Kategoriarkiv: Store oplevelser

Luca Maroni … Houlberg til vinsmagning med den italienske vinanmelder

Den italienske vinanmelder Luca Maroni er manden, som halvdelen af os elsker at hade og den anden halvdel bare knuselsker. Specielt vinhandlerne hører til den sidste halvdel … de er glade for Luca Maroni, da han i stor stil strør høje point til billige, søde, kraftige, syditalienske vine, som falder i rigtigt mange danskeres smag.

Supervin har endda kaldt han danskeranmelderen, så da de udsendte et nyhedsbrev med beskrivelse af en Winemakers Dinner med den italienske vinguru, hvis smag jeg slet ikke deler, så var første tanke … fuck nej.

Men hvorfor ikke? Det er jo ikke hver dag, at en stor personlighed fra vinens verden gæster Danmark, så hvorfor ikke deltage for at blive klogere på manden med hang til de kraftige vine. Man behøver jo ikke være enige i smag for at respektere og lære fra en, som har sat et solidt aftryk i vinhistorien med hans vinguide, der hører til de mest respekterede i Italien, næsten ved siden af Gambero Rosso.

Fuck, jeg er jo heller ikke enig med den gode Robert Parker … men hvem er – når det kommer til stykket – egentlig bedre til at bedømme vine end jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog?

Så da Brian fra Supervin ringede med personlig invitation til Winemakers Dinner med Maroni, så sagde jeg sgu alligevel ja, dels selvfølgelig ramt på mit ego, der var beæret over invitationen, men mest af alt for netop at komme en smule tættere på Maroni og høre, hvorfor han anmelder, som han gør.

Det kunne der jo kommende en spændende artikel ud af til Houlbergs Vinblog … og hvad gør jeres flittige vinblogger ikke for tækkes sine trofaste læsere, selvom der jo ærlig talt langt fra tynd, feminin Spätburgunder til kraftig, marmeladefed Puglia Primitivo.

Who the fuck is Luca Maroni?

Luca Maroni er født i 1961, kommer fra Rom og har en erhvervsuddannelse indenfor økonomi tilbage fra 1986. Allerede året efter begyndte han at arbejde for Luigi Veronelli, som vel er den første italienske vinkritiker, som også stod bag vinguiden Vini d’Italia, som i dag jo faktisk er mindre kendt end både Gambero Rosso og Luca Maronis vinguide.

Derudover skrev Luca Maroni samtidig for bladet L’Etichetta og grundlagde Ex Vinis, som var Italiens første vin-orientererede nyhedsbrev. I 1990 udgav han for første gang magasinet The Taster of Wine, og det var reelt først der, at Luca Maroni blev kendt som vinanmelder.

I 1993 udgav Maroni så for første gang vinguiden Annuario dei Vini Italiani, en rapport om næsten alle de italienske vinhuse og deres produktion. Guiden har siden udkommet hvert år og er blevet en af de mest respekterede i Italien ved siden af Gambero Rosso

Luca Maroni bedømmer hvert år i Annuario dei Vini Italiani omkring 16.500 vine fra 2.300 vingårde overalt i Italien. Det lyder sgu af mange vine og kan én mand virkelig det.

Lidt hurtig hovedregning viser, at manden skal bedømme 75 vine hver dag, hvis vi regner med 220 arbejdsdage om året. Hvis Luca så arbejder 8 timer om dagen, så er det lidt over 9 vine i timen. Holly molly. Lad os håbe, at han så ikke selv skal trække vinene op.

Vinene bedømmes efter Maronis eget pointsystem, som reelt kun går til 99 point, idet 100 point er umuligt at opnå. Maroni siger, at det altid vil kunne gøres lidt bedre. Derfor er 99 point således topkarakter hos Luca Maroni og topkarakteren virker på ingen måder svært opnåedeligt … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Luca Maroni smager vinene uden iltning og hans filosofi er, at vinene skal nydes med det samme, altså at det næsten må være dårlige vine, hvis de først skal lagre, inden de er optimale.

Hans pointsystem bedømmes ud fra konsistens, balance og integritet … hvert af disse områder kan få maksimalt 33 point og dermed samlet maksimalt 99 point.

Konsistens svarer til summen af stoffer, der er tilbage i glasset, når vand, alkohol og flygtige stoffer er fordampet. Med andre ords vinens farve og kraft. Balance handler om, hvor godt vinens frugtsødme passer til dens syre og bitterhed, mens integritet handler om, at vinens frugt ikke må domineres af ilt, svovl eller stoffer fra fadmodningen.

Selvom Maroni er kendt for høje point, så er det efter sigende alene 0,002% af de anmeldte vine, der årligt får hans topkarakter 99 point … men der er sgu nok mange med 98, 97 og deromkring.

Maroni smagningen hos Supervin i Hjørring

Nå, men da jeg kunne tage en ledsager med, og konen skulle jobbe, så havde jeg taget min vinbuddy Jan med på turen til Supervin i det nordlige Danmark, og vi arriverede da også i god tid.

Vi blev vel modtaget af Brian fra Supervin, som viste butikken frem og fortalte lidt om Supervin, som oprindelig var et Superbest marked, hvor interessen for vin fik overtaget. I dag er det således Jyllands største fysiske vinforretning og samtidig har det voldsomt ekspanderende Supervin også en af landets største online vinportaler.

Men det er med det gode købsmandskab i behold. Det er helt centralt i deres tilgang til salg af vin, for danskerne elsker jo gode køb fx via rabatter … og så ved en god købmand jo også, at høje point til vin sælger godt.

Derfor var det helt i købmandskabets ånd, at Luca Maroni – på vistnok første besøg i Danmark – selvfølgelig skulle forbi Supervin. Og stjerneanmelderen havde da også lokket 148 glade nordjyder til huse … og så selvfølgelig vinbuddy Jan og jeres flittige vinblogger.

Derudover også landsdækkende TV i form af et crew fra DR, som skulle lave et indslag til den sene tv-avis om danskernes kærlighed for italiensk vin og besøget af den italienske stjerneanmelder. De var lovet eneret på at dække arrangementet … selvfølgelig i fællesskab med den landsdækkende vinblogger.

Der var flot dækket op i Supervin store kælder, og alle medarbejderne fra Supervin var på dupperne, bl.a. havde de selv lavet maden til arrangementet. For fanden … med en fortid i Superbest, så har de kompetencer på mange områder.

Da vi alle var bænket – med en bordformand ved hvert bord – så bød den rare ejer af Supervin Mads Jensen den italienske vinanmelder hjertelig velkommen, og derefter havde Luca Maroni således taktstokken hele aftenen.

Vinprogrammet var fastlagt og så sådan her ud:

Derudover var der også 3 Puglia vine fra Masca del Tacco … et vinhus, som jeg tidligere har smagt vin fra. Dem nåede vi ikke at smage, da vi – grundet den lange køretur retur – kørte en spids førend arrangementet sluttede.

Jeg skal – som vanligt – selvfølgelig nok komme med mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Enkelte af dem har jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til mine tidligere blogindlæg.

Hvad lærte jeres vinblogger så om Luca Maroni?

Det er sgu et godt spørgsmål, for Luca Maroni fortalte faktisk forbavsende lidt om sig selv, sit pointsystem og hans historie, så det blev mere en præsentation af aftenens vine og lidt om at dufte og smage vine.

De smagte vine havde Luca Maroni givet mellem 93 og 99 point … karakterer, som jeg fortsat er ganske undrende overfor. Men omvendt er smag og behag jo forskelligt. Heldigvis.

Han havde store lovord om bl.a. vinene fra Schenk Italia … som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver over 600 forskellige vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Luca havde endda fra Italien haft følgeskab af Abella fra Schenk Group, og hun var også i løbet af aftenen oppe at fortælle lidt om det store vinfirma. Skal jeg være ærlig – og det skal jeg jo – så kom det til at fremstå, som  om Luca Maroni var lidt en indspist del af den italienske vinindustri.

Han var indlevende og en rigtig italiensk elegant … men jeg deler fortsat ikke hans smag for vin. Men rundt om ved bordene var der mange, som var meget begejstrede for de søde opulente vine … og folket var tilfreds. Folket og kun folket … er drivkraften, som Kliché sang tilbage i start 80’erne.

Men samlet et flot arrangement fra Supervin. Takker.

Frühburgunder … Houlberg tager pulsen på divaen i kæmpesmagning

Som det gamle, tyske ordsprog siger; Es ist nie zu früh für Frühburgunder und nie zu spät für Spätburgunder. Og derfor sidder jeres flittige vinblogger således ganske passende en sen aften i vinbutikken Viniversa på Frederiksberg i vores stolte hovedstad til netop en smagning af vine på Frühburgunder … den store Frühburgundersmagning.

Og på bordet står der ikke mindre end 19 flasker ædeltysk Frühburgunder samt tre danske ætlinge, der skal forsøge at følge de tyske tidlige brüderweine til bords. Det er vel Danmarks største smagning af Frühburgunder vine … nogensinde.

Jeg smiler og læner mig tilbage, for jeg skal smage tysk Frühburgunder big style … og hvem er bedre til at skrive om sådan en event end jeres flittige vinblogger, der altid – i tide og utide – anmelder vine på Spätburgunder og har indført den sagnomspundne regel med, at man skal ha’ Spätburgunder i glasset hver fredag?

Og Frühburgunder er jo formentlig en mutation af Spätburgunder, en lækker lillesøster eller i hvert fald som minimum en god slægtning med racerene gener.

Den store Frühburgundersmagning er stablet på benene af idémanden DR journalisten Caspar Tribler samt vinmanden Jakob Husted Høxbro, der ejer den lille, hyggelige vinbutik Viniversa, som vi er havnet i denne aften. Ikk’ en stor moderne vinpusher, men en lille og tætpakket butik, hvor der er flasker over det hele, men Jakob fik alligevel – som ved et mirakelslag – gjort plads til alle 10 deltagere i et lokale bagerst i butikken.

Idéen til en aften i Frühburgunderens tegn kom efter Caspar i gruppen Facebook Vinklub havde postet et indlæg om Frühburgunder og spurgt medlemmerne om erfaringer og gode vine på druen.

Det gav masser af respons og pludselig opstod der – helt autonomt – en idé om at samle en flok flasker med Frühburgunder væske og sætte en smagning op i København.

Jeg smed en kort note om, at det gad jeg da godt skrive om her på bloggen, og da Danmarks ukronede vinskribent René Langdahl Jørgensen gerne ville – men ikke kunne – komme, så måtte de altså nøjes med den flittige vinblogger fra det jyske.

Jeg havde dog også ved nærmere eftersøgning i vinkøleskabet 3 flasker Frühburgunder af ukendt herkomst til at smide ind i det hastigt voksende smageprogram og dermed trods alt bidrage lidt til festen udover mine normalt usammenhængende skriblerier.

