Kategoriarkiv: Artikler

Danske vinblogs anno 2017 … oversigt over de 10 bedste danske vinblogs

Jeg har et stykke tid haft en dårlig samvittighed … haft et hængeparti, nemlig at få opdateret min blogroll for andre vinblogs, som jeg linker til i højre side af min blog.

Og det er absolut på høje tid, for flere af mine gamle favoritter er tilsyneladende stoppet med at skrive, mens jeg også løbende har noteret mig, at der er dukket andre vinblogs op … nogle nye og nogle ældre, som jeg først nu – blind as a bat – har opdaget.

Og når jeg nu er omkring danske vinblogs, hvad er så mere naturligt end en status på, hvilke danske vinblogs, der egentlig eksisterer i vort lille land her anno 2017?

Sidst jeg skrev om emnet tilbage i 2013 i indlægget ”Hvorfor drikker Jeppe … om vinblogs samt smag & behag” var jeg lidt overrasket over, hvor få danske vinblogs, som der egentlig eksisterer. Dengang fik jeg talt det til omkring 20 reelle vinblogs, hvilket i et land med 5 millioner mennesker og et årligt vinforbrug på omkring 200 millioner liter synes beskedent.

I dag er antallet ikke større, ja faktisk er mange faldet fra undervejs. Nogle har valgt blot at poste deres smagte vine på Instagram med få kommentarer, mens andre formentlig har fået skrivekrampe eller dårlig lever og givet op.

Men herligt med dynamik og diversitet … det giver jo læserne stor alsidighed i, hvordan de vil tilgå deres information om vin. Vil man ha’ foto med kort beskrivelse eller have mere baggrundsviden med?

Der er som aldrig før frit valg på hylderne med medier som Facebook, Instagram, Twitter og sikkert mange flere. Læg dertil mere eller mindre seriøse vinanmeldelser i aviser, dagblade og madmagasiner m.v.

For fanden, Houlberg Blog om vin & gode oplevelser er sgu også selv sprunget med på galejen proppet med sociale medier og er således i dag til stede på både Facebook, Instagram og Twitter, men mere med korte indslag/fotos som appetizers for min vinblog og mine utallige blogindlæg, som fortsat vil være grundkernen på min vinblog.

På den måde står Danmarks flittigste vinblogger urokkelig, konservativt og enøjet fast i konceptet fra starten, nemlig at give læseren lidt viden om vinhuset bag vinen foruden selvfølgelig en beskrivelse og bedømmelse af vinen krydret med indlæg om mine besøg hos vinproducenter, vinaftener samt andet godt i tilknytning til vin.

Derudover kan vi selvfølgelig heller ikke i dag komme udenom folkets vin-app … den altfavnende Vivino, hvor alle vindrikkere – høj som lav, indsigtsfuld eller bare fuld – kommer med deres korte ratings af smagte vine.

Det er brugernes rating og brugerne har jo altid ret eller hvad? Scan, bedøm selv og køb så vinen via app’en. Det er da genialt, specielt for folkene bag app’en, men selvfølgelig også brugere, der måske ikke ved så meget om vin og blot vil vide, hvor dyr vinen er og om skidtet kan drikkes.

Kigger vi på rigtige, hardcore og uafhængige vinblogs, som min egen vinblog, så har jeg nu blogcruiset lidt rundt på nettet for at finde Danmarks 10 bedste vinblogs.

Der er fortsat stor forskel på de forskellige blogs og der er også forskel på aktivitetsniveauet. Det er selvfølgelig de færreste, som er så aktive som yours trully, men jeg har i vurderingen forudsat, at det skal være blogs, hvor der er og har været løbende aktivitet i løbet af 2017 og således fortsat er i drift.

Det giver et TOP 10 som følgende – sorteret i alfabetisk orden:

Druerne.dk
Druerne.dk drives og ejes af Brian Haahr-Nielsen og Kim Nymann Christensen samt nogle faste skribenter. Drengenes mission er at skabe en god kontakt mellem vinens mystiske univers og den almindelige dansker. Bloggen omfatter bred info om vin, designet er enkelt og overskueligt, men aktivitetsmæssigt er der lidt langt mellem blogindlæggene.

