue.

Egentlig eksisterede druen som en særskilt drue med navnet Früher Blauer Burgunder i 1949, hvor Wasem familien allerede dyrkede druen, men ved en revision af officielle druesorter i 1953, så faldt druen simpelthen ud af listen. Det var kun en indædt, stædig og sirlig indsats fra Julius Wasem, som sikrede druen igen kom på de officielle lister i 1971.

Wasem havde luret druens potentiale og således gennem årene dyrket, selekteret og ført nøje regnskaber med udviklingen af druen, således han i 1967 kunne søge om, at druen igen blev officielt anerkendt, hvilket så lykkedes i 1971.

Ved optagelsen på de officielle lister, så skrev man dog, at druen pga. det lave udbytte alene vil være interessant lokalt i Ingelheim. Og det skyldes altså også gamle Julius Wasem, at druen blev plantet i store dele i Ingelheim.

Ved registeringen i 1971 blev Wasem familien også officielle avlere af druen og har bl.a. leveret de første spæde vinstokke til Kreuzberg, da han begyndte at dyrke Frühburgunder. Ja, de har formentlig leveret vinstokke til at lang række af vinproducenter i Tyskland.

I dag lider Ingelheim under, at området grundet klimaforandringerne er ved at blive en smule for varmt for Frühburgunder, hvorfor vinhuset også kun har få af de gamle marker tilbage.

De planter derfor i dag Frühburgunder på højere og mere vindblæste marker, hvor modningen kan ske langsommere. Alligevel starter de normal allerede i slutningen af august med at høste druerne, hvor udbyttet ligger under 30 hektoliter pr. hektar.

Den nyeste generation af vinmagere i familien, Julius – opkaldt efter bedstefaderen – har på Geisenheim skrevet speciale om fortsat udvikling af nye Frühburgunder kloner og er stadig tilknyttet instituttet med henblik på dette arbejde.

Vi havde – helt respektfuldt og ganske passende – selvfølgelig Weingut Wasem med i det store felt, men derudover var Rheinhessen også repræsenteret via huse som Geil, Georg Gustav Huff – som jeg jo har skrevet om en del gange – samt Thörle.

Frühburgunder … feltet

Derudover bestod feltet på denne torsdag aften i marts af 3 x Frühburgunder fra Pfalz, en enkelt fra Rheingau samt en outsider fra det lille, nordlige vinområde Saale-Unstrut i det gamle Østtyskland. Dermed et pænt og repræsentativt udsnit fra forskellige hjørner af Tyskland.

Men derudover havde Caspar Tribler og Jakob Husted Høxbro også samlet aka indkøbt 3 flasker fra vores egen lille andedam, nemlig fra henholdsvis Klitgaard, Hjelm og Njord.

Fra sidstnævnte deres totalt hypede og altid udsolgte Pinot Noir Précoce, som jeg forinden har glædet mig sindssygt meget til at smage. Og come on … 3 danske vine på Frühburgunder … det er sgu da klasse. Hvordan vil den sarte Frühburgunder diva klare sig i Danmark mod en flok giganter fra det germanske aka en massiv tysk overmagt?

Som I måske kan fornemme i dette blogindlæg, så fylder Frühburgunder ikke alverden i produktionen i Tyskland, men bliver af de bedste producenter taget meget alvorlig. Den er sart, udbyttet beskedent og priserne på vinene derfor omvendt tilsvarende dyre.

Derfor støder man heller ikke hver dag på sådan en smagning med et felt på 22 Frühburgunder vine, så cadeau til Caspar og Jakob for benarbejdet med at stable smagningen på benene. Thanks guys.

Lad os lige tage et kig på det samlede felt, som blev serveret blindt og i små sæt, hvilket egentlig gav rigtig god mening. The heat is on … som Glen Frey sang til filmen Beverly Hills Cop i 1984.

Heat 1

Vi startede blidt med lidt Rheinhessen og fra et par producenter, som begge er kendt for god kvalitet til fornuftige penge. Den unge Johannes Geil-Bierschenk mod de to unge Huff’er Daniel og Stefan.

Det er begge yderst drikbare vine, som nok er meget typiske for Rheinhessen. Det endte med en smal sejr til Huff’erne fra Schwabsburg. Deres Frühburgunder havde lidt mere krop og bundtræk. Rundt om bordet lød dommen pointmæssigt på 86 og 88.

Heat 2

Derefter stod den på dansk battle, Klitgaard mod Hjelm, hvor der til gengæld var stor forskel. Vinen fra Klitgaard var slap med likør, surkål og kogte bær, så den kan måske ha’ haft en fejl?

Hjelm – der ganske passende kalder deres Frühburgunder for Tidlig Blå Burgunder – var til gengæld et virkeligt dejligt bekendtskab og aftenens første tegn på, at Frühburgunder og Danmark måske kan være et meget god match.

Jeg gættede – spot on – at begge kombattanter var danske. Det strenge panel gav vinene 74-76 og 84-86.

Heat 3

Næste sæt var også eksotisk på den kølige måde … Saale-Unstrut Frühburgunder lavet af et ægtepar bosat i Berlin mod den danske og superhypede Pinot Noir Précoce fra Njord.

Hård urtet saltlakrids mod aromatisk dansk, frisk blomstereng … kæmpe forskelle og alligevel begge vine, som kvalitetsmæssigt i alles øjne egentlig lå ret ens. Jeg er klart til den danske ætling … og nu officiel Njord elsker. Pointmæssigt dømte deltagerne vinene til henholdsvis 86-88 samt 87.

Heat 4

Endnu engang Rheinhessen i duel, hvor kostald mødte savværk … i hvert fald var det nogle af aromaerne, som blev nævnt ved smagningen.

Wasem havde virkelig lækker duft, mere klassisk Spätburgunder stil, mens smagen trak i lidt mørkere retning. Thörle var mere stikkende og prikkende og delte vandene en smule, da pointene lød på 86-88 for Wasem og 82-84 for Thörle.

Heat 5

De næste vine gættede jeg også spot on, da Pfalz vinene er noget kraftigere, hvilket også gjaldt disse på Frühburgunder. Den billige Kesselring duftede godt, men manglede meget smagsmæssigt, hvorimod Kuhn faktisk var rigtigt godt.

Der var godt med vanilje presset ud i frugten og smagsmæssigt saft, kraft og fin elegance. Stor forskel, hvilket et pointene også afslørede med niveauer på 84-86 samt 88-90.

Heat 6

Næste heat skulle vise sig at blive en kamp mellem to giganter … Kriechel i Ahr og Fürst i Franken.

Det er Ahrs koncentrerede knytnæve – med netop den vin, som Kriechel fik en 3. plads med i 2015 ved kåringen af Ahrs bedste Frühburgunder – i kamp mod en nyere, urtet, men overraskende let Franken syre.

