Kategoriarkiv: Andre smagninger

Vinho Verde … mini-test af de grønne vine fra Portugal

Mit første møde med Vinho Verde – den grønne vin fra Portugal – var i min ungdom på charterrejse til Algarve kysten med min daværende første rigtige kæreste. De kække guider fra Århus Charter serverede nemlig en let perlende Vinho Verde sammen med grønne pistacienødder som en velkomst til turistdestinationen.

Men ellers – mange kærester, en dejlig hustru, feriedestinationer og vine senere – er det begrænset, hvor mange gange jeg er stødt på den ofte billige hvidvin fra Portugal, så derfor sagde jeg også omgående ja, da jeg blev kontaktet af Vinens Hus, om jeg efter en Vinho Verde smagning i København også ville anmelde en række Vinho Verde vine? Det kunne da være hyl aka spændende.

Måske kunne det endda blive en bred smagning, for Vinens Hus havde taget fat i en lang række importører for levering af deres udvalg af Vinho Verde vine til den flittige vinblogger i det jyske. Helt bred blev smagningen imidlertid ikke, da der alene dukkede vine op fra Theis Vin, H.J. Hansen Vin og DrikPortvin, så det blev nærmere en lille mini-smagning med 3 producenter og samlet 8 vine … dem vender jeg tilbage til senere.

Hvad er Vinho Verde?

Lad os først kigge lidt nærmere på, hvad Vinho Verde er for en størrelse. Det er jo overordnet set en portugisisk hvidvin, som produceres i gigantisk antal i Portugal. Vinho Verde betyder grøn vin, men Verde refererer mere til, at det er tale om en ung vin, da vinene normalt frigives til salg allerede 3-6 måneder efter høsten.

Vinen kommer fra vinregionen Minho, der ligger i det øverste nordvestlige hjørne af Portugal, landets milde, regnfulde og nordligste region med navn fra floden Minho, som deler det nordlige Portugal og Spanien.

Der har den grønne vin også sin egen appellation DOC Vinho Verde, som dog fylder så meget af Minho regionen, at regionen også kaldes Vinho Verde regionen, selvom der reelt set må anvendes flere druesorter i Minho regionen end under DOC Vinho Verde.

Navnet Vinho Verde indikerer, at der er tale om et udpræget hvidvinsområde. Men det er heller ikke helt ved siden af, da 86% af al vin fra området er hvid. Men det betyder jo så også omvendt, at der også produceres både rosé, rød og mousserende vine i Vinho Verde … men sådanne ser vi imidlertid sjældent hos danske vinhandlere og min minitest er da også udelukkende med hvide vine.

Så en Vinho Verde er oftest hvid og faktisk tit let perlende, hvilket oprindelig skyldes, at vinene efter flaskning fik en lille malolaktiske eftergæring, som producenterne forsøgte at skjule bl.a. ved brug af uigennemsigtige flasker.

Men det viste sig, at mange forbrugere syntes om den lille, perlende effekt, hvorfor producenterne fortsatte med en svag eftergæring i flaskerne. Det gør mange producenter fortsat … i dag dog kunstigt ved at tilføre kulsyre for at give den perlende effekt.

Vinho Verde hvidvine er derfor ofte synonym med friske, easy-going og let mousserende vine, men der laves også nogle af de bedste og mest komplekse tørre hvidvine i Portugal i Vinho Verde appellationen. Især i underregionen Monção helt i nord frembringes superbe hvidvine.

Rødvinene fra Vinho Verde er ofte meget lette, frugtige og har godt med syre.

Historien

Som så mange andre steder i Sydeuropa, så var det de gamle romere, som startede med at dyrke vin i Minho regionen i området mellem floderne Douro og Minho. Allerede tilbage i 870 findes der optegnelser om vinmarker, som var plantet af forskellige religiøse ordener som fx Alpendurada klosteret.

Dengang producerede de vinene til eget forbrug, men senere i det 12. århundrede startede handlende med at sælge vinene til både England, Tyskland og Flandern. Denne eksport voksede langsomt, men i det 16. århundrede fik vindyrkningen det svært, da majsen kom til området.

Mange bønder skiftede afgrøder hjulpet på vej af statslige regulativer og det betød, at vinstokkene blev henvist til mere marginale marker med dårlig beliggenhed. Vinstokkene blev placeret op ad træer, hegn … ofte højt oppe, således der også kunne dyrkes andre afgrøder under vinstokkenes blade.

Ja ofte skulle vinavlerne bruge stiger for at høste druerne … og den praksis kan fortsat ses hos mange af de tusinde vinbønder, som findes i Vinho Verde land. Men de fleste steder anvender de større vinhuse dog moderne metoder som i resten af de sydeuropæiske vinlande, da det selvfølgelig giver bedre, større og nemmere høstudbytter.

Allerede i 1908 blev Vinho Verde regionen afgrænset ved lov og senere i 1926 fastsatte staten også et sæt regler for produktionen fra området. Det var dog først i 1984, at Vinho Verde blev en DOC appellation, som reguleres efter de spanske regler.

Regionen

Som nævnt tidligere, så er appellationen DOC Vinho Verde næsten lig med Minho regionen. Ja faktisk er den største appellation i hele Portugal.

Da appellationen er så stor, så er det også opdelt i 9 underområder, nemlig Amarante, Ave, Baião, Basto, Cávado, Lima, Monção, Melgaço, Paiva og Sousa.

Der er samlet omkring 21.000 hektar vinmarker i DOC Vinho Verde, men det er fordelt på ikke mindre end 19.000 vinavlere … og det er endda en væsentlig nedgang i forhold til starten af 1980’erne, hvor der var over 70.000 vinavlere.

Mange af de 19.000 vinavlere er dog fortsat småbønder, som – helt på gammeldags vis – dyrker druerne højt med vinstokkene op ad pæle, hegn eller træer, således de også kan dyrke grøntsager, som kan supplere familiens forbrug.

Druerne

Den ubestridte hoveddrue i Vinho Verde hvidvinene er druesorten Alvarinho, som er den drue vi også kender som Albariño i Rias Baxias i det nordlige Spanien. Det er en drue med aner i Tyskland, og navnet betyder da også den hvide fra Rhinen og har nogle træk fra Riesling.

Det betyder også, at vine på Alvarinho typisk giver friske og sprøde hvidvine, som godt kunne minde en smule om Riesling, hvilket mit smagepanel denne aften også kom til at erfare. Det siges, at de bedste Alvarinho vine kommer fra underområderne Monção og Melgaço.

Derudover er hvidvinene fra området ellers lavet på druerne Loureiro, Arinto, Trajadura, Avesso og Azal … alle druesorter, som er ukendt for de fleste herhjemme.  De røde er hovedsageligt lavet på Vinhão – også kendt som Sousão – samt Borraçal og Amaral, mens rosévinene normalt laves på Espadeiro eller Padeiro … også druer, som jeg aldrig er stødt på.

Vinene denne aften

Som nævnt indledningsvis, så blev det en mini-test af Vinho Verde vine fra 3 producenter. Det betød, at smageprogrammet kom til at se sådan her ud:

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Samlet set overraskede vinene vist alle omkring bordet, altså på den gode måde.

Konklusion

Vinene blev selvfølgelig serveret blindt og samtlige mine medsmagere var sikre på, at vinene var på Riesling. Det fortæller måske også meget godt noget om Alvarinho druen, som virkelig kan noget, hvis det ellers kommer i hænderne på en god vinmager.

Når der laves godt, så kan det måle sig med andre gode vine fra Europa, selvom der med en årlig produktion på 93 millioner liter vin årligt også findes meget skidt.

Der var stor variation i vor bedømmelse af vinene, så der var ikke en vin, som alle bare fandt bedst. Vinderen blev vinen Azal Vinho Verde fra Quinta de Linhares. Den fik et gennemsnit på 5,1 Thumbs Up og en højeste rating på 5,5, mens min favorit blev den rene Alvarinho vin fra Quinta de Santiago … selvom flere ikke synes om den.

Men sådan er vi jo heldigvis meget forskellige. Desværre havde den sidste vin Colheita Selecionada Vinho Verde forfærdelig megen prop, så den måtte udgå af smageprogrammet … selvom flere om bordet var ærgerlige over dette, da de specielt fandt vinene fra Quinta de Linhares fremragende.

I listen overfor har jeg skrevet et nummer efter hver vin med deres samlede gennemsnitlige placering. Min placering af vinene er dog anderledes ud … 1. pladsen som sagt til Quinta de Santiago Alvarinho og 2. pladsen til Granit fra Quinta de Soalheiro.

Jeg er nu også blevet en smule klogere på Vinho Verde … og vil ikke holde mig tilbage, næste gang jeg hos den lokale vinpusher støder på en Vinho Verde. Der kan nemt gemme sig små perler af den grønne vin fra Portugal i kommende vinkøb.

Smagning af vine fra Sud-Ouest … Frankrigs nok mest oversete vinregion

De fleste – vinkyndige eller ej – kender franske vinregioner som Bordeaux, Rhône, Bourgogne, Alsace, Languedoc, Roussillon, Champagne, Loire, Jura og Provence. De vinkyndige kender også mange af appellationerne i disse vinregioner.

Imidlertid begynder øjnene af flakke hos de fleste – og det gælder også jeres flittige vinblogger – når samtalen falder på vinregionen Sud-Ouest, altså vinregionen som på dansk kaldes Sydvestfrankrig. Vi kender generelt ikke meget til regionen, underområderne eller appellationerne.

Jo vi danskere har selvfølgelig hørt om Cahors i kraft kongehusets sommerresidens Château du Caix og vor afdøde prinsgemals vine derfra, men de færreste ved, at Cahors netop ligger i Sud-Ouest. Generelt ved vi ikke meget om Sydvestfrankrig, som vel også er Frankrigs mest oversete vinregion.

Jeg har selv rodet rundt i begreberne, områderne og appellationerne i Sud-Ouest, så derfor var det helt perfekt, at jeg forleden fik et tilbud om at komme med til en større smagning af netop vine fra dette område. En smagning med netop Sydvestfrankrig som gennemgående tema.

Det var ganske vist som et wildcard på et afbud, men jeg er ikke sart og havde uden tøven takket pænt ja til indbydelsen. Det var nemlig en perfekt anledning til en gang for alle at blive klogere på området og få sat nogle begreber på plads … og samtidig smage og få en fornemmelse af, hvad Sydvestfrankrig området vinmæssigt kan byde på.

Det var Bjarne fra Vinimperiet, der – med sin franske specialviden – var initiativtager, bagmand bag smagningen og havde indkøbt alle vinene direkte fra Frankrig. Derfor var mange af vinene selvfølgelig også økologiske eller biodynamiske, men det gjorde blot smagningen endnu mere interessant.

Lad os dog inden vi tager et kig på vinene lige se lidt nærmere på Sud-Ouest vinregionen, der ligger både øst og syd for Bordeaux … helt fra Bergerac i nord til baskerlandet og den spanske grænse mod syd.

