Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg på D’Wine Bar … et møde med det spanske højhastighedstog

Med den fabelagtige jazz- og flamencoguitarist Paco de Lucía kiggende cool ned på mig fra en poster på væggen sammen med de vrede, halvdøde øjne i hovedet fra el toro,  en sort, udstoppet og ex-ondsindet tyr, fik jeg skænket et glas iskold cava … roséfarvet.

Rolig nu tyr … kun rosé. De røde kommer først senere, tænkte jeg en smule ængstelig!

Scenen er D’Wine Bar i Algade i Aalborg, hvor jeg sammen med en flok ivrige vinentusiaster var havnet en hverdagsaften, hvor den smukke efterårssol så småt var gået ned. GPS’en står på vino.

Med iskold cava i glasset lænede jeg mig stoisk tilbage og smilte bredt. Forude ventede en aften med en aften med spansk vin og ikke mindst den altid underholdende indehaver af den aalborgensiske vinbar Kristian Ishøy, som denne aften havde lovet spansk Vuelta a España og endda lidt tapas fra hans nye restaurant overfor vinbaren på den anden side af Algade.

D’Wine Bar er en spansk vinbar, vinbutik og nu – kun adskilt af Algade – også restaurant. Her kan du få spanske vine fra samlet 15 vindistrikter fordelt over hele Spanien. Baren har alt lige fra vine fra de store områder såsom Rioja, Priorat og Ribera del Duero til mere ukendte distrikter. Og dertil kan du fås tapas- eller osteplatter – og i restauranten spansk gourmetfoder.

Kristian Ishøy – det spanske højhastighedstog – er manden bag den foretagsomme vinbar og han importerer selv vinene fra de forskellige producenter. Han fortalte, at han faktisk også har forhandlingen af flere tyske vinhuse, men de bliver solgt videre til fx Salling og andre detailbutikker.

Derudover er den lille, ihærdige og storsnakkende vinmand en rigtig festabe. Denne aften var han også i total-AD-HD-hopla, så det blev en aften fyldt med røverhistorier, fortællinger om vinbaren, salg af vin, besøg på vingårde og vinmesser samt meget andet mellem himmel og jord.

Til at bistå sig havde den kække vinmand to søde vinbartjenere i form af Christine – af københavnsk herkomst – og Judith – af spansk herkomst. Sidstnævnte snakkede alene spaniol, men forstod dog en smule dansk. De to unge, smukke kvinder sørgede for, at vinene kom flydende i hastigt tempo og derudover kunne Christine også dæmpe den gode Kristian, når han til tider blev alt for kæk.

Kristian havde valgt 9 forskellige vine ud til aftenens raid … og cava’en under den olme tyr var således alene startskuddet. Det betød, at vinprogrammet sådan her ud:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Som i et perfekt akkompagnement til en rockballade startede Christine og Judith midt i vinprogrammet med at sætte lidt tapas på bordene. Tapas a España med både rejer, laks, charcuteri, tærter, spansk suppe med kikærter og svinekæber og selvfølgelig en lille kage … formentlig lidt mandelkage.

D’Wine Bar er absolut et besøg værd. Der er masser af vine på vinkortet, fremragende betjening og står Kristian Ishøy himselfes i baren, så bliver det med garanti også underholdende. Bedste Thumbs Up herfra.

Jespers FR’s vinøse feriebilleder fra Norditalien

Jeres flittige vinblogger drikker, korrektion … smager – som de fleste ved – gerne vin i festlig lag og er således med i flere vinklubber aka uformelle drikkelaug, hvoraf vingutterne og byggesjakket blot er nogle af de faste, som optræder her på vinbloggen .

Midt mellem netop vingutterne og byggesjakket, så er der imidlertid opstået en genetisk afart, som består af nogle af medlemmerne fra begge grupperinger, som samles under kodenavnet vinhygge.

Ser man nærmere på medlemmerne, så kan man selvfølgelig undres over, at hygge indgår i dette kodenavn. Medlemmerne har egentlig haft en tryg og ordentlig barndom, så hvor det er gået galt, det ved jeg sgu ærligt talt ikke?

Men forleden var det igen tid til vinhygge, og det var Jesper FR, som havde inviteret flokken forbi for at smage, hvad han havde indkøbt under rastløse stunder på familiens sommerferietur til Gardasøen med opland. Altså lidt vinøse feriebilleder fra det norditalienske område, primært Alto Aldige og Veneto.

Da det således ikke gav mening at skulle gætte, hvor vinene kom fra, så var der intet konkurrencemæssigt islæt med den normale blindsmagning af vinene. De skulle bare nydes, som vores venlige vært udtrykte det.


Gæsterne vel ankommet og her allerede i gang med vin nummer to.

Men mænd er mænd, testosteron er testosteron og kolesterol er kolesterol, så derfor skulle konkurrencelysten selvfølgelig styres via en lille vinquiz, som jeg var blevet bedt om at stå for.

Heldigvis huskede Jesper FR at huske mig på denne ærværdige og udfordrende opgave et par dage forinden, så jeg havde da også hurtigt flækket 28 spørgsmål sammen om alt muligt forskelligt indenfor vinens verden.

Med vanlig glimt i øjet havde vi alle via vores hemmelige vinhygge-broderskabsgruppe på Facebook opbygget en nærmest euforisk stemning op til aftenens lysbilledshow med små kommentarer, fotos og endda link til Balstyrkos totalt-på-dagen-aktuelle sang Venter På Vin.

Vi venter på vin
din medicin, er vel ligeså god som min
vi venter på vin,
helstegte svin – på amfetamin
Kald mig ting, knald mig en, gør præcis hvad du vil

Vi bringer lidt et par opvarmningsfotos:


Kommentar; Jeg ser frem til at fejre det sammen med dig 😜🍷🍷 vi ses senere

Jesper FR havde forinden meddelagtiggjort os; Vi få en let overkommelig aften med 14 vine fra Italien.  De 14 snapshot fra ferien var dog ikke 14 snapshot … så var tælleren på kameraet i hvert fald gået i stykker.


Kommentar; Glæder mig til at ramme det punkt

Jesper FR havde nemlig samlet 16 polaroid billeder i lysbilledfremviseren. Billeder, som han møjsommeligt havde knipset på ture rundt i det norditalienske landskab. Han havde endda sikkert stået på tæer flere steder for at sikre de bedste skud, og det betød også, at lysbillederne så sådan her ud:

Der er – as usual – links til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Som quizmaster arriverede jeg som første mand. Det gav mig også lejlighed til lige at tage de obligatoriske fotos af de italienske minder og nyde en kold dåsebajer … klassisk opvarmning.

Til at følge de flydende ferieminder undervejs, så havde Jesper FR allieret sig med køkkenet hos Café Mathisen, nemlig lidt tapas to go og derudover selv kreeret en lille lækker Panna Cotta, som skulle nydes med vino nummero nove … en lille Recioto della Valpolicella Valpantena.

Lidt tapas to go fra Café Mathisen … lækkerier, som hurtigt blev konsumeret af de sultne lysbilledseere.


Værtens hjemmelavede panna cotta … her flankeret af jeres flittige vinbloggers uundværlige cafe latte. Jo jo, det kan skam ikke være vin hele tiden.

Med alle groupmembers vel ankommet, så startede aftenens store lysbilledshow. Vi startede i det lyserøde rum med lidt rosé som en slags stående velkomstdrik og gik derefter til bords.

En efter en projekterede Jesper FR derefter sine fedtede lysbilleder og vi slugte hvert billede med synlig interesse. Vi startede med de blege billeder, hvorefter der gik lidt Pinot Noir i tingene.

Værten proklamerede, at Pinot Noir vinene blot var opvarmning til de rigtige billeder fra det dunkle mørkekammer, men sådan er smag og behag jo ganske individuel.


Humøret er højt, specielt hos Steffen, der vandt musikquizzen.