Her var der stor enighed om kvaliteten hos Kriechel med 89-92 point, mens variationen var større hos Fürst med 86-92 point.

Heat 7

Så gik der I heat 7 endelig ren Ahrrrrrrr i smagningen med smukke Julia Bertram pakket ind mellem 2 x Meyer-Näkel. Need I say more? Klar sejr til Bertram, selvom jeg fortsat synes, at hendes vine på Spätburgunder er bedre end hendes Frühburgunder.

Desværre var den ældre 2001 Bad Neuenahrer Sonnenberg fra Meyer-Näkel helt væk, oxyderet og over the hill, men det kunne ellers være spændende at sammenligne den vin med Julias fra samme mark. Pointhøsten lå på 86-87 og 88-90 til Julia, mens vi ikke gav point til den sidste vin.

Heat 8

I det øvre Ahr lag fortsatte heat 8, hvor kampen reelt stod mellem Stodden og Maibachfarm, da vinen Alpha & Omega fra Deutzerhof viste nogle mærkelige overmodne noter og virkede halvdød.

Ved første sip af Stodden virkede den måske lidt uforløst og tilbageholdende, men jeg synes den duftede ret fabelagtig og vandt ved tid i glasset.

Meninger om den var dog lidt delte, hvorimod alle var enige om, at den blev slået af Maibachfarm, som var aftenens bedste vin med animalsk aroma, tavlekridt og smagsmæssigt cremet, smeltende og smagte bare tæskegodt.

Pointene blev delt ud med 87-92, 83 samt 88-92. Jeg var nok lidt mere rundhåndet med pointene end resten af bordet denne aften.

Heat 9

Vi sluttede også med Ahr iblandet en enkelt farisæer fra Rheingau, nemlig den 15,5% højoktan kraftige Koloss Pinot Noir Précoce fra Weingut Solveigs, som også var lidt en særlig iført bildæk, mørk og nærmest kandiseret frugtvingummi og andet godt fra garagen.

Heat 9 bød også på endnu et forsøg med en anden flaske 2013 Alpha & Omega Frühburgunder, men den endte desværre smagningsmæssigt samme sted som første flaske … måske en tak bedre, men ikk’ helt godt.

Finalen var en 18% Hansemann Frühburgunder Rosé Likörwein fra Deutzerhof … blot for at prøve noget helt andet på Frühburgunder. Så havde vi vist også gjort det godt.

På grund af prop røg en Ingelheimer Frühburgunder fra Weingut Wasem samt en 2014 Frühburgunder fra Weingut Wageck ikke på bordet, så vi måtte – beskedne som vi nu var – nøjes med at smage os igennem 20 vine på Frühburgunder og altså Alpha & Omega Frühburgunder fra Deutzerhof 2 gange.

Som vanligt skal jeg nok linke til mine beskrivelser af de enkelte vinhuse og selvfølgelig komme med mine uddybende bedømmelser af de enkelte vine. Så der er med andre ord fortsat grund til at følge jeres flittige vinblogger tæt i den kommende tid.

Frühburgunder … konklusionen

Men derfor kan jeg jo sagtens allerede nu komme med et par hovedkonklusioner fra smagningen. Som flere sagde under smagningen og senere kommenterede på Facebook, så var vinene all over the place.

Og det er et ganske rammende billede, for der var meget store forskelle på vinene. Man kan selvfølgelig forstå, hvis de danske udgaver var anderledes, men det var nærmest hele vejen rundt.

Derudover sidder jeg også tilbage med en lille kedelig hængemule af skuffelse, for jeg havde nok regnet med mere. At den lille sårbare og krævende Frühburgunder diva virkelig ville vise, at hun var den lækre, smækre lillesøster, som bare kan nogle tricks, som storesøster ikke tør. Mere udfordrende klædt, lårkort nederdel, lange ben, stram leopardtop samt lyserød kyssemund … og ikke blot en forvirret teenager.

Og dommen lyder derfor, at … jo Frühburgunder er spændende, men Spätburgunder er bare bedre. Og så simpelt kan det vist siges. Så jeres flittige vinblogger aka Spätburgunder tjekker ud for nu … og skal nok holde Spätburgunder sporet varmt i den kommende tid.

Så kan man jo samtidig glæde sig over, at der ikke kun er 262 hektar vinmarker med favoritdruen i Tyskland, men hele 11.756 hektar … og det er jo i grunden ikke helt ringe.

Nytårskur hos Bichel Vine … med store kanonslag

Bichel Vine i Hjortshøj inviterede forleden via Facebook til en lille nytårskur, hvor de ville finde de helt store kanonslag frem … lige fra 17 år gammel Grand Cru Bourgogne til 50 år gammel Chianti.

Og da både jeres flittige vinblogger og vinbuddy Gert E begge kunne trænge til at komme på kur, så tog vi selvfølgelig turen til Bichel fredag eftermiddag … helsebevidste, som vi nu engang er.

Jeg havde forinden spurgt Gert E, om han ikk’ også var klar til at komme på kur og han var lige så klar som mig, så jeg lovede at stille både min stjernebaserede karet og behændige køreegenskaber til rådighed, således vi kunne tage turen til Hjortshøj.

Vi kom – som alle gode popstjerner – lidt forsinket i forhold til det proklamerede starttidspunkt 15.00, men blev straks budt velkommen af vores gamle ven Anders, som fluks stak os et dejligt Zalto hvidvinsglas i hånden, hvorefter indehaveren af Bichel Vine Lars Bo hældte lidt bobler i glasset. Så var vi ligesom i gang.

Der var allerede godt med mennesker … og det skulle hurtigt blive værre – eller bedre for Bichel – afhængig af point-of-view, men det var skam forståeligt med de vine, som der var linet up. Gratis og store kanonslag er tilsyneladende en velanset kombi.

Kanonslagene så sådan her ud i rank, militær paradeopstilling og geled:

Vi drak de 8 rumraketter i følgende rækkefølge:

Det er lutter dyre dråber, så vi fik selvfølgelig kun en lille skvis af hver vin, men jeg lavede alligevel lidt sparsomme smagsnoter, som jeg i de kommende indlæg nok skal dele med jer.

Den knap 50-årige Monsanto havde jeg smagt tidligere hos Bichel, så der linker jeg blot til mit tidligere blogindlæg. Denne gang virkede den imidlertid mere træt end første gang jeg smagte den, men fortsat en fin oplevelse. Come on … hvor tit smager man 50 år gammel topklasse Chianti?

Alle vine blev serveret i Zalto – de hvide selvfølgelig i hvidvinsglas og de røde i de store bourgogneglas fra Zalto. Total respekt … det øger sgu da bare lige drikkeglæden med ekstra procenter. Jeg burde sgu investere i sådanne glas.