Feinschmeckeren
Flot og tjekket blog, som drives af journalisten Rasmus Palsgård og er koncentreret om gastronomi. Rasmus er da også tidligere finalist i Masterchef 2016 og er derudover madanmelder på magasinet Gastro. Derudover skriver han også for bl.a. Smag og Behag, Mad&venner samt Berlingske. Det er alene en del af bloggen, som omhandler vin … her er artiklerne mest om forskellige temaer og aktivitetsmæssigt snakker vi et indlæg om måneden.

Houlberg | Blog om vin & gode oplevelser
Ja selvfølgelig er min egen vinblog med som én af de vigtigste danske vinblogs … no doubt. Danmarks flittigste vinblogger kalder jeg mig beskedent og uden hensyn til janteloven, men aktivitetsniveauet er altid højt. Indholdet er primært vinanmeldelser med fortælling om vinhuset, om besøg hos vinproducenter og andet relateret til vin. Designet er siden sidst skærpet og moderniseret … væk er den sorte baggrundsfarve og den står nu – hopefully – mere lækkert og læsevenligt.

SJK Vin
Det var svært at finde en sidste vinblog, således vi kom op på 10 velfungerende vinblogs, som opdateres løbende og SJK Vin ligger også lige på kanten, da den sidst er opdateret i marts måned, men forhåbentlig er parret Saint-Jean & Konstantinou – der driver sitet – ikke gået kold. Siden er ny og parret har indtil nu skrevet om deres vinrejser og anmeldelser af vine.

Smag på vin
En klassisk og flot vinblog, der er etableret i 2013 af Jesper Bo Bendtsen, der – udover vinbloggen – anmelder vine for landets største madmagasin Spis Bedre. Designet er lækkert og stilrent, anmeldelserne alene koncentreret om smagsnoterne med et rating op til 6 stjerner og god aktivitet med anmeldelserne. Den side kan bestemt godt anbefales.

Vinkreutzer
En af de gamle indsigtsrige vinblogs i Danmark. Bloggen drives af den rare Frederik Kreutzer, som til dagligt arbejder med vin hos Otto Suenson Vin og derudover underviser på vinuddannelsen W.S.E.T. i Danmark. Derudover er Frederik dommer i en lang række vinkonkurrencer, så manden ved virkelig noget om vin. Jeg følger den gode Vinkreutzer på blog, Facebook og Instagram.

Vinstyrke 2
En af de nyere vinblogge, som også har vinanmeldelser som det centrale på bloggen. Den er etableret i 2014 og drives af journalisten Kim Bretov, der gennem flere år har beskrevet og anmeldt vine i diverse medier – trykte såvel som digitale. Kim skriver om de nyeste vine på markedet, kommer med gode råd til mad- og vinsammensætning og skriver nyheder fra vinens verden. Designet enkelt og aktivitetsniveauet højt.

VineXpressen
Det er den herlige Rolf Madsen, som skriver om vin på VineXpressen … både nyheder, reportager, interviews, ugens vinhit og artikler. Rolf mødte jeg under mit ophold i Montefalco i år og vi fik nogle fede vinoplevelser sammen. Rolf er en af de gamle vinbloggere, vinanmelder gennem 13 år  og skriver for Berlingske Tidende og er derudover medforfatter til bogen; Kom godt i gang med vin.

Wine Factory
Danmarks vel eneste uafhængige video-vinblog, hvor de 4 gæve gutter Rasmus, Tobias, Mark og Morten på ærlig vis anmelder vin in your face med kameraet tændt … og det har de haft det sjovt med siden 2009. God idé og ihærdige fyre, men det kræver lidt tålmodighed at kigge videoer.

Winelab.dk
Også en af de flotte og omfattende vinblogs, som holder en høj kadence og har tonsvis af anmeldelser. Vinbloggen drives af Mads Jordansen, som har en fortid i vinbranchen og en generel passion for vin og journalistisk formidling. Ligesom Vinstyrke 2 har siden et meget rent design med pressefotos af de anmeldte vine og et fint layout.