Og da en bestilt flaske fra Julia Bertram ikke kunne nå frem til smagningen – og jo helt sikkert skulle med i det nøje planlagte felt – så hjalp vinbuddy Jan med et lån af hans sidste flaske af Julias 2014’ener Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder. Tak Jan … skylder dig big time.

Så jeres flittige vinblogger var derfor bevæbnet med 4 x Frühburgundere i baglommen, da han en forblæst og kold torsdag – økonomisk som han er – tog en Flixbus over sund og land til vores denne dag grålige og helt igennem kolde hovedstad.

Vinblogger og Spätburgunder ekspert af Guds nåde og nu vinjournalist samt Frühburgunder ekspert in spe.

Frühburgunder … aftenens førstedame

Men jeg var nu ikke aftenens centrale hovedperson. Næ nej … rollen som aftenens fornemme gæst aka hovedperson, førstedame og lead-singer var selvfølgelig en lille, næsten undseelig rødvinsdrue, der sandsynligvis er en naturlig mutation af Spätburgunder / Pinot Noir.

Den kendes under mange navne, men – udover Frühburgunder – mest med de fancy franske betegnelser Pinot Noir Précoce eller Pinot Madeleine og de fleste hælder da også imod, at druen oprindeligt stammer fra Frankrig.

Men to tyske forskere, der har skrevet en lang afhandling om Frühburgunder har bekræftet druen som en mutation af Spätburgunder/Pinot Noir.

De er dog også kommet med den hypotese, at mutationen sandsynligvis er sket i Tyskland under en kort istid i slutningen af 1400-tallet, men omvendt findes der også ganske tidlige omtaler af Précoce i Frankrig, så dermed vil vi nok aldrig finde ud af, hvor druen reelt først opstod.

Précoce betyder ligesom det tyske Früh jo tidlig, hvilket skyldes, at druen modner tidligt, og de fleste siger typisk et par uger inden Spätburgunder og dermed endda ofte i slutningen af august.

Det er jo klart en fordel for de områder, hvor vinteren kommer tidligt, og én af årsagerne til at de danske vinhuse Hjelm og Njord også har haft succes med netop Frühburgunder. Den tidlige modning betyder også, at druen dermed ikke er så udsat for at blive ramt af gråskimmelsvamp aka Botrytis Cinerea som fx Spätburgunder.

Bærrene er også mindre end hos den kendte storesøster og samtidig er høstudbyttet også mindre. Det betyder, at Frühburgunder som oftest giver mere smagfulde og cremede vine. Det skyldes bl.a. at drueskallen – som besidder en stor del af smagen – udgør en større del af druen i forhold til druekødet, mens det lave udbytte selvfølgelig også giver mere kraft til druerne.

På grund af den tidlige modning, så benyttes Frühburgunder også tit i arbejdet med at krydse nye sorter, og druen er bl.a. klonet sammen med Trollinger til den mere ukendte sort Helfensteiner. Frühburgunder findes også i nye sorter som Goldriesling samt Perle von Csaba.

Frühburgunder var tæt på at blive helt udryddet i Tyskland i løbet af 1960’erne, hvor der alene var sølle 15 hektar vinmarker i bl.a. Württemberg tilbage af sorten.

Sorten var både humørsyg og gav meget lidt afkast, men nogle få vinproducenter som fx Weingut Wasem i Ingelheim, Rheinhessen holdt fast i druen og avlede videre på sorten inden forskningsinstituttet i Geisenheim endelig i midten af 1970’erne fik øjnene op for druesorten og langsomt hjalp med udvikling af nye kloner, som var mindre modtagelig for sygdomme.

De gamle og næsten udryddede kloner er i dag stort set udskiftet med nye kloner, som ikke er helt så sårbare for alvorlige infektioner og virus, ja faktisk fraråder Geisenheim i dag brug de gamle kloner.

I dag er der langt flere marker … seneste tal jeg har kunnet finde, viser 262 hektar med Frühburgunder i 2011. Det skal så i øvrigt sammenlignes med, at der samme år var 11.756 hektar marker med Spätburgunder, som klart er Tysklands mest plantede rødvinsdrue.

Så Frühburgunder fylder ikke meget, hvis vi ser på den samlede produktion og faktisk findes der i Tyskland flere hektar marker med – herhjemme mere ukendte – sorter som fx Acolon, Cabernet Mitos, Domina og Dunkelfelder end marker med Frühburgunder.

Det stigende areal og produktion af vine på Frühburgunder læner sig selvfølgelig op af udviklingen for Spätburgunder. Siden begyndelsen af 1990’erne er arealet af marker med Spätburgunder vokset med mere end 3.000 hektar og derudover er kvaliteten bare langsomt blevet bedre og bedre.

Specielt i de seneste 20 år er der sket en mindre revolution, hvor fokus i produktionen er ændret med reduktion i høstudbytter, bedre uddannede og mere moderne producenter, et langt mere internationalt sigte samt nye kloner.

Af forskellige årsager, så er der specielt 3 områder, som springer i øjnene, når vi snakker om Frühburgunder  i Tyskland, nemlig Ahr, Franken og Rheinhessen, hvor vi også finder nogle af de bedste fortolkere af vine på druen.

Men selv i disse områder udgør Frühburgunder meget lidt af produktionen. Således udgør arealet med druen i Franken alene sølle 0,2% af det samlede areal og i Rheinhessen 0,3%. Ahr er klart det område, hvor druen fylder forholdsvis mest, for her udgør arealerne med Frühburgunder 6,4% af områdets samlede 545 hektar vinmarker.

Men det giver også god mening, at de nordligste områder jo har mere af den lille, skrøbelige druer … og som et lille kuriosum, så udgør andelen med Frühburgunder da også 1,3% i Sachsen, som hører til blandt de nordligste vinområder i vores broderland.

Frühburgunder … en diva

Vinbønderne, der dyrker Frühburgunder, kalder selv arbejdet med druen for et arbejde af kærlighed, for udbyttet er virkelig spinkelt … endda til trods for, at forskningsinstituttet i Geisenheim har forbedret druens resistens.

Så arbejdet med Frühburgunder kan nemt ende med hjertesorger, for selvom den tidlige modning gør angreb af gråskimmelsvamp mindre, så er druens små klaser specielt udsat for eddikefluer samt den plettede frugtflue, der på latinsk hedder Drosophila Suzukii.

Den tidlige modning gør også, at druen tiltrækker fugle, hvepse og endda vildsvin, så samlet overstiger udbyttet sjældent 35 hektoliter pr. hektar.

Sebastian Fürst fra Weingut Rudolf Fürst i Bürgstadt i Franken siger, at udbyttet på Frühburgunder er smerteligt lavt, men mandetimerne i markerne brutalt højt. Deres gennemsnitlige udbytte ligger omkring 20-22 hektoliter pr. hektar, mens der i gode år høstes med 25-28 hektoliter pr. hektar.

I 2014 havde Fürst et udbytte på Frühburgunder på 14-15 hektoliter pr. hektar og så begynder man måske at forstå, hvorfor andelen af Frühburgunder er så lavt og priserne derfor også omvendt store.

I Ahr siger man, at hvis Spätburgunder er en fornem gentleman, så er Frühburgunder en elegant dame, og Stodden – der er en af Tysklands bedste og mest roste fortolkere af Frühburgunder – siger endda, at det ikke blot er en elegant dame, men en diva, som er langt sværere at håndtere. Hun er både sart og stædig.

Frühburgunder … og Ahr

Netop Ahr er vel ret beset det bedste område for Frühburgunder, for dels satses der kraftigt på rødvin i området og så udgør Frühburgunder – som anført tidligere – 6,4% svarende til 35 hektar af det samlede produktionsareal på omkring 545 hektar.

Men derudover finder vi også nogle af de absolut bedste producenter af Frühburgunder i netop Ahr, fx Weingut Kreuzberg, Weingut Stodden og Weingut Kriechel efterfulgt af andre spændende producenter som Deutzerhof, Meyer-Näkel, Adeneuer, Maibachfarm og søde Julia Bertram.

Vi skulle denne aften smage vine fra næsten alle disse vinhuse … lige undtagen Adeneuer og Kreuzberg.

En af de første, der i større stil plantede Frühburgunder i Ahr, var dog netop Weingut Kreuzberg, som omkring 1983 begyndte at plante sorten på de vinmarker, hvor det normalt var svært at få druerne til at modne optimalt, selvom de lokale myndigheder egentligt anbefalede, at sådanne dårligere marker skulle plantes med med mere pålidelige sorter som Müller-Thurgau, Portugieser eller Dornfelder.

De var nok mere optaget af økonomisk levedygtighed end kvalitet, og de fleste avlere var ikke specielt uddannede og fulgte lykkeligt anbefalingerne fra de lokale myndigheder.

Men Kreuzberg tilplantede Frühburgunder på bl.a. marken Neunahrer Sonnenberg, og blev derefter faktisk kendt for sine fine vine på Frühburgunder fra denne mark. I dag mener Ludwig Kreuzberg, at marken grundet klimaforandringer er blevet for varm, hvorved druerne nu modner for tidligt.

Han har derfor i stedet plantet Frühburgunder på mere marginalt koldere steder tættere på skov og på højere beliggende marker, fx markerne Dernauer Hardtberg, Walporzheimer Pfaffenberg og Ahrweiler Silberberg. Det betyder også, at vinstokkene hos Kreuzberg er forholdsvis unge og derfor med masser af potentiale i de kommende år.

Lidt sjovt skulle vi denne aften smage et par vine fra netop Neunahrer Sonnenberg, nemlig fra Julia Bertram og Meyer-Näkel.

Det imposante Weingut Stodden i Rech er også meget bevidst om, at Frühburgunder skal plantes på de køligste marker. Stodden siger, at hvis man planter både Früh- og Spätburgunder på samme topmark, så vil Frühburgunder modne 6 uger før Spätburgunder.

Placeres Frühburgunder på mere marginale marker, så vil den modne 2 uger før Spätburgunder og det signalerer tydeligt, at druen kræver nogle kølige steder, således den får tid nok til at foretage modningen.

Alexander Stoddens far Gerhard Stodden plantede Frühburgunder i slutningen af 1990’erne og de erstattede Portugieser og blev sat netop på marginale vinmarker, idet han accepterede det hårde arbejde og tvivlsomme udbytte for at opnå den bedste kvalitet.

Stodden har bl.a. sine Frühburgunder på marken Recher Herrenberg, hvor vinstokkene kæmper uden eftermiddagssol og vinene herfra er vel noget af det bedste Frühburgunder, som der kan opstøves. Men det skulle vi jo selv teste denne aften.

Den største producent af Frühburgunder i Ahr er Weingut Kriechel, som samlet har 4,5 hektar med druesorten, fordelt på 11 forskellige parceller.