Vi fik selvfølgelig langsomt og omhyggeligt smagt vinene en efter en, fik en god snak med Anders og rendte også ind i andet godtfolk, bl.a. vor gamle kollega Søren Ivarsen, som også var ude at udfordre ganen med de eksklusive vine.

Vi fik også kigget hylderne igennem for mulige køb, men da menneskemængden også stille og roligt tog til, så listede vi dog stille af sted …  og satte kursen retur til den kronjyske hovedstad. Så må vi besøge Bichel en dag, hvor der er mere ro og færre besøgende.

Men en flot, flot smagning, så tak til Anders, Lars Bo og kompagni for at invitere, åbne de flotte vine og give en god start på en kur, som forhåbentlig kan holde hele 2018.

Jespers FR’s vinøse feriebilleder fra Norditalien

Jeres flittige vinblogger drikker, korrektion … smager – som de fleste ved – gerne vin i festlig lag og er således med i flere vinklubber aka uformelle drikkelaug, hvoraf vingutterne og byggesjakket blot er nogle af de faste, som optræder her på vinbloggen .

Midt mellem netop vingutterne og byggesjakket, så er der imidlertid opstået en genetisk afart, som består af nogle af medlemmerne fra begge grupperinger, som samles under kodenavnet vinhygge.

Ser man nærmere på medlemmerne, så kan man selvfølgelig undres over, at hygge indgår i dette kodenavn. Medlemmerne har egentlig haft en tryg og ordentlig barndom, så hvor det er gået galt, det ved jeg sgu ærligt talt ikke?

Men forleden var det igen tid til vinhygge, og det var Jesper FR, som havde inviteret flokken forbi for at smage, hvad han havde indkøbt under rastløse stunder på familiens sommerferietur til Gardasøen med opland. Altså lidt vinøse feriebilleder fra det norditalienske område, primært Alto Aldige og Veneto.

Da det således ikke gav mening at skulle gætte, hvor vinene kom fra, så var der intet konkurrencemæssigt islæt med den normale blindsmagning af vinene. De skulle bare nydes, som vores venlige vært udtrykte det.


Gæsterne vel ankommet og her allerede i gang med vin nummer to.

Men mænd er mænd, testosteron er testosteron og kolesterol er kolesterol, så derfor skulle konkurrencelysten selvfølgelig styres via en lille vinquiz, som jeg var blevet bedt om at stå for.

Heldigvis huskede Jesper FR at huske mig på denne ærværdige og udfordrende opgave et par dage forinden, så jeg havde da også hurtigt flækket 28 spørgsmål sammen om alt muligt forskelligt indenfor vinens verden.

Med vanlig glimt i øjet havde vi alle via vores hemmelige vinhygge-broderskabsgruppe på Facebook opbygget en nærmest euforisk stemning op til aftenens lysbilledshow med små kommentarer, fotos og endda link til Balstyrkos totalt-på-dagen-aktuelle sang Venter På Vin.

Vi venter på vin
din medicin, er vel ligeså god som min
vi venter på vin,
helstegte svin – på amfetamin
Kald mig ting, knald mig en, gør præcis hvad du vil

Vi bringer lidt et par opvarmningsfotos:


Kommentar; Jeg ser frem til at fejre det sammen med dig 😜🍷🍷 vi ses senere

Jesper FR havde forinden meddelagtiggjort os; Vi få en let overkommelig aften med 14 vine fra Italien.  De 14 snapshot fra ferien var dog ikke 14 snapshot … så var tælleren på kameraet i hvert fald gået i stykker.


Kommentar; Glæder mig til at ramme det punkt

Jesper FR havde nemlig samlet 16 polaroid billeder i lysbilledfremviseren. Billeder, som han møjsommeligt havde knipset på ture rundt i det norditalienske landskab. Han havde endda sikkert stået på tæer flere steder for at sikre de bedste skud, og det betød også, at lysbillederne så sådan her ud:

Der er – as usual – links til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Som quizmaster arriverede jeg som første mand. Det gav mig også lejlighed til lige at tage de obligatoriske fotos af de italienske minder og nyde en kold dåsebajer … klassisk opvarmning.

Til at følge de flydende ferieminder undervejs, så havde Jesper FR allieret sig med køkkenet hos Café Mathisen, nemlig lidt tapas to go og derudover selv kreeret en lille lækker Panna Cotta, som skulle nydes med vino nummero nove … en lille Recioto della Valpolicella Valpantena.

Lidt tapas to go fra Café Mathisen … lækkerier, som hurtigt blev konsumeret af de sultne lysbilledseere.


Værtens hjemmelavede panna cotta … her flankeret af jeres flittige vinbloggers uundværlige cafe latte. Jo jo, det kan skam ikke være vin hele tiden.

Med alle groupmembers vel ankommet, så startede aftenens store lysbilledshow. Vi startede i det lyserøde rum med lidt rosé som en slags stående velkomstdrik og gik derefter til bords.

En efter en projekterede Jesper FR derefter sine fedtede lysbilleder og vi slugte hvert billede med synlig interesse. Vi startede med de blege billeder, hvorefter der gik lidt Pinot Noir i tingene.

Værten proklamerede, at Pinot Noir vinene blot var opvarmning til de rigtige billeder fra det dunkle mørkekammer, men sådan er smag og behag jo ganske individuel.


Humøret er højt, specielt hos Steffen, der vandt musikquizzen.

De smukkeste billeder var klar den flotte Pinot Nero fra Haas, som dermed synes en kende hurtigere og skarpere end F1 bilerne med samme navn, samt selvfølgelig en imposant Valpolicella Classico Superiore fra mastodonten Giuseppe Quintarelli, men det kan I jo læse mere om i mine anmeldelser.

Den testosteronrige dyst – le quiz du vin – foretaget af yours trully omhandlende alt muligt indenfor vin, som fx små spørgsmål om Margaux ligger på højre eller venstre bred.


Gert E tjekker lige, om det hele passer.

Lad os bare indrømme … vinhygge medlemmerne blev udfordret, men Steffen trak sig sluttelig ud som en værdig og let pralende sejrherre. Sådan skal det være.

Efter endt lysbilledshow, så fandt værten de erotiske billeder frem aka alskinds sprut, bl.a. gin, chili shots og andet godt fra fotobutikken. Den hoppede jeg ikke på … klog som man nu engang kan være efter 16 vine, hvoraf de sidste del total højoktan væske. Jeg luskede derfor stille hjem med de flotte lysbilleder stadig funklende klare på nethinden.