Det var så lige med hiv og sving, at jeg fandt 10 vinblogs … og enkelte som fx Feinschmeckeren har endda en mere bred pallette med fokus på gastronomi, men har altså også indlæg om vine

Desværre er fabelagtige Piu Rosso og Vinsvin stoppet med deres skriblerier i 2016 – i hvert fald på deres blogs – ellers havde de været stensikre på TOP 10 listen. Piu Rosso lever dog i bedste velgående – på engelsk – på Instagram, mens de vilde svin har åbnet butik og fortsætter deres friskfyr-hip og kantede åbenbaringer – LÅL, OMG og KØØØR – på Facebook.

Men voila … de 10 bedste vinblogs i Danmark i øjeblikket. De 10 førende indenfor uafhængige vinanmeldelser på internettet.

Lad mig – som sidst – slutte at kippe med flaget for en lille, men eksklusiv gruppe af danske vinbloggere, som trods kæmpe variation i erfaring, journalistisk vid, design, forståelse og evne til formidling … men en altid stor entusiasme … gør en forskel for en række vinnydere i det ganske land, som frit og uden beregning kan tage på alle hylder, ignorere, lade sig inspirere eller blot bladre videre.

Houlberg i Montefalco – part 6: Øvrige indtryk fra Montefalco og en form for en konklusion

Så er vi kommet til part 6 … sidste afsnit i min lille artikelserie om besøget i Montefalco. Her har jeg – totalt rodet – samlet de øvrige indtryk fra Anteprima Sagrantino 2013. I får dem som en serie af fotos med mine kommentarer.

Det er delt op i følgende afsnit

  1. Officiel åbning med præsentation af producenter, 2016 høsten og den frigivne årgang 2013 – blot lige et par fotos fra åbningen med et par tilknyttede kommentarer.
  2. Det store “tasting table with service provided by sommeliers”, hvor vinjournalisterne frit kunne droppe ind og smage en lang række vine, møde nogle af producenterne og få lidt frokost.
  3. Logge del Mercato coperto di Palazzo Consoli … den store gallamiddag, der blev afholdt på anteprimaens første aften. Flot og skøn aften med masser af prøver fra Umbriens køkken og selvfølgelig igen service fra de mange sommeliers … vi kunne bestille, hvad vi havde lyst til.
  4. Light buffet dinner på Il Ristorante Alla Via di Mezzo. På anteprimaens anden og sidste aften var middagen henlagt til den hyppede restaurant, som drives af den store Giorgione.
  5. Konklusion på en fantastisk tur

Officiel åbning med præsentation af producenter, 2016 høsten og den frigivne årgang 2013

På førstedagen af Anteprima Sagrantino 2013 var jeg med til åbningsceremonien, hvilket fandt sted i Complesso Museale San Francesco … den tidligere gamle middelalderkirke.


På podiet sidder bl.a. formanden for konsortiet Consorzio Tutela Vini Montefalco, Amilcare Pambuffetti samt borgmesteren Donatella Tesei.

Der var hundekoldt i kirken, men ceremonien varede dog alene en times penge og der var lejlighed til at se alle producenterne tilknyttet konsortiet. Jeg har sat navn på nogle af dem, som jeg besøgte, selvom det kan være lidt svært at læse på det lille foto.

Tasting table with service provided by sommeliers

I Chiostro Sant’ Agostina – samme sted som kokkekonkurrencen fandt sted var der ligeledes mulighed for at smage et stort udvalg af vine fra konsortiets producenter … altså ikke kun 2013 Montefalco Sagrantino, men mange forskellige vine og fra forskellige årgange.

Det var et sted, hvor man bare kunne droppe ind, smage, snakke med vinproducenter og ellers hygge sig.

Vinene blev også der skænket af det store hold af sommeliers og dér smagte jeg vine fra en håndfuld producenter, som jeg ikke skulle besøge under mit ophold i Montefalco.

Der var fri frokost – som i øvrigt var leveret af den italienske stjerne- og TV-kok Giorgione fra Il Ristorante Alla Via di Mezzo, som vi i øvrigt besøgte en aften.


Italiensk buffet når det er bedst


Masser af italiensk charcuteri

Logge del Mercato coperto di Palazzo Consoli … den store gallamiddag


Gallamiddagen fandt sted i byen Bevagna i Palazzo dei Consoli … som det fremgår på billedet et virkelig imponerende sted. Vi blev placeret ved forskellige borde og jeg kom til at sidde til bords med den franske vinjournalist Fabien Laine samt producenter Tabbarini samt Rocca di Fabbri. Nedenunder får I sgu da også lige menuen fra gallamiddagen.