Det er et ganske stort område, men vinområderne ligger spredt som små øer i et arealmæssigt stort område med påvirkning af både Bordeaux, Langedoc, Roussillon, Rhône og Spanien. Men vinmæssigt er det imidlertid noget mindre end fx Bordeaux … i Sud-Ouest er der samlet 47.000 hektar vinmarker mod knap 120.000 hektar i Bordeaux.

Historien

Det var romerne, som startede med at dyrke vin i Sydvestfrankrig og fik en blomsterende handel med vin … faktisk længe før der blev plantet vinstokke i Bordeaux. Generelt var det sydvestlige område mere gunstig for vinproduktion … der var varmere end i Bordeaux, hvilket betød en tidligere høst og stærkere alkohol i vinene.

Vinhandel blev dog næsten udslettet i det 8. århundrede, da enten vikinger eller muslimer, som bosatte sig i Spanien og Septimania, plyndrede både byer og klostre, befæstede havnene og dermed næsten stoppede al vinhandel.

Og netop afskibningen af vinene var afgørende. Således blev vinene fra Sydvestfrankrig senere primært afskibet fra Bordeaux by til markeder langs Atlanterhavskysten.

Afskibningen blev også årsagen til, at det blev Bordeaux, som trak det længste strå … og Sydvestfrankrig fik det meget svært. For i takt med, at Bordeaux voksede, så indførte vinkøbmændene – der så vinene fra Sydvestfrankrig, som en trussel mod deres økonomiske interesser – i 13 og 14-hundrede tallet et sæt regler Police des Vins, som favoriserede Bordeaux vinene.

Police des Vins regulerede brugen af havnen i Bordeaux, således vinene fra højlandet aka Sydvestfrankrig først kunne sælges, når størstedelen af vinene fra Bordeaux var solgt. Det betød, at vinene fra Sydvestfrankrig strandene i pakhuse i uger eller måneder, førend de måske senere kunne sælges til langt lavere priser.

Denne situation blev reelt først løst i 1773, hvor Louis XVI ophævede Bordeaux’s privilegium, men da er løbet allerede kørt … Bordeaux vinene havde vundet slaget og Sydvestfrankrig har siden levet i skyggen af nok verdens mest berømte vinregion.

Det blev forværret af vinlusen phylloxeras hærgen i 1800 tallet, og den ramte Sydvestfrankrig meget hårdt. Selvom Bordeaux allerede havde taget førertrøjen på dette tidspunkt, så var Sydvestfrankrig alligevel dengang fortsat et af de vigtigste vinområder i Frankrig, men det fik phylloxera ændret … området blev skubbet yderligere ud i kulden og er i dag vel nok det mest oversete vinområde i Frankrig.

Sud-Ouest, underregionerne og appellationerne

Vinregionen Sydvestfrankrig er spredt over 13 departementer ud af Frankrigs i alt 96 departementer. Området kan dog reelt set deles op i nogle underregioner og det kan måske bedst illustreres på et kort over området:

Der er lidt simplificeret 4 regioner, som er de vigtigste, nemlig Dordogne/Bergerac i nord, Lot/Garonne, Gascogne samt Béarn/Basque.

Regionerne er meget klimatisk forskellige, så nogle steder er der fastlandsklima, mens andre har decideret kystklima. Nogle steder regner det voldsomt, mens andre har det tørt og varmt.

Denne store variation giver sig naturligvis udslag i vinene, som kan være alt fra dybe og mørke til lette, frugtrige og lyse. Det er måske også en af årsagerne til, at Sydvestfrankrig kan være lidt svær at blive rigtig klog på.

Dordogne/Bergerac

Området betragtes lidt som lillebror til Bordeaux, og der bruges stort set også samme druetyper. Vinene er også dem, som minder mest om Bordeaux.

Som Bordeaux er delt af Gironde floden, så er Bergerac delt af Dordogne floden. Og lige som i Bordeaux er vinene fra de to breder forskellige … dem fra den højre bred er blødere med større finesse end vinene fra venstrebredden.

Lot/Garonne

Nogle kalder området det centrale Sydvestfrankrig og det omfatter bl.a. appellationen Cahors, hvor vi mest støder på den traditionelle Auxerrois aka Malbec drue, som giver garvesyrerige, mørke og næsten sorte vine.

Ellers er området præget af de gængse druer fra Bordeaux samt en smule vine på Tannat. Lot/Garonne er samtidig højborg for gamle, nedarvede traditioner omkring vinproduktion, hvilket – sammen med områdets terrior – giver vinene et særpræg, som kun har meget lidt til fælles med Bordeaux.

Gascogne

Her er der alene 3 større appellationer, nemlig Côtes de Saint-Mont, Tursan og Madiran. Med ellers er området nok allermest kendt for at rumme det store Armagnac distrikt, som producerer den velkendte druebrændevin.

Armagnac var også det område, hvorfra d’Artagnan drog ud omkring år 1630 for at søge berømmelse og lykke hos kongens musketerer, men det er jo en helt anden historie.

Béarn/Basque

Området Béarn/Basque er det sydligste af de 4 områder og omfatter 3 AOC’er, nemlig Béarn, Jurançon og Irouléguy. Det ligger helt ned mod Pyrenæerne. Det er herfra, at béarnaisesaucen stammer fra, og vinene fra dette område besidder ofte den samme fedme som saucen. De drikkes mest lokalt og af turister.

Druerne

Der findes omkring 60 forskellige druesorter, som er normal udbredt i Sydvestfrankrig. Hver AOC appellation har sine sorter, så udbredelsen varierer lidt fra område til område og appellation til appellation.

Til forskel fra resten af Frankrig, så er der i Sud-Ouest plantet rigtigt mange helt lokale druesorter, som hverken ses i andre dele af landet eller udenfor landet. Og mange af dem er druer, som de færrest herhjemme har hørt om.

De vigtigste sorter er Abouriou, Cabernet Franc, Colombard, Côt aka Malbec eller Auxerrois, Duras, Fer Servadou, Gros Manseng, Petite Manseng, Loin de l’œil, Mauzac, Négrette, Prunelard og Tannat.

Men selvfølgelig finder vi også masser af både Cabernet Sauvignon, Sémillon og Merlot druesorter i vinene fra Sydvestfrankrig henset naboskabet til Bordeaux. Men jo længere man kommer ned mod det sydlige, jo mere er vinene lavet på de lokale druer.

Vinene … denne aften

Denne Sydvestfrankrig smagning bød på et skønt mix af forskellige vine … og forskellige druer, suppleret med 3 vine, som ikke var fra området, nemlig blind start med en gammel Chinon Loire vin samt et par Alsace vine.  Med hovedparten dog fra Sud-Ouest.

Dermed kom det samlede lille, beskedne smageprogram til at omfatte følgende 22 vine:

På kortet ovenover har jeg efter fattig evne med A-K tegnet ind, hvor de forskellige vinhuse er beliggende. Det giver – i hvert fald for mig – et nogenlunde view over spredningen af de smagte vine.

Konklusion

Jeg har – as usual – ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Samlet set var det en virkelig spændende smagning med vine, som var meget forskellige.

Der var mange opture … toppen var nok 1997’eren Le Cédre Cahors fra Château du Cèdre, men også sjove, moderne og bio bio vine som Orange Voilée Chenin Blanc fra Mas del Périé gjorde indtryk og vidnede om, at Sydvestfrankrig er alt for overset, men at der er noget, som rumler og på vej frem.

Jeg er i hvert fald blevet en smule klogere på Sydvestfrankrig og har antennerne ude, når jeg næste gang falder over en vin fra dette lidet agtede område. Og sluttelig selvfølgelig en stor tak til Bjarne for at sætte sådan en smagning op … klasse.

Test af en håndfuld Amaroner … 7 fuldblods & 1 wanna-be

Er der amoriner i luften, når jeres flittige vinblogger tester en håndfuld tunge Amarone vine? Amors Amarone pile har traditionelt haft det svært med trænge gennem vinbloggerens armor og ramme i hjertekulen, men op til juletiden er der ofte fokus på de tunge Veneto vine, da de tit – like it or not – anbefales til julemiddagen.

Jeg har fået et par Amarone vine til test … og har også selv fra tidligere en række flasker liggende, så hvad er mere naturligt end at teste vinene på én gang? En mikro udvidet smagning, en samtidig velkommen oprydning i vinkøleskabet og flere vine skaber jo også et bedre grundlag for vurdering, når de kan sammenlignes.

Min erfaring med Amarone er, at der er meget stor forskel i vinene. Der sælges mange dårlige, billige vine, hvilket har givet Amarone et blandet omdømme. Men når man smager virkelig vellavet Amarone, så må man bøje sig … og det gælder også for jeres flittige vinblogger, som ofte har haft fabelagtige oplevelser med denne type vin, som ellers ikke hører til blandt mine favoritter.

Og generelt er Amarone vel også en vintype, som deler folk? Mange elsker de kraftige, fede, voluminøse og bløde vine, mens andre hader dem. Jeg hader ikke nogle typer af vin, men er med årene blevet mere og mere bevidst om, hvad jeg helst vil drikke. Men godt håndværk kan altid smages … uanset vintype.

Denne lille test er på ingen måder retvisende for Amarone vinene … blot lige, hvad jeg havde i mine vinøse skuffer og samtidig også i meget forskellige årgange, nogle forholdsvis nye og andre med op til 12 år på kilometertælleren. Men testen er selvfølgelig ganske aktuelt, hvis du er én af dem, som skal ha’ fundet en Amarone eller to til juleaften, som jo nærmer sig med skrækindjagende fart.

Amarone vine er nærmest blevet en dansk juleklassiker at sætte til maden juleaften, da de tørrede druer giver et pænt sukkerindhold og dermed ofte et sødligt præg som passer julemanden. Derudover har Amarone næsten aldrig megen tannin, er ganske fed – som julemaden – og selvfølgelig altid med en ganske høj alkoholprocent, hvilket samlet gør, at den netop kan matche den fede mad og det svære tilbehør med både surt og sødt.

Feltet kom i en helt tilfældig smagsrækkefølge til at se sådan her ud … 7 x Amarone samt en Amarone wanna-be, nemlig vinen Rosso Passito Secco Ai Volti IGT. Den er reelt lavet som Corte Lenguins almindelige  Amarone, men må blot ikke kaldes sådan, da de italienske regler alene tillader en vis mængde Amarone vine ud fra vinhusets areal af marker.

Nå, men nok snak … hvilke Amarone vine gjorde det godt, og hvilke dumpede? Smagepanellet ratede alle vinene efter mit lille 7 Thumbs Up system og skal vi se på gennemsnittet af karakterer, så endte Guerrieri Rizzardi på en klar 1. plads med et samlet gennemsnit på 5,5 Thumbs Up og flere rene 6’ere.