De smukkeste billeder var klar den flotte Pinot Nero fra Haas, som dermed synes en kende hurtigere og skarpere end F1 bilerne med samme navn, samt selvfølgelig en imposant Valpolicella Classico Superiore fra mastodonten Giuseppe Quintarelli, men det kan I jo læse mere om i mine anmeldelser.

Den testosteronrige dyst – le quiz du vin – foretaget af yours trully omhandlende alt muligt indenfor vin, som fx små spørgsmål om Margaux ligger på højre eller venstre bred.


Gert E tjekker lige, om det hele passer.

Lad os bare indrømme … vinhygge medlemmerne blev udfordret, men Steffen trak sig sluttelig ud som en værdig og let pralende sejrherre. Sådan skal det være.

Efter endt lysbilledshow, så fandt værten de erotiske billeder frem aka alskinds sprut, bl.a. gin, chili shots og andet godt fra fotobutikken. Den hoppede jeg ikke på … klog som man nu engang kan være efter 16 vine, hvoraf de sidste del total højoktan væske. Jeg luskede derfor stille hjem med de flotte lysbilleder stadig funklende klare på nethinden.

Vi slutter sgu da lige med lidt ekstra lysbilleder fra aftenen:

Besøg hos Fattoria Colsanto … det sidste punktum i Montefalco

Punktummet ( . ) er et symbol brugt til grammatisk tegnsætning. Det bruges jo altid til slut … og punktummet på mit umbriske eventyr blev sat hos Fattoria ColSanto og mutters alene, da mine resterende journalistiske bekendtskaber fra dagen havde deserteret, efterladt mig og i stedet arrangeret et improviseret et besøg hos kultproducenten Paolo Bea.

Men et punktum deler en tekst op, så den er til at forstå, og mit program for dagen var også temmelig nem at forstå; besøg hos Fattoria ColSanto.


Udsigten fra Fattoria ColSanto.

Fattoria ColSanto ligger tæt på Bevagna og er købt i 2001 af Livon familien, som i forvejen driver vinhusene Livon, Tenuta Roncalto og Villa Chiopris i Friuli samt Borgo Salcetino i Toscana.

De har siden bygget et totalt nyt og topmoderne vineri og tilplantet de købte 20 hektar vinmarker, hvor de dyrker Sagrantino, Sangiovese samt Merlot og har deres produktion koncentreret omkring 3 forskellige vine, nemlig en Montefalco Rosso DOC, en Montefalco Sagrantino DOCG samt vinen Ruris.

Derudover driver de også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser på den flotte gård. Og vingården er på alle måder ganske imponerende og man bliver lidt imponeret, når man fra den store gitterlåge kører af den lange allé med de høje, tynde træer op til vineriet på toppen af bakken.

De store rustfrie ståltanke indenfor i det store, moderne vineri.

Livon familiens vineventyr startede i 1964, hvor Dorino Livon købte hans første vinmark í bakkerne omkring Collio og Colli Orientali i Friuli, grundlagde Azienda Agricola Livon.

I 1980’erne kom Dorinos 2 sønner Valneo og Tonino med i foretagendet, og det er dem, der i dag driver vingårdene og har stået for flere af de store opkøb af vingårde. De får dog hjælp fra den næste generation og selvfølgelig ansatte vinmagere på de forskellige gårde.


Der er godt med plads i vineriet.

På Fattoria ColSanto er vinproduktionen lagt i hænderne på vinmageren Renato Cozzarolo … og det var også ham, som jeg skulle mødes med denne eftermiddag, dog sammen med en tolk, idet Renato alene snakker italiensk. Ja, det er Renato på billedet ovenover.

Imposant ser det sgu ud … ColSanto.


Store flotte egefade med navnet ColSanto skåret ind i fadene.

Han er en hårdtarbejdende vinmager, som tager del i alle dele af produktionen, lige fra det hårde markarbejde med beskæring, høst og alle processer frem til den endelig vin. Han ved alt om produktionen af husets vine og kommer selv fra en familie, som gennem generationer har produceret vin.

Han startede med at vise mig rundt i vineriet … udenfor først markerne og indenfor hele produktionsanlægget. Tolken Angela kendte tilsyneladende huset godt, for hun fortalte undervejs om vinhuset, produktionen og vinene.

Her udstilling af alle vinene … ikke blot fra ColSanto, men fra alle vinhusene ejet af Livon familien.


Midt i vineriet var der dækket op til jeres flittige vinblogger og endda med terrassevarmer, således jeg ikke gik helt kold.

Efter rundturen og det obligatoriske foto af Renato Cozzarolo skulle jeg smage huset vine. Der var dækket op … og i det kolde vineri stod der en lille terrassevarmer ved siden af smagebordet.

Der var dog alene sat glas frem til mig … Renato og Angela skulle tilsyneladende ikke nyde vinene, som bestod af:

Imidlertid var de spændte på at høre mine meninger om vinene, så der var ikke andet at gøre, end at gøre sig umage og komme med mit syn på vinene. Det kan I selvfølgelig læse i mine anmeldelser, som kommer i løbet af i morgen søndag.

Angela og Renato var utrolig søde mennesker … Angela meget snakkede og lidt af et livsstykke, mens Renato var stille, nysgerrig og meget rar. Vi fik en lille, men god smagning, hvorefter jeg takkede af … og satte sidste punktum på turen til Montefalco.

Jeg slutter selvfølgelig med lidt flere fotos.

Besøg på Perticaia … den absolutte Spoletino mester

Besøget på Perticaia blev – også – et af de rigtige gode minder fra Montefalco, bl.a. grundet et ufatteligt højt niveau på vinene, hvilket også gjorde, at jeg under mit besøg måtte jeg trække de maksimale 7 Thumbs Up for en vin, men selvfølgelig også på grund af mødet med den utrolig sympatiske vinmager Alessandro Meniconi.

Det var samtidig næstsidste besøg under mit umbriske eventyr og et besøg, som jeg også havde set frem til, bl.a. fordi jeg forinden havde smagt husets vine på Trebbiano Spoletino og været ovenud begejstret. Og det blev således kun bekræftet under besøget.

Besøget var programsat til kl. 15.00 … lige tilpas efter min frokost på Montioni. Og vi var alene to besøgende, som blev sat en af de nye biler fra Consorzio Tutela Vini Montefalco … en hollandsk vinjournalist og jeres udsendte blogger.


Vinmageren Alessandro Meniconi med et par af hans bedste vine.

Società Agricola Perticaia aka Azianda Agraria Perticaia ligger lige ved Casale, blot omkring et par kilometer vest for Montefalco. Vi blev imødekommende modtaget af Alessandro Meniconi, som viste os ind i husets smagelokale. Der var allerede dækket op til os … godt med glas og en næsten obligatorisk tallerken med lidt parmaskinke, ost og brød.


Smuk udsigt fra verandaen på Perticaia.

Vingården er grundlagt i år 2000 af Guido Giardigli, som tidligere har arbejdet for vinhus i både Toscana samt Umbrien, bl.a. hos det lokale Colpetrone som direktør-stilling. Han var egentlig gået på pension, men efter at ha’ læst avis og drukket kaffe i to dage, så kedede han sig og investerede i stedet sine pensionspenge i en lille ny vingård.

Han kaldte vingården for Perticaia, som betyder ”plov” … med reference til den forvandling, som Guido Guardigli har ladet vingården Perticaia gennemgå siden overtagelsen. Derudover valgte han et logo som to P’er, som betyder Penso Positivo … positiv tænkning eller måske bare Progetto Perticaia, altså projektet Perticaia.

Og ploven skulle igennem 15-16 hektar jord, hvor Guido så tilplantede 7 hektar med Sagrantino, 4 hektar af Sangiovese, 2 hektar Colorino, 2 hektar Trebbiano Spoletino, og 1 hektar Grechetto. Derudover har han også fundet plads til mere end 250 oliventræer.


Azienda Agraria Perticaia.

Og ambitionerne er tårnhøje og Guido har alene et mål … at Perticaia skal lave Umbriens bedste vin. For at hjælpe med det, så har han både hyret ønologen Alessandro Meniconi som ansvarlig vinmager, som derudover får hjælp af superønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini.