Michael Kriechel har udtalt, at Frühburgunder er vigtig for dem, da druen netop trives på de marker, hvor Spätburgunder vil ha’ det svært. Deres bedste marker er Walporzheimer Pfaffenberg og Marienthaler Rosenberg, hvor de plantede vinstokkene for omkring 25 år siden.

Produktionsmæssigt behandler alle 3 vinavlere i kælderen Frühburgunder på samme måde som Spätburgunder, dvs. lagringsmæssigt helt klassisk i burgundiske barriques. Den eneste forskel er, at Frühburgunder får lidt mindre tid på fad og normalt en større andel brugte fade. Men alligevel giver det efter alle tre producenters mening mere glatte og blødere vine end vinene på Spätburgunder.

Frühburgunder … i Franken og Rheinhessen

I Franken er forskellene mellem Früh- og Spätburgunder normalt ikke helt så tydelige, da begge sorter normalt traditionelt har været dyrket i kølige jorder med forvitret sandsten.

Men som i Ahr, så har producenter også i stigende omfang fokus på, at Frühburgunder aldrig skal plantet i de varmeste og mest solrige marker, men kræver stenet jord og kølige områder.

Weingut Rudolf Fürst, der holder til i Bürgstadt, er ubetinget Frankens bedste producent af Frühburgunder, men han har også sine kampe med Frühburgunder.

Sebastian Fürst siger, at området omkring Bürgstadt er ideelt, mens områder som fx Klingenberg, der er berømt for deres fremragende Spätburgunder, allerede er ved at være for varm. Selv nogle af Fürst’s marker på Centgrafenberg ligger på grænsen, hvorfor han planter Frühburgunder vinstokkene på den nederste og køligste del af markerne.

Som Weingut Rudolf Fürst siger, så er udbyttet lavt og mange producenter siger også, at ja … vi dyrker Frühburgunder, men laver ikke vin på druen hvert år. Nogle gange er udbyttet så lavt, at vi kan bære høsten fra en hel vinmark hjem i hatten. Samtidig kræver Frühburgunder også fuld opmærksomhed, for venter man for længe med høsten, så kollapser druen simpelthen.

Den korte cyklus for Frühburgunder kan man iagttage, hvis man besøger Franken i starten af november, hvor alle Frühburgunder vinstokke står helt nøgne uden blade, mens tilstødende rækker med fx Weissburgunder står frodigt uden et eneste tabt blad.

Denne aften i staden skulle vi alene smage en enkelt vin fra Franken, men det var heldigvis fra Weingut Rudolf Fürst, som hvad Frühburgunder angår er kongen i Franken. Jeg har dog også smagt meget andet godt Frühburgunder fra Franken, bl.a. fra Weingut Am Stein samt Weingut Trockene Schmitts blot for at nævne et par eksempler.

Kigger vi på Rheinhessen, så springer primært én vinproducent i øjnene, nemlig Weingut Wasem i Ingelheim. Vinhuset har en stor del af æren for, at Frühburgunder ikke uddøde samt at druen blev genklassificeret som en særskilt drue i en tid, hvor mange blot blandede Frühburgunder med i deres Spätburgunder / Pinot Noir vine.

Derudover er Weingut Wasem nok fortsat den største Frühburgunder producent i Rheinhessen med samlet 3,5 hektar marker udelukkende med den lille, sarte og delikate drue.

Egentlig eksisterede druen som en særskilt drue med navnet Früher Blauer Burgunder i 1949, hvor Wasem familien allerede dyrkede druen, men ved en revision af officielle druesorter i 1953, så faldt druen simpelthen ud af listen. Det var kun en indædt, stædig og sirlig indsats fra Julius Wasem, som sikrede druen igen kom på de officielle lister i 1971.

Wasem havde luret druens potentiale og således gennem årene dyrket, selekteret og ført nøje regnskaber med udviklingen af druen, således han i 1967 kunne søge om, at druen igen blev officielt anerkendt, hvilket så lykkedes i 1971.

Ved optagelsen på de officielle lister, så skrev man dog, at druen pga. det lave udbytte alene vil være interessant lokalt i Ingelheim. Og det skyldes altså også gamle Julius Wasem, at druen blev plantet i store dele i Ingelheim.

Ved registeringen i 1971 blev Wasem familien også officielle avlere af druen og har bl.a. leveret de første spæde vinstokke til Kreuzberg, da han begyndte at dyrke Frühburgunder. Ja, de har formentlig leveret vinstokke til at lang række af vinproducenter i Tyskland.

I dag lider Ingelheim under, at området grundet klimaforandringerne er ved at blive en smule for varmt for Frühburgunder, hvorfor vinhuset også kun har få af de gamle marker tilbage.

De planter derfor i dag Frühburgunder på højere og mere vindblæste marker, hvor modningen kan ske langsommere. Alligevel starter de normal allerede i slutningen af august med at høste druerne, hvor udbyttet ligger under 30 hektoliter pr. hektar.

Den nyeste generation af vinmagere i familien, Julius – opkaldt efter bedstefaderen – har på Geisenheim skrevet speciale om fortsat udvikling af nye Frühburgunder kloner og er stadig tilknyttet instituttet med henblik på dette arbejde.

Vi havde – helt respektfuldt og ganske passende – selvfølgelig Weingut Wasem med i det store felt, men derudover var Rheinhessen også repræsenteret via huse som Geil, Georg Gustav Huff – som jeg jo har skrevet om en del gange – samt Thörle.

Frühburgunder … feltet

Derudover bestod feltet på denne torsdag aften i marts af 3 x Frühburgunder fra Pfalz, en enkelt fra Rheingau samt en outsider fra det lille, nordlige vinområde Saale-Unstrut i det gamle Østtyskland. Dermed et pænt og repræsentativt udsnit fra forskellige hjørner af Tyskland.

Men derudover havde Caspar Tribler og Jakob Husted Høxbro også samlet aka indkøbt 3 flasker fra vores egen lille andedam, nemlig fra henholdsvis Klitgaard, Hjelm og Njord.

Fra sidstnævnte deres totalt hypede og altid udsolgte Pinot Noir Précoce, som jeg forinden har glædet mig sindssygt meget til at smage. Og come on … 3 danske vine på Frühburgunder … det er sgu da klasse. Hvordan vil den sarte Frühburgunder diva klare sig i Danmark mod en flok giganter fra det germanske aka en massiv tysk overmagt?

Som I måske kan fornemme i dette blogindlæg, så fylder Frühburgunder ikke alverden i produktionen i Tyskland, men bliver af de bedste producenter taget meget alvorlig. Den er sart, udbyttet beskedent og priserne på vinene derfor omvendt tilsvarende dyre.

Derfor støder man heller ikke hver dag på sådan en smagning med et felt på 22 Frühburgunder vine, så cadeau til Caspar og Jakob for benarbejdet med at stable smagningen på benene. Thanks guys.

Lad os lige tage et kig på det samlede felt, som blev serveret blindt og i små sæt, hvilket egentlig gav rigtig god mening. The heat is on … som Glen Frey sang til filmen Beverly Hills Cop i 1984.

Heat 1

Vi startede blidt med lidt Rheinhessen og fra et par producenter, som begge er kendt for god kvalitet til fornuftige penge. Den unge Johannes Geil-Bierschenk mod de to unge Huff’er Daniel og Stefan.

Det er begge yderst drikbare vine, som nok er meget typiske for Rheinhessen. Det endte med en smal sejr til Huff’erne fra Schwabsburg. Deres Frühburgunder havde lidt mere krop og bundtræk. Rundt om bordet lød dommen pointmæssigt på 86 og 88.

Heat 2

Derefter stod den på dansk battle, Klitgaard mod Hjelm, hvor der til gengæld var stor forskel. Vinen fra Klitgaard var slap med likør, surkål og kogte bær, så den kan måske ha’ haft en fejl?

Hjelm – der ganske passende kalder deres Frühburgunder for Tidlig Blå Burgunder – var til gengæld et virkeligt dejligt bekendtskab og aftenens første tegn på, at Frühburgunder og Danmark måske kan være et meget god match.

Jeg gættede – spot on – at begge kombattanter var danske. Det strenge panel gav vinene 74-76 og 84-86.

Heat 3

Næste sæt var også eksotisk på den kølige måde … Saale-Unstrut Frühburgunder lavet af et ægtepar bosat i Berlin mod den danske og superhypede Pinot Noir Précoce fra Njord.

Hård urtet saltlakrids mod aromatisk dansk, frisk blomstereng … kæmpe forskelle og alligevel begge vine, som kvalitetsmæssigt i alles øjne egentlig lå ret ens. Jeg er klart til den danske ætling … og nu officiel Njord elsker. Pointmæssigt dømte deltagerne vinene til henholdsvis 86-88 samt 87.

Heat 4

Endnu engang Rheinhessen i duel, hvor kostald mødte savværk … i hvert fald var det nogle af aromaerne, som blev nævnt ved smagningen.

Wasem havde virkelig lækker duft, mere klassisk Spätburgunder stil, mens smagen trak i lidt mørkere retning. Thörle var mere stikkende og prikkende og delte vandene en smule, da pointene lød på 86-88 for Wasem og 82-84 for Thörle.

Heat 5

De næste vine gættede jeg også spot on, da Pfalz vinene er noget kraftigere, hvilket også gjaldt disse på Frühburgunder. Den billige Kesselring duftede godt, men manglede meget smagsmæssigt, hvorimod Kuhn faktisk var rigtigt godt.

Der var godt med vanilje presset ud i frugten og smagsmæssigt saft, kraft og fin elegance. Stor forskel, hvilket et pointene også afslørede med niveauer på 84-86 samt 88-90.

Heat 6

Næste heat skulle vise sig at blive en kamp mellem to giganter … Kriechel i Ahr og Fürst i Franken.

Det er Ahrs koncentrerede knytnæve – med netop den vin, som Kriechel fik en 3. plads med i 2015 ved kåringen af Ahrs bedste Frühburgunder – i kamp mod en nyere, urtet, men overraskende let Franken syre.

Her var der stor enighed om kvaliteten hos Kriechel med 89-92 point, mens variationen var større hos Fürst med 86-92 point.

Heat 7

Så gik der I heat 7 endelig ren Ahrrrrrrr i smagningen med smukke Julia Bertram pakket ind mellem 2 x Meyer-Näkel. Need I say more? Klar sejr til Bertram, selvom jeg fortsat synes, at hendes vine på Spätburgunder er bedre end hendes Frühburgunder.

Desværre var den ældre 2001 Bad Neuenahrer Sonnenberg fra Meyer-Näkel helt væk, oxyderet og over the hill, men det kunne ellers være spændende at sammenligne den vin med Julias fra samme mark. Pointhøsten lå på 86-87 og 88-90 til Julia, mens vi ikke gav point til den sidste vin.