Både Zeni Vigne Alte, Cantine Buglioni 2013 og Sartori måtte deles om 2. pladsen med samlet gennemsnit på 5 Thumbs Up. Habile vine med den kvalitet, som man bør kunne forvente af Amarone og langt fra det rosinvand, som jeg virkelig hader.

Corte Lenguin havde prop og måtte hældes ud. Den deltog derfor selvfølgelig ikke i konkurrencen. Sidstepladsen gik i stedet til den ældre Villa Annaberta … en ganske uinteressant og ligegyldig supermarkedsrosinvin.

Jeg har selvfølgelig – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Men konklusionen blev, at der skam findes gode Amarone vine … men også meget skrammel, so be careful out there.

VIP Champagnesmagning & Private Dining ekstravaganza

Champaniac & nor|event afholdte forleden en overdådig, ekstravagant, lukullisk og særlig aften for en flok champagne og gourmetentusiaster. En aften kun for særligt inviterede gæster, og med det formål at teste et champagne/dining koncept med et sandt showoff for gæsterne … vise, hvordan nordisk gourmetmad og champagne passer perfekt sammen.

Jan og Carsten fra Champaniac havde inviteret jeres flittige vinblogger med og jeg havde selvfølgelig takket pænt ja tak til den venlige invitation … det lød jo som en no-brainer, gode champagner og mad fra Kevins nor|event. What’s not to like? Noget af alt det gode i livet og en aften med ukendte og ganske sikkert spændende mennesker, for hvem drikker ellers champagne?

Konen skulle jobbe, så jeg måtte gribe til min gamle – om end dækmæssigt til city-asfalt updatede – celestefarvede MTB inspirerede jernhest fra Pantanis gloværdige, epoholdige storhedstid og træde de 16-17 kilometer fra det houlbergske hjem til det boblende eldorado mål med forventningerne som et solidt fremaddrivende energi-boost-brændstof.

Det betød måske også, at jeg – vel ankommet og afspændt en lidet charmende cykelhjelm – virkede en anelse underdresset til en sådan VIP  Private Dining med tilhørende bobler … i hvert fald skammeligt sammenlignet med de øvrige fremmødte deltagere i stadstøj og diner jackets. Alle smukke og velklædte mennesker.

WTF havde jeg tænkt på? Jeg havde dog medbragt en ekstra t-shirt, da jeg trods alt erfaringsmæssigt vidste, at en cykeltur – trods mit totalt forrygende kolesterolfattige kondital – godt kunne give anledning til en sveddråbe eller to på panden.

Efter en let mande-makeover og pulsen tilbage fra max til næsten almindelig hvilezone, så var jeg klar. Men det var Champaniac og nor|event bestemt også, for de – eller måske rettere Carstens hustru – havde dækket smukt op til 9 personer og forventningens glæde steg løbende i takt med, at alle deltagerne en efter en arriverede til det, der denne aften skulle være champagnens mekka.

Imidlertid skulle hverken Carsten eller Jan overraskende nok sidde ned til bords og spise med … men alene stå for præsentationen og serveringerne af champagnerne, mens Kevin løbende ville præsentere maden. Så efter en kort velkomst fra aftenens værter, så blev herlighederne skudt i gang med et brag.

Champaniac fortalte først lidt om baggrunden for aftenen, deres lille importfirma og for deres kærlighed for champagne. Det er alene et firma, som de driver på hobbybasis, men en alvorlig hobby og de koncentrerer sig alene om helt små producenter i Champagne.

Kevin fra nor|event fortalte derefter, at vi samlet skulle ha’ 8 serveringer, selvfølgelig startende med nogle små appetizers og senere også et par større retter og lidt sødt til sidst.

Men først skulle der selvfølgelig champagne i glassene … en pre-opvarmning inden maden, hvor vi smagte 3 x basischampagner fra henholdsvis Claude Cazals, Louis Nicaise og Boizel. Hertil var der lidt saltede og røgede mandler, nogle luftige knækbrød og en rygeostecreme.

Så var vi således i gang … og med stil. Champagnepropperne røg af flaskerne, ikke med et brusende brag som efter en Formel 1 sejr eller ved fejring af andre store begivenheder, men helt efter de professionelle forskrifter … stille og kontrolleret.

Jan sagde, at det skulle lyde som en veltilfreds kvinde og jeg kunne supplere med, at jeg havde hørt, at det skulle lyde som en kvindes suk … men det er måske to sider af samme sag.

Champaniac havde forberedt aftenen grundigt. Udover den nævnte, smukke  borddækning second-to-none, så var der en oversigt over de champagner, som vi skulle smage. Derudover havde de lavet et oplysende skema over aromaudviklingen i champagner på de 3 gængse druer, Chardonnay, Pinot Meunier og Pinot Noir ved forskellige aldre.

Vi skulle – som skemaet tydeligt viste – igennem ikke mindre end 16 champagner i løbet af aftenen, og de fleste skulle serveres i sæt af 2, så man kunne smage champagnerne op imod hinanden. Men allerede ved de første 3 basischampagner gik snakken hurtigt om duftene, smagene og generelt steg stemningen i takt med champagne i glassene.

Nogle af gæsterne omkring bordet havde ikke så megen erfaring i at smage og drikke champagne, mens andre var mere velbevandret i champagnes verden. En broget flok af forskellig herkomst, men alle de  sødeste og rareste mennesker.

Imens rumsterede Kevin i køkkenet sammen med kæresten Michel og Karstens hustru. De liflige dufte dansede rundt i lokalet, ramte med sylespids akkuratesse lige mit næsebor, sendte signalerne videre til både mave, hjerte og afslørede – måske ikke overraskende – at de havde gang i noget spændende.

Og det varede da heller ikke længe, inden den første ret kom på bordet. Samlet kom menuen til at se sådan her ud … men lad os kigge på retterne og de tilhørende champagner ret for ret:

Ravioli med syltet selleri

Første lille appetizer blev en slags ravioli med syltet selleri … lækker lille mundhaps med både bid, sødme og syrlighed. Dertil serverede Champaniac drengene to Blanc de Blancs champagner …  nemlig Gabriel-Pagins Carte d’Or Blanc de Noirs og en totalt charmerende Blanc de Blancs fra Louis Nicaise, nemlig Le Noces Blanches Brut … klart bedste champagne af de første. Brilliant!

Kalvelårtunge med Vesterhavsost og blomsterkarse

Til et sæt med 2 x roséchampagner … Claude Cazals’ Cuvée Rosé Grand Cru og en Premier Cru Rosé Brut fra Louis Nicaise fik vi næste lille godbid. Det var noget kalvelårtunge, som havde rullet sig rundt om lidt Vesterhavsost og blomsterkarse.

Rullen var også pyntet med noget ovenpå … men hvad fik jeg ikke noteret, men godt smagte det. Af de 2 champagner havde jeg Nicaise som en svag vinder foran Cazals.

Tatar med urtecreme og kaviar

Jeg har tidligere – nej mange – gange smagt Kevins tatar og den er freaking, fucking fantastisk, pardon my french. Jeg bestiller den altid som en ekstra ret, når jeg får tapas fra nor|event, og selvfølgelig sku’ vi også ha’ tatar denne aften … lidt provokerende serveret med kaviar ovenpå.

Det spillede max og blev suppleret af Boizels Premier Cru Rosé, som jeg har smagt tidligere, men denne aften stod klart bedre, end da jeg smagte champagnen første gang.

Jeg ved ikke helt, om Kevins rørte tatar er inspireret af Michel Michaud, men det er jo også lige meget, for det smagte herregodt … men åbenbart også damegodt, for de smukke kvinder omkring bordet synes også om retten.

Den anden champagne i dette sæt af de blegrøde bobler var champagnen Cuvée Rubis Brut Premier Cru fra champagnehuset Vilmart & Cie, som efter min mening var klart den bedste af roséerne.

Vilmart & Cie er et nyt hus hos Champaniac. Derfor havde Carsten og Jan glædet sig til præsentere huset for os … og selvfølgelig høre vores vurderinger. Hos mig opnåede de 3 smagte champagner fra huset det højeste gennemsnit, så det er vist et champagnehus, som de godt kan være bekendt, selvom det selvfølgelig er i en ganske uofficiel test.

Kulmule med syltede grønne tomater og sauce med urteolie

Næste ret blev en skøn, lækker tempereret kulmule med lidt syltede, grønne tomater og en sauce med en grøn urteolie. Hertil fortsatte med endnu en champagne fra Vilmart & Cie … nemlig en fantastisk vintage champagne, 2011 Grand Cellier d’Or Premier Cru og endda i magnumflaske.

Dermed tog vi også hul på vintagechampagnerne, som – nær en enkelt undtagelse – kom til at fylde resten af aftenen. Et klart niveau op, men selvfølgelig også prismæssigt et step op.

Stegte & tørrede kammuslinger med tangmayo og hyldebærkapers

Ved næste ret havde nor|event både stegt og tørret nogle kammuslinger. De tørrede var skåret i tynde skriver og de stegte blot lige lynstegt for at give farve. De blev serveret med nogle hyldebærkapers, skum og i en stor muslingeskal.

Vinmæssigt blev muslingerne i det ene glas fuldt til dørs af en vintage 2006 Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru fra champagnehuset Claude Cazals legendariske mark. Den havde nogle lækre smørkrydrede aromaer samt en utrolig lethed, som virkelig klædte kammuslingerne. Great choice.

I det andet glas blev det en anden Blanc de Blancs … en 2008 Cuvée Roger Gabriel Blanc de Blancs Premier Cru fra Gabriel-Pagin Fils og med klart mere tæt frugt og aromatisk tyngde.

Grillet tun med estragon-mayo, avokado & grønne æbler

Ingredienserne til denne let grillet tun er jeg ikke helt sikker på … nåede simpelthen ikke at notere alle elementerne, men det var ubetinget aftenens bedste ret. For satan … og igen pardon my french, men det smagte bare himmelsk.

Der var noget med noget soya, ingefær, estragon-mayo, avokado, grønne æbler … men samlet helt vildt over the moon. Og for så lige at toppe retten ekstra op, så serverede Champaniac drengene 2 x champagner fra Louis Nicaise … begge helt i særklasse, men jeg har vist også et svagt hjerte for netop champagnerne fra Nicaise.

Den ene var en toplækker 2011 Extra Brut Premier Cru fra Louis Nicaise og den anden den velkendt sorte Noir Blanc de Noirs Premier Cru … eksklusive dråber og en champagne, som jeg også tidligere har været oppe at ringe over.

Strike one, bingo, bulls eye og pletskud.

Langtidsbagt kalvespidsbryst på sellericreme

Kalvespidsbryst er en af de ureelle udskæringer, som virkelig kommer til sin ret i en langsom simretilberedning og Kevin havde givet denne 24 timer ved 57 grader. WTF? Det gav et utroligt mørt og lækkert stykke kød, som blev serveret ovenpå sellericreme med lidt syltede svampe og vistnok havtorn.