Falsini hjælper ikke mindre end 36 italienske vinhus som konsulent … herunder vinhusene Bocale, Tudernum, Chiorri, Madrevite, Tabarrini og Mongalli i Umbrien, så der er han tilsyneladende en populær mand og samtidig en kender af området og vinene fra Montefalco.

Perticaia laver i dag 9 forskellige vine, hvilket består af en Grechetto, 2 på Spoletino, en Rosé, en Umbria Rosso IGT og 2 Montefalco Rosso DOC – den ene en Riserva – samt selvfølgelig en Montefalco Sagrantino DOCG og en Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

Vi fik en god snak med husets ansvarlige vinmager Alessandro Meniconi og smagte et udvalg af deres vine, men vi fik desværre ingen rundvisning i husets vineri og vinkælder, for den hollandske vinjournalist havde tidligere besøgt stedet og takkede hurtigt nej … før jeg kunne ud svare, at det ville jeg hjertens gerne.

Vi fik en god snak med Alessandro Meniconi under smagningen.

Måske spillede det ind, at den hollandske vinjournalist sammen med bl.a. Fabrian Lainé havde planlagt et efterfølgende besøg hos Antica Anzienda Agricola Paolo Bea … en af kultproducenterne i Umbrien, men ikke en del af Consorzio Tutela Vini Montefalco. Da jeg havde et efterfølgende sidste besøg – og heller ikke samvittighed til at besøge en producent udenfor konsortiet, som havde inviteret mig til Montefalco – var jeg ikke en del af den plan.

Nå, men vi smagte følgende vine hos Perticaia:

Men lad mig slå fast med det same … Perticaia hører sgu til toppen i Montefalco. Det er virkelig flot producerede vine, som byder på masser af intensitet og kompleksitet. Specielt hans nyeste vin … Trebbiano Spoletino Selezione Del Posto var jeg total blown away over, men også 2006’eren af hans Montefalco Sagrantino DOCG imponerede mig totalt.

Smagsnoterne og beskrivelserne af vinene følger som vanligt i løbet af de kommende dage. Del Posto vinen har jeg dog allerede anmeldt, da jeg var nødsaget til efterfølgende at bestille en røvfuld hjem af den, selvom Alessandro var så flinkt at give os en flaske Del Posto og en 2012 Sagrantino med i gave.

Besøg hos Montioni … rar vinmager & olivenpresser

Jeg havde flere gange stødt ind i Paolo Montioni i løbet af de to dages Anteprima Sagrantino og havde skam også snakket med ham om hans vineri og vine. Imidlertid var han ikke blandt de vinerier, som jeg havde afkrydset på min liste inden afrejsen til Umbrien og dermed min oprindelige, officielle plan fra Consorzio Tutela Vini Montefalco.

På den oprindelige plan for dagen stod der frokost hos Di Filippo, men ham havde jeg – helt uden for min officielle plan – besøgt et par dage tidligere sammen med den gode Rolf Madsen.

Men igen viste Consorzio Tutela Vini Montefalco deres totale overblik og sans for detaljer. De var opmærksomme på hullet i min plan ved middagstid og havde spurgt, om jeg ville ha’ min frokost hos en anden producent og fik hurtigt – efter et selvfølgelig ja fra mig – arrangeret, at Azienda Agricola Montioni kom på den reviderede liste.

Consorzio Tutela Vini Montefalco rocks!!! Maruska you’re the best!


Cantina Montioni … Vini di Montefalco stor der på skiltet.

Montioni ligger i selve Montefalco, faktisk kun omkring 500 meter fra mit hotel, og er både Frantoio e Cantina, altså olivenproducent og vineri. Vinhuset er grundlagt i 1972 af Adeodato Montioni, Paolos bedstefar, men drives i dag af Paolo Montioni, som er 3. generation.

Det er klart olivenolien, som fylder mest hos Montioni. De driver nemlig en af de største olivenoliemøller i Montefalco området, hvor de både presser egne oliven samt oliven fra andre olivendyrkere.

Azienda Agricola Montioni har samlet 20 hektar jord med både oliventræer, kornafgrøder samt vinstokke. Vinmarker udgør alene 7 hektar af det samlede areal og ligger lige ved Montefalco by fordelt på 3 parceller, hvor Paolo dyrker sorterne Grechetto, Sangiovese, Sagrantino og Merlot.

Og det giver basis for 5 forskellige vine, nemlig en Umbria Grechetto IGT, en Rosso Umbria IGT, en Montefalco Rosso DOC og to Sagrantino DOCG vine, hvilket samlet danner basis for en årsproduktion på beskedne 35.000 flasker vin.


Bygningen er forholdsvis ny og rummer et lille, men ganske moderne vineri med rustfrie ståltanke …


… og selvfølgelig masser af barriques til modning af vinene.


Egefadene var stablet op i 4 rækker … og godt ser det ud.

Jeg fik en rundvisning i vineriet, som er meget fint og ordentlig. Det bærer selvfølgelig præg at, at det er et lille vinhus, men selve vineriet er forholdsvis nyt. Det gælder også husets smagelokale og butik, hvor jeg fik en herlig lille frokost, som Paolos moder havde lavet. Og det kan de sgu de italienske mødre … altså lave god mad.


I det kombinerede smagelokale og butik var der dækket op til en frokost og vinsmagning for jeres flittige vinblogger.

Under frokosten fortalte Paolo om vinhuset, historien, familien og vinene. Han er en meget venlig og imødekommende mand, hvilket bekræftes at alle dem, som har besøgt Paolo på Azienda Agricola Montioni. Går du således ind på TripAdvisor, så har 252 besøgende givet ham de maksimale 5 stjerner = excellent, 18 har givet 4 stjerner = very good og stort set ingen har givet mindre.


Her foto i smagelokalet …


… der også fungerer som butik.

Jeg spurgte Paolo ind til, hvordan han så sig selv om producent? Altså hvordan han fortolker Sagrantino druen? Han fortalte, at hans vine nok er til den kraftige side og han selv bedst kan li’ vinene på den måde. Det gør – efter hans mening – vinene mest tilgængelige.


Paolo foran sit vineri … en virkelig rar mand.

Smagen bekræftede også, at det er heavy shit vine … lidt til Amarone siden. Han fortalte, at han ikke laver vine på Trebbiano Spoletino, men han bedre synes om Grechetto, som han også kaldt hans moneywine, en vin der falder i alles smag, er let sælgelig og høstes med pænt stort udbytte.

Jeg fik smagt følgende vine på Montioni:

Sjovt nok fik jeg ikke taget fotos af de herlige retter, som Paolos gamle moder havde lavet. Lidt en skam, for der var mange sjove og velsmagende retter, bl.a. en skål med nogle sjove linser og andre umbriske specialiteter. Sorry … det lover jeg at gøre bedre næste gang.

Montioni står der med larmende bogstaver på væggen.

Links til anmeldelser af vinene følger selvfølgelig som vanligt.

Ellers tilslutter jeg mig blot de mange besøgende fra TripAdvisor … Azienda Agricola Montioni er et lille og rart sted at besøge. De ranker ikke højest hos mig på vinene, men det er jo en smagssag. Jeg kan i hvert fald klart anbefale et besøg på stedet.


Det ser sgu da meget indbydende ud.


Og så lige sidste foto af Paolo Montioni.

Jeg fik selvfølgelig afsluttet besøget med et foto af Paolo Montioni udenfor vineriet og slutter med et stort tak for en god smagning.

Besøg hos Fattoria Le Mure Saracene … aka Cantina Goretti

Min sidste hele dag i Umbrien var mere skånsom … alene 4 vinhuse var lagt i dagsprogrammet fra Consorzio Tutela Vini Montefalco og et af de vinhuse, som jeg på forhånd havde valgt ud, var Fattoria Le Mure Saracene, som er en del af Cantina Goretti. Det var dagens første og tidlige stop.