Vi slutter sgu da lige med lidt ekstra lysbilleder fra aftenen:

Houlberg går SÅRT med Weingut Willi Schaefer

Jeg fik i midten af januar en herlig invitation fra den gode Jesper fra Vinova i Horsens med ordlyden;

Vi får i starten af februar besøg fra Willi Schaefer i Mosel, og i den forbindelse holder vi en lukket smagning i Århus. Ved du er glad for de tyske ting, så derfor tænker jeg, at du ikke må snyde dig selv for at tage imod denne invitation.

Du kan se flere detaljer i den vedhæftede invitation, men i Århus bliver det torsdag den 9. februar – kl. 13.00 på SÅRT.  Det er godt nok midt på dagen, så det kan koste en 1/2 fridag, men jeg er sikker på, at du ikke vil fortryde at bruge tid på det.

De laver altid virkelig dejlig vin, men i årgang 2015 er det helt elektrisk…!!! Det må du ikke snyde dig selv for at opleve … 😉  Giv et praj hvis du har tid, lyst og kan få det til at passe ind. Ha’ en rigtig god weekend.

Og selvfølgelig havde jeg tid, lyst og tilstrækkelige afspadseringstimer til det, så i torsdags – på en snefyldt, kold vinterdag – fik jeg styret min automobil, karet og øse (selvfølgelig også tysk) til Århus og havde pligtopfyldende indfundet mig på SÅRT … den hippe, kombineret restaurant og deli i Jægergårdsgade lidt før et aka kl. 13.00.

Der ventede Jesper og Kim, to af indehaverne af vinimportfirmaet Vinova sammen med Christoph Schaefer, hustruen Andrea samt en flok unge vininteresseret mennesker, bl.a. den dygtige René Langdahl Jørgensen, der skriver for Gastro og jeg sidst mødte til en Perrin smagning på Fusion i Ålborg.

Derudover var der liv i køkkenet, hvor en af de unge fyre bag SÅRT var i gang med at lave lidt hjemmelavet tagliatelle … på en spøjs og gammeldags manér, hvor de store pastaplader blev lagt på nærmest en ramme med jernstrenge og så rullet i lange strimler.

Nå. nevermind. Jeg fik hilst på Jesper og Kim fra Vinova samt de utroligt søde Christophe og Andrea fra det tyske vinhus … en hjertelig og varm velkomst. Derefter fik jeg bænket mig ved det nærmeste bord, hvor der var disket op med lidt hjemmelavet charcuteri fra SÅRTs eget lille pølsemageri.

Ja formentlig stammede kødet til de herlige sager fra SÅRTs egen bondegård, hvor de bl.a. har en flok dejlige fritgående økogrise af den sortbrogede slags. Måske der dog også var et par importerede lækkerier fra Parma og Siena.

Christoph er søn af den gamle Willi Schaefer, der gik på pension for et par år siden. Både Christoph og Andrea er søde og meget imødekommende mennesker … lidt generte, men med en brændende passion for husets vine.

Lad os starte med at fortælle lidt om huset Weingut Willi Schaefer, der ligger i Graach an der Mosel, blot en halv kilometers penge nord for Bernkastel-Kues i hjertet af Mosel. Ganske traditionel tysk … charmerende etiketter med en vinglad munk, som stolt hæver glasset, mens han samtidig læner sig opad en vintønde. Prost.

Men Schaefer familien har nu også noget at have traditioner i. Deres vinrødder i Graach stammer helt tilbage til 1121, og kan i hvert fald dokumenteres tilbage til 1590, så de har med andre ord været vinbønder i byen i mange, mange generationer.

Christophe fortalte under smagningen lidt om etiketterne på husets vine, idet trenden for år tilbage var, at man søgte en mere moderne stil. Den trend har dog aldrig ramt Weingut Willi Schaefer … og har egentligt aldrig været et tema. Vinhuset værner om traditionerne og har altid haft samme etiket. Christophe fortalte, at mange i dag endda takker dem for at fastholde de gamle etiketter.

Jeg er sgu også selv en sucker for de gamle etiketter, med tyske, svungne bogstaver, lange titler og system i tingene. Og derfor er man totalt på hjemmebane hos Weingut Willi Schaefer.

Andrea fortalte, at hun selv var noget skeptisk, da hun i sin tid mødte Christophe … dels overfor de lange navne på vinene, de gamle og støvede etiketter og derudover den store andel af de søde vine, spätlese og auslese. Kunne det virkelig sælge?

I dag ser Andrea det faktisk som en fordel. Deres vine henvender sig til folk, som ved hvad Weingut Willi Schaefer står for. Og auslese … det falder man enten pladask for med det samme eller også kommer kærligheden bare snigende. De kan bare nogle ting, som andre vine ikke kan. Det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Den nuværende vingård er overtaget af Schaefer familien i 1950 og siden 1971 har det været Willi Schaefer, som har drevet vingården og siden 2002 har Christoph og Andrea langsomt overtaget ansvaret og produktionen af vinene.

Willi Schaefer har været medlem af VDP … Großer Ring Verband Deutscher Prädikats-und Qualitätsweingüter siden 1993, og fik i 1997 prisen “Newcomer of the Year” af Gault Millau vinguiden.

Willi Schaefer har små 4 hektar vinmarker, herunder parceller af Graacher Himmelreich, Graacher Domprobst og Wehlener Sonnenuhr, nogle af de ældste og allerbedste marker i området. I dag har gården det største areal vinmarker nogensinde og har således ekspanderet gennem de sidste årtier.

Der dyrkes alene Riesling hos Weingut Willi Schaefer, og specielt marken Graacher Domprobst med de 60-70 årige vinstokke fremhæves som én af området bedste marker overhovedet.

Der laves alene mellem 2.000-3.000 kasser vin årligt hos Weingut Willi Schaefer, hvor vinene gærer og modnes i gamle 1.000 liter foudres, før de tappes på flasker. Helt klassisk og traditionelt … som man har gjort siden 1590.

Vi skulle til smagningen primært smage seneste årgang 2015, som Jesper helt beskedent havde kaldt helt elektrisk, men Christophe og Andrea havde dog også nuppet et par andre vine med på turen til Danmark, bl.a. skulle vi starte med en 1976 Graacher Himmelreich Riesling Auslese … sådan for lige at komme i gang og smage, hvad alder betyder for de ædle vine fra Weingut Willi Schaefer.

Derudover skulle vi også slutte med et par auslese vine med nogle år på bagen, en 2013, en 2012 og en 2006. Det betød sammenlagt et program på ikke mindre end 12 vine, nemlig:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Christophe er også selv ganske begejstret for 2015 årgangen, som han allerede inden høst kunne fornemme kunne blive noget helt særligt. Og efter vinifikationen og flaskningen er Christoph ikke mindre begejstret … måske endda nærmere ekstatisk og mener, at 2015 bliver en af de helt store årgange.