Sammen med spidsbrystet nød vi så aftenens bedste champagne, en 2000 Joyau de France fra Boizel. Det var zen, konge og total ekstravaganze på flaske. Champagnen i det andet glas kom også fra øverste hylde, nemlig en 2011 Grand Cellier Rubis Premier Cru fra det nye champagnehus Vilmart & Cie.

Sødt

Til lige at runde aftenen af, så var der også lidt sødt, nogle trøffelkugler på pinde samt noget geleagtigt sødt i sneglehuse, smukt og dekorativt placeret ovenpå sten … som dog ifølge kokken ikke burde kunne spises.

Her er det samlede overblik over de champagner, som vi smagte i løbet af aftenen:

Jeg havde tidligere smagt 5 af champagnerne før, så der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser. Jeg har for de øvrige champagner selvfølgelig linket til mine beskrivelser og smagsnoter fra aftenen.

Vinderen i min bog blev klart allerførst 2000 Joyau de France fra Boizel, men derudover gjorde også Vilmart & Cie indtryk med deres 2011 Grand Cellier d’Or Premier Cru og Grand Cellier Rubis Premier Cru.

Men selvfølgelig også Nicaise … elsker deres Noir Blanc de Noirs Premier Cru, men også Extra Brut Premier Cru samt Le Noces Blanches Brut Blanc de Blancs er da alle totalt overlækre.

Sikke en aften … 16 x champagner og 8 x gourmet serveringer samt en masse nye mennesker. Godt fuld af indtryk, smage og berusende bobler sluttede aftenen.

En absolut succes … og jeg måtte gøre klar til returturen i mørket med lygterne godt tændt på jernhesten. Boblerne var lige præcis den epo, som gjorde hjemturen en leg … sådan da.

Tak for Carsten, Jan og Kevin samt hjælpere for en forrygende aften. Og en tak til de søde mennesker om bordet … I er for crazy og værd at drikke champagne med.

Jeps … masser af flasker, men der blev også efterladt et varigt indtryk hos 9 veltilfredse gæster. Det blev virkelig en champagne og gourmetaften ekstravaganza … en aften udover det sædvanlige.

Anmeldelse 7/7  

Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist?

Blåskimmelrøv, babybræk, petroleum, svævende auberginer, syrebananer, bundtræk og døde håndklæder var blot nogle af de mange ord, som en flok vinnørder forleden anvendte, da de skulle beskrive 20 tørre Riesling topvine fra øverste hylde i det, som helt passende kunne kaldes det uofficielle europamesterskab i tør Riesling.

Det var Jacob fra Propperiet Vin Import, der havde fået den brillante idé at holde sådan en mesterskabsaften. Bare nogle af de bedste producenter af Riesling i Europa og deres topvine, smagt blindt for slutteligt at kåre en vinder. Kåre simpelt, enkelt … men på ingen måder banalt, snarere dødalvorligt. Og som de jo siger i den germanske forbundsrepublik; Germans dont make jokes.

Til at stå i ringhjørnet havde Jacob fundet 20 kombattanter fra henholdsvis Mosel, Rheingau – altså de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe samt 4 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig og 2 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Skulle jeg inden smagningen agerer betting site eller en lurvet, lumpen og afdanket bookmaker, så havde jeg nok satset mine spinkle lommepenge på vinene fra Mosel og Rheingau med Østrig som en joker. I de områder ligger mine præferencer generelt, hvis man generelt skal generalisere.

I kampe mellem Alsace og de tyske vine foretrækker jeg altid de tyske. I vores sydlige bruderland er vinene fra både Rheinhessen, Pfalz og Nahe generelt – efter min erfaring – ikke helt så skarpe, som dem fra Mosel og Rheingau, hvis vi igen skal generalisere. Men der findes jo fremragende producenter i alle områder.

Og til en blindsmagning er der netop ikke plads til generaliseringer … for dels bestod feltet denne aften nogle af de bedste Riesling saftpressere fra de respektive områder og samtidig pilles alle fordomme væk, når vinene smages blindt. Derudover skal det med i ligningen, at de fleste af vinene var helt unge … og dermed måske et stykke fra deres potentielle storhed.

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses rundt om bordet – bestod af flere branchefolk, Jacob og Claus fra Propperiet, den navnkundige René Langdahl Jørgensen, Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vine, sommelieren Alex fra Gastromé, den bekendte med navnet Madsen og så det tynde øl i form af jeres flittige vinblogger samt min legendariske vinbuddy Gert E.

Det er en flok søde, dejlige mennesker og med klare holdninger til de smagte vine, og med deres store erfaringer i vinbranchen var de fantastiske at drikke vin sammen med. Vi var enige om mange af vinene – næsten i sync – og nogle gange også uenige på kryds og tværs af bordet, men altid med klare meninger om vinene samt fremragende smagssanser.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret. Det var dog samlet set en vin fra Mosel – Winninger Uhlen R Rotlay Riesling GG fra Weingut Heymann-Löwenstein – som vandt prisen som bedste europæiske tørre Riesling. Sådan … og så lige en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus  für der Meister.

Selvom det områdemæssigt ganske fornuftigt var Mosel, Rheingau og Østrig, som vandt som værende de tre bedste områder, så var rækkefølgen lidt overraskende, idet Østrig helt uimponeret satte sig på 1. pladsen efterfulgt af Rheingau og så Mosel på 3. pladsen. Keine ordnung der, selvom vi har lært, at Ordnung muss sein.

Jeg blev også selv overrasket over mine egne vindere, idet jeg faktisk havde Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Reichsrat von Buhl fra Pfalz som min bedste vin. Den fik dog også generelt pæne ratings, mens Alex’s overraskende 85 point på denne trak gennemsnittet markant ned.

Den blev i min blog dog tæt efterfulgt af Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG fra Weingut Kühling-Gillot i Rheinhessen på min 2. plads og dermed var mine to bedste vine netop fra to af de områder, som jeg normalt vil rangere lavest blandt de repræsenterede. Et par vine fra Alsace lå endda også højt på mine ratings. Men sikke nogle vine.

Områdemæssigt havde jeg følgende rækkefølge; Pfalz, Østrig, Alsace, Rheingau, Mosel, Rheinhessen og Nahe. Generelt var niveauet dog sindssygt højt og der var ingen Prügelknabe, dårlige plattyske vine … blot forskellige smag og holdninger. Herligt.

René Langdahl Jørgensen og jeg var dem, som samlet set gav vinene fleste point og havde også begge Pfalz samt Østrig højt på samlet score set områdemæssigt, mens jeg – selvfølgelig ubevidst – var en tak mere nærig med scoren på vinene fra Mosel, selvom det dog er nuancer, som vi snakker om.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. De kom i sæt af 4 vine, samlet 5 sæt … altså 20 Riesling GG vine. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke, men skal selvfølgelig nok i den kommende uge linke op til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev det en night to remember … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 20 topvine på Riesling i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag og man kan leve højt på i lang tid.

Glæder mig til, hvad du kan finde på næste gang og begræder fortsat, at jeg ikke kunne deltage i den tidligere Spätburgunder smagning tilbage i maj måned. Men som min gamle chef altid sagde; man kan ikke både blæse og ha’ ål i strømperne.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Jeg var til sidst også godt træt efter en lang dag, som havde startet kl. 05.00 med bagning af boller til brug efter morgentræning i Fitness med puls netværket kl. 07.00 efterfulgt af en lang arbejdsdag … og så lige 20 x Riesling som fint punktum denne dag. Sådan … game over.

Lineup fra aftenens 20 x Riesling.

Seriesmagning af vinøse tarotkort … Xavier Vignons Arcane vine

Tarotkort siges at indeholde hele universets visdom … og kan du tyde kortene får du andel i denne visdom og dermed vejledning til at leve livet og træffe vigtige valg på livets vej.

Kortene er opdelt i den store arkana – Arcane – der består af 22 kort, som siges at være symbol for de 22 prøvelser, som et menneske skal igennem for at opnå indsigt og forståelse af sig selv og universets sammenhæng.

Supervin i Hjørring – de ihærdige vinkøbmænd – har sendt jeres flittige vinblogger 4 tarotkort til test. Ikke som en prøvelse, men nærmere for at jeg skal opnå en større indsigt  – ikke om universets sammenhæng – men derimod om vinmageren Xavier Vignons vine i serien Arcane, opkaldt efter de indsigtsgivende kort.

Xavier Vignon har nemlig lavet en lille serie af 4 vine – alle fra Rhône – under Arcane navnet … hver vin med et tarotkort som etiket samt navnet på et af symbolerne fra den store arkana. Dem tester Houlberg nu i en lille seriesmagning.

De 4 tarotkort er nemlig;

Og alt kommer jo også i serier i øjeblikket, brande, mordere, fodbold … eller tag’ et kig på Netflix, HBO eller andre tv-kanaler, hvor alt også er serier. Så hvorfor ikke lige lave en lille seriesmagning med de 4 fremsendte tarotkort, når nu stjernerne, månen og solen står rigtigt placeret på himlen.

Men inden kigger på Arcane vinene, så lad os lige se lidt nærmere på vinmageren bag vinene, for Xavier Vignon er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog.

Han er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’œnologue og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter.

Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine … en forretning, som er voldsomt stigende i disse år.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon. Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog. Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men kraftigt voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger siger, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf-du-Pape vine.

Konklusion af smagningen – Arcane vinene

Lad det være sagt med det samme … der er Le Pape og så de andre, for topvinen – og den mest beskrevne vin i serien – er i særklasse og adskiller sig markant fra de 3 andre vine i serien.

Så kåringen af en vinder er næsten omsonst, idet Le Pape klart skiller sig ud, men koster jo også markant mere end de øvrige 3 vine, så på den måde skal den også være bedre.

Generelt er det solrige, kraftige Rhônevine, hvilket også Parker anmeldelserne af vinene bekræfter. Le Diable har fået 94 point, Le Soleil 94 point, La Lune 92 point og Le Pape 96+ og således alle i den høje ende af skalaen.

Le Diable og Le Soleil er begge årgang 2015, mens de andre er fra 2010, hvilket selvfølgelig også giver en forskel og måske er begge 2015 vine fortsat for unge, men læs mine anmeldelser, hvis de vil have det samlede indtryk.

Tak til Supervin for udfordringen … og indsigten

Bourgogne … en eftermiddag på ET med Labruyére, Rion & Fagot

Jesper fra Brdr. D’s Vinhandel gav mig forleden et tilbud, som var svært at afslå; tilbringe 2 timer fredag eftermiddag i selskab med 3 vinproducenter fra Bourgogne og deres vine på Restaurant ET … eller alternativ blot at være arbejdsom, holde snuden i sporet og passe mit arbejde.

Og selvom jeg selvfølgelig lige overvejede de to alternativer i omkring 15 millisekunder, så valgte jeg – helt overraskede – at læske min gane med burgundiske vine.