Antipasti

Prosciutto al coltello + Stracciatella di mozzarella + Piccola degustazione di formaggi + Carpaccio dello chef con melograno

Strapazzo al tartufo

Primi

Capellaccio con crema de grana e tartufo

Taglierino con concassé e porchini

Secondo

Disosso di faraona con pistacchi e tartufo + Insalatina fresca con frutta di stagione

Dolce

Tortino al cioccolato fondente con crema chantilly e granella di nocciola

Light buffet dinner på Il Ristorante Alla Via di Mezzo


Buffet dinner på Il Ristorante Alla Via di Mezzo … en virkelig hyppet restaurant, hvor der normalt er 3 måneders ventetid på et få et bord, men denne aften var hele restauranten forholdt Consorzio Tutela Vini Montefalco … vinjournalisterne og vinproducenterne. Rolf Madsen og jeg sad til bords med 3 vinproducenter, Iacopo Pambuffetti fra Scacciadiavoli, to fyre – den ene hed Alessandro Mariani – fra Tenuta Alzature aka Cecchi samt Danilo og Sandra Antonelli fra Vandangius.


Maden på Il Ristorante Alla Via di Mezzo var nogenlunde som frokosten … altså stor buffet med charcuteri, oste og en masse spændende retter fra Umbrien. Senere selvfølgelig også lidt pasta. På billedet har den store Giorgione sat sig ved siden af Iacopo Pambuffetti fra Scacciadiavoli.

Giorgione er Italiens svar på Jamie Oliver, da han er verdensberømt i Italien som TV-kok på den landsdækkende SKY channel. Han er virkelig en personlighed … og så er han endda halv størrelse af, hvad han tidligere har været.

Konklusion på en fantastisk tur

Som I måske allerede har fornemmet er Montefalco i Umbrien virkelig et fantastisk sted. Byen emmer af historie og ligger smukt som Umbriens balkon. Vinproducenterne ligger i forholdsvis kort afstand, så det er nemt at besøge vingårdene, smage deres vine og snakke med vinmagerne.

Lidt ufortjent er turiststrømmen gået ned af bakke efter jordskælvene i området, men det er ufortjent. Området virker både sikkert, idyllisk … og bestemt et besøg værd. Jeg savner allerede Montefalco og håber at vende tilbage en skønne dag.

I den kommende periode vil jeg skrive om mine besøg på nogle af vingårdene … og selvfølgelig også deres vine.

Houlberg i Montefalco – part 5: Anteprima Sagrantino 2013 – sådan smager den nye årgang

Selve Anteprima Sagrantino 2013 er – som navnet også indikerer – primært en præsentation og forsmag på 2013 årgangen af DOCG Montefalco Sagrantino vinene.

Begivenheden strækker sig over 2 dage og det officielle program omfatter bl.a. en åbningsceremoni, hvor bl.a. formanden for konsortiet Consorzio Tutela Vini Montefalco, Amilcare Pambuffetti, borgmesteren Donatella Tesei og en række andre prominente personer siger lidt om vinene.

Derudover er der kokkekonkurrence, kåring af bedste sommelier, stor gallamiddag, gennemgang af seneste kort over vinmarkerne, middage med producenter, mulighed for gårdbesøg og selvfølgelig smagning af en masse vine.

De sidste af indtrykkene skal jeg nok fortælle mere om i sidste afsnit, part 6 … der omhandler de øvrige indtryk fra selve arrangementet Anteprima Sagrantino 2013. Der er der også en lang række fotos fra gallamiddag, frokoster og andet godt.

Men én af de centrale smagninger er selvfølgelig smagning af Anteprima vinene … altså den unge, frigivne 2013 årgang af Montefalco Sagrantino DOCG fra alle producenterne. Den smagning deltog jeg i på Anteprimaens 2. dag og den faldt sted Sala Consiliare øverst i Palazzo Comunale.

Smagningen omfattede 36 forskellige 2013 Montefalco Sagrantino DOCG vine og derudover kunne du også smage 24 vine fra 2007 årgangen. Da jeg indfandt mig til smagningen allerede kl. 9.00, så holdt jeg mig klogelig til den nye årgang. 36 tanninrige vin i streg en tidlig morgen er sgu i forvejen en stor mundfuld.