Det var specielt den varme og tørre sommer som var perfekt for vinstokkene på markerne ved Grach. Derudover var oktober – tidspunktet for høsten – også optimal, tør, kold og solrig. Det gav en super høst.

Vi startede – som nævnt – med en 1976 Graacher Himmelreich Riesling Auslese, da Christophe og Andrea gerne ville vise, hvad deres vine virkelig kan op, når de får godt med alder. En sandt overflødighedshorn … med modenhed, sødme, saftig bitterhed, syltede citroner og andet godt. Vinen nærmest smeltede i munden … og var fortsat fuldstændig i live. Meget godt af en over 40 år gammel hvidvin.

Jeg har altid bildt mig selv ind, at de bedste tyske hvidvine er de tørre Riesling vine … trocken Riesling. De har herlig syre, tørhed, friskhed, sprødhed, store næse – ofte med petroleum og andre gode sager – samt nerve og mineralitet.

Men vinene fra Weingut Willi Schaefer har åbnet en dør til de sødere Riesling vine. Hos Schaefer er der nemlig fortsat godt med lethed og en vis syre, nerve i selv auslese vinene … som simpelthen bare var sublime.

Så jo … Houlberg gik SÅRT med Weingut Willi Schaefer, men på den allerfedeste måde. Måske har Andrea fat i den lange ende, da hun fortalte, at man enten falder pladask for Riesling Auslese eller også kommer kærligheden bare snigende. No way around that. For mig er det klart det sidste.

Det blev lidt af en monstersmagning … 12 vine på lige omkring 2 timer, så selv jeres udsendte vinblogger var både forpustet, imponeret og veltilfreds. Og samtidig er vinhuset Weingut Willi Schaefer røget adskillige trin op min Mosel rangliste og sat på listen – absolut et besøg værd – næste gang jeg besøger Mosel. Det smager da bare monstergodt.

Andrea fortalte, at de normalt ikke har åbent for uanmeldte besøgende, men at de gerne vil ha’ besøg, hvis vi kommer til Mosel. Giv blot lige et ring forinden.

Et stort tak til Christoph og Andrea for den flotte præsentation af deres vine. Derudover selvfølgelig også et kæmpe tak til de gæve Vinova gutter Jesper og Kim. Vinova har fandme fat i nogle gode producenter i deres portefølje, så jeg skal vist lige fordi deres lager og handle lidt ind en fredag, når det er åbent.

Jeg slutter lige med lidt flere fotos fra SÅRT:


Andrea og Christophe


Christophe får en snak med René Langdahl Jørgensen


Mums … SÅRTs rum med alvorlig lækker charcuteri 


Cool stemningsvæg på SÅRT


Christophe forklarer videre

En torsdag hos Paul … med en smule vin

Som det tydeligt fremgår af billedet ovenfor, så er en torsdag aften hos Paul ikke kedelig på nogle måder. Det skyldes bl.a. Pauls altid smittende humør … læg dertil en portion vanvittige vinnørder – 7 af slagsen – 5 deciliter vandede vittigheder og 11 herlige vine.

Det skulle egentlig blot være en lille easygoing og hyggelig vin-kom-sammen, men Paul havde været hos Bistrotekets nye afkom, Bistrobiksen og hentet lidt tapas slash pølsebord.

Han havde derudover også været hos Jysk Vin og allieret sig med Hans Peter, der havde fundet fundet et tema med 10 vine, som vi selvfølgelig skulle smage blindt og sige noget begavet om. Lidt af en svær opgave for en flok rødder, der sjældent siger noget klogt i forvejen.

Inden blindsmagningen skulle vi dog lige bydes behørigt velkommen og det skete rundt om køkkenbordet akkompagneret af en fransk Pinot Gris fra Domaine Bott Geyl, som Paul havde besøgt sidste sommer. Det er et lille spændende vinhus, som i dag drives fuldstændig biodynamisk.

Vi bringer selvfølgelig først et par fotos af maden fra Bistrobiksen. Paul havde suppleret Bistrobiksens tapasudvalg med en hjemmelavet anderilette samt lidt paté. Herlig mad … og mere skal der sgu ikke til. Det kan varmt anbefales.

Vinprogrammet for aftenen var ganske spændende og efter et par vine blev det også afsløret, at det var rent italiensk. Vi smagte således samlet disse vine:

Vi skulle gætte landet på de første 2 rødvine og jeg fik mig sporet ind på, at det var italiensk. Derefter skulle vi gætte vinområdet i Italien og der blev det straks en smule sværere. Vinen fra Abruzzo havde jeg tippet til en Sagrantino fra Umbrien, men ramte ikke plet. Piemonte ramte vi dog alle pivskarpt.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Et tak til Paul for en hyggelig, sjov og vinøs torsdag aften.

SuperBrugsens vinsmagning i Blichers Mindestue

Jyden han er stærk aa sej … skrev den gode digter, præst og forfatter Steen Steensen Blicher på et tidspunkt. Og det var netop en flok seje jyder, som en onsdag aften samlede sig i Blichers Mindestue i Malvinas Hus … et gammelt stråtækt bindingsværkshus opkaldt efter Blichers elskede datter.

Det var imidlertid ikke for at høre citering af højpoetiske digte af den gamle Blicher, som havde været præst ved kirken bag Malvinas Hus og boet i Spentrup Præstegård fra 1825 til sin død i 1848. Næ nej … årsagen var såmænd langt mere jordnær og festlig, nemlig en vinsmagning arrangeret af den lokale SuperBrugsen.

Godt lokalt initiativ, som jeg selvfølgelig gerne ville støtte, og selvom min erfaring med supermarkedsvine er ret blandet, så sprang jeg på arrangementet uden mindste betænkning, godt bakket op af to af gutterne fra byggesjakket. En dynamisk trio med et vist forbehold overfor supermarkedsvine.

Vinsnob kan du måske mene, når jeg lufter en vis skepsis overfor supermarkedsvine og det kan der være noget om, men det er altså helt selvvalgt. Man kan ikke beskæftige sig med vin uden automatisk at træde et par trin op af stigen for vinsnobber … bevidst eller ubevist. Man finder ud af, hvad man ka’ li’ … og hvad man ikke kan li’. Og at pris og kvalitet følges ad … i hvert fald i et vist omfang.

Sådan er det vel for alle hobbies. Om man beskæftiger sig med urtehaver, frimærker, hamstere eller vin. Den negative side af medaljen er selvfølgelig, at de billige supermarkedsvine bare ikke smager særligt godt, og at man reelt ikke får megen vin for pengene. Og der er slet ikke megen fortjeneste hos producenter, som derfor også ofte er kæmpestore industrielle foretagender, som alene producerer vinen billigst muligt.