Vinsmagningen var arrangeret af Vinmonopolet, som ligger i Silkeborg. De er vinimportører, men sælger ikke til private … udelukkende til restauranter og detailbutikker, herunder altså også Brdr. D’s Vinhandel, der jo også har en afdelingen i Silkeborg.

Smagningen var primært henvendt til folk i restaurationsbranchen, men jeres flittige vinblogger var – som mange gange – før kommet med på en badebillet som det tynde øl. Jeg brokkede mig ikke, men sendte allerede da jeg trådte ind på Restaurant ET en varm tanke til Jesper … takker!

Programmet talte 3 forskellige producenter fra Bourgogne, nemlig Domaine Labruyère, Domaine Daniel Rion & Fils samt Domaine Jean-Charles Fagot med 5 vine fra hvert vinhus, altså samlet 15 burgundiske vine, hvilket dog endte med 16 vine, da Labruyére præsenterede en ekstra vin.

Samlet så smageprogrammet sådan her ud:

Labruyère

Rion

Fagot

Fra Famille Labruyére deltog husets marketingchef Valeria Makarova, mens Domaine Daniel Rion & Fils var repræsenteret af Daniels søster Pascale og fra det sidste vinhus var det ejeren og vinmageren Jean-Charles Fagot himself, som havde taget turen til Aarhus for at præsentere sine vine.

Jeg var en af de første, som forventningsfuld mødte op i kælderen hos Restaurant ET, hvor jeg blev budt velkommen af Danny Petersen fra Vinmonopolet. Jeg fik dog snart følgeskab af bl.a. Søren Haumann, som er sommelier på Frederikshøj, samt en række andre folk fra branchen. Dem fik jeg dog ikke lige fanget navne på.

Danny var en smule nervøs, idet vinene på smageprogrammet endnu ikke var dukket op grundet en fejl hos PostNord, som havde læsset vinene på et forkert lastbil. Jean-Charles Fagot så mere ubekymret ud, men det kunne han også … vinene nåede frem til den franske restaurant i sidste sekund.

Der var dækket op med vinglas i det meste af kælderen på Restaurant ET, men samlet var fremmødet lidt beskedent, men sådan er det måske, når det alene er travle folk, som er meget målrettet i søgen efter vine, som kan passe til netop deres restaurant.

Og således gik smagningen også hurtigt i gang uden større indledning og samtidig også i et rask tempo. Måske lidt forvirrende for en sendrægtig jysk vinblogger, men jeg holdt sgu tempoet … sådan da.

Vi startede med de hvide fra Fagot og Labruyére, derefter rosévinen fra Fagot og så stod den ellers på flotte, burgundiske rødvine resten af vejen … og serveret lidt på skift mellem de tre producenter. Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … men blot i samme rækkefølge som i smageskemaet.

De vinøse højdepunkter var Labryéres 2016 Beaune Clos de la Féguine Premier Cru samt Rions 2014 Vosne Romanée Village og 2015 Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes.

De 3 vine bekræftede, hvorfor Bourgogne hører til blandt verdens bedste vine. Når det er virkelig godt, så er det nærmest forførende, unikt og magisk.

Tak til både Jesper fra Brdr. D’s Vinhandel og Danny fra Vinmonopolet … samt selvfølgelig de tre søde repræsentanter fra Labruyére, Rion og Fagot, som jeg selvfølgelig nåede at få en kort snak med og selvfølgelig de obligatoriske selfies med … omhyggelig vinblogger, som man nu er.

Smagning med Knud Kjellerup … ejer af Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit

Jeg blev forleden indbudt til en lille eksklusiv Bourgogne smagning i Mariager med Knud Kjellerup, der er medejer af Domaine Bernollin & Albert Sounit og tidligere grundlægger af Østjysk Vinforsyning.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, selvom jeg skulle køre og derfor måtte spytte de fleste af vinene ud … hvilket jeg jo hader. Tror sgu, at jeg vil stifte mit ejet lille brand #danesdontspit eller #aldrigspyttevinud !!!

Vi var en lille eksklusiv skare på 10 personer inkl. Knud Kjellerup … og han havde forberedt et pænt stort program med ikke mindre end 19 vine fra henholdsvis Domaine Bernollin & Maison Albert Sounit, nemlig 4 crémant’er, 8 hvide samt 7 røde bourgogner.

En enkelt havde prop og udgik at programmet, men eller så det samlede program sådan her ud:

Crémant
Blancs de Bourgogne
Rouge de Bourgogne
Historien om Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin

Knud Kjellerup er en fantastisk god fortæller, så vi fik hørt lidt om historien bag vinhuset i Bourgogne, om det at være burgundisk vinbonde bosiddende i Danmark, produktionen af vinene og selvfølgelig masser af info om de forskellige vine.

Hvis vi starter med at kigge på historien om Maison Albert Sounit, så købte Knud Kjellerup vinhuset Maison Albert Sounit tilbage i 1993 sammen med sine to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen.

Dengang var Maison Albert Sounit alene et negociantfirma, som ikke ejede en eneste mark, og det danske trekløver købte da også alene firmaet, mens de lejede sig ind i husets smukke, gamle bygning på Place du Champ de Foire i Rully.

Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største, ældste og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere, mens vinhuset først fik sit nuværende navn i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Siden overtagelse i 1993 har Knud Kjellerup og kompagni dog købt bygningen og har også – stille og roligt – opkøbt marker. Det kulminerede i 2005, hvor de købte Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy i hjertet af Côte Chalonnaise og lagde det sammen med Maison Albert Sounit.

Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Det betyder, at Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin i dag sammenlagt har imponerende 16,5 hektar vinmarker i det dyre Bourgogne, men derudover køber man – i fortsat bedste negociant stil – også stadigvæk druer hos en række vinavlere.

Det betyder, at der samlet i dag produceres omkring 220.000 flaske vin, hvilket sker på Bernollin vineriet i Jully-les-Buxy, mens de fleste af vinene fortsat lagres i de gamle kældre i Rully.

At være fransk vinbonde … og bo i Danmark

Knud Kjellerup solgte undervejs Østjysk Vinforsyning for at koncentrere sig om det franske eventyr på Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin, men han er nu privat fortsat bosiddende i Hinnerup mellem Hadsten og Århus.

Han fortalte, at han egentlig aldrig har overvejet at flytte til Frankrig, da han elsker Danmark. Det betyder blot, at hans Citroën så må tage turen de omkring 1.200 kilometer til Bourgogne med jævne mellemrum.

Flyve gider Knud nemlig ikke … det er sgu ærlig talt for stressende og bøvlet. Og med en base i Danmark, så kan Knud Kjellerup også stå for en række smagninger for Kjær & Sommerfelt, som er dansk importør af vinene fra Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin.

Den lille eksklusive smagning af vinene

Vi fik et fint indblik i alle vinene fra begge vinhuse og jeg må klart erkende, at kvalitetsniveauet gennem årene har fået et gevaldigt løft, således vinene i dag synes meget spændende og attraktive … og det gælder sådan set både crémanterne samt de hvide og røde bourgogner.

Selvom smagningen foregik i et forholdsvis hurtigt tempo, så har jeg smagsnoterne på alle vinene. Jeg har været lidt vægelsindet om, hvorvidt jeg skulle poste 18 indlæg fra samme vinhus, hvilket måske kan blive en kende kedeligt for læserne.

Men jeg har nu besluttet, at selvfølgelig skal jeg det … så jeg har postet indlæggene næsten på én gang. Crémanterne på én gang, de hvide på én gang og ligeledes de røde. Take it or leave. Spring over … videre eller nørd dig ind i bourgognes vidunderlige verden.

Med sammenlagt en fantastisk aften … og tak til Knud Kjellerup for at præsentationen. Jeg skulle køre hjem, men uden problemer, da jeg havde spyttet de fleste vine ud … måske lidt undtagen de fantastiske 2015 Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus og Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune.

Luca Maroni … Houlberg til vinsmagning med den italienske vinanmelder

Den italienske vinanmelder Luca Maroni er manden, som halvdelen af os elsker at hade og den anden halvdel bare knuselsker. Specielt vinhandlerne hører til den sidste halvdel … de er glade for Luca Maroni, da han i stor stil strør høje point til billige, søde, kraftige, syditalienske vine, som falder i rigtigt mange danskeres smag.

Supervin har endda kaldt han danskeranmelderen, så da de udsendte et nyhedsbrev med beskrivelse af en Winemakers Dinner med den italienske vinguru, hvis smag jeg slet ikke deler, så var første tanke … fuck nej.

Men hvorfor ikke? Det er jo ikke hver dag, at en stor personlighed fra vinens verden gæster Danmark, så hvorfor ikke deltage for at blive klogere på manden med hang til de kraftige vine. Man behøver jo ikke være enige i smag for at respektere og lære fra en, som har sat et solidt aftryk i vinhistorien med hans vinguide, der hører til de mest respekterede i Italien, næsten ved siden af Gambero Rosso.

Fuck, jeg er jo heller ikke enig med den gode Robert Parker … men hvem er – når det kommer til stykket – egentlig bedre til at bedømme vine end jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog?

Så da Brian fra Supervin ringede med personlig invitation til Winemakers Dinner med Maroni, så sagde jeg sgu alligevel ja, dels selvfølgelig ramt på mit ego, der var beæret over invitationen, men mest af alt for netop at komme en smule tættere på Maroni og høre, hvorfor han anmelder, som han gør.

Det kunne der jo kommende en spændende artikel ud af til Houlbergs Vinblog … og hvad gør jeres flittige vinblogger ikke for tækkes sine trofaste læsere, selvom der jo ærlig talt langt fra tynd, feminin Spätburgunder til kraftig, marmeladefed Puglia Primitivo.

Who the fuck is Luca Maroni?

Luca Maroni er født i 1961, kommer fra Rom og har en erhvervsuddannelse indenfor økonomi tilbage fra 1986. Allerede året efter begyndte han at arbejde for Luigi Veronelli, som vel er den første italienske vinkritiker, som også stod bag vinguiden Vini d’Italia, som i dag jo faktisk er mindre kendt end både Gambero Rosso og Luca Maronis vinguide.

Derudover skrev Luca Maroni samtidig for bladet L’Etichetta og grundlagde Ex Vinis, som var Italiens første vin-orientererede nyhedsbrev. I 1990 udgav han for første gang magasinet The Taster of Wine, og det var reelt først der, at Luca Maroni blev kendt som vinanmelder.

I 1993 udgav Maroni så for første gang vinguiden Annuario dei Vini Italiani, en rapport om næsten alle de italienske vinhuse og deres produktion. Guiden har siden udkommet hvert år og er blevet en af de mest respekterede i Italien ved siden af Gambero Rosso

Luca Maroni bedømmer hvert år i Annuario dei Vini Italiani omkring 16.500 vine fra 2.300 vingårde overalt i Italien. Det lyder sgu af mange vine og kan én mand virkelig det.