Smagningen kunne ske enten blindt eller ej, men jeg besluttede mig for at smage vinene blindt. Jeg sad ved siden af den franske vinjournalist Fabien Laine, som havde været til samme smagning for nogle år tilbage, og derfor også havde en større referenceramme omkring Sagrantino vinene end mig.

Men blindsmagningen måtte være det mest retfærdige, således bedømmelsen ikke var præget af eventulle forud indtagelser. På denne måde havde alle vinene en lige chance. Det var de søde sommerliers, som skænkede vine … og så var det ellers blot at gå i gang.

Årgang 2013 er ikke bedste årgang i Montefalco og det betød en stor forskel fra producent til producent. Nogle producenter lykkedes med at lave flotte, velafbalancerede og velsmagende vine, mens det var mere kompliceret for andre. Vinene kom i sæt af 6 vine … altså sammenlagt 6 sæt med hver 6 vine.

Jeg fik løbende scoret vinene … selvfølgelig efter min sædvanlige 7 Thumbs Up skala, mens Fabien havde et mere avanceret system på computeren, hvor vinene ud fra 100 point skalaen blev ratet ved at bruge et rullegardin med karakterer indenfor duft og smag.

Det var ganske smart og jeg har efterfølgende også tiltusket mig en kopi af skemaet fra Fabien.

Hele 36 stk. Montefalco Sagrantino DOCG er lidt af en mundfuld at komme igennem, men det gik egentlig ganske fint. Jeg fik noteret Thumbs Up og nogle små noter. Absolut bedst lå Di Filippo … faktisk med begge hans vine, både hans almindelige Montefalco Sagrantino DOCG og hans Etnico.

Udover Di Filippo bestod min top 10 af Perticaia, Moretti Omero, Tenuta Bellafonte, Romanelli, Tenuta Castelbuono, Tabarrini, Valdangius, Agricola Castelgrosso og Tenuta Fattoria Collealloddole Milziade Antano.

Fabrien fortalte, at niveauet i dag er betydeligt højere end for 5 år siden, bl.a. er der i dag langt mere balance i vinene og at det specielt er de små producenter, som formår at tøjle den store power og de mange tanniner i Sagrantino druen.

Som tidligere nævnt er Sagrantino en drue, som helst skal ha’ nogle år i kælderen og 2013 vinene er fortsat meget unge. Alligevel lover det godt for vinene og det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år.

Houlberg i Montefalco – part 4: Så blev man da lige dommer i Sagrantino Nel Piatto

På mit tætpakkede press tour skema stod der ved klokkeslættet 12 pm på Anteprima Sagrantinoens første dag; Finale del Concorso nazionale “Sagrantino Nel Piatto” … WTF?

Jeg havde – forespurgt af den søde Angela Pietronigro – i et øjebliks letsindighed indvilget i at være en af dommerne ved den nationale kokkekonkurrence , hvor 6 gourmetkokke skulle konkurrere om bedste ret … selvfølgelig med vinen Montefalci di Sagrantino anvendt i retterne.

Konkurrencen fandt sted i det gamle kloster Chiostro Sant’ Agostina, der i løbet af de næste dage også husede en større vinsmagning af nogle af områdets vine, selvfølgelig skænket med hjælp fra en lang række sommeliers.


Her et fotos af klostergården i det gamle kloster Chiostro Sant’ Agostina … og herligt vejr med 15-16 grader og fuld sol.

Chiostro Sant’ Agostina lå kun få meter fra mit hotel Degli Affreschi, så turen dertil var mildest talt overkommelig. Jeg fik mig hurtigt placeret … og fik heldigvis hurtigt følgeskab af den yndige Giusy Moretti, som jeg havde mødt dagen forinden under besøget på hendes families vingård Azienda Agraria Moretti Omero.

Rart med et “kendt” ansigt for en dansk vinblogger på udebane.

Giusy har et utroligt smittende smil, er ganske imødekommende og sød som Passito vinene … og hun var behjælpelig med at oversætte, hvad jeg egentlig skulle spise og hvordan jeg skulle bedømme. Tak for det Giusy. Jeg skal nok senere skrive lidt om om Giusy og hendes vine, når jeg kommer til blogindlægget om Azienda Agraria Moretti Omero.