Men med et marked i Danmark, hvor 83% af vinsalget sker gennem supermarkedskæderne, så kunne det også være fedt, hvis der også kunne fås vine fra mindre, sjove og spændende vinbønder … og ikke blot konsumvine af værste skuffe. Derfor var det selvfølgelig også ganske relevant for Danmarks flittigste vinblogger at springe på sådan et arrangement.

Og til ros til den lokale brugsuddeler, som havde gjort et godt stykke arbejde med smagningen … både udvælgelse, forberedelsen og havde sat sig ind i de forskellige vine. Det var et fint lille arrangement, som udover et udvalg af vinene fra SuperBrugsen også bød på lidt ostebord.

Smageprogrammet så sådan her ud:

Jeg skal selvfølgelig nok linke til beskrivelser og anmeldelser af vinene i den kommende uge. Men jeg må desværre også allerede nu indrømme, at nogle af fordommene omkring supermarkedsvinene er velbegrundet. Alle vinene kommer fra store, internationale industrielle vingiganter … og det præger også vinene.

De bedste af vinene var klart de to chilenske … og Recioto’en også anstændig, men de øvrige skuffede i den grad.

Måske prøver de også at foregive mere end indholdet. Hvorfor kalder man en vin billig vin for Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore eller endda Charles Renoir Chablis. Der findes ikke et vinhus, som hedder Charles Renoir … men det vil de fleste købere formentlig tro. Men det lyder jo også mere fint end Béjot Wines.

Hvor ville det være befriende, hvis man kaldte tingene ved deres rette navn … æg fra burhøns er netop æg fra burhøns. Jeg nægter at sige, at jeg er en vinsnob, og jeg drikker også alt slags vin. Men jeg nyder ikke alle vine lige meget. Denne aften nød jeg selskabet, et godt arrangement og at smage vine fra hylderne i supermarkedet … på ondt og godt.

Hyggestemning i Malvinas Hus

Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares

Christophe Beau besøgte i sidste uge Danmark for første gang i sit liv … direkte med fly fra Languedoc i Frankrig til den danske andedam – eller helt præcis Randers, hovedstaden i Kronjylland – for at forestå et par vinsmagninger og fortælle om livet som biodynamisk vinbonde.

Men lad os først starte med at præsentere Christophe Beau. Fransk, rar, høflig, dedikeret, excentrisk, passioneret, vild, eksperimenterende er ord, som vi kan hænge på Christophe. Og så ejer han to vinhuse, nemlig Domaine Beauthorey udenfor den lille by Corconne omkring 20 kilometer nord for Montpellier i appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc samt Vinos Vernaculares, som ligger afsides ved den lille by Quilpué omkring 50 kilometer vest for Santiago i Chile.

Christophe Beau 1

Og så laver han ikke mindst nogle vilde vine … som kræver sin mand slash kvinde samt en portion fordybelse at rumme. Det er vine, som nogle gange bryder de almindelige regler, og som nogle sikkert vil vrænge på næsen af. Jeg har flere gange smagt hans vine og været meget begejstret … selvom nogle selvfølgelig er bedre end andre.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde og startede Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Christophe fortalte, at det nu ikke er han selv eller hans egne heste, men derimod et lille fransk firma, som har specialiseret sig i at pløje i vinmarker og tager rundt til vinbønder rundt om i Frankrig og faktisk har lavet en lille god forretning på det.

Christophe Beau 2

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Christophe Beau 3

I Danmark skulle Christophe Beau lave to vinsmagninger, nemlig denne eksklusive smagning på min arbejdsplads i Randers … og alene for en lille lukket skare – som var særligt invitereret – og dagen efter i biodynamisk forening i Århus. Så i bogstaveligt forstand kom Christophe direkte fra lufthaven i Tirstrup til smagningen i Randers.

Jeg fik sammen med Bjarne fra Vinimperiet – importøren af Christophes vine – lov til at byde velkommen, og så startede Christophe med at fortælle om biodynamisk vinproduktion, dog heldigvis på engelsk. Og ingen tvivl om, at den franske vinmager brænder for denne naturlige måde at lave vine på.

Christophe fortalte om hans erfaringer med den naturlige produktionsform, hans eksperimenter i vinmarkerne, hvor han har plantet vinstokke sammen med andre bevoksninger, fx oliventræer, citrontræer m.v. Måde med at plantet vinstokke rundt om citrontræer er inspireret fra etruskerne, som netop plantede deres vinstokke på den måde mange hundrede år før år 0.

Vi så også en række fotos, bl.a. billeder fra Christophe Beaus vinmarker, hunden Bogus – som har lagt navn til én af vinene – samt de specielle læderkar, som Beau anvender i produktionen af en række vine i Chile. Karene er lavet af gamle koskind, og i disse foregår macerationen af vinene inden lagring på egetræsfade. Brugen af sådanne læderkar er en gammel og uddøende tradition i Chile, så det er ikke noget, som Christophe selv har fundet på, men en tradition han nu blot forsøger at værne om og bevare.

Christophe fortalte om hans vine, smagninger rundt om i verden. Han er bl.a. meget fascineret af kinesernes måde at beskrive smagsindtryk på. Han fortalte, at de beskriver indtrykkene ved nærmest at fortælle historier, som fx hun har hatten på, hvis en vin er en smule lukket. Måske en idé for en jysk vinblogger … at blive lidt mere inspirerende i beskrivelserne af smagsindtrykkene.

Christophe Beau 4

Generelt fremstod Christophe Beau som en meget åben og imødekommende mand. Han fordømte heller ikke specielle produktionsformer eller om vinene skulle lagre på den ene eller anden måde. Han er selvfølgelig fortaler for, at det skal være håndværket og så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Christophe er i det hele taget en temmelig usædvanlig mand. Han siger også selv, at han mere er en opdagelsesrejsende eller en eventyrer på grund af den tilgang, som han har til livet og vinproduktionen. Han tager sin vinfremstilling ud over det konventionelle. Jeg har tendens til at sige, at jeg aldrig har lavet vin. Jeg udfører blot eksperimenter med det levende, med teknikken, det sociale og det økonomiske via et alibi, som kaldes vin, siger Christophe.

Med hjælp fra en stol fortalte han også om de ting, som er afgørende for balancen i hans vine. Hans vine afspejler i høj hans spraglede personlighed. De er fulde af liv og karakter. De er svære at rubricere og komme i de sædvanlige kasser. De er nok først og fremmest naturvine, for Christophe forsøger at manipulere dem mindst muligt. Blandt andet er der flere af cuvéerne, hvor der ikke er tilsat svovl.