Lidt hurtig hovedregning viser, at manden skal bedømme 75 vine hver dag, hvis vi regner med 220 arbejdsdage om året. Hvis Luca så arbejder 8 timer om dagen, så er det lidt over 9 vine i timen. Holly molly. Lad os håbe, at han så ikke selv skal trække vinene op.

Vinene bedømmes efter Maronis eget pointsystem, som reelt kun går til 99 point, idet 100 point er umuligt at opnå. Maroni siger, at det altid vil kunne gøres lidt bedre. Derfor er 99 point således topkarakter hos Luca Maroni og topkarakteren virker på ingen måder svært opnåedeligt … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Luca Maroni smager vinene uden iltning og hans filosofi er, at vinene skal nydes med det samme, altså at det næsten må være dårlige vine, hvis de først skal lagre, inden de er optimale.

Hans pointsystem bedømmes ud fra konsistens, balance og integritet … hvert af disse områder kan få maksimalt 33 point og dermed samlet maksimalt 99 point.

Konsistens svarer til summen af stoffer, der er tilbage i glasset, når vand, alkohol og flygtige stoffer er fordampet. Med andre ords vinens farve og kraft. Balance handler om, hvor godt vinens frugtsødme passer til dens syre og bitterhed, mens integritet handler om, at vinens frugt ikke må domineres af ilt, svovl eller stoffer fra fadmodningen.

Selvom Maroni er kendt for høje point, så er det efter sigende alene 0,002% af de anmeldte vine, der årligt får hans topkarakter 99 point … men der er sgu nok mange med 98, 97 og deromkring.

Maroni smagningen hos Supervin i Hjørring

Nå, men da jeg kunne tage en ledsager med, og konen skulle jobbe, så havde jeg taget min vinbuddy Jan med på turen til Supervin i det nordlige Danmark, og vi arriverede da også i god tid.

Vi blev vel modtaget af Brian fra Supervin, som viste butikken frem og fortalte lidt om Supervin, som oprindelig var et Superbest marked, hvor interessen for vin fik overtaget. I dag er det således Jyllands største fysiske vinforretning og samtidig har det voldsomt ekspanderende Supervin også en af landets største online vinportaler.

Men det er med det gode købsmandskab i behold. Det er helt centralt i deres tilgang til salg af vin, for danskerne elsker jo gode køb fx via rabatter … og så ved en god købmand jo også, at høje point til vin sælger godt.

Derfor var det helt i købmandskabets ånd, at Luca Maroni – på vistnok første besøg i Danmark – selvfølgelig skulle forbi Supervin. Og stjerneanmelderen havde da også lokket 148 glade nordjyder til huse … og så selvfølgelig vinbuddy Jan og jeres flittige vinblogger.

Derudover også landsdækkende TV i form af et crew fra DR, som skulle lave et indslag til den sene tv-avis om danskernes kærlighed for italiensk vin og besøget af den italienske stjerneanmelder. De var lovet eneret på at dække arrangementet … selvfølgelig i fællesskab med den landsdækkende vinblogger.

Der var flot dækket op i Supervin store kælder, og alle medarbejderne fra Supervin var på dupperne, bl.a. havde de selv lavet maden til arrangementet. For fanden … med en fortid i Superbest, så har de kompetencer på mange områder.

Da vi alle var bænket – med en bordformand ved hvert bord – så bød den rare ejer af Supervin Mads Jensen den italienske vinanmelder hjertelig velkommen, og derefter havde Luca Maroni således taktstokken hele aftenen.

Vinprogrammet var fastlagt og så sådan her ud:

Derudover var der også 3 Puglia vine fra Masca del Tacco … et vinhus, som jeg tidligere har smagt vin fra. Dem nåede vi ikke at smage, da vi – grundet den lange køretur retur – kørte en spids førend arrangementet sluttede.

Jeg skal – som vanligt – selvfølgelig nok komme med mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Enkelte af dem har jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til mine tidligere blogindlæg.

Hvad lærte jeres vinblogger så om Luca Maroni?

Det er sgu et godt spørgsmål, for Luca Maroni fortalte faktisk forbavsende lidt om sig selv, sit pointsystem og hans historie, så det blev mere en præsentation af aftenens vine og lidt om at dufte og smage vine.

De smagte vine havde Luca Maroni givet mellem 93 og 99 point … karakterer, som jeg fortsat er ganske undrende overfor. Men omvendt er smag og behag jo forskelligt. Heldigvis.

Han havde store lovord om bl.a. vinene fra Schenk Italia … som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver over 600 forskellige vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Luca havde endda fra Italien haft følgeskab af Abella fra Schenk Group, og hun var også i løbet af aftenen oppe at fortælle lidt om det store vinfirma. Skal jeg være ærlig – og det skal jeg jo – så kom det til at fremstå, som  om Luca Maroni var lidt en indspist del af den italienske vinindustri.

Han var indlevende og en rigtig italiensk elegant … men jeg deler fortsat ikke hans smag for vin. Men rundt om ved bordene var der mange, som var meget begejstrede for de søde opulente vine … og folket var tilfreds. Folket og kun folket … er drivkraften, som Kliché sang tilbage i start 80’erne.

Men samlet et flot arrangement fra Supervin. Takker.

Frühburgunder … Houlberg tager pulsen på divaen i kæmpesmagning

Som det gamle, tyske ordsprog siger; Es ist nie zu früh für Frühburgunder und nie zu spät für Spätburgunder. Og derfor sidder jeres flittige vinblogger således ganske passende en sen aften i vinbutikken Viniversa på Frederiksberg i vores stolte hovedstad til netop en smagning af vine på Frühburgunder … den store Frühburgundersmagning.

Og på bordet står der ikke mindre end 19 flasker ædeltysk Frühburgunder samt tre danske ætlinge, der skal forsøge at følge de tyske tidlige brüderweine til bords. Det er vel Danmarks største smagning af Frühburgunder vine … nogensinde.

Jeg smiler og læner mig tilbage, for jeg skal smage tysk Frühburgunder big style … og hvem er bedre til at skrive om sådan en event end jeres flittige vinblogger, der altid – i tide og utide – anmelder vine på Spätburgunder og har indført den sagnomspundne regel med, at man skal ha’ Spätburgunder i glasset hver fredag?

Og Frühburgunder er jo formentlig en mutation af Spätburgunder, en lækker lillesøster eller i hvert fald som minimum en god slægtning med racerene gener.

Den store Frühburgundersmagning er stablet på benene af idémanden DR journalisten Caspar Tribler samt vinmanden Jakob Husted Høxbro, der ejer den lille, hyggelige vinbutik Viniversa, som vi er havnet i denne aften. Ikk’ en stor moderne vinpusher, men en lille og tætpakket butik, hvor der er flasker over det hele, men Jakob fik alligevel – som ved et mirakelslag – gjort plads til alle 10 deltagere i et lokale bagerst i butikken.

Idéen til en aften i Frühburgunderens tegn kom efter Caspar i gruppen Facebook Vinklub havde postet et indlæg om Frühburgunder og spurgt medlemmerne om erfaringer og gode vine på druen.

Det gav masser af respons og pludselig opstod der – helt autonomt – en idé om at samle en flok flasker med Frühburgunder væske og sætte en smagning op i København.

Jeg smed en kort note om, at det gad jeg da godt skrive om her på bloggen, og da Danmarks ukronede vinskribent René Langdahl Jørgensen gerne ville – men ikke kunne – komme, så måtte de altså nøjes med den flittige vinblogger fra det jyske.

Jeg havde dog også ved nærmere eftersøgning i vinkøleskabet 3 flasker Frühburgunder af ukendt herkomst til at smide ind i det hastigt voksende smageprogram og dermed trods alt bidrage lidt til festen udover mine normalt usammenhængende skriblerier.

Og da en bestilt flaske fra Julia Bertram ikke kunne nå frem til smagningen – og jo helt sikkert skulle med i det nøje planlagte felt – så hjalp vinbuddy Jan med et lån af hans sidste flaske af Julias 2014’ener Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder. Tak Jan … skylder dig big time.

Så jeres flittige vinblogger var derfor bevæbnet med 4 x Frühburgundere i baglommen, da han en forblæst og kold torsdag – økonomisk som han er – tog en Flixbus over sund og land til vores denne dag grålige og helt igennem kolde hovedstad.

Vinblogger og Spätburgunder ekspert af Guds nåde og nu vinjournalist samt Frühburgunder ekspert in spe.

Frühburgunder … aftenens førstedame

Men jeg var nu ikke aftenens centrale hovedperson. Næ nej … rollen som aftenens fornemme gæst aka hovedperson, førstedame og lead-singer var selvfølgelig en lille, næsten undseelig rødvinsdrue, der sandsynligvis er en naturlig mutation af Spätburgunder / Pinot Noir.

Den kendes under mange navne, men – udover Frühburgunder – mest med de fancy franske betegnelser Pinot Noir Précoce eller Pinot Madeleine og de fleste hælder da også imod, at druen oprindeligt stammer fra Frankrig.

Men to tyske forskere, der har skrevet en lang afhandling om Frühburgunder har bekræftet druen som en mutation af Spätburgunder/Pinot Noir.

De er dog også kommet med den hypotese, at mutationen sandsynligvis er sket i Tyskland under en kort istid i slutningen af 1400-tallet, men omvendt findes der også ganske tidlige omtaler af Précoce i Frankrig, så dermed vil vi nok aldrig finde ud af, hvor druen reelt først opstod.

Précoce betyder ligesom det tyske Früh jo tidlig, hvilket skyldes, at druen modner tidligt, og de fleste siger typisk et par uger inden Spätburgunder og dermed endda ofte i slutningen af august.

Det er jo klart en fordel for de områder, hvor vinteren kommer tidligt, og én af årsagerne til at de danske vinhuse Hjelm og Njord også har haft succes med netop Frühburgunder. Den tidlige modning betyder også, at druen dermed ikke er så udsat for at blive ramt af gråskimmelsvamp aka Botrytis Cinerea som fx Spätburgunder.

Bærrene er også mindre end hos den kendte storesøster og samtidig er høstudbyttet også mindre. Det betyder, at Frühburgunder som oftest giver mere smagfulde og cremede vine. Det skyldes bl.a. at drueskallen – som besidder en stor del af smagen – udgør en større del af druen i forhold til druekødet, mens det lave udbytte selvfølgelig også giver mere kraft til druerne.

På grund af den tidlige modning, så benyttes Frühburgunder også tit i arbejdet med at krydse nye sorter, og druen er bl.a. klonet sammen med Trollinger til den mere ukendte sort Helfensteiner. Frühburgunder findes også i nye sorter som Goldriesling samt Perle von Csaba.

Frühburgunder var tæt på at blive helt udryddet i Tyskland i løbet af 1960’erne, hvor der alene var sølle 15 hektar vinmarker i bl.a. Württemberg tilbage af sorten.