Havde jeg vidst, at besøget var på deres vineri Cantina Goretti ved den lille by Pila tæt på Perugia, over en times kørsel fra Montefalco, så havde jeg måske valgt anderledes. Lang, lang tur.

Det vidste jeg imidlertid ikke, da jeg hjemmefra havde sat kryds ved det lille vinhus, for huset har skam også et topmoderne vineri – selve Fattoria Le Mure Saracene – helt tæt ved Montefalco, hvorfra de laver deres Sagrantino vine.


De to smukke søstre Sara og Giulia Goretti var mine værtinder under besøget på Cantina Goretti.

Men man kan jo også sige, at vinhuset havde gjort sig fortjent til et besøg, for jeg havde inden min afrejse til Umbrien fået en venlig mail fra Sara Goretti, at de glædede sig til mit besøg og håbede, at vi kunne mødes under besøget. Så kan man jo – i et svagt øjeblik – godt føle sig lidt vigtig.

For første gang under mit besøg var der imidlertid gået noget galt i tidsplanen, for jeg kom tilsyneladende lidt tidligere til vineriet end forventet, selvom min udelukkende italiensktalende chauffør Vincenzo havde lidt bøvl med at finde stedet.

Alt åndende fred på gårdspladsen hos Cantina Goretti. Det gamle tårn knejsede smukt i solen og vinden blæste sagte i de store palmer på både gårdspladsen og den store have ved siden af gårdspladsen. Kun inde i den lille vinbutik synes der at være liv.


Gårdspladsen foran stedets vinbutik.

Imidlertid kom Sara Goretti mig hurtigt i møde, nærmest som en engel fra den gamle dør i det gamle tårn, smuk og smilende … og foreslog, at vi tog en rundtur på stedet, mens hun fortalte lidt om vineriet og familien. Den var jeg helt med på, nem som jeg er. Vi startede med en tur op i det gamle tårn, som stammer helt tilbage fra 1400-tallet og lidt er stedets ikon.

Her er vi indenfor i det gamle tårn fra 1400-tallet …


… og her i en af stuerne.

Det er en virkelig gammel og charmerede bygning, som anvendes til forskellige arrangementer, møder og selvfølgelig en lang række vinsmagninger, selvom en nyere sidebygning kaldet Sala Marcella rummer både et stort og moderne køkken til kokkeskole samt smagelokale til 70-80 mennesker.

Agricola Goretti er grundlagt i starten af 1900-tallet. Dengang bestod  driften alene af traditionel landbrug, men i 1960 begyndte man også at lave vin på gården. I 1992 opdelte man så driften i to … Agricola Goretti Gisberto med landbrugsdelen og Cantina Goretti aka Agricola Goretti Produzione Vini med vinproduktionen.


Der var lavet lidt display af nogle af husets vine … meget rammende.


Og udsigt fra tårnet ned mod butikken og bagved stedets tankanlæg.

Og hos Cantina Goretti var man også forudseende og investerede i vinmarker samt et moderne vineri ved Montefalco, hvilket blev til vinhuset Fattoria Le Mure Saracene.

Dermed kunne man – udover vine fra appellationen Colli Perugini DOC – nu også lave vine under appellationerne Rosso di Montefalco DOC samt selvfølgelig Montefalco Sagrantino DOCG. De laver mærkelig nok ingen Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

Og til at hjælpe med vinproduktionen hyrede familien de internationalt kendte toscanske vinmagere Vittorio Fiore og Barbara Tamburin. Vittorio Fiore kender vi jo lidt her på bloggen, da jeg har skrevet om den fantastiske vinmager tidligere.

Vittorie Fiore er én af de store skikkelser i den toscansk vinavl. Han har været medlem af Kommissionen for appellation vine i det centrale Italien under landbrugsministeriet. Han er også professor i vinavl og ønologi, og har arbejdet som konsulent hos en lang række producenter i Italien. Vittorio har også ejerskab af flere vingårde, bl.a. Poggio Scalette i Chianti og Castelluccio i Modigliana i Romagna.

Både Vittorio Fiore og Barbera Tamburin er fortsat tilknyttet Cantina Goretti.

Jeg kan ikke se nogle steder, hvor mange hektar familien Goretti ejer – hverken ved det store vineri i Pila eller ved det mindre Fattoria Le Mure Saracene i Montefalco. Jeg vil dog gætte på, at det er en hel del, for vineriet viste sig at være ret stort.


Den smukkeste have, som Cantina Goretti også anvender til mange forskellige vinarrangementer om sommeren.


Og derudover er der også en landingsplads for helikoptere.

Udover en landingsplads for helikoptere – som Sara stolt fremviste, men vistnok blot er en generel plads for helikopter taxi service – så havde stedet et meget stort vinpresseanlæg, en kæmpestort udendørs tankanlæg og en stor hal med tappeanlæg og lagringsfaciliteter. Det virkede umiddelbart en smule industrielt.

Umiddelbart ser produktionen ud til at lægge på omkring 360.000 flasker vin årligt, men derudover sælges en del af vinene også lokalt, hvor kunderne ved små tappeanlæg kan købe vinene på dunke i litervis til en pris på omkring 2€ pr. liter. Og det så ud som om, at det var ret populært hos de lokale.


Produktionen hos Cantina Goretti er ganske stor, hvilket man også får fornemmelsen af, når man ser deres industrielle tankanlæg.


Her kan der helt sikkert laves masser af vin.


En kæmpe vinpresse … eller rettere sagt flere af slagsen.

Vinhuset drives i dag af 3. og 4. generation af Goretti familien, hvor 4. generation består af de to charmerende søstre Sara og Giulia Goretti, som også var mine værtinder under besøget. Et par rigtig søde og venlige unge kvinder.

Under rundvisningen lød det på Sara Goretti som om, at livet som vinproducent var svært, og at de godt kunne bruge mere salg på de internationale markeder. De afsætter i dag selvfølgelig lokalt, nationalt og samtidig også til det meste af Europa samt det amerikanske marked. I Danmark forhandles vinene både hos Italian Wine Trading samt Carlo Merolli.


Ja, det er sgu store tanke.

Her ser vi flaskelinjen hos Cantina Goretti.


Lagerhallen med opbevaring af de mange flasker vin …

… mens barriquekælderen er en lang gang indenfor i lagerhallen.

Der laves under appellationen Colli Perugini DOC omkring 8 forskellige vine og derudover 3 mousserende vine samt en likør, mens der på anlægget i Montefalco alene laves to vine, en Montefalco Rosso DOC samt en Montefalco Sagrantino DOCG. Derudover laves der selvfølgelig også lidt grappa og olivenolie.

Men der stopper det ikke, for søstrene står også bag en række produkter indenfor vinterapi, hvilket er en række naturlige kosmetik produkter, som er lavet fra polyfenoler udvundet af vin. Og kigger man på de to søstre, så kan man jo heller ikke nægte, at produkterne ser ud til at virke.


De to smukke søstre … Sara til venstre og lillesøster Giulia til højre.

Nå, men forude ventede smagningen af nogle af de nævnte vine, så vi sluttede rundvisning i Sala Marcella, hvor Giulia tilsluttede sig og og hvor der var dækket op til lille smagning. I forhold til tidsplanen havde rundvisningen dog taget længere tid end forventet, så det betød mindre tid til vinene.


Sara Marcella, det store smagelokale med plads til 70-80 mennesker og et kæmpe køkken til venstre. Det kan dog ikke ses på dette foto.

Men jeg nåede dog at smage 4 af husets vine og fik dermed et godt indtryk med dette smageprogram:

Specielt vinen L’Arringatore er vinhuset meget stolte af og de kalder den endda deres vigtigste vin, og den smagte jeg såmænd også i to årgange. Den er vel også husets topvin og næsten lige så dyr som deres Montefalco Sagrantino. Mine smagsnoter følger selvfølgelig i løbet af de kommende dage.