Heat 8

I det øvre Ahr lag fortsatte heat 8, hvor kampen reelt stod mellem Stodden og Maibachfarm, da vinen Alpha & Omega fra Deutzerhof viste nogle mærkelige overmodne noter og virkede halvdød.

Ved første sip af Stodden virkede den måske lidt uforløst og tilbageholdende, men jeg synes den duftede ret fabelagtig og vandt ved tid i glasset.

Meninger om den var dog lidt delte, hvorimod alle var enige om, at den blev slået af Maibachfarm, som var aftenens bedste vin med animalsk aroma, tavlekridt og smagsmæssigt cremet, smeltende og smagte bare tæskegodt.

Pointene blev delt ud med 87-92, 83 samt 88-92. Jeg var nok lidt mere rundhåndet med pointene end resten af bordet denne aften.

Heat 9

Vi sluttede også med Ahr iblandet en enkelt farisæer fra Rheingau, nemlig den 15,5% højoktan kraftige Koloss Pinot Noir Précoce fra Weingut Solveigs, som også var lidt en særlig iført bildæk, mørk og nærmest kandiseret frugtvingummi og andet godt fra garagen.

Heat 9 bød også på endnu et forsøg med en anden flaske 2013 Alpha & Omega Frühburgunder, men den endte desværre smagningsmæssigt samme sted som første flaske … måske en tak bedre, men ikk’ helt godt.

Finalen var en 18% Hansemann Frühburgunder Rosé Likörwein fra Deutzerhof … blot for at prøve noget helt andet på Frühburgunder. Så havde vi vist også gjort det godt.

På grund af prop røg en Ingelheimer Frühburgunder fra Weingut Wasem samt en 2014 Frühburgunder fra Weingut Wageck ikke på bordet, så vi måtte – beskedne som vi nu var – nøjes med at smage os igennem 20 vine på Frühburgunder og altså Alpha & Omega Frühburgunder fra Deutzerhof 2 gange.

Som vanligt skal jeg nok linke til mine beskrivelser af de enkelte vinhuse og selvfølgelig komme med mine uddybende bedømmelser af de enkelte vine. Så der er med andre ord fortsat grund til at følge jeres flittige vinblogger tæt i den kommende tid.

Frühburgunder … konklusionen

Men derfor kan jeg jo sagtens allerede nu komme med et par hovedkonklusioner fra smagningen. Som flere sagde under smagningen og senere kommenterede på Facebook, så var vinene all over the place.

Og det er et ganske rammende billede, for der var meget store forskelle på vinene. Man kan selvfølgelig forstå, hvis de danske udgaver var anderledes, men det var nærmest hele vejen rundt.

Derudover sidder jeg også tilbage med en lille kedelig hængemule af skuffelse, for jeg havde nok regnet med mere. At den lille sårbare og krævende Frühburgunder diva virkelig ville vise, at hun var den lækre, smækre lillesøster, som bare kan nogle tricks, som storesøster ikke tør. Mere udfordrende klædt, lårkort nederdel, lange ben, stram leopardtop samt lyserød kyssemund … og ikke blot en forvirret teenager.

Og dommen lyder derfor, at … jo Frühburgunder er spændende, men Spätburgunder er bare bedre. Og så simpelt kan det vist siges. Så jeres flittige vinblogger aka Spätburgunder tjekker ud for nu … og skal nok holde Spätburgunder sporet varmt i den kommende tid.

Så kan man jo samtidig glæde sig over, at der ikke kun er 262 hektar vinmarker med favoritdruen i Tyskland, men hele 11.756 hektar … og det er jo i grunden ikke helt ringe.

Besøg på Cold Hand Winery … dansk vinsucces med entusiasme

Entusiasme, fortælleglæde og iværksætterånd gennemsyrer vores måde at drive vineri på. Sådan skriver Jens Skovgaard – drivakslen i Cold Hand Winery – selv på den danske vingårds hjemmeside. Og det kom jeg under et besøg på den danske vingård til at mærke på egen krop … på den allerbedste måde.

En smagning i Randers Vinlaugh var nemlig henlagt til Cold Hand Winery i Læsten, for vi havde alle hørt og læst om, at der lokalt i egen baghave faktisk udspiller sig et sandt vineventyr med stor international opmærksomhed i bedste H.C. Andersen stil.

Og nu var det vist på tide, at besøge idémanden Jens Skovgaard på hans næsten nye vineri, så vi kunne se og smage, hvad han egentlig har gang i.

Velkommen

Vi blev ved ankomsten hjerteligt modtaget af mister Cold Hand himself, den godmodige, storsnakkende og hjertevarme Jens Skovgaard, som er årsagen til, at projektet overhovedet eksisterer.

Han fortalte, at vi skulle starte med en lille rundtur … og hvor er bedre at starte end i selve vineriet? Der skulle vi smage et par bobler og Jens – som skulle vise sig at være et rigtigt madøre – havde også lavet et par snaks til at matche boblerne. God måde at starte smagningen på.

Vi startede med at smage Cold Hand Winerys 2015 Rheum, som er en boblende/mousserende vin, som er lavet på rabarber … eller på grøntsager, som Jens poetisk udtrykte det, da rabarber jo reelt ikke er en frugt, men en del af grøntsags familien. Vinen er lavet helt traditionelt efter champagnemetoden.

Dertil havde Jens lavet en lille snack … lidt kyllingeskind med creme og syltede agurker, da lidt kyllingefedme kunne passe fint til den syrlige rabarber. Det smagte sgu ganske himmelsk og en boblende rabarber … hvem fanden finder på det? Jeg har tidligere smagt Jens’ Crispa Boblende Stikkelsbær, som også er virkelig spændende.

Starten af Cold Hand Winery

Imens vi nød boblerne fortalte Jens smittende begejstret om hele projekt Cold Hand Winery. Hvordan det var startet som en lille hobby, mens han var skoleforstander og nærmest i garagen lavede lidt solbærvin og – efter køb af et lille landsted med æbletræer – også pressede æblemost i større og større mængder.

Da hverken familien selv eller eleverne på skolen kunne drikke så megen æblemost, så måtte den initiativrige lærer fryse æblemosten ned og opdagede ved en fejl – da der gik hul på en af beholderne med æblemost i den proppede kummefryser – en fed, klæbrig væske, som var den koncentrerede æblesaft med tonsvis af sødme og syre. Det kunne bruges til at lave æblevin … endda æble eiswein. Og det blev starten på et vildt ridt.

Konen troede på idéen og satte stolen for døren; enten gør du noget ved det, eller også holder du kæft. Okay, det er måske en viderefortolkning, men parret troede begge på idéen, så jobbet som skoleforstander med sikker indtægt og tilhørende magelig forstanderbolig blev opsagt til fordel for en usikker fremtid med æbler i stor stil.

Men projektet manglende to vigtige ting, penge og æbler … og gerne mange af begge dele. Jens ringede derfor uopfordret til Flemming Jørgensen … en større frugtavler på Fyn og fortalte, at de to skulle arbejde sammen. Efter en middag, et par snakke og nogle sporadisk nedfældede tanker om, hvordan opstarten skulle ske i roligt, nærmest adstadigt tempo, så opstod Cold Hand Winery.

Alt eller intet

Men da Jarnvig i vejrudsigten allerede kort tid efter, sidst i november 2010 kunne melde om vedvarende frost, så lang tid vejrudsigten kunne se frem, så ringede Jens til sin nye forretningspartner og foreslog, at de droppede forsigtigheden og nu gik all in.

Det vagte begejstring hos Flemming Jørgensen, som fluks pressede flere hundrede tons æbler af sorter som Ingrid Marie, Filippa, Elstar og Jonagold til ren æblesaft, som derefter blev kørt op til Læsten, hvor de stillede saften i markerne … og så ventede på frosten. Trods et par søvnløse nætter kom frosten heldigvis og så kunne de producere deres æble-is-vin i big scale.

Jens måtte op hver nat og kigge til mosten, skrue slanger på og sikre at den tykke cryokoncentrerede most kunne tappes. Et satans koldt arbejde, for det meste skulle klares uden vanter, så det var der, at navnet Cold Hand opstod. Jens fik simpelthen navnet Mister Cold Hand, hvilket så også blev navnet på vineriet.

Masser af succes

Men anstrengelserne bar frugt … so to speak. Siden er det gået derudaf for æble-is-vinen fra de entusiastiske iværksættere fra det nordlige. Succesen kan i høj grad tilskrives Jens’ store gå på mod og evnen til at få vinen markedsført de rigtige steder, bl.a. på vinkort hos de allerbedste restauranter.

Men det skyldes også den tårnhøje kvalitet af produkterne fra Cold Hand Winery, for som Jens selv siger, så kan man få succes på to måder; enten lave noget billigt – hvilket er umuligt i Danmark – eller noget godt. Og da vi i Danmark har nogle af verdens bedste frugter, så er basis for at lave frugtvine af virkelig høj kvalitet absolut til stede.

Siden er det også drysset med priser til Cold Hand Winery. Jeg kan efterhånden ikke tælle, hvor mange priser vinene fra Cold Hand Winery har fået, men hypen er i øjeblikket kun tiltagende. Således har flere og flere Michelin restauranter nu Cold Hand Winery vine på deres vinkort … og det er såmænd både herhjemme og i udlandet, fx på Michelin restauranten Buddenbrooks i Travemünde.

Specielt i Tyskland har de været ovenud begejstret, og flere restauranter har aftaget både æble-is-vinene samt de lidt anderledes bobler. Jens kunne bl.a. fortælle, at en af Tysklands bedste sommerliers Billy Wagner har fremhævet 2013 Malus Danica Cuveé Essencia og nævnt nordiske frugtvine som det næste nye sort.

Det tyske blad Sommerlier lavede samtidig en smagning, hvor de 6 bedste vine alle fik over 90 point, og heraf var hele tre vine fra Cold Hand Winery, hvorfor Jens også måtte tage turen til Tyskland for at præsentere sine vine foran 100 sommeliers.

Herhjemme har Geranium netop taget en af vinene på Cold Hand Winery ind i deres vinmenu, mens Jens også lige havde fået en stor ordre med levering af vine til både Rusland og til Claus Meyers restaurant Agern i New York.

Også det store Arla har fået øje på Cold Hand Winery, da de søde og koncentrerede vine går sindssygt godt sammen med oste. De har således indgået et samarbejde i relation til Arla Unikum ostene, som Jens nu også forhandler i hans lille gårdbutik. En af ostene i Arla Unikum serie … den skønne Gnalling laves faktisk en gang imellem i en udgave, hvor den lagrer med lidt Prunus Nigra.

Selv royalt stjernedrys har vinene fået, da prins Henrik har rost vinene fra Cold Hand Winery efter en smagning. Under et par dages ferie tikkede der lige en mail ind fra kongehuset om, at de da gerne ville købe lidt vine. Så det lille frugtvinhus kan i dag faktisk kan bryste sig med at være kongelig hofleverandør, da kongefamilien nu løbende bestiller vine fra Jens.