De fleste vinproducenter anvender i dag beskæringstypen dobbelt guyot, der danner en slags todimensionelt espalier. Hos Domaine Beauthorey anvendes derimod gobelet, der giver lavere udbytte samt giver en lavere og mere tredimensionel vinstok. Det gør høsten af druerne mere besværlig, men er mere i tråd med, hvordan vinstokkene så ud i gamle dage. Derudover mener Christophe, at det giver bedre druer.

Der kom – heldigvis – efter en rum tid endelig lidt vin i glasset, så vi kunne smage nogle af hans vine. Og vi startede i det franske og sluttede med et par af de chilenske vine. Vi smagte denne aften disse vine:

Jeg har som vanligt linket til de vine, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen. De øvrige følger senere.

Ultime kom vi til at smage i 2 årgange, nemlig både 2005 og 2006. Det var egentlig meningen, at vi alene skulle ha’ smagt 2006’eren, men årgangen fremstår en smule svær læselig på etiketten, men det var jo bare et held for os. I øvrigt er 2006’eren nu markant bedre end 2005’eren … meget mere kraftig og intens.

Der var – som sikkert altid med Beaus vine – stor forskel på, hvad folk synes om vinene. Nogle brød sig ikke om enkelte af vinene, mens andre fandt dem spændende. Som det måske fremgår af mine tidligere blogindlæg om vinene fra enten Domaine Beauthorey eller Vinos Vernaculares, så synes jeg, at de er ganske fantastiske … og ja … også anderledes.

Jeg vil slutte med at hylde denne diversitet, det anderledes, det eksperimenterende, de vilde vine og den naturlige måde at lave vin på … og takke en elskelig franskmand, som tog sig tid til at sætte kursen forbi. Merci, bonjour og a bientôt.

Christophe Beau 5

Vinfestival hos Jysk Vin 9. maj 2015

Det var tilbage i oktober, at Jysk Vin sidst afholdte vinfestival … og jeg er vel efterhånden trofast deltager. Dels er der lejlighed til at smage mange spændende vine, dels render man ind i masser af venner/bekendte og så er der også lejlighed til at snakke med vinmagere og repræsentanter fra forskellige vinhuse rundt om i verdenen. Det synes jeg er ganske sjovt og interessant.

Denne gang havde jeg dog begrænset tid … alene to timer, så derfor smagte jeg alene et par vine fra hvert vinhus. Og samlet var der 7 vinhuse repræsenteret, så der kunne smages 66 forskellige vine. Så der var – for de tørstige – rigeligt at gå i krig med. Jeg nøjedes med små prøver fra vel samlet 19-20 vine, men egoistisk nok fra den bedre ende, selvom jeg dybest set går ind for, at man smager alle vinene i en vingård produktion … og ikke kun de dyreste.

Som det plejer, så var det et flot arrangement fra Jysk Vins side. Udover vinene var der smagsprøver på øl, ost og lidt brød til.  Og specielt ostemanden havde godt travlt  … bl.a. med et super slagtilbud og med at præsentere nogle udvalgte oste.

Jeg har ikke taget smagsnoter af de smagte vine. Dertil er der for mange vine, for mange mennesker, for megen uro. Det vil ikke yde vinene retfærdighed. Vinene skal nydes, hvor der er tid til fordybelse, men på sådan en vinfestival får man alligevel et godt indtryk af, hvilke vine man senere skal ha’ kigget nærmere på. Og der var rigtig mange spændende vine.

Vi startede vores rundtur i Tyskland, nemlig hos Weingut Josef Rosch, som driver en lille 8,5 hektar vingård i byen Leiwen i Mosel.

Weingut Josef Rosch

Josef Rosch
Og vinhuset har repræsenteret af ejerne selv, nemlig Werner Rosch samt hustruen Renate. På billedet ser vi netop Werner, som fortæller lidt om hans sprøde hvidvine. Jeg smagte alene to vine fra huset, nemlig deres Riesling J.R. Junior samt deres Leiwener Riesling Feinherb. Specielt sidstnævnte imponerede med god syre, balance og uden så megen sødme, som man ellers kunne frygte af en Feinherb.

Weingut Robert Weil

Robert Weil

Nicolas Pfaff
Et kendt hus, som jeg ofte har smagt vine fra. Og det er altså bare herlige vine. Jeg snakkede med husets eksportchef Nicolas Pfaff, som fortalte lidt om huset og deres vine. Han fortalte, at de tidligere har lavet røde Spätburgundere, men da deres kompetence primært ligger på de hvide vine, så har de rykket alle rødvinsstokke op og plantet Riesling.

Vi smagte husets topvin, Kiedricher Gräfenberg Riesling Erstes Gewächs i både årgang 2011 og 2012, hvor 2011’eren havde den lækreste næse, mens 2012’eren nok er mere frugtrig og ligefrem. Derudover smagte vi en 2007 Riesling Spätlese Halbtrocken, hvor der også var godt med herlig petroleum i næsen. Hmmm, lækre vine.

Domaine de Poulvarel

Domaine de Poulvarel

Pascal Glas
Fra Tyskland til Frankrig, nemlig til Domaine de Poulvarel, hvorfra jeg mødte ægteparret Pascal og Elisabeth Glas. Vinhuset ligger i byen Sernhac i Costières de Nimes appellationen, og Pascal overtog familiedomænet på 10 hektar i 2004. Pascal Glas havde på dette tidspunkt arbejdet i kældre hos forskellige Sydfranske vinproducenter gennem 25 år.

Et par rigtig søde mennesker, og fra huset smagte jeg Les Perrottes og Les Agapans, fine Rhône vine. De havde godt humør, og jokede med, at Pascal lavede vinene og Elisabeth drak dem. De virkede nu til at være meget arbejdssomme begge to.

Poggio Bonelli

Poggio Bonelli

Francesca Elia
Fra det italienske … og mere præcist det toscanske vinhus Poggio Bonelli mødte vi den søde Francesca Elia. Hun arbejder med salget hos Bonelli og er derudover sommelier. Vinhuset ligger i byen Castelnuovo – lige i hjertet af Chianti. Vi smagte da også husets Chianti Classico Riserva samt deres IGT vin Poggiassai Toscana, begge fremragende vine, som jeg vist skal udforske mere. Nogle af de vinøse højdepunkter denne eftermiddag.

Bosco Agostino

Bosco Agostino
Bosco Agostino ligger i La Morra, og på billedet ser vi ejeren og vinmageren Andrea Bosco, en charmerende og vidende vinmager, som fortalte om vinene og deres vingård. Bosco har sine marker to steder, nemlig marken Neirane i det nordligste del af Piemonte og marken La Serra lidt længere mod syd. Og med forskellig terrior, hvor Barolo’erne fra Neiranne er mere bløde og runde pga. jordbunden med løs sand … og Barolo’erne fra La Serra mere rå og kantede pga. jordbunden med ler og kalk.