Som hos alle de øvrige vinhuse blev der selvfølgelig serveret lidt brød, tørret parmaskinke, pølse og ost til vinene, og selvom det var første besøg på dagen, så var jeg – som vanlig – høflig og nippede lidt til de lækre godbidder.

Sara og Giulia Goretti foran logoet for familieforetagendet.

Selvom tiden løb og den rare Vincenzo ventede bilen udenfor, så blev der dog tid til det obligatoriske foto af husets værter … eller i dette tilfælde værtinder. Sara og Giulia Goretti stillede sig velvilligt op med disken med familienavnet og jeg takkede for et godt besøg … fremme ventede næste vinhus.

Besøg på Scacciadiavoli … med djævelsk fin vinsmagning

Min travleste dag som vinblogger var klart dagen efter de 2 dages officielle Anteprima Sagrantino i Montefalco. Der havde de søde mennesker hos Consorzio Tutela Vini Montefalco nemlig plottet hele 6 besøg på vingårde ind i mit dagsprogram … min press tour. Med andre ord en hel dag fyldt med besøg på vingårde og masser af vine fra morgen til aften.

Det sidste stop på dagen blev på Cantine Scacciadiavoli aka Azienda Agraria Scacciadiavoli di Pambuffetti, hvor vi også skulle indtage vores aftensmad. Press tour programmet sagde nemlig; Meet the driver at Piazza del Comune to go to the dinner at Scacciadiavoli winery.

Og når jeg skriver vi, så var det en lille flok vinjournalister, bl.a. den franske Fabien Lainé og selvfølgelig jeres trofaste, ihærdige vinblogger.

Vi havde dagen forinden mødt den karismatiske Iacopo Pambuffetti under den fælles middag på Il Ristorante Alla Via di Mezzo og havde ventet, at han skulle føre os igennem aftenen og vinene fra Scacciadiavoli. Han havde nemlig under middagen nævnt, at han glædede sig til at få besøg af os den næste dag.

Det store gamle 4-etagers vineri fra 1884 for enden af den store plads.

Da vi ankom til vingården, så havde mørket allerede så småt besluttede at sænke sig over gårdspladsen, som lå omgivet af et mørkt tæppe alene oplyst af sparsomme lamper rundt om på de forskellige, gamle bygninger. Iacopo var imidlertid ikke hjemme, så vi blev i stedet modtaget af den søde og dygtige Francesca Granelli … et godt bytte ;o)

Smagelokalerne i den ene side af den store plads.

Den smukke Francesca er både uddannet sommelier samt ønolog og er i dag ansat hos Scacciadiavoli. Jeg havde kort set hende dagen før til den frie smagning af vine i Chiostro Sant’ Agostina, hvor hun stod og servede iskolde hvidvine. Jo, lidt opmærksom er jeres flittige vinblogger skam.

På grund af mørket, så var det selvfølgelig ikke muligt med en tur rundt i stedets flotte have eller vinmarkerne, der ligger lige op til vingården.

I stedet startede Francesca med at tage os en tur igennem det gamle vineri og med at fortælle historien om vinhuset, der er det ældste vinhus i Montefalco området og grundlagt helt tilbage i 1884.

Vinhuset kaldes Scacciadiavoli – som betyder djævleudryderen – efter en exorcist, som levede i udkanten af husets marker og anvendte vine i sine ritualer.

På rundtur i vineriet og vi startede på øverste etage.

Bag etableringen af vinhuset stod fyrst Ugo Boncompagni Ludovisi fra den gamle italiensk adelsslægt fra Piombino ved Pisa. Den vinglade fyrste var bosat i Rom, men forlod byen for at beskæftige sig med vinproduktion og slog sig ned vest for Montefalco tæt på den mindre by Celestrino.

Ugo var en fremsynet mand og byggede vingården med kommerciel vinfremstilling for øje. Således blev vingården bl.a. opført i 4 etager, således man kunne udnytte tyngdekraften og lade vinen løbe fra etape til etage i takt med produktionen … meget effektivt og avanceret i forhold til den tid.

På grund af vineriets imponerende størrelse, så blev det af de lokale kaldt Localita Cantinone, hvilket betyder noget i retning af den store kælder … og det er også adressen for vinhuset i dag.

I øvrigt indgår Boncompagni Ludovisi familiens våbenskjold – et rødt skjold med en gul drage og en kongekrone på toppen – fortsat i logoet for Scacciadiavoli.

Vineriet er tidligere moderniseret, bl.a. med rustfrie ståltanke.

Scacciadiavoli har produceret vin uafbrudt siden etableringen i 1884, men siden 1954 har det været med familien Pambuffetti ved roret. Amilcare Pambuffetti købte nemlig stedet i 1954 i en alder af 71 år. Han havde stærke bånd til vingården, som han havde arbejdet på som ung 14-årig knægt.

Da han døde i 1977 overtog hans 3 sønner Alfio, Settimio og Mario driften og i 2000 kom 3. generation til roret i form af Settimios tre sønner Francesco, Carlo og Amilcare, som havde besluttet, at de ville overtage ejerskabet af vingården fra den anden del af familien.

Gode produktionsforhold i vineriet på Scacciadiavoli.

De har efterfølgende gennemført en større renovering af stedet og samtidig moderniseret vineriet, dog med respekt af den gamle arkitektur og stedets gamle historie, bl.a. fungerer det gamle princip med udnyttelse af tyngdeloven i fremstillingsprocessen fortsat i det 4 etagers høje vineri.

Amilcare Pambuffetti er i øvrigt i dag formand for vinbøndernes sammenslutning Consorzio Tutela vini Montefalco, som jo netop stod bag den netop afsluttede Anteprima og invitationen til mig om deltagelse i samme. Rar mand.

Den søde Francesca Granelli viste os rundt i vineriet …

For nogle år siden kom 4. generation af Pambuffetti familien med i foretagendet, nemlig Amilcare, Iacopo, Liù, Romeo og Fiammetta. Det er specielt Iacopo og Liù, som i øvrigt er fætter og kusine, der er de drivende kræfter af den nye generation. De er i dag godt involveret i produktionen, som årligt ligger på omkring 250.000 flasker vin.

Scacciadiavoli har samlet 130 hektar jord, hvoraf dog alene 35 hektar er vinmarker, beliggende i omkring 400 meters højde med en undergrund af sand og ler, som er specielt velegnet til Sagrantino druen. Det giver basis for omkring 9 forskellige vine, herunder 2 mousserende vine. Derudover laves der også en grappa på Sagrantino.

… og fortalte om vinhuset, produktionen og hvordan vinene laves.

Vi fik en super rundvisning af Francesca i det gamle vineri på Scacciadiavoli, hvor specielt den gamle kælder med hvælvede lofter og hundredvis af barriques gjorde et stort indtryk. Det gamle vineri bar præg af tidens tand, men på en charmerende og imponerende facon.

Francesca Granelli viser rundt i vinkælderen.

Efter rundvisning blev vi vist ind i husets store smagelokale på den anden side af gårdspladsen … lidt af et stort festlokale, som sikkert har set nogle sjove og underholdende fester. Et stort rundt bord var dækket op til os, så vi satte os fluks til bords sammen med Francesca som bordets naturlige og lysende midtpunkt.

I smagelokalet var der dækket op til en lille middag … og selvfølgelig en stor vinsmagning med alle husets vine.

Det skulle vise sig, at Scacciadiavoli også har en kok ansat, og hun havde sørget for, at det også gastronomisk blev en flot aften med umbriske lækkerier bl.a. med charcutteri, ost, brød, risotto kogt ind med Sagrantino, kalvekød med hjemmelavede kartoffelkroketter og sluttelig en slags kage af en slags.

Charcutteri samt dejlige oste.

Risotto kogt ind med Sagrantino.

Lidt kalvekød samt kartoffelkroketter mener jeg, at det var … men er sgu ærlig talt ikke helt sikker.


Og sidst lidt kage … og for interesserede lidt grappa til, men den sprang jeg nu over. Jeg havde vist nået min dagsration, godt og vel.