Og vi kan da læne os op af Jens’ succes og også godt bryste os lidt i Randers, knejse lidt med nakken, for på det lokale Cold Hand Winery er Jens og hans crew i gang med at skrive vinhistorie i Danmark og sætte Randers på det vinøse landkort. Hvem havde troet det … se, det er et sandt eventyr.

Fremvisning og smagning

Nå, men efter den første boblevin på rabarber, så smagte vi et glas bobler på æbler og hertil lidt hjemmelavet vandbakkelse med rørt creme af laks og rogn. Jens fremviste samtidig stolt det nye vineri, som er bygget efter en aktieemission, hvor interesserede godtfolk kunne blive medejere af projektet.

Vi fik bl.a. set de mange fade, hvoraf nogle er brugte og hentet hos Maison Louis Latour i Bourgogne. Jens kunne godt hente fade flere steder fra, men samme størrelse letter bare tingene, da de således passer i reolerne.

Maskinen til degorgering og propning af de mousserende vine viste Jens også frem … lidt en lettelse i arbejdet i forhold til manuelt at proppe flaskerne.

Jens fortalte, at de fortsat er ganske nye i produktionen af bobler, men at han vurderer potentialet ganske stort. På dette område er Cold Hand Winery også pionerer, da de jo laver bobler på frugter, som der aldrig tidligere er lavet mousserende vine på. Dette bekræftes også kun af en stor efterspørgsel bl.a. fra flere tyske restauranter, som gerne ville aftage hele produktionen.

Efter fremvisningen gik vi over til gårdbutikken og det bagvedliggende smagelokale. De ligger begge i en hyggeligt ombygget svinestald. Vi satte os ved langbordet og smagte den sidste boblevin … som var lavet på blommer. Dertil fik vi en sandwich, ja nok den bedste sandwich, som jeg nogensinde har smagt. Så var bunden også sådan ligesom lagt.

Resten af smagningen var et stående taffel, hvor vi smagte både æble-is-vinene samt nogle af Cold Hand Winerys andre frugtvine. Og til hver vin, var den lidt snack i form af enten totalt lækker kyllingleverpostej eller Arla Unikum oste og sidst en lille hindbær-/chokoladeting sammen med kaffe og de stærkeste frugtvine, hvor æble kryokoncentrationen er blandet med Eau de Vie, der selvfølgelig også er lavet på æbler.

Samlet smagte vi disse vine fra Cold Hand Winery:

  • 2015 Rheum Boblende Rabarber
  • 2014 Pommus Boblende Æbler
  • 2016 Prunella Sparkling Plums
  • 2014 Malus Danica Barrique
  • 2013 Malus Danica Cuveé Essencia
  • 2015 Pyrus Danica
  • 2015 Malus X Feminam 19 %
  • 2016 Prunus Rosa 17 %
  • 2015 Prunus Nigra
  • 2015 Malus X Masculine 40%
  • 2013 Pyrus Communis 38%

Jeg har ingen smagsnoter på vinene, men fik da købt en flaske boblende rabarber med hjem. Men jeg skal helt sikkert forbi Cold Hand Winery igen, så måske kommer der anmeldelser på nogle af vinene senere.

Min favorit denne aften var klart Malus Danica Cuveé Essencia, men generelt er det virkelig lækre vine, som Jens laver på det innovative vineri. Det er ikke vin på vindruer, men vin på danske frugter … det bedste, som haverne i vor smukke land kan byde på … og det er vel slet ikke så ringe endda. En gnalling, der er blevet til en svane og svanesangen lever i bedste velgående.

Besøget får topkarakter af jeres flittige vinblogger

Vinanmeldelse 7/7  

Nytårskur hos Bichel Vine … med store kanonslag

Bichel Vine i Hjortshøj inviterede forleden via Facebook til en lille nytårskur, hvor de ville finde de helt store kanonslag frem … lige fra 17 år gammel Grand Cru Bourgogne til 50 år gammel Chianti.

Og da både jeres flittige vinblogger og vinbuddy Gert E begge kunne trænge til at komme på kur, så tog vi selvfølgelig turen til Bichel fredag eftermiddag … helsebevidste, som vi nu engang er.

Jeg havde forinden spurgt Gert E, om han ikk’ også var klar til at komme på kur og han var lige så klar som mig, så jeg lovede at stille både min stjernebaserede karet og behændige køreegenskaber til rådighed, således vi kunne tage turen til Hjortshøj.

Vi kom – som alle gode popstjerner – lidt forsinket i forhold til det proklamerede starttidspunkt 15.00, men blev straks budt velkommen af vores gamle ven Anders, som fluks stak os et dejligt Zalto hvidvinsglas i hånden, hvorefter indehaveren af Bichel Vine Lars Bo hældte lidt bobler i glasset. Så var vi ligesom i gang.

Der var allerede godt med mennesker … og det skulle hurtigt blive værre – eller bedre for Bichel – afhængig af point-of-view, men det var skam forståeligt med de vine, som der var linet up. Gratis og store kanonslag er tilsyneladende en velanset kombi.

Kanonslagene så sådan her ud i rank, militær paradeopstilling og geled:

Vi drak de 8 rumraketter i følgende rækkefølge:

Det er lutter dyre dråber, så vi fik selvfølgelig kun en lille skvis af hver vin, men jeg lavede alligevel lidt sparsomme smagsnoter, som jeg i de kommende indlæg nok skal dele med jer.

Den knap 50-årige Monsanto havde jeg smagt tidligere hos Bichel, så der linker jeg blot til mit tidligere blogindlæg. Denne gang virkede den imidlertid mere træt end første gang jeg smagte den, men fortsat en fin oplevelse. Come on … hvor tit smager man 50 år gammel topklasse Chianti?

Alle vine blev serveret i Zalto – de hvide selvfølgelig i hvidvinsglas og de røde i de store bourgogneglas fra Zalto. Total respekt … det øger sgu da bare lige drikkeglæden med ekstra procenter. Jeg burde sgu investere i sådanne glas.

Vi fik selvfølgelig langsomt og omhyggeligt smagt vinene en efter en, fik en god snak med Anders og rendte også ind i andet godtfolk, bl.a. vor gamle kollega Søren Ivarsen, som også var ude at udfordre ganen med de eksklusive vine.

Vi fik også kigget hylderne igennem for mulige køb, men da menneskemængden også stille og roligt tog til, så listede vi dog stille af sted …  og satte kursen retur til den kronjyske hovedstad. Så må vi besøge Bichel en dag, hvor der er mere ro og færre besøgende.

Men en flot, flot smagning, så tak til Anders, Lars Bo og kompagni for at invitere, åbne de flotte vine og give en god start på en kur, som forhåbentlig kan holde hele 2018.

Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende

Balthasar Ress havde – på vores forespørgsel om rigtige gode og måske mere ukendte producenter – anbefalet os et besøg hos Weingut Sohns. Vi havde derfor sat vingården på besøgslisten … faktisk som sidste stop på vores roadtrip.

Da vi hos Chat Sauvage nævnte, at vi havde påtænkt at besøge Sohns, så kom de med samme lovprisninger. Gustav fortalte, at de faktisk tit arbejdede sammen med Weingut Sohns og Verena Schöttle ringede endda til Sohns og forvarslede vore komme.

Så var vi sikre på at blive godt modtaget. Det var sgu service … vi takker Verena. Hun fik en aftale, således vi skulle være hos Weingut Sohns kl. 13.00. Så var det ligesom på plads og vi trillede selvfølgelig – ganske pligtopfyldende – ind på parkeringspladsen foran Weingut Sohns et par minutter før.

Weingut Sohns ligger – som Chat Sauvage – ved Geisenheim, men på et mere fladt stykke, men har deres marker spredt udover flere områder af Rheingau. Det skal jeg nok lige vende tilbage til.

Lidt om vinhuset

Historien om Weingut Sohns startede tilbage i 1929, hvor Jakob Sohns, der var udlært smed – schlossermeister – begyndte at drømme om at blive vinproducent, men først i 1933 købte han de første vinmarker og lagde dermed fundamentet til vingården.

I de første mange år var vinproduktionen mest en hobby, men da sønnen Otto Sohns i 1945 kom med i driften, så udvidede man med køb af yderligere vinmarker og gjorde vinproduktionen til den primære beskæftigelse på gården.

Da Otto i 1969 overtog hele driften sammen med hustruen Barbara, så havde gården samlet 3 hektar vinmarker. Siden 1983 har det imidlertid været Otto og Barbaras søn Erich Sohns, som har drevet vingården.

Erich er opvokset med vin, men egentlig uddannet civilingeniør. Han trådte ind i familievirksomheden straks efter endt uddannelse og han driver den i dag sammen med hustruen Sabine og deres to børn Martin og Pascal.

Pascal er dog også på vej ind i driften, da han blev færdig med sin uddannelse som vinmager i sommeren 2012

Familiens Sohns har samlet 8 hektar vinmarker, hvor hovedparten ligger omkring Geisenheim, men de har også parceller på marker i Oestrich-Winkel, Hallgarten samt en enkelt parcel i både Hattenheim samt Lorch.

Det er nemlig markerne … i Geisenheim; Kläuserweg, Mönchspfad, Kilzberg, Mäuerchen, Fuchsberg og Rothenberg, i Oestrich-Winkel; Jesuitengarten, Hasensprung, Gutenberg, Edelmann og Doosberg, i Hallgarten; Schönhell og Jungfer og endelig Hattenheimer Schützenhaus og Lorchhäuser Seligmacher.

Markerne er for 70% vedkommende Riesling, 20% Spätburgunder, men de resterende sorter er Weissburgunder, Rotberger samt Dornfelder. Alle markerne dyrkes økologisk.

Weingut Sohns laver en langt række vine, og selvom man ikke er medlem af VDP, så følger serierne af vinene alligevel VDPs mønster, blot hedder Gutswein i stedet SOHNS esprit, Ortswein SOHNS elegance, Lagenwein SOHNS Excellence og de bedste Gewächse kaldes SOHNS perfection.

Et fantastisk besøg hos Weingut Sohns

Da vi ankom til vingården blev vi hjertelig mødt af Erich Sohns, og han bød os velkommen. Vi startede med at gå op i husets smagelokale for at smage lidt vine.

Som alle de andre steder koncentrerede vi os om de tørre Riesling vine samt selvfølgelig Spätburgunder. Vi smagte Sohns tørre Riesling fra alle niveauerne … og på excellenceniveauet både en Winkeler Hasensprung Riesling Trocken og en Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken.

I perfection serien smagte vi en forrygende 2015’er Geisenheimer Kläuserweg Riesling Erste Gewächs. Og huset Spätburgundere var ganske flot og samtidig ligger priserne på Weingut Sohns meget, meget fornuftigt.