Sorten var både humørsyg og gav meget lidt afkast, men nogle få vinproducenter som fx Weingut Wasem i Ingelheim, Rheinhessen holdt fast i druen og avlede videre på sorten inden forskningsinstituttet i Geisenheim endelig i midten af 1970’erne fik øjnene op for druesorten og langsomt hjalp med udvikling af nye kloner, som var mindre modtagelig for sygdomme.

De gamle og næsten udryddede kloner er i dag stort set udskiftet med nye kloner, som ikke er helt så sårbare for alvorlige infektioner og virus, ja faktisk fraråder Geisenheim i dag brug de gamle kloner.

I dag er der langt flere marker … seneste tal jeg har kunnet finde, viser 262 hektar med Frühburgunder i 2011. Det skal så i øvrigt sammenlignes med, at der samme år var 11.756 hektar marker med Spätburgunder, som klart er Tysklands mest plantede rødvinsdrue.

Så Frühburgunder fylder ikke meget, hvis vi ser på den samlede produktion og faktisk findes der i Tyskland flere hektar marker med – herhjemme mere ukendte – sorter som fx Acolon, Cabernet Mitos, Domina og Dunkelfelder end marker med Frühburgunder.

Det stigende areal og produktion af vine på Frühburgunder læner sig selvfølgelig op af udviklingen for Spätburgunder. Siden begyndelsen af 1990’erne er arealet af marker med Spätburgunder vokset med mere end 3.000 hektar og derudover er kvaliteten bare langsomt blevet bedre og bedre.

Specielt i de seneste 20 år er der sket en mindre revolution, hvor fokus i produktionen er ændret med reduktion i høstudbytter, bedre uddannede og mere moderne producenter, et langt mere internationalt sigte samt nye kloner.

Af forskellige årsager, så er der specielt 3 områder, som springer i øjnene, når vi snakker om Frühburgunder  i Tyskland, nemlig Ahr, Franken og Rheinhessen, hvor vi også finder nogle af de bedste fortolkere af vine på druen.

Men selv i disse områder udgør Frühburgunder meget lidt af produktionen. Således udgør arealet med druen i Franken alene sølle 0,2% af det samlede areal og i Rheinhessen 0,3%. Ahr er klart det område, hvor druen fylder forholdsvis mest, for her udgør arealerne med Frühburgunder 6,4% af områdets samlede 545 hektar vinmarker.

Men det giver også god mening, at de nordligste områder jo har mere af den lille, skrøbelige druer … og som et lille kuriosum, så udgør andelen med Frühburgunder da også 1,3% i Sachsen, som hører til blandt de nordligste vinområder i vores broderland.

Frühburgunder … en diva

Vinbønderne, der dyrker Frühburgunder, kalder selv arbejdet med druen for et arbejde af kærlighed, for udbyttet er virkelig spinkelt … endda til trods for, at forskningsinstituttet i Geisenheim har forbedret druens resistens.

Så arbejdet med Frühburgunder kan nemt ende med hjertesorger, for selvom den tidlige modning gør angreb af gråskimmelsvamp mindre, så er druens små klaser specielt udsat for eddikefluer samt den plettede frugtflue, der på latinsk hedder Drosophila Suzukii.

Den tidlige modning gør også, at druen tiltrækker fugle, hvepse og endda vildsvin, så samlet overstiger udbyttet sjældent 35 hektoliter pr. hektar.

Sebastian Fürst fra Weingut Rudolf Fürst i Bürgstadt i Franken siger, at udbyttet på Frühburgunder er smerteligt lavt, men mandetimerne i markerne brutalt højt. Deres gennemsnitlige udbytte ligger omkring 20-22 hektoliter pr. hektar, mens der i gode år høstes med 25-28 hektoliter pr. hektar.

I 2014 havde Fürst et udbytte på Frühburgunder på 14-15 hektoliter pr. hektar og så begynder man måske at forstå, hvorfor andelen af Frühburgunder er så lavt og priserne derfor også omvendt store.

I Ahr siger man, at hvis Spätburgunder er en fornem gentleman, så er Frühburgunder en elegant dame, og Stodden – der er en af Tysklands bedste og mest roste fortolkere af Frühburgunder – siger endda, at det ikke blot er en elegant dame, men en diva, som er langt sværere at håndtere. Hun er både sart og stædig.

Frühburgunder … og Ahr

Netop Ahr er vel ret beset det bedste område for Frühburgunder, for dels satses der kraftigt på rødvin i området og så udgør Frühburgunder – som anført tidligere – 6,4% svarende til 35 hektar af det samlede produktionsareal på omkring 545 hektar.

Men derudover finder vi også nogle af de absolut bedste producenter af Frühburgunder i netop Ahr, fx Weingut Kreuzberg, Weingut Stodden og Weingut Kriechel efterfulgt af andre spændende producenter som Deutzerhof, Meyer-Näkel, Adeneuer, Maibachfarm og søde Julia Bertram.

Vi skulle denne aften smage vine fra næsten alle disse vinhuse … lige undtagen Adeneuer og Kreuzberg.

En af de første, der i større stil plantede Frühburgunder i Ahr, var dog netop Weingut Kreuzberg, som omkring 1983 begyndte at plante sorten på de vinmarker, hvor det normalt var svært at få druerne til at modne optimalt, selvom de lokale myndigheder egentligt anbefalede, at sådanne dårligere marker skulle plantes med med mere pålidelige sorter som Müller-Thurgau, Portugieser eller Dornfelder.

De var nok mere optaget af økonomisk levedygtighed end kvalitet, og de fleste avlere var ikke specielt uddannede og fulgte lykkeligt anbefalingerne fra de lokale myndigheder.

Men Kreuzberg tilplantede Frühburgunder på bl.a. marken Neunahrer Sonnenberg, og blev derefter faktisk kendt for sine fine vine på Frühburgunder fra denne mark. I dag mener Ludwig Kreuzberg, at marken grundet klimaforandringer er blevet for varm, hvorved druerne nu modner for tidligt.

Han har derfor i stedet plantet Frühburgunder på mere marginalt koldere steder tættere på skov og på højere beliggende marker, fx markerne Dernauer Hardtberg, Walporzheimer Pfaffenberg og Ahrweiler Silberberg. Det betyder også, at vinstokkene hos Kreuzberg er forholdsvis unge og derfor med masser af potentiale i de kommende år.

Lidt sjovt skulle vi denne aften smage et par vine fra netop Neunahrer Sonnenberg, nemlig fra Julia Bertram og Meyer-Näkel.

Det imposante Weingut Stodden i Rech er også meget bevidst om, at Frühburgunder skal plantes på de køligste marker. Stodden siger, at hvis man planter både Früh- og Spätburgunder på samme topmark, så vil Frühburgunder modne 6 uger før Spätburgunder.

Placeres Frühburgunder på mere marginale marker, så vil den modne 2 uger før Spätburgunder og det signalerer tydeligt, at druen kræver nogle kølige steder, således den får tid nok til at foretage modningen.

Alexander Stoddens far Gerhard Stodden plantede Frühburgunder i slutningen af 1990’erne og de erstattede Portugieser og blev sat netop på marginale vinmarker, idet han accepterede det hårde arbejde og tvivlsomme udbytte for at opnå den bedste kvalitet.

Stodden har bl.a. sine Frühburgunder på marken Recher Herrenberg, hvor vinstokkene kæmper uden eftermiddagssol og vinene herfra er vel noget af det bedste Frühburgunder, som der kan opstøves. Men det skulle vi jo selv teste denne aften.

Den største producent af Frühburgunder i Ahr er Weingut Kriechel, som samlet har 4,5 hektar med druesorten, fordelt på 11 forskellige parceller.

Michael Kriechel har udtalt, at Frühburgunder er vigtig for dem, da druen netop trives på de marker, hvor Spätburgunder vil ha’ det svært. Deres bedste marker er Walporzheimer Pfaffenberg og Marienthaler Rosenberg, hvor de plantede vinstokkene for omkring 25 år siden.

Produktionsmæssigt behandler alle 3 vinavlere i kælderen Frühburgunder på samme måde som Spätburgunder, dvs. lagringsmæssigt helt klassisk i burgundiske barriques. Den eneste forskel er, at Frühburgunder får lidt mindre tid på fad og normalt en større andel brugte fade. Men alligevel giver det efter alle tre producenters mening mere glatte og blødere vine end vinene på Spätburgunder.

Frühburgunder … i Franken og Rheinhessen

I Franken er forskellene mellem Früh- og Spätburgunder normalt ikke helt så tydelige, da begge sorter normalt traditionelt har været dyrket i kølige jorder med forvitret sandsten.

Men som i Ahr, så har producenter også i stigende omfang fokus på, at Frühburgunder aldrig skal plantet i de varmeste og mest solrige marker, men kræver stenet jord og kølige områder.

Weingut Rudolf Fürst, der holder til i Bürgstadt, er ubetinget Frankens bedste producent af Frühburgunder, men han har også sine kampe med Frühburgunder.

Sebastian Fürst siger, at området omkring Bürgstadt er ideelt, mens områder som fx Klingenberg, der er berømt for deres fremragende Spätburgunder, allerede er ved at være for varm. Selv nogle af Fürst’s marker på Centgrafenberg ligger på grænsen, hvorfor han planter Frühburgunder vinstokkene på den nederste og køligste del af markerne.

Som Weingut Rudolf Fürst siger, så er udbyttet lavt og mange producenter siger også, at ja … vi dyrker Frühburgunder, men laver ikke vin på druen hvert år. Nogle gange er udbyttet så lavt, at vi kan bære høsten fra en hel vinmark hjem i hatten. Samtidig kræver Frühburgunder også fuld opmærksomhed, for venter man for længe med høsten, så kollapser druen simpelthen.

Den korte cyklus for Frühburgunder kan man iagttage, hvis man besøger Franken i starten af november, hvor alle Frühburgunder vinstokke står helt nøgne uden blade, mens tilstødende rækker med fx Weissburgunder står frodigt uden et eneste tabt blad.

Denne aften i staden skulle vi alene smage en enkelt vin fra Franken, men det var heldigvis fra Weingut Rudolf Fürst, som hvad Frühburgunder angår er kongen i Franken. Jeg har dog også smagt meget andet godt Frühburgunder fra Franken, bl.a. fra Weingut Am Stein samt Weingut Trockene Schmitts blot for at nævne et par eksempler.

Kigger vi på Rheinhessen, så springer primært én vinproducent i øjnene, nemlig Weingut Wasem i Ingelheim. Vinhuset har en stor del af æren for, at Frühburgunder ikke uddøde samt at druen blev genklassificeret som en særskilt drue i en tid, hvor mange blot blandede Frühburgunder med i deres Spätburgunder / Pinot Noir vine.

Derudover er Weingut Wasem nok fortsat den største Frühburgunder producent i Rheinhessen med samlet 3,5 hektar marker udelukkende med den lille, sarte og delikate drue.