Læg dertil gennemgang af hele husets sortiment af vine, herunder vertikal smagning af deres Montefalco Sagrantino i 6 årgang fra 2006 til 2011. Imponerende.

Ganske overraskende, så laver Scacciadiavoli to mousserende vine … og ikke blot efter den billigere charmatmetode, men på den helt rigtige champagnemetode. Så dem startede vi naturligvis med at smage.

Her ser i det smageprogram, som jeres flittige vinblogger måtte kæmpe sig igennem:

Scacciadiavoli blev et flot punktum på en lang, men særdeles spændende dag. Så derfor et kæmpestort tak til den helt fantastiske Francesca, kokken samt Scacciadiavoli for et flot aften, dejlig mad og gode vine.

Scacciadiavoli er bestemt et af de steder, som du må besøge, hvis du nogensinde kommer til Montefalco. Vi slutter selvfølgelig med lidt flere fotos fra aftenen på Scacciadiavoli.

Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino

Lad os – midt i det skiftende danske sommervejr – lige kaste et blik på endnu et af de umbriske vinhuse, som jeg besøgte under mit ophold i Montefalco, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini. Det var nemlig næste stop efter Caprai.

Der var imidlertid tilsyneladende ingen hjemme i det lille vineri, da vores chauffør satte os af. Det lille, gule hus lå helt forladt, nærmest midt i vinmarkerne. Og der stod vi så.

Bjergtagende udsigt fra det lille vinhus Bocale.

Men efter et kort telefonopkald fra vores chauffør, så dukkede Ennio Valentini op med et stort smil og undskyldte, at hans søn og husets vinmager Valentino Valentini – jeps, det hedder han – desværre var forsinket, men på vej til vineriet. Der ville dog gå 25-30 minutter inden han kunne være fremme.

Vi blev enige om, at det ikke var nødvendigt, at Valentino ræsede afsted, da vi i forvejen var forsinket i vort stamme program. I stedet forslog vi, at Ennio blot kunne guide os hurtigt gennem vinene. Og så måtte vi desværre også springe rundvisningen i vineriet over. Med andre ord en hurtig splash’n’dash vinsmagning.

Det ser ikke ud af meget, men der ligger en større vinkælder under det lille, uanseelige, gule hus. Og der var ingen hjemme, da vi ankom.

Det var måske okay, da Bocale Valentini Viticoltori di Montefalco faktisk kun laver en Rosso samt en Sagrantino … hvis vi snakker de almindelige vine. Selvfølgelig laver han også Passito og endda en grapa. Det skulle dog vise sig, at han også i 2015 er startet med at lave en Trebbiano Spoletino vin.

Familien Valentini grundlagde vinhuset Bocale i 2002, men familien stammer oprindeligt fra området omkring Montefalco. De navngav vinhuset efter de gamle 2 liters jugs, som man brugte til vin og lokalt kalder bocale … et navn, som man også brugte som øgenavn til Valantinos bedstefar, som altid gik rundt og drak af de store flasker.

Bedstefaren havde også været vinmager og havde siden 1927 produceret vin. Og den tradition vendte familien således tilbage til i 2002 og synes, at de ville ære bedstefaderen ved at anvende hans øgenavn til det nye vinhus.

Vinhuset ligger i Fratta Alzatura nær Madonna della Stella omkring 6 kilometer fra Montefalco by. Det er et område, som er kendt for dets store kloster og ellers har en fantastisk udsigt udover dalen mod Spoleto.

Indenfor i det lille smagelokale, hvor vinene dog står fremme til display.

Det er Ennio og Lucianas søn Valentino Valentini,  som står for produktionen af vinene fra familiens samlede 5 hektar vinmarker. Det giver basis for en lille produktion på omkring 20-25.000 flasker vin hvert år.

Valentino er endda tidligere borgmester i Montefalco og laver vinene på Bocale med rådgivning fra ønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini. Selvom de ikke er certificeret, så driver de stedet efter økologiske principper og anvender også alene druernes naturlige gær i fermenteringen.

Foto fra markerne … taget mens vi lige ventede.

Vi fik en fin lille – og hurtig – smagning forestået af Ennio, som er en rigtig rar og gæstfri mand. Han kunne ikke snakke så meget engelsk, men snakkede imidlertid en smule tysk, og derfor kunne vi sagtens kommunikere. Han fandt et lille udvalg af vingårdens vine frem, så vi kom samlet til at smage;

Det er et meget lille sted og smagelokalet stod i skærende kontrakt til det forrige hos Caprai. Ennio viste os også en række plakater på væggen i  smagelokalet. De er alle lavet af forskellige kunstnere og markerer hver ny årgang af Montefalco Sagrantino vinene.

De fine plakater, som Ennio Valentini også viste frem.

Nogle af plakaterne var bl.a. udført af Altan, Mattotti og Sudario Brando. Jeg kender dog ingen af disse kunstnere, men vi mandlige besøgende kunne da sagtens værdsætte de lidt vovede plakater, som jeg da og fluks skal gengive her i blogindlæget.

Flere stemningsbilleder fra markerne.

En stor tak til Ennio for et godt besøg. Det var ganske vist et kort besøg og en hurtig smagning, men vi fik et fint indtryk af vingården og deres vine.

Vi slutter med lidt ekstra fotos … bl.a. med nogle af de lovede plakater:

Marken ovenfor vinhuset.

Ennio og jeg svingede sgu meget godt sammen. Han er en herlig, rar og hyggelig fyr. 

Herretur med Pino i plastik og 5 x vinbarer i Aarhus

Efter et vellykket roadtrip aka togtur til Aarhus sidste år, hvor vi nåede både restaurant Pondus samt et par vinbarer, så synes drengene, at tiden var inde til en reprise.

Gert havde tidligere i år besøgt Vindanmark Vin & Tapasbar nede ved havnen tæt på brødrene Koch og havde foreslået, at vi besøgte stedet og indtog både lidt vin og lidt tapas en fredag aften … og den idé var vi hurtigt med på.

Intet planlagt udover en reservering på Vindanmark Vin & Tapasbar, men en idé om, at vi da skulle forbi en vinbar eller to, herunder selvfølgelig Sabina hos S’vinbar … vores favorit vinbar.

Blot for få år siden var S’vinbar vel eneste vinbar i Aarhus, men i dag kan byen mønstre en lang række vinbarer. Jeg ved faktisk ikke helt hvor mange, men vel omkring 8-10 stykker er mit bedste bud.

Til togturen til Aarhus havde vi duplikeret formelen fra sidste år … en god flaske vin til at komme lidt i stemning efter en travl dag på jobbet. Jeg havde været totalt arbejdsramt og stresset i løbet af dagen, men havde løst min opgave med at medbringe vinen. Jeg havde valgt denne vin, som jeg tidligere har smagt (og skrevet om) og synes drengene skulle smage:

Gert havde denne gang medbragt plastik vinglas, så det blev ikke som sidst Pingus i pap, men derimod Pino i plastik. Efter en status om hinandens velbefindende, dårlige udseende og andre godmodige mobberier var vi hurtigt og pludselig i Aarhus. Længe leve de gamle IC3 tog. Flasken var dog endnu ikke tom – helligbrøde – men det blev hurtigt løst … effektive, som vi er.

Vi havde et par timer at dræbe, inden vi skulle være på vores udvalgte og reserverede spisested, så vi besluttede at starte med en tur til Aarhus Street Food, som jeg aldrig tidligere havde besøgt. Det ligger jo samtidig ikke langt fra banegården.

Aarhus Street Food – Ny Banegaardsgade

Aarhus Street Food er det jyske svar på Papirøen i staden og selvfølgelig ikke helt så stor. Den gamle hal er sgu et ganske hyggeligt sted, som har mange slags køkkener.

Du kan således nyde alt fra mexicanske tacos til vietnamesiske Bánh Mì Bandits, flæskestegsandwich, amerikansk soulfood, franske crepes, dansk smørrebrød, Fish & Chips, cheesecake og meget andet i de små og farverige madboder.

Den gamle hal midt i centrum af Aarhus er både rå, ægte og autentisk. Konceptet er enkelt … hver bod skal have én ret til 50 kr. Og så er der selvfølgelig også en kaffebar, en ølbar og heldigvis også en lille vinbar med et udvalg af de vine, som findes i sortimentet hos Vinspecialisten aka HJ Hansen kæden.


Foto fra hallen hos Aarhus Street Food.

Vi blev hurtigt enige om lidt Riesling fra vinbaren, og Gert valgte denne gamle kending, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen:

Vinbaren blev betjent af et par unge piger … sikkert helt i tidens ånd. Det lød ikke, som om de vidste det store om vin, men vi vidste jo også omvendt, hvad vi gerne ville have.

Priserne er til gengæld meget fornuftige og den valgte Riesling kostede 260 kr., mod i en pris på 140 kr. for samme flaske i en almindelig Vinspecialisten forretning. Det er jo til at forstå!

Jeg synes, at vi skulle supplere den sprøde Riesling med lidt mundgodt og købte hos Charcuteriet – en af de nye boder i den gamle hal – en planke med lidt pølser, skinke, ost og mandler.


En planke med lidt godt fra Charcuteriet.

Den var egentlig beregnet til 1 person, men som lidt hyggesnack var der rigeligt til os alle tre. Og til en pris på en flad hund også et ganske billigt køb.

Samlet blev besøget hos Aarhus Street Food en super oplevelse … og det sted skal jeg bestemt besøge igen. Samlet får Aarhus Street Food 5 fede tommelfingre … mest pga. stemning, udvalg og fornuftige priser.

Rating 5/7 

Plan B – Fredens Torv

Med matematisk akkuratesse havde vi beregnet, at gåturen ud mod Vindanmark Vin & Tapas Bar lige præcis gik forbi Plan B, som således kunne være et vinøst pitstop – splash’n’dash optankning undervejs. Helt dumme er vi sgu ikke.

Vi havde ikke alverden med tid, men endte alligevel med at bestille et lille bræt med månedens vine … 3 små smageglas for 100 kr. Brættet var en brugt planke fra en vintønde med 3 fræsede huller, hvor de 3 små smageglas kunne stå. Meget dekorativt.

Derudover sad der en lille tag på hvert glas med lidt info om den enkelte vin, dog primært med navn på vinhus, druer og smagsnoter … igen en okay idé. Og på bagsiden selvfølgelig en OCR kode, således du kan ledes direkte hen til køb af vinen hos ExploreWines.dk … helt kommercielt smart.

De 3 smagsprøver var såmænd ikke noget særligt, men omvendt … hvad får man i dag for en flad hund? Det var syditaliensk, lidt Rhône og en bulderbasse fra Sydafrika … nemlig disse vine:

Også Plan B havde et par unge piger bag baren. De var ganske søde og tilbød os endda at tage et foto af de 3 gamle herrer … og det tog vi selvfølgelig imod. Okay med lidt modlys og tvivlsomt motiv vinder billedet nok ingen priser … men lidt charmerende er vi da ;o)


De tre herrer på Plan B i modlys.

Der kan købes vine pr. glas til 50 kr., 75 kr. eller 100 kr. på Plan B, men selvfølgelig kan man også købe en hel flaske af vinene. Udvalget af vine er ikke så stort og udfordrende, og tidligere besøg har også været lidt svingene i oplevelse.

Som noget sjovt, så tilbyder Plan B et glas Mystery Wine – hvid eller rød – til 50 kr. og gætter du vinen i glasset, er det på Plan B’s regning. Det prøvede jeg desværre ikke.

Men sammenlagt et fint besøg og Plan B ender på

Rating 4,5/7 

Vindanmark Vin & Tapas Bar – Kystpromenaden

Et par fashionable minutter for sent nåede vi aftenens centrale destination, Vindanmark Vin & Tapas Bar på Kystpromenaden … virkelig hyggelig beliggenhed med mulighed for at sidde udenfor lige op til vandet og lystbådehavnen. Beliggenheden trækker klart op.

Det er samtidig hyggelig indrettet, god atmosfære med et gammelt klaver, vintønder, gamle møbler og selvfølgelig en hylde med display af alle de vine, som du kan fristes med.

Stedets sortiment i vine er baseret på små producenter og mindre vinområder, og derudover er der altid mulighed for at smage på vinene inden du køber. Det fik vi dog ikke tilbudt. Men måske gælder det alene den tilhørende vinbutik?


Hygge på Vindanmark Vin & Tapas Bar.

Derudover er der en selvbetjeningsbar, hvor man selv kan skænke – og afregne – et glas vin til 50 kr. Denne fredag var denne et klart hit hos de besøgende, som mest bestod af unge mennesker. Umiddelbart så det ud til, at alle de besøgende havde valgt selvbetjeningsbaren til at opfylde deres vinøse drømme.

Også stedets personale består også af en række helt unge, friske, søde og hjælpesomme piger og drenge. De sørgede for, at vi fik en fin aften med hurtig servering og kvikke bemærkninger.

Vi bestilte fluks 2 store planker med tapas til deling … så var det ligesom sat i sving. Derefter gennemgik vi hylden bag os med udvalget af husets vine, besluttede os for lidt hvidvin og efter lang betænkningstid valgte vi en spændende Vigneto Runcata fra Tenuta di Corte Giacobbe, men den havde de desværre ikke på køl. Øv.

Vi valgte i stedet “lillesøsteren” fra samme hus en okay Soave, som blev efterfulgt af en tur i selvbetjeningsbaren til et enkelt glas mere. Dér valgte vi alle lidt forskelligt, men jeg rendte med lidt tysk hvidvin fra Weingut Bergdolt Reif & Nett, dvs. et program som følgende:

Vi fik også her fremragende tapas. Jeg fik desværre ikke taget et foto, men på tavlen bag disken kan I formentlig læse lidt om, hvad det bestod af; serrano skinke, iberisk chorizo, fransk paté, røget brie, morbier ost, en lidt ulæselig ost, mandler, oliven, pesto og godt brød.

Tapas til 149 kr. for 2 personer og billigt og med en selvbetjeningsbar med vine til 50 kr. pr. glas er det et sted, som alle har råd til.

Samlet et fint besøg … vinudvalget er okay uden at være pragende. Det trækker lidt ned, at man ikke har alle fremviste hvidvine på køl, men ellers er det bestemt et besøg værd. Jeg vender sgu gerne tilbage igen.

Rating 4,5/7 

S’vinbar, Klostergade

S’vinbar er min gamle favorit. Det er en ægte vinbar med fokus på vin og stedets indehaver Sabina er uddannet sommelier og ved vel stort set alt om vin. S’vinbar er lækker vin, duggede ruder og masser af fed stemning.

Du kan selvfølgelig bare selv vælge en vin fra et imponerende vinkort, men du kan også lade dig udfordre af Sabina, som kan finde lige den vin, som du aldrig før havde drømt om. Sabina skriver også selv på stedet Facebook side; Hvis du vil nørde og udfordres, er vi med på den værste!

S’vinbar er et sted, som man altid vender tilbage til og det gjorde vi 3 herrer selvfølgelig også efter aftensmaden. Vi skulle da lige et smut forbi S’vinbar i Klostergade, selvom det måske ikke ligefrem lå i direkte linje tilbage mod banegården.

Men sådan er livet jo så fyldt med små omveje.


Her erjeg lige gået udenfor S’vinbar, således jeg kunne tage et foto af herrerne på pladsen ved vinduet. Skål.

Jeg fik lov at vælge vinen på S’vinbar og gik lidt konservativ til værks med en Spätburgunder fra Weingut Keller … et fantastisk vinhus, hvorfra jeg tidligere har smagt fx hans Spätburgunder Frauenberg GG og hans Spätburgunder GG ”Bürgel” (Felix) … meget rene og mineralske vine.

Det blev dog Klaus-Peter Kellers almindelige:

S’vinbars store og fede vinkort med mere end 300 forskellige vine på kortet, hvoraf størstedelen serveres på glas, trækker op. Sabina, der ved noget om vin, trækker også op. Stedet ligger selvfølgelig ikke så idyllisk som fx Vindanmark Vin & Tapas Bar, men det er bare Aarhus’ bedste vinbar. Og vi elsker duggede ruder, når stedet er proppet med mennesker.

Rating 6,5/7    

Din Vinbar – Jægergårdsgade

Vi sluttede vores tour de vinbar på en ny af slagsen, nemlig Din Vinbar i Jægergårdsgade. Vinbaren er netop åbnet i juni 2017 og har primært vine fra Sydeuropa og er specielt glad for spanske vine.

Vinkortet omfatter omkring 50 vine, meget fra Vinspecialisten. Det er spansk, fransk og italiensk … og blandt hvidvinene også lidt andet fx tysk, østrigsk og new zealandsk.

Da det var sidst på aftenen og solen på vej ned, så valgte Gert en spansk kraftkarl, nemlig denne:

Din Vinbar er et hyggeligt sted, god betjening og de lød også som om, at de vidste noget om vinene. Vi var måske begyndt at være en smule påvirkede, men kan bestemt anbefale stedet.

Rating 5/7 

Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper

Arnaldo Caprai Società Agricola er nok det vineri, som har haft størst betydning for DOCG Montefalco Sagrantino vinene, så selvfølgelig skulle jeg da også besøge dette vinhus.

Det er samtidig det største vinhus i området og har således hele 150 hektar vinmarker, et stort, moderne og imponerende vineri, som bl.a. omfatter ikke mindre end 2.800 barriques i kælderen.

Vinhuset ligger få kilometer nord for Montefalco og er grundlagt i 1971, hvor Arnaldo Caprai købte vingården Val di Maggio med 5 hektar vinmarker og begyndte at producere vin.


Stort state-of-the-art vineri for Arnaldo Caprai Società Agricola 

Han var egentlig en succesrig forretningsmand indenfor tekstilindustrien, men havde en drøm om at producere vin. Og derfor forfulgte han drømmen og blev vinproducent. Han blev forelsket i de lokale druer og opkøbte også løbende yderligere marker i området.

Det blev dog sønnen Marco Caprai, som blev afgørende for vinhusets international anderkendelse og succes. Marco overtog driften i 1988 og han kom både med en stor passion og med et klart mål om, at lave de bedste kvalitetsvine.


Indgangen til smagelokale og butik

Derfor begyndte Marco Caprai i 1991 en større investering, både opbygning af stort state-of-the-art vineri, opkøb af yderligere vinmarker, men også i forskning, forsøg og udvikling af husets vine.

Han indgik nemlig også samme år samarbejdsaftaler med universitetet i Milano samt andre institutter om forskning i, hvordan kvaliteten af Sagrantino druen kunne forbedres via nye kloner.

Efter nogle år havde han sammen med forskerne fundet nogle kloner af Sagrantino, som var specielt anvendelig i produktionen af kvalitetsvine på Sagrantino og i dag danner baggrund for vinene fra Arnaldo Caprai Società Agricola og mange andre producenter.

Marco Capri tilskrives da også en stor rolle i bestræbelserne på at redde den ellers oversete og næsten uddøde Sagrantino drue og vinhuset har da også i 2012 fået Wine Enthusiasts prestigefulde pris European Winery of the Year, hvor juryen netop begrundede det med, at Caprai har bragt den lokale drue Sagrantino de Montefalco og vinregionen Umbrien frem i søgelyset.

Og så er Marco også lidt en ildsjæl og bannerfører for vinproducenterne i Montefalco området. Han har ikke blot gjort Sagrantino vinene kendt, men er også med i ledelsen af Consorzio Tutela Vini Montefalco, foregangsmand i etablering af en vinrute i området og indførelse af en grøn revolution, hvor dyrkningen bliver mere naturlig med enten økologisk eller biodynamiske metoder.

Det var også Marco Caprai himself, som modtog os, da vi kom til det store, moderne vineri. Men hurtigt startede vi dog en lille rundtur, hvor vi først gik ud til nogle af markerne, der ligger lige op til selve vingården.

Nogle af husets marker

Imens fortalte Marco en historien om vinhuset og Sagrantino druen og vi så også en række marker, hvor Caprai fortsat eksperimenterer med forskellige kloner af de lokale druer. Han laver bl.a. forsøg med en Sagrantino Bianco … og det lyder jo ret spændende.


Smukke, gamle vinstokke

Derefter fik vi selvfølgelig også en store rundtur i selve vineriet, som der bestemt også er god grund til at fremvise. Alt er flot, strømlinet, ordentligt og ganske imponerende, specielt den store barriqueskælder, der – ifølge Marco – i øjeblikket rummer omkring 2.800 barriques.

Og brugen af barriques er også centralt i produktionen af Caprais Sagrantino vine, specielt ny eg. Marco Caprai høster for det første druerne en tak tidligere end andre producenter og anvender derudover alene ny eg på Sagrantino vinene.


Sidst i februar inden vinstokkene begynder af skyde

Det gør selvfølgelig, at der skal bruges mange barriques … rigtigt mange barriques og dermed god plads i kælderen. Det gør også vinene meget tanninrige. Læg dertil, at Sagrantino druen i forvejen er en af verdens mest tanninrige druer, så kan du begynde af forestille dig mængden af tanniner i vinene hos Caprai.


Marco Caprai himself forklarer lidt om vinhuset …


… og viser vineriet frem


inklusiv de mange, mange barriques

Rundvisningen sluttede i den store butik … som selvfølgelig også er ganske imposant bl.a. med stor disk, masser af plads samt et hul i gulvet, hvor besøgende kan få et kig ned til produktionen af vinene.

I et lille lokale ved siden af var der allerede dækket op til os med 6 smageglas pr. mand. Hverken mere eller mindre, men det skulle vise sig, at 6 glas var alt for lidt. For hos Caprai var der et glas pr. vin .., og sådan skulle det bare være. Jeg skulle ikke tage opvasken, så jeg klagede ikke.

I det hele taget var der styr på denne del … altså smagningen, som Marco havde lagt i hænderne på en af de unge, smukke værtinder på stedet. Hun skænkede og hentede løbende flere glas, mens Marco fortalte om vinene. Smageprogrammet sådan her ud:

Og selvfølgelig slog de 6 vinglas ikke til, da vi endte med at smage 9 vine … for hos Arnoldo Caprail skulle der selvfølgelig være ét glas pr. vin, dvs. samlet minimum 9 glas. På den måde var der bestemt styr på tingene hos Caprai.


Klar til smagningen for jeres flittige vinblogger

Og jeg vil med det samme afsløre en hemmelig, nemlig at jeg har det rigtigt svært med med vinene fra Caprai. Dertil er tanninerne simpelthen alt for dominerende. En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være.

Han udtrykte det endda en smule poetisk og snobbet, nemlig at totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, men det er jeg ingenlunde enig i. Jeg synes, at vine generelt skal smage godt uden mega lang lagring …. hvad er ellers meningen? Ingen vil vente 40 år på, at en vin modnes.

Men fint at smage Caprais store produktsortiment, hvor specielt de sidste vine ligger højt i både prestige og pris. Sjovt nok, så er det Dansk Supermaked, som er dansk importør. Hvordan det passer med Caprais egne kvalitetsnormer, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men samlet blev det bestemt en interessant eftermiddag og stor respekt til Marco Caprai for hans opbyggede vin imperium. Og vi slutter selvfølgelig med lidt ekstra fotos:

Markerne op til vingården

… og flere vinmarker


Vineriet …. topmoderne state-of-the-art

De rustfrie ståltanke …

… og den imponerende barriques kælder


Tappelinien …


… og den store, flotte butik


… med hul i gulvet


… og en smuk udsigt


… og sluttelig line-up med den respekterede vinmager Marco Caprai