Hans top Spätburgunder Geisenheimer Mäuerchen koster alene 16€, lillesøsteren 10,50€, mens de bedste perfection Riesling vine også ligger til 16€. Den prisbillige Gutswein Riesling SE koster alene 5,50€ og er ganske fortræffelig.

Vi fik undervejs sat lidt krydser ved de vine, som vi skulle købe og meget passende skulle vinene pakkes nedenunder på lageret ved vineriet, så Erich tilbød en rundtur i produktion aka vinkælderen. Det var vi bestemt friske på.

Vi fik set vinpressen, flaskelinjen og selvfølgelig vinkælderen, hvor Erich lagrer vinen på henholdsvis større egefade og for Spätbundernes vedkommende også på barriques.  Erich fortalte også om markerne, hvor fx Lorchhäuser Seligmacher har en imponerende 60% stigning.

Vi snakkede også lidt om flasker, idet Weingut Sohns på deres topvine anvender de gamle klassiske Rheingau flasker, som man ellers sjældent ser.

Den kaldes en Rheingauer Flöte – altså fløjte – og er en mørkegrøn flaske, der er slank, 35 cm høj og har nogle lodrette kanter på flaskehalsen.  Den blev egentlig indført for at tilføre vinene fra Rheingau deres egen særkende, men det ses imidlertid ikke ret tit og jo tror faktisk, at det var første gang på turen, at vi stødte på flasketypen.

Erich Sohns er en rar mand og vi fik en flot behandling på vingården, som virker meget moderne og eksperimenterende. Selv husets etiketter er moderne … og lidt sjovt kan man på deres hjemmeside se udviklingen af etiketterne siden 1969.

Om man er til moderne og smarte etiketter eller de gamle med næsten gotiske bogstaver er en smagssag og heldigvis også forskellig fra vinhus til vinhus.

Kommer du engang til Rheingau, så kan jeg og resten af knægtene bestemt anbefale at kigge forbi Weingut Sohns, som samtidig blev et fint punktum for vores rheingauske roadtrip.

Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet

Bagepulver, kagemix, yoghurt, frossen pizza, pizzaburger, kagedekorationer, cornflakes, hævemidler, geleer … alt til bagning. Alle kender vist Dr. Oetker, som specielt er god til pizza bagt i ægte stenovn, hvis man i hvert fald skal tro på reklamerne.

Dr. Oetker Pizzaburger – til jer, der ikke bare har appetit men sult. Prikken over i’et til enhver dessert! Dr. Oetkers dessertsauce smager udsøgt både til varme og kolde desserter, og så fås de i 3 lækre smagsvarianter: toffee, choko og saltlakrids. Ja mulighederne med Dr. Oetker er mange.

Der eksisterer sågar en Dr. Oetker app, som hedder kagerullen og byder på opskrifter på herlig hjemmebag … selvfølgelig med brug af Dr. Oetkers mange vidundermidler.

Familien Oetker driver – med hovedsæde i Bielefeld i det nordlige Tyskland gennem 4. generationer – det gigantiske internationale madimperium, der omsætter for over 80 milliarder kroner hvert år og har over 30.000 mennesker på deres lønningsliste. Og så ejer de minsandten også et af Tysklands mest prestigefyldte vinhuse, nemlig det hæderkronede Schloss Johannisberg.

Jeg havde egentlig overvejet frem og tilbage, om jeg skulle skrive om besøget på Schloss Johannisberg, for det var jo egentlig ikke et rigtig vingårdbesøg … mere et turiststop på en overcrowded attraktion, hvor man tilfældigvis også kan købe vin.

Jeg besluttede dog, at jeg ville skrive dette indlæg, dels som ærlig beretning om et flot og imponerende sted med en fantastisk vinhistorie, men også som stræk og advarsel for dem, som gerne vil se, høre og smage, hvordan små vinbønder laver deres vine.

Som I måske så på blogindlægget omkring Chat Sauvage, så ligger Schloss Johannisberg på toppen af en de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Det er så berømt, at det endda i 1971 fik sin helt egen appellation, som egentlig bare hedder Schloss Johannisberg. Det et da cool.

Historien om Schloss Johannisberg

Der har været lavet vin på netop dette sted siden middelalderen og omkring år 1100 blev der på stedet bygget et benediktinerkloster, som dengang blev kaldt Bischofsberg .. altså biskoppens bjerg og det blev samtidig identificeret til at være det bedste sted at dyrke vin i hele området.

Omkring 30 år senere udvidede munkene også klosteret med en romansk basilika, altså en stor og imponerende søjlekirke til ære for Johannes Døberen og siden blev både højen og klosteret kendt som Johannisberg, altså Johannes bjerg.

Søjlekirken blev dog ødelagt under den tyske bondekrig i 1525, men navnet hænger fortsat fast på stedet, som dog i de efterfølgende år skiftede ejer utallige gange.

I 1716 blev ejendommen og jorden imidlertid købt af præstedømmet under fyrst Konstantin von Buttlar fra den daværende ejer Lothar Franz von Schönborn. De opførte det imponerende barokslot og plantede i 1720 de første marker med Riesling, men under Napoleonskrigene skiftede slottet ejere mange gange. 

I forbindelse med Wienerkongressen 1814-15 skænkede den østrigske kejser imidlertid godset til sin kansler, fyrst Klemens von Metternich og det blev herefter i familiens ejet helt frem til 1974, hvor det blev købt af Oetker familien.

Under 2. verdenskrig blev slottet totalt udbombet og der stod faktisk kun ydermurene tilbage. Det blev faktisk først genopbygget midt i 1960’erne af prins Paul Alfons von Metternich-Winneburg sammen med hustruen prinsesse Tatiana, som var af russisk afstamning.

Selvom Oetker familien havde købt slottet i 1974, så boede prins Paul på slottet frem til sin død i 1992 og prinsessen helt indtil hendes død i 2006.

Historien om de søde vine

Det var også her på Schloss Johannisberg, at den ædle søde vin blev produceret for første gang, da myndighederne i 1775 kom for sent med høsttilladelsen. Med historisk held prøvede man at se, hvad man kunne få ud af at vinificere de rådne druer, og det blev til den første vin af den typen, som vi i dag kalder Spätlese.

I 1787 opnåede man derefter for første gang det sødmeniveau, som vi i dag betegner Auslese. Herefter blev det et mantra at fremstille ædelt søde vine, og da en pludselig hård nattefrost ramte Schloss Johannisberg i december 1858, var det også her, at man for første gang pressede de frosne druer til Eiswein.

Og det med de forskellige sødmeniveauer satte vinslottet allerede i gamle dage i system. Man fandt nemlig på at forsegle flaskerne med lak i forskellige farvenuancer for at holde styr på de mange forskellige sødmegrader i de forskellige vine.

Og i dag lever systemet videre i bedste velgående, og alle flasker på Schloss Johannisberg er påsat farvestrålende kapsler efter følgende skala:

  • Gul – Gelblack = Qualitätswein
  • Bronze – bronzelack = Tradition
  • Rød- Rotlack = Kabinett
  • Grøn – Grünlack = Spätlese
  • Sølv – Silberlack = Grosses Gewächs
  • Rosa – Rosalack = Auslese
  • Rosa/guld – Rosa-Goldlack = Beerenauslese
  • Guld – Goldlack = Trockenbeerenauslese
  • Blå – Blaulack = Eiswein

Der siges dog, at Schloss Johannisberg måske slet ikke var først med at udvikle vine med den ædle råd, men at der var sket tidligere i Tokaj i Ungarn … men der siges jo så meget. Det er under alle omstændigheder en af de mange historier, som hører sammen med det store og historiske Schloss Johannisberg.

Schloss Johannisberg i dag

I dag er Schloss Johannisberg en af området store turistattraktioner, og det gør selvfølgelig også, at alt omkring husets vine er sat i system. Således kan turister – udover at nyde den fantastiske udsigt – købe guidede ture i vinkælderen, Segway ture, besøge og købe vine i vinotheket, som mest er en shop, eller indtage et måltid i slottets restaurant, som efter sigende skulle være ganske god … men sikkert uden servering af pizzaburgere.

Derudover anvendes slottet i dag til en række kulturelle begivenheder, men man kan også – privat eller som virksomhed – leje lokaler til større møder.

Men der produceres også fortsat flotte vine på Schloss Johannisberg, som samlet har 35 hektar vinmarker, hvorfra husets vine med de farvede kapsler produceres.

Derudover ejer Schloss Johannisberg også vinhuset Weingut G.H. von Mumm og vinene derfra kan selvfølgelig også købes i vinotheket aka shoppen på vinslottet.

Sammen med en flok andre turister på stedet, der smagte vi skam også lidt vine, men man bliver aldrig helt opstemt. Måske skulle vi i stedet have sat os i restauranten … nu blev det hele bare en smule forvirrende og snart satte vi da også kursen mod turens sidste gårdbesøg.

Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland

Vort besøg hos Weingut Chat Sauvage var – by far – det bedste under opholdet i Rheingau. Det gælder både gæstfriheden, frem- og rundvisningen samt de imponerende vine.

Det var lørdagens første besøg og jeg havde dagen før skrevet til huset og spurgt, om det var okay med et besøg … selvfølgelig på mit bedste og fremmeste udenbyske sprog? Og ganske overraskende havde jeg fået en mail retur, hvor der på dansk stod; Tak for din mail. I skal være vekomne til smagning på Chat Sauvage i morgen kl. 11.00.

Og mailen var underskrevet Gustav Laursen, studerende ved Geisenheim universitetet. WTF? En vaskeægte dansker midt i det udenlandske Rieslingland? Vi svarende selvfølgelig derfor fluks, at vi ses i morgen kl. 11.00 cirka.

Og det blev vist også cirka, for vi ankom til Weingut Chat Sauvage lidt før tiden. Om lørdagen åbner vinhusene nemlig lidt senere, så vi havde trippet lidt efter morgenmade på Gasthof Krancher og samtidig tog turen hen til Chat Sauvage i Johannisberg kortere tid end forventet. Vi rullede derfor ind på grusvejen 10 minutter før tid og smed vores dieselkøretøj ved siden af stedet sølvfarvede Land Rover.

Allerede da vi stod ud af bilen kom vor landsmand Gustav Laursen os i møde og bød velkommen. Hvor fedt at møde en dansker her … og sammen gik vi hen til vinhuset, hvor Gustav i vinotheket havde gjort klar til os. Store og elegante Zalto vinglas og et lækkert smagelokale med udsigt til Schloss Johannisberg længere oppe. Kanon.

Vi startede med at høre lidt til Gustav og hans historie. Han læser ganske vist på Geisenheim universitetet, men dog ikke til vinmager, men i stedet indenfor International Wine Business. Ved siden af studiet arbejder Gustav dog deltid på Weingut Chat Sauvage.