Egentlig eksisterede druen som en særskilt drue med navnet Früher Blauer Burgunder i 1949, hvor Wasem familien allerede dyrkede druen, men ved en revision af officielle druesorter i 1953, så faldt druen simpelthen ud af listen. Det var kun en indædt, stædig og sirlig indsats fra Julius Wasem, som sikrede druen igen kom på de officielle lister i 1971.

Wasem havde luret druens potentiale og således gennem årene dyrket, selekteret og ført nøje regnskaber med udviklingen af druen, således han i 1967 kunne søge om, at druen igen blev officielt anerkendt, hvilket så lykkedes i 1971.

Ved optagelsen på de officielle lister, så skrev man dog, at druen pga. det lave udbytte alene vil være interessant lokalt i Ingelheim. Og det skyldes altså også gamle Julius Wasem, at druen blev plantet i store dele i Ingelheim.

Ved registeringen i 1971 blev Wasem familien også officielle avlere af druen og har bl.a. leveret de første spæde vinstokke til Kreuzberg, da han begyndte at dyrke Frühburgunder. Ja, de har formentlig leveret vinstokke til at lang række af vinproducenter i Tyskland.

I dag lider Ingelheim under, at området grundet klimaforandringerne er ved at blive en smule for varmt for Frühburgunder, hvorfor vinhuset også kun har få af de gamle marker tilbage.

De planter derfor i dag Frühburgunder på højere og mere vindblæste marker, hvor modningen kan ske langsommere. Alligevel starter de normal allerede i slutningen af august med at høste druerne, hvor udbyttet ligger under 30 hektoliter pr. hektar.

Den nyeste generation af vinmagere i familien, Julius – opkaldt efter bedstefaderen – har på Geisenheim skrevet speciale om fortsat udvikling af nye Frühburgunder kloner og er stadig tilknyttet instituttet med henblik på dette arbejde.

Vi havde – helt respektfuldt og ganske passende – selvfølgelig Weingut Wasem med i det store felt, men derudover var Rheinhessen også repræsenteret via huse som Geil, Georg Gustav Huff – som jeg jo har skrevet om en del gange – samt Thörle.

Frühburgunder … feltet

Derudover bestod feltet på denne torsdag aften i marts af 3 x Frühburgunder fra Pfalz, en enkelt fra Rheingau samt en outsider fra det lille, nordlige vinområde Saale-Unstrut i det gamle Østtyskland. Dermed et pænt og repræsentativt udsnit fra forskellige hjørner af Tyskland.

Men derudover havde Caspar Tribler og Jakob Husted Høxbro også samlet aka indkøbt 3 flasker fra vores egen lille andedam, nemlig fra henholdsvis Klitgaard, Hjelm og Njord.

Fra sidstnævnte deres totalt hypede og altid udsolgte Pinot Noir Précoce, som jeg forinden har glædet mig sindssygt meget til at smage. Og come on … 3 danske vine på Frühburgunder … det er sgu da klasse. Hvordan vil den sarte Frühburgunder diva klare sig i Danmark mod en flok giganter fra det germanske aka en massiv tysk overmagt?

Som I måske kan fornemme i dette blogindlæg, så fylder Frühburgunder ikke alverden i produktionen i Tyskland, men bliver af de bedste producenter taget meget alvorlig. Den er sart, udbyttet beskedent og priserne på vinene derfor omvendt tilsvarende dyre.

Derfor støder man heller ikke hver dag på sådan en smagning med et felt på 22 Frühburgunder vine, så cadeau til Caspar og Jakob for benarbejdet med at stable smagningen på benene. Thanks guys.

Lad os lige tage et kig på det samlede felt, som blev serveret blindt og i små sæt, hvilket egentlig gav rigtig god mening. The heat is on … som Glen Frey sang til filmen Beverly Hills Cop i 1984.

Heat 1

Vi startede blidt med lidt Rheinhessen og fra et par producenter, som begge er kendt for god kvalitet til fornuftige penge. Den unge Johannes Geil-Bierschenk mod de to unge Huff’er Daniel og Stefan.

Det er begge yderst drikbare vine, som nok er meget typiske for Rheinhessen. Det endte med en smal sejr til Huff’erne fra Schwabsburg. Deres Frühburgunder havde lidt mere krop og bundtræk. Rundt om bordet lød dommen pointmæssigt på 86 og 88.

Heat 2

Derefter stod den på dansk battle, Klitgaard mod Hjelm, hvor der til gengæld var stor forskel. Vinen fra Klitgaard var slap med likør, surkål og kogte bær, så den kan måske ha’ haft en fejl?

Hjelm – der ganske passende kalder deres Frühburgunder for Tidlig Blå Burgunder – var til gengæld et virkeligt dejligt bekendtskab og aftenens første tegn på, at Frühburgunder og Danmark måske kan være et meget god match.

Jeg gættede – spot on – at begge kombattanter var danske. Det strenge panel gav vinene 74-76 og 84-86.

Heat 3

Næste sæt var også eksotisk på den kølige måde … Saale-Unstrut Frühburgunder lavet af et ægtepar bosat i Berlin mod den danske og superhypede Pinot Noir Précoce fra Njord.

Hård urtet saltlakrids mod aromatisk dansk, frisk blomstereng … kæmpe forskelle og alligevel begge vine, som kvalitetsmæssigt i alles øjne egentlig lå ret ens. Jeg er klart til den danske ætling … og nu officiel Njord elsker. Pointmæssigt dømte deltagerne vinene til henholdsvis 86-88 samt 87.

Heat 4

Endnu engang Rheinhessen i duel, hvor kostald mødte savværk … i hvert fald var det nogle af aromaerne, som blev nævnt ved smagningen.

Wasem havde virkelig lækker duft, mere klassisk Spätburgunder stil, mens smagen trak i lidt mørkere retning. Thörle var mere stikkende og prikkende og delte vandene en smule, da pointene lød på 86-88 for Wasem og 82-84 for Thörle.

Heat 5

De næste vine gættede jeg også spot on, da Pfalz vinene er noget kraftigere, hvilket også gjaldt disse på Frühburgunder. Den billige Kesselring duftede godt, men manglede meget smagsmæssigt, hvorimod Kuhn faktisk var rigtigt godt.

Der var godt med vanilje presset ud i frugten og smagsmæssigt saft, kraft og fin elegance. Stor forskel, hvilket et pointene også afslørede med niveauer på 84-86 samt 88-90.

Heat 6

Næste heat skulle vise sig at blive en kamp mellem to giganter … Kriechel i Ahr og Fürst i Franken.

Det er Ahrs koncentrerede knytnæve – med netop den vin, som Kriechel fik en 3. plads med i 2015 ved kåringen af Ahrs bedste Frühburgunder – i kamp mod en nyere, urtet, men overraskende let Franken syre.

Her var der stor enighed om kvaliteten hos Kriechel med 89-92 point, mens variationen var større hos Fürst med 86-92 point.

Heat 7

Så gik der I heat 7 endelig ren Ahrrrrrrr i smagningen med smukke Julia Bertram pakket ind mellem 2 x Meyer-Näkel. Need I say more? Klar sejr til Bertram, selvom jeg fortsat synes, at hendes vine på Spätburgunder er bedre end hendes Frühburgunder.

Desværre var den ældre 2001 Bad Neuenahrer Sonnenberg fra Meyer-Näkel helt væk, oxyderet og over the hill, men det kunne ellers være spændende at sammenligne den vin med Julias fra samme mark. Pointhøsten lå på 86-87 og 88-90 til Julia, mens vi ikke gav point til den sidste vin.

Heat 8

I det øvre Ahr lag fortsatte heat 8, hvor kampen reelt stod mellem Stodden og Maibachfarm, da vinen Alpha & Omega fra Deutzerhof viste nogle mærkelige overmodne noter og virkede halvdød.

Ved første sip af Stodden virkede den måske lidt uforløst og tilbageholdende, men jeg synes den duftede ret fabelagtig og vandt ved tid i glasset.

Meninger om den var dog lidt delte, hvorimod alle var enige om, at den blev slået af Maibachfarm, som var aftenens bedste vin med animalsk aroma, tavlekridt og smagsmæssigt cremet, smeltende og smagte bare tæskegodt.

Pointene blev delt ud med 87-92, 83 samt 88-92. Jeg var nok lidt mere rundhåndet med pointene end resten af bordet denne aften.

Heat 9

Vi sluttede også med Ahr iblandet en enkelt farisæer fra Rheingau, nemlig den 15,5% højoktan kraftige Koloss Pinot Noir Précoce fra Weingut Solveigs, som også var lidt en særlig iført bildæk, mørk og nærmest kandiseret frugtvingummi og andet godt fra garagen.

Heat 9 bød også på endnu et forsøg med en anden flaske 2013 Alpha & Omega Frühburgunder, men den endte desværre smagningsmæssigt samme sted som første flaske … måske en tak bedre, men ikk’ helt godt.

Finalen var en 18% Hansemann Frühburgunder Rosé Likörwein fra Deutzerhof … blot for at prøve noget helt andet på Frühburgunder. Så havde vi vist også gjort det godt.

På grund af prop røg en Ingelheimer Frühburgunder fra Weingut Wasem samt en 2014 Frühburgunder fra Weingut Wageck ikke på bordet, så vi måtte – beskedne som vi nu var – nøjes med at smage os igennem 20 vine på Frühburgunder og altså Alpha & Omega Frühburgunder fra Deutzerhof 2 gange.

Som vanligt skal jeg nok linke til mine beskrivelser af de enkelte vinhuse og selvfølgelig komme med mine uddybende bedømmelser af de enkelte vine. Så der er med andre ord fortsat grund til at følge jeres flittige vinblogger tæt i den kommende tid.

Frühburgunder … konklusionen

Men derfor kan jeg jo sagtens allerede nu komme med et par hovedkonklusioner fra smagningen. Som flere sagde under smagningen og senere kommenterede på Facebook, så var vinene all over the place.

Og det er et ganske rammende billede, for der var meget store forskelle på vinene. Man kan selvfølgelig forstå, hvis de danske udgaver var anderledes, men det var nærmest hele vejen rundt.

Derudover sidder jeg også tilbage med en lille kedelig hængemule af skuffelse, for jeg havde nok regnet med mere. At den lille sårbare og krævende Frühburgunder diva virkelig ville vise, at hun var den lækre, smækre lillesøster, som bare kan nogle tricks, som storesøster ikke tør. Mere udfordrende klædt, lårkort nederdel, lange ben, stram leopardtop samt lyserød kyssemund … og ikke blot en forvirret teenager.

Og dommen lyder derfor, at … jo Frühburgunder er spændende, men Spätburgunder er bare bedre. Og så simpelt kan det vist siges. Så jeres flittige vinblogger aka Spätburgunder tjekker ud for nu … og skal nok holde Spätburgunder sporet varmt i den kommende tid.

Så kan man jo samtidig glæde sig over, at der ikke kun er 262 hektar vinmarker med favoritdruen i Tyskland, men hele 11.756 hektar … og det er jo i grunden ikke helt ringe.