Der er gjort klar til dommerne til årets Finale del Concorso nazionale “Sagrantino Nel Piatto”

Der duftede allerede himmelsk i salen og første kok – Luca Bartolotto – var allerede i gang med at forberede sin ret. Til at følge retterne på vej, så kunne vi blot kalde på en sommelier, som så ville finde den vin, som vi synes skulle følge retten til dørs.

Der skulle dystes i 2 kategorier, nemlig Primi e Secondi samt Antipasti e Dolci. Vi skulle bedømme retterne på flere punkter, nemlig præsentation, smag, sammenhæng i retten og hvordan Sagrantino druen var anvendt og passede i retten.


Der kokkeres på livet løs

Det blev et over 2 timer land tour-de-force i fantastiske retter, så jeg fortrød ikke et øjeblik min deltagelse. Efter hver ret kom næste kok på podiet og forberedelsen og retten blev gennemgået af konkurrencens konferencier.

Det meste foregik på italiensk, men han tog også hensyn til mig og en anden vinjournalist, som ikke snakkede italiensk og fortalte også en del på engelsk. Resten blev suppleret af Guisy Moretti.

Da jeg sad ved siden af Guisy Moretti samt Federica Tabarrini, så kom vi selvfølgelig til at smage Sagrantino vine fra de to vinhuse og ellers blev det bare lidt blandet efter råd fra vintjenerne.


Giusy Moretti var tolk for mig

Jeg skal ikke trætte jer en hel masse med retterne … specielt da jeg ikke noterede så meget om maden. Jeg nød vist bare det hele, god vin, god mad og en sindssygt fed oplevelse.

Derfor får I også blot lige fotos og ganske kort bemærkning om retterne.

Ret nummer 1

Lumache con Sagrantino di montefalco DOCG e passito (secco e dolce), chip di roveja, bruciato lardo, fette di tartufo nero e crema di funghi e prezzemolo – chef Luca Bartolotto

Ja vi startede sgu flot med Snegle med Sagrantino di Montefalco DOCG – både den tørre og den søde Passito, bacon, skiver af sort trøffel samt en champignon og persille suppe.

Ret nummer 2

Terrina di fegatini di pollo con pistacchi e pera e montefalco sagrantino DOCG salsa – chef Pasqualino Titta

Min favorit af alle retterne, selvom retten måske er mere fransk end italiensk. Det er en kyllingelever terrine med pistacie og pære samt en sauce indkogt på Montefalco di Sagrantino DOCG.

Ret nummer 3


Tarte tatin di oipolla, rossa di cannara al sagrantinio in diverse – chef ?

En slags løg, som var indkogt eller bagt med Montefaldo di Sagrantino ovenpå en slags tarte tatin, men var meget sej. Ovenpå en slags italiensk pølse. Selvom det måske godt, så var konsistensen lidt underlig. Også lidt af et sjovt valg af præsentation … på en paptallerken.

Ret nummer 4


Il ricordo del baccalá alla brace con riduzione di passito

Grillet torsk med en reduktion – indkogt sauce – af Passito vin, sprødt skind og en slags aske … lyder måske underligt, men retten smagte helt fantastisk, Også en af favoritterne.

Ret nummer 5

Ravioli ripieno di brasato (sfilacciato a mano) di coda di vitello al Montefalco Sagrantion DOCG servito su crema di parmigiona reggiano riversa 40 mesi con polvere di more, foglie di crescione e riduzione derivante dalla brasatura coda  con il vina – chef Filippo Vassallo

En ganske stor ravioli, som var fyldt med braiseret kalvehale i bedste pulled pork stil og hertil et par saucer, en – lidt stivnet – rød på Montefalco di Sagrantino DOCG  og en hvid på parmigiona flødeost. Også en ganske flot ret med nogle få fejl.