Lidt historie om Weingut Chat Sauvage

Derefter gik vi i gang med vinene og imens fortalte Gustav lidt om vinhuset og historie bag. Weingut Chat Sauvage er grundlagt i år 2000, men historien startede allerede i 1992, hvor i værksætteren og rigmanden Günter Schulz, der er bosat i Hamburg, besøgte Rheingau og blev forelsket i området.

Günter Schulz er selv Bourgogne freak og han besluttede sig for, at lave vin i Rheingau … vin som skulle være på højde med vinene fra Bourgogne. Kvalitets Pinot Noir med et internationalt format fra Rheingau.

For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at han skulle ha’ fat i nogle af områdets bedste vinmarker. Det er dog sjældent, at den type marker kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle.

For klimaet på de stejle marker i Rheingau kan flere steder sammenlignes som Bourgogne. De mange solskinstimer, det milde klima og en undergrund med flere lag mineraler er optimal for den røde burgunder drue. Det er både Taunus-Quarzit, skifer og leragtig löss.

For at drømmen kunne blive virkelig, så solgte han sin egen samling af Bourgogne vine via Christies auktioner, og så havde han både til køb af marker og en senere opførelse af det moderne vineri i markerne ved Johannisberg.

Det første år efter etableringen lavede Chat Sauvage deres første vin, men alene et par tønder. De blev faktisk produceret i samarbejde med vinmageren Erik Andersson hos naboen Weingut Schamari-Mühle i Johannisberg. Men det var før etableringen af det imponerende vineri, som I også kan se på det øverste foto.

I dag har vinhuset omkring 8 hektar og markerne ligger i både Winkel, Rüdesheim, Johannisberg, Assmanshausen, Geisenheim  samt Lorch længere mod vest.

Således har man parceller på så imponerende marker som Johannisberger Hölle, Rüdesheimer Drachenstein og Roseneck, Assmannshäuser Höllenberg og Frankenthal samt i Lorch markerne Bodental, Pfaffenwies og Kapellenberg.

Og netop markerne er grundlagt for den svimlende kvalitets, som præger vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det kræver hårdt arbejde og Gustav fortalte, at man årligt bruger omkring 1.000 mandetimer pr. hektar. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

I kælderen er det også det gamle håndværk, som er i fokus. Der  arbejdes med spontangæring, maceration og vinene lages således typisk 18 måneder på barriques og tappes ufiltrerede.

Og selvom man befinder sig midt i det rheingauske Riesling landskab, så holdes der fast i referencen fra Bourgogne. Det betyder selvfølgelig også, at husets hvidvine laves på Chardonnay.

Ingen Riesling hos Weingut Chat Sauvage … kun Pinot Noir og Chardonnay … en rebel i Riesling land og dermed lever huset godt op til sit navn, der jo betyder vildkat.

På samme vis er huset heller ikke medlem af VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – da det primært betyder en masse administrativt bøvl. Og det er endda selvom 90% af Chat Sauvages marker egentlig ville være Grosse Lage.

Det er ikke den gamle Günter Schulz, som selv laver vinene … han drikker dem vist bare. I stedet er produktionen lagt i hænderne på ansat vinmager, hvilket i dag er Verena Schöttle, som har overtaget ansvaret efter den første vinmager Michael Staedler.

Vi skulle senere faktisk møde det smukke og dygtige Verena, som inviterede os en tur rundt i produktionen og vinkælderen, men det vender jeg fluks tilbage til.

Vores smagning

Gustav havde forberedt lidt af en smagning for os … og vi blev vist lidt overrumpet, men på den fedeste måde. Det skulle vise sig, at vi skulle smage 13 forskellige vine, nemlig:

  • 2014 Rosé Sekt Pinot Noir Brut
  • 2014 Rheingau Chardonnay
  • 2015 Clos de Schulz Chardonnay
  • 2014 Rheingau Pinot Noir
  • 2013 Assmannshausen Pinot Noir
  • 2013 Lorch Pinot Noir
  • 2012 Lorcher Kapellenberg Pinot Noir
  • 2012 Lorcher Schlossberg Pinot Noir
  • 2012 Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir
  • 2012 Johannisberger Hölle Pinot Noir
  • 2013 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir
  • 2007 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir
  • 2009 Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir

Og nej … jeg har ikke smagsnoter på vinene … og dog, for de sidste to med lidt alder var så fremragende, fucking fantastiske, at dem blev jeg simpelthen nødsaget til at skrive noter på. Jeg har selvfølgelig linket til mine smagsnoter ovenfor.

I Danmark forhandles vinene via H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, men vinen basisvinen Jeder Zeit er imidlertid ikke på vinhusets prisliste. Gustav forklarede, at det formentlig skyldes, at den vin er lavet direkte til det danske marked og ikke alene er lavet af druer fra egne marker.

Jeg fortalte om mit første møde med Weingut Chat Sauvage i 2013, hvor jeg smagte deres 2007 Johannisberger Hölle Pinot Noir, som jeg var aldeles begejstret for. Siden har jeg faktisk aldrig nået samme niveau igen … altså indtil denne smagning.

Smagningen var nemlig intet mindre end imponerende og viste med tydelighed de kvaliteter, som findes hos Weingut Chat Sauvage. Nu er jeg jo i forvejen total vild med tysk Spätburgunder aka Pinot Noir … og dette besøg bekræftede kun min kærlighed.

Og spørger du min direkte, hvad jeg helst vil drikke … Chat Sauvage eller Bourgogne, så vælger jeg sgu nu klart Chat Sauvage. Men det havde du sikkert allerede gættet.

Som det kan ses på billedet, så nød drengene sgu vist smagningen ganske pænt. Her ser de i hvert fald en smule veltilpasse ud … men vi var alle lidt dupperede.

Besøg i produktion og vinkælder

Sidst i smagningen kom vinmageren Verena Schöttle op og spurgte om vi ville se vinkælderen? Det skulle hun ikke spørge om mange gange og vi fulgte derfor straks efter hende ind i produktionslokalerne.

Vi startede ved vinpressen, som allerede var i fuld gang. Vi så også de store kar, hvor druerne ligger til udblødning inden presningen … store grønne kar, som var overtrukket med klar folie.

Vineriet et lavet således, at vinen efter presningen kan løbe direkte fra produktionslokalet og ned til kælderen, hvilket kan ses på billedet nedenunder. Der løber vinen i slangerne ned til fade i kælderen.

Vi fik set barriqueskælderen og Verena fortalte om produktionen og husets vine. Vi fik også lov at smage en fadprøve af en Chardonnay, som vistnok var fra årets høst.

Drengene var selvfølgelig lidt starstruck over den søde vinmager … winzerin, men de bemærkede også hendes store biceps, som klart fortalte knægtene, at vinproduktion også er hårdt arbejde.

Vi fik selvfølgelig også set flaskelinjen, nogle af de færdige vine, som lagres og efterfølgende etiketteres inden salg. På billedet ovenover ser vi fra venstre Falken, Gustav og Keeper.

Samlet blev det et fabelagtig besøg … så stor tak til Gustav og Verena for godt værtskab samt smagningen af de lækre vine. Vi endte selvfølgelig med at købe lidt … og ville ønske at pengepungen og bilen havde været større.

Jeg vil klart anbefale Weingut Chat Sauvage, som herhjemme – som nævnt – forhandles af H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten. Har du ikke smagt vinene tidligere … så prøv det. Seriøst! Det er en fabelagtigt rebelsk og burgundisk vinhus i Rheingau.

Besøg hos Weingut Peter Jakob Kühn … den dygtige bioweingut

Jeg har siden jeg første gang smagte Riesling fra Weingut Peter Jakob Kühn været betaget af hans tørre, sprøde og mineralske vine. Jeg husker fortsat klart min første vin fra Kühn … en 2011 Riesling 300m NN Rutz Rebel, som var lavet i et samarbejde mellem Peter Jakob Kühn og sommelier Billy Wagner fra vinbaren Rutz i Berlin.

Og det var netop på Rutz i Berlin, at jeg smagte vinen og blev så bjergtaget, så derfor havde vi selvfølgelig også Weingut Peter Jakob Kühn på vores besøgsliste. Så efter besøget på Schloß Schönborn gik turen til Oestrich-Winkel, hvor Weingut Peter Jakob Kühn ligger lige i udkanten af byen.

Om Weingut Peter Jakob Kühn

Lad os inden smagningen kigge lidt nærmere på Weingut Peter Jakob Kühn, der er grundlagt tilbage i 1786 af Jacobus Kühn. Vinhuset producerer da også vinen Jacobus, som netop er opkaldt efter den gamle grundlægger.

Peter Jakob Kühn er 11. generation på vingården, som han overtog tilbage i 1979 sammen med hustruen Angela. Hustruen tager sig af adminstrationen og parrets 3 voksne børn Sandra, Kathrin og Peter Bernhard hjælper også til.

Derudover skal der også holdes styr på en lang række børnebørn, så der er virkelig tale om et rigtigt familieforetagende. Det var vistnok Kathrin, som vi mødte, da vi besøgte gården.

Peter Jakob Kühn har omkring 18 hektar vinmarker og laver omkring 120.000 flasker vin årligt. Flere af Kühns marker er egentligt Erste Lagen  eller Grosse Lage marker, men det er Kühn for beskeden til at skrive på hans flasker. Det fremgår imidlertid nu af hans hjemmeside.

Kühn ejer parceller på markerne Oestricher Klosterberg, Hallgarten Hendelberg, Oestrich Lenchen, Mittelheim Sankt Nikolaus, Oestrich Doosberg og Hallgarten Frühenberg.

Siden 2004 har vinhuset været certificeret, og Kathrin fortalte også masser om deres filosofi og det at være biodynamisk vinproducent. Huset kalder sig dog også selv bioweingut.

Og det er helt klassisk biodynamisk tilgang med nedgravning af kohorn, som fyldes med ekstrakt af kolort, komposterede vinblade, mælkebøtter, kamilleblomster, løvetand og badrian … tilsat en stor portion kompostorme.

Efter nedgravning i en lang periode, så tages kohornene op igen og der laves en væske fra horn + fyld, og denne væske anvendes til at sprøjte vinplanterne med.

Selvom vinhuset har eksisteret gennem 11. generationer, så er det primært under Jakob Peter Kühn, at der er sket en markant fremgang.

Og det har vineksperterne nu også fundet ud af, bl.a. skriver Gault & Millau om Kühn; Das ist Rheingau at its best! Ja selv den gode Parker har givet Kühns vine høje point. Gault Millau har også i deres Weinguide 2016 kåret Jakob Peter Kühn som Winzer des Jahres 2016.