Vi fik en lang snak om vinene, terrior og forskellene … og jeg endte med at smage alle de fem vine, som Andrea skænkede.

Stefano Accordini

Stefano Accordini
Fra Veneto vinhuset Stefano Accordini mødte vi Paolo Accordini. Azienda Agricola Accordini Stefano er et lille familieforetagende, som laver nogle fremragende vine. Jeg er sådan set lidt Amarone modstander, idet Amaroner ofte smager som rosinvand. Men nogle gange render man ind i fantastiske Amaroner … og vinene fra Accordini hører til i denne klasse.

På billedet får vinbuddy Jesper en fortælling om vinene fra Accordini. Paolo er en særdeles rar fyr, og vi fik en lang snak om Amaroner. Vi drillede ham lidt med husets topvin Amarone Classico Vigneto il Fornetto, hvor etiketten har “lånt” inspiration fra Amaronerne fra Dal Forno og Quintarelli … og måske Ernesto Ruffo. En lidt håndlavet etikette, men indholdet fejler heller ikke noget …. hold da op, Amarone i top, topklasse.

Jeg smagte Accordinis Paxxo Rosso del Veneto, hans Amarone Classico Acinatico samt topvinen Amarone Classico Vigneto il Fornetto.

Familia Zuccardi

Familia Zuccardi

Luis Suriani
Sidst vinhus var Familia Zuccardi, som ligger i Menzoda i Agentina, ja helt præcis i Valle de Uco. Fra firmaet mødte vi husets eksportmanager Luis J. Suriani, som fortalte om vinhuset og det at lave vine i Mendoza. Vi fik bl.a. en lang snak om terrior, hvor Mendoza området er meget forskelligt og blot indenfor 5 kilometers afstand kan have helt forskellig undergrund.

Vi snakkede om tilførsel af vand fra Andesbjergene via omfattende vandingskanaler og Luis fortalte også om de specielle – nærmest koniske – betontønder, som vinhuset anvender i produktionen af vinene. Luis fortalte også, at vinhuset har over 800 hektar vinmarker og er Argentinas 3. største vinproducent efter Peñaflor, som vi kender fra Trapiche vinene, samt Catena. Ja, vi fik i det hele taget en god snak om vin.

Vi smagte også et par vine fra huset, bl.a. deres Q på henholdsvis Malbec samt Cabernet Sauvignon, deres Tito Zuccardi og Zeta Zuccardi.

Sammenlagt blev det et par særdeles hyggelige timer for mig. En tilbagevendende begivenhed … og jeg kommer helt sikkert tilbage igen.

Søndag eftermiddag med WineFLY og tysk vin

Mine vedvarende og insisterende skriblerier om tysk rødvin, specielt Spätburgunder, er begyndt at nå rundt i kongeriget. Måske udnævnelse af fredage som officiel Spätburgunder dage er begyndt at rodfæste sig hos mine trofaste læsere … helt på samme måde, som onsdag er lillekone aften, mens det hedengangne gamle bryggeri i Randers for herrens mange år siden havde nuppet alle torsdage med sloganet, at det er Thorsdag hver dag.

I hvert fald var mine skriblerier nået helt til Allerød, hvor det lille vinfirma WineFLY holder til. De deler samme mission og passion … nemlig udbredelsen og kærligheden for tyske vine. Udbredelsen måske endda en anelse mere end mig, for WineFLY forhandler nemlig vine fra 4-5 forskellige tyske vinhuse og forsøger således samtidig at tjene et par kroner på hobbyen.

Efter jeg i november 2014 på Tysk Vinkontors Spätburgunder seminar på Nimb havde smagt og anmeldt én af de vine, som WineFLY forhandler, så fik jeg en kontakt fra Jakob fra firmaet. Han tilbød mig at smage flere at deres vine, og sendte fluks en lille smagekasse med lækre vine. Han tilbød samtidig at komme forbi det mørke Jylland og lave en vinsmagning. Det var et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.

Mon Jakob vidste, hvad han gik ind til? Vi fandt en dato … søndag den 22. marts … og jeg hidkaldte nogle af mine vinboddies. Da vi havde valgt en højhellig søndag, så vi inviterede konerne med. De kommer også så sjældent ud. Og jeg lovede at lave lidt mad, så det blev et joint-venture … en lille, stille søndag med gode mennesker, god mad og ikke mindst gode vine.

WineFLY drives at Jakob og hans svigerfar Bendt, og de havde taget den lange vej fra Allerød. De sælger deres vine under mottoet “tyske vine med format”. Deres vinhuse ligger i henholdsvis i Pfalz, Rheinhessen, Ahr og Mittelrhein, og alle producenter er små og viser kvalitet på et fantastisk niveau til en god pris.

Og det blev en superhyggelig søndag eftermiddag … med rigeligt vin. Vi smagte 13 forskellige vine, nemlig vinene:

Beskrivelser og anmeldelser af vinene følger naturligvis … ganske som jeg plejer. Men der er noget at glæde sig til … så meget kan jeg love.

Jeg havde som nævnt sørget for lidt mad … okay, måske mere end bare lidt. Der var lidt bruchetta, en med chorizo & bluecheese og en med tun/kaperscreme & oliven, lidt ost- og pølsebord med 6 forskellige oste og 7 forskellige pølser, pestoer, chilipølser i barbequesauce, hjemmebagt brød, oksemørbrad samt 3 forskellige madpizzaer fra Weberen, en alsacisk Flammkuchen, en Pissaladiére (løg og ansjoser) samt en Pizza Bianco med kartofler og rosmarin.

Fik desværre ikke lige taget fotos af retterne … og glemte også at servere en artiskoksalat til oksemørbraden. Den blev stående i køleskabet … men sådan kan det gå, når man hygger sig. Tror dog, at alle blev mætte … ellers er det også deres egen skyld.

Jakob og Bendt fortalte lidt om WineFLY og deres producenter. Vi fik et fantastisk flot smagning, masser af informationer om de tre producenter, som vi smagte denne eftermiddag. Jakob og Bendt havde også medbragt nogle eksemplarer af Deutsches Weininstituts læsebog Öchsle om tysk vin. Den skal jeg vist lige ha’ med op til natbordet.

En stor tak for Jakob og Bendt fra WineFLY for at tage den lange tur til Jylland, og for det flotte felt af vine. Særklasse.

Vi slutter selvfølgelig lige med et par stemningsbilleder fra eftermiddagen:

God stemning

Jakob fortæller om tysk vin

Bendt hygger sig

God vin og gode mennesker

Der smages koncentreret

Tømmermændsramte vinnørder

Snakken går