Ret nummer 6


Variazione di piccione; Il petto brasato con cranberries e sagrantino, coscetta con panatura al sagrantino e pate di fegatini con panbrioche e gel al sagrantino – chef Simone Pesci

Vi sluttede med 3 variationer af due … et lille bryst med en kompot af tranebær og Montefalco di Sagrantino, et lille paneret lår samt en lille leverpaté igen med vinen ovenpå en panbrioche. Retten blev serveret på en rustik tallerken af brændt lertøj … måske ikke så elegant, da det blev lidt brunt på brunt. Giusy – der er uddannet arkitekt – var heller ikke vild med tallerkenen.

Efter sidste ret – og behørig aflevering af sidste pointskema for ret nummer 6 – var det tid til at kåre en vinder.

Indenfor kategorien Primi e Secondi vandt min favorit Pasqualino Titta med hans kyllingelever terrine. Men jeg kan desværre ikke huske, hvem der vandt den anden kategori, da jeg skulle ile ud af døren til dagens første besøg på vingården Di Filippo.

Men jeg slutter da lige med lidt flere fotos fra den herlige oplevelse.


Her et view udover dommerne i konkurrencen … i forgrunden med de to søstre – fra venstre – Giulia og Sara Goretti fra Cantine Goretti aka Fattoria le Mura Saracene. Ved siden Sara sidder den utroligt rare fyr fra det lille vinhus Colle del Saraceno.


Næste kok er på podiet … og der er også linet lidt vino op


Jeg kom til at sidde godt ved siden af Guisy Moretti samt Federica Tabarrini – hustru til den herligt skøre Giampaolo Tabarrini. Den søde/passito Giusy hjalp med at oversætte noget af det italienske for mig. I baggrunden med det grå/hvide hår ses i øvrigt Amilcare Pambuffetti , formanden for Consorzio Tutela Vini Montefalco.

Houlberg i Montefalco – part 3: Lidt om de lokale druer og min erfaring

Hoveddruen i Montefalco er selvfølgelig Sagrantino … men derudover findes der specielt 2 andre druer, som er meget unikke for området, nemlig hvidvinsdruerne Grechetto og Trebbiano Spoletino.

Dernæst er Sangiovese – der jo er en af hoveddruerne i Montefalco Rosso vinene – også en vigtig drue. Druen som mest er kendt fra Toscana området trives virkelig godt i Umbrien og er således ganske udbredt omkring Moltefalco.

Men derudover finder man selvfølgelig også en lang række andre kendte druer som fx Barbera, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Canaioli, Montepulciano, Chardonnay, Pinot Grigio og sikkert også en række mere.

Lad os dog kigge nærmere på de 3 førstnævnte druer Sagrantino, Grechetto og Trebbiano Spoletino, som er helt specielle for området:

Sagrantino
Den berømte drue fra Montefalco er en hårdfør, tykskallet drue, som derudover også har store kerner, begrænset “frugtkød” og modner meget sent. Sagrantino druen giver meget mørke vine og nogle af de mest tanninrige vine i hele verdenen … vine med højt indhold af syre og tanniner.

Det er også den drue, som sammen med andre druesorter som Aglianico og Tannat har det absolut højeste indhold af resveratrol, en type af polyfenoler … altså antioxidanter, som siges af have en række sundhedsfremmende egenskaber, bla. nedsættelse af kolesterol, lavere blodtryk og reduktion af risikoen for blodpropper.

Indholdet ligger på hele 4.174 mg/kg. One glass of Sagrantino keeps the doctor away. Du kan i øvrigt læse mere om vin og sundhed i mit indlæg; Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords og blive sunde … en artikel om vin & sundhed.

Som nævnt i forrige blogindlæg var Sagrantino druerne næsten helt forsvundet i 1960’erne, og dens overlevelse samt efterfølgende store udbredelse kan i høj grad bla. tilskrives Marco Caprai, som i slutningen af 1980’erne sammen med universitet i Milan var med til at redde druen.

Han og en håndfuld producenter fik druen op blandt de højst rangerende druer i Italien, således vine på Sagrantino i dag hører til blandt nogle af de mest roste vine. Jeg besøgte på min tur rundt hos vinproducenterne i Montefalco også Caprai, hvis Sagrantino vine er ekstremt tanninrige … vi snakker virkelige aggressive tanniner.

Jeg skal indrømme, at vinene fra Caprai slet ikke er mig, dertil er tanninerne simpelthen alt for dominerende. En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være. At totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, som han poetisk og en smule snobbet udtrykte det.

Det synes jeg er noget forbandet vrøvl og den franske Fabien Laine, som er uddannet sommelier, var enig i min holding. For mig skal vine være behagelige at drikke og ikke totalt lamme min mund, således jeg efterfølgende ikke kan smage noget som helst. Jeg vil ikke ha’ det, som jeg lige har spist en køkkenrulle. Og det er der heldigvis andre Montefalco producenter, som virkelig kan finde ud af, bl.a. huse som Moretti Omero, Di Filippo, Perticaia, Bellafonte og Romanelli … blot for at nævne nogle af de bedste.

Men en Sagrantino vin vil altid ha’ godt med tanniner og syre, så det er på alle måder virkelig en madvin og måske endda også en vintervin. Og så er det også en vin, som skal modnes og derfor gemmes nogle år … lidt på samme måde som god Barolo. Men så er der også store vinoplevelser i vente.

Imidlertid er der stor forskel på, hvordan de forskellige producenter fortolker Sagrantino vine, hvilket kan gøre navigationen mellem vinene en smule forvirrende og lidt besværligt, men selvfølgelig også en kende spændende, alt efter temperament. Man kan også sige, at der laves Sagrantino vine til alle slags mennesker, men overordnet synes der ikke at være en rød tråd i stilen af vinene.

Nogle laver bombastiske, overekstraherede, søde og gumpetunge vine med langt over 15% alkohol … ja nogle gange endda op til 17%. Der kan man få associationer til Amarone … og Sagrantino vinene betegnes derfor også nogle gange som et mix af Amarone og Barolo, hvilket jeg dog vil sige er lidt misvisende.

Nogle Sagrantino vine er modne og drikkevenlige ved frigivelsen, mens andre kræver nogle eller en del år i vinkælderen. Generelt skal Sagrantino vinene lagre 37 måneder, heraf 1 år i egetræsfade. Hos Caprai vinificeres vinene med stilke og derudover anvender han nye barriques, hvilket er med til at øge Sagrantino druens i forvejen aggressive tanniner, mens andre afstilker, anvender store fade og først frigiver vinene efter længere tid end foreskrevet i appellationen.

Men sammenlagt er Sagrantino en drue med personlighed og en af årsagerne til at elske Montefalco.

Grechetto

Grechetto (udtales vist nok nærmest som gre-ketto) er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i Montefalco appellationerne DOC Montefalco Bianco og DOC Montefalco Grechetto.

Den er – lidt som Sagrantino – en hårdfør og tykskindet drue, som menes at være af græsk oprindelse … hvilket navnet Grechetto måske også ganske åbenlys indikerer. Det tykke skind gør den også meget resistent overfor en række sygdomme, bl.a. meldug.

Grechetto er nok mest kendt som en blandingsdrue, som tilfører smagsnuancer til vine og ellers giver anstændige bordvine. Hos enkelte producenter kan den endda tankes i store dunke til omkring 1,50€ pr. liter.

Den kan høstes sent, har pænt indhold af sukker og er generelt en lavtydende hvidvinsdrue … hvilket dog kan diskuteres, da udbyttet ofte ligger omkring 60-80 hektoliter pr. hektar … og formentlig højere når vi snakker billig bordvin.

Den giver mest tørre, friske, sprøde og let mineralske hvidvine, men findes dog også i Umbrien i den søde dessertvin Vin Santo. Farven spænder lige fra en grønlig gul til gyldengul … alt efter vinifikation. Normalt produceres Grechetto vinene på rent stål, men nogle producenter anvender også egefade eller barriques i produktionen af rene Grechetto vine.

I Montefalco står Grechetto bag hovedparten af hvidvinene, enten sammen med andre druer eller som en enkeltdruevin. I DOC Montefalco Bianco skal der mindst være 50% Grechetto, mens resten typisk består af 20-25% Tebbiano Spoletino  og 0-30% andre druer. I DOC Montefalco Grechetto skal der være mindst 85% Grechetto.

Jeg smagte en del vine på Grechetto og det er udmærket vin … uden jeg dog falder i svime. Bedste producent af Grechetto var i min optik klart Di Filippo … i hvert fald blandt de producenter, som jeg smagte Grechetto vine fra.

Trebbiano Spoletino