Vort besøg og en syg dreng

Vi besøgte Weingut Peter Jakob Kühn uanmeldt, og hverken Peter Jakob eller sønnen Peter Bernhard var hjemme, selvom vingården skam havde åbent. Det havde vi skam tjekket.

Imidlertid var Kathrine hjemme og tog os med ind i Vinotheket. Hun er søster til Peter Bernard, men denne dag var hendes dreng syg og lå i en klapvogn. Han var helt klart ikke på toppen og jamrende sig dog også løbende. Det blev derfor heller ikke verdens længste smagning.

Vi fik dog med en smule jamren som sagte baggrundsstøj en fin lille smagning, hvor vi smagte både Riesling og en smule Spätburgunder og derudover en længere snak om biodynamik.

Der kom lidt efter et par børn … og fluks var den lille knægt en del bedre og spurtede udenfor for at lege med de andre.

Vinmæssigt er det tørre, sprøde og mineralske vine … jeg var specielt ganske imponeret af vinen Quarzit, hvor druerne kommer fra markerne ved Oestrich. Vi smagte også lidt Erste og Grosse Lage vine, bl.a. Oestrich Doosberg GG.

Vi kunne ikke komme ned og se deres produktion … det rodede for meget og derfor ville de helst ikke vise det frem på dette tidspunkt. Det var nok forståeligt … og måske også at presse tingene, nu da hun stod alene med en syg knægt.

I stedet takkede vi … købte et par vine og satte kursen retur mod Rüdesheim.

Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor

I vores færd på at undersøge vin hos en række udvalgte vinproducenter i Rheingaau, så blev næste stop hos Weingut Schloß Schönborn i Hattenheim på adressen Hauptstraße 53.

Smukt beliggende vingård … total view udover vinmarker og Rhinen i baggrunden. Solen havde samtidig besluttet at følge os denne dag, så alt var fryd og gammen.

Weingut Schloß Schönborn har på stedet et vinothek, som ligger i en tilsyneladende lidt ældre villa, som ligger lidt tilbagetrukket, men vi satte vores jyske platfødder forrest og sjaskede op til vineriet, som umiddelbart så en smule lukket ud … det var det nu ikke.

Vinotheket har udenfor en stor terrasse med plads til 60 mennesker, mens der indenfor er plads til 30 besøgende. Det ligger bekvemt – siger vinhuset selv – lige overfor banegården i Hattenheim. Det kan der sikkert være noget om.

Under Vinotheket findes der også en smuk vinkælder, der også bruges til arrangementer, men den fik vi imidlertid ikke at se. I stedet blev vi varmt modtaget af den søde Elise Wieliczko, der arbejder i Vinotheket med rådgivning af vin.

Og måske var det lige præcis her, at vores plattyske ikke slog helt til, for Elise tilbød en smagning, hvilket vi selvfølgelig sagde jae til, og da hun videre nævnte muligheden for lidt brød og ost, så sagde vi såmænd også jae.

Men brød og ost så vi nu aldrig noget af. Men vi fik dog en smagning af primært husets tørre Rieslinge, men nåede selvfølgelig også at smage lidt Spätburgunder.

Historien

Schloß Schönborn ejes af familien Graf von Schönborn og som navnet indikerer, så er det en gammel, historisk og adelig slægt, som oprindeligt kom fra Rheingau og Taunus.

Familien kan spores helt tilbage til 1100-tallet og tæller bl.a. riddere, biskopper, kardinaler, kurfyrster, grever, ministre, diplomater mit weiter. Familien var samtidig også blandt de vigtigste bygherrer af barokslotte i Sydtyskland.

Schönborn familien har således også hovedsæde på det enormt store barokslot Schloß Weißenstein ved Pommersfelden i Franken, bygget mellem 1711 and 1718 for Lothar Franz von Schönborn, fyrstebiskop af Bamberg og ærkebiskoppen af Mainz.

På erhvervssiden ligger familien heller ikke på den lade side, idet aktiviteterne i dag omfatter landbrug af små 900 hektar jorder, et lille skovbrug med omkring 1.600 hektar skove, et savværk, 88 hektar med fiskefarme og sluttelig drift af 3 restauranter samt vinproduktion.

Og vinproduktionen sker fra hele 3 vinslotte, selvfølgelig først og fremmest på Schloß Schönborn, som ligger ved byen Eltville am Rhein … selvfølgelig med en storslået udsigt udover Rhinen.

Herudover laver familien i dag også vine på Schloß Hallburg omkring 2 kilometer fra Volkach i Franken med tilhørende 30 hektar vinmarker samt på vingården Casa Cadaval i Ribatejo regionen i Portugal med omkring 53 hektar vinmarker.

Grundstenen i vinproduktionen er imidlertid Weingut Schloß Schönborn i Rheingau. Der var hér, at familien startede vinproduktionen, og gamle fortegnelser viser, at mange af vinmarkerne har været ejet af familien siden 1349.

I dag er der over 50 hektar vinmarker, som er tilkøbt gennem tiderne. Disse marker omfatter fx Baiken i Rauenthal, Berg Schlossberg i Rüdesheim, Domdechaney og Höllenberg i Assmannshausen, Kläuserweg og Rothenberg i Geisenheim, Marcobrunn i Erbach, Nussbrunnen, Pfaffenberg, Wisselbrunnen i Hattenheim og mange flere.

Der dyrkes primært Riesling  samt lidt Pinot Noir og Pinot Blanc. Vinene fra Weingut Schloß Schönborn laves i tre serier, nemlig Gutsweine, dernæst Lagenweine og selvfølgelig de bedste Erste Lage/Erste Gewächse Weine.

Siden 1998 har familieforetagendet være drevet af Paul Graf von Schönborn. Han havde inden overtagelsen studeret i USA, og administrerer nu alle grene i forretningen inkl. driften af fonden for det store slot Schloß Weißenstein i Pommersfelden.

Herudover er han også protektor for Collegium Musicum i Pommersfelden, endnu en rolle han har overtaget fra hans far Dr. Karl Graf von Schönborn.

Smagningen hos Domänenweingut Schloß Schönborn

Smagningen på vingården var ganske fin, men det viste sig også senere, at vi skulle betale 10€ pr. mand. Det kunne man jo reelt godt ha’ sagt forinden, men omvendt fik vi også en god smagning og måtte gerne selv supplere i glassene. Så vi blev nok ikke snydt.

Vi smagte husets almindelige Gutswein Riesling … dernæst Orstwein Rüdesheimer Riesling inden vi røg op til Nussbrunnen Erste Gewächs, Pfaffenberg samt en total lækker 2009 Rüdesheimer Berg Shloßberg Riesling og lidt Spätburgunder.

Den søde Elise Wieliczko lavede også et pænt smageskema med de vine, som vi havde smagt. Ganske pænt af hende, men omvendt også ganske nemmere, når vi nu skulle købe nogle af vinene. Det gjorde vi så, inden vi takkede og traskede af … næste vinhus ventede jo i horisonten.

Besøg hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard … et lynvisit hos nonnerne

Længere oppe af vejen fra vores hotel i Rüdesheim finder man det store gamle kloster Abtei St. Hildegard … virkelig smukt beliggende med et utrolig udsigt udover Rüdesheim og Rhinen. Egentlig ganske ligegyldigt for os vinnørder, hvis det ikke lige var fordi, at en flok nonner render rundt på skråningerne, passer vinstokke og laver ganske dejlige vine.

I det gamle Benediktinerinnenabtei, hvilket vel kan oversættes til det kvindelige benediktinerkloster, finder vi nemlig Klosterweingut Abtei St. Hildegard. Så selvfølgelig skulle vi da lige forbi klosteret for at nyde udsigten og måske endda erhverve lidt vin.

Benediktinerinnenabtei Sankt Hildegards historie går tilbage til middelalderen, hvor den fromme abbedisse Hildegard von Bingen, som levede mellem 1098 og 1179, stiftede klosteret.

Allerede dengang dyrkede søstrene klosterets vinmarker og lavede vin. Og denne tradition har de fortsat med, og producerer således fortsat både messevine til klosteret samt almindelig vine til dem, som er knap så hellige.

Klosterweingut Abtei St. Hildegard har samlet 6,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes to druesorter, Riesling og Spätburgunder. Jo, nonnerne har sgu da meget god smag. 83% af markerne er Riesling og de sidste 17% Spätburgunder.

Der ejes en række forskellige marker, nemlig Rüdesheimer Klosterberg, Klosterlay, Kirchenpfad, Bischofsberg, Magdalenenkreuz, Drachenstein, Geisenheimer Mönchspfad og Assmannshäuser Hinterkirch.

I dag administreres vinproduktionen af Winzerschwester Thekla Baumgart sammen med én af de få mænd på stedet, vinmageren Arnulf Steinheimer, som også er lokal, nemlig fra Oestrich–Winkel.

Men nonnerne ved, at god vin kommer af hårdt og fælles arbejde, så derfor deltager alle klosterets søstre i vinhøsten, som finder sted i oktober hvert år … godt støtter af venner af klosteret.

Der produceres årligt 70.000 liter vin hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard, hvilket er fordelt på en lang række vine. De bedste vine kalder søstrene for Klosteredition, og de bærer navne som Domus Domini, Mons Sanctus, Hildegardis Scivias, Benedictus, Abbatissa og har etiketter med historiske, kirkelige motiver lavet af den gode abbedisse Hildegard von Bingen.

Derudover laves en række traditionelle vine, tørre, halvtørre, søde, Weißherbst, sekt … samt lidt stærkere sager, bl.a. Kräuterlikör, Kräuterbitter samt Mirabellen-, Apfel- og Zwetschgenbrand på 40% alkohol … ahhh de vilde nonner altså.

Går man lidt rundt finder man ud af, at klosteret også er en del af caminoen … pilgrimsruten aka Jakobsvejen, der fører til den nordvestspanske by Santiago de Compostela. Måske kan endda kan overnatte hos nonnerne på klosteret? Og så med lidt vino? Hmmmm.

Nå, men på klosteret er der ingen fancy vinothek, men alene en klostercafé og en klosterladen, altså en butik, hvor søstrene sælger deres vine sammen med andre religiøse remedier. Dermed er der heller ingen oplagt mulighed for at se nærmere på vinproduktionen, vinkælderen eller andet. Men smukt er der sgu oppe på klosteret.

Vi gik lidt rundt i klosterladen … snusede og jeg endte med et købe et par næsten hellige relikvier, primært i form af Riesling, bl.a. en 2013 Rüdesheimer Klosterberg Riesling Trocken til den beskedne sum af 6€ … den kommer lige som næste blogindlæg.

Vinmæssigt er Klosterweingut Abtei St. Hildegard måske ikke det mest spændende sted at besøge, men bestemt et smukt og herligt pitstop på lille vinrute. Et religiøst åndehul … måske endda med en frokost i klostercaféen? Det må vi prøve næste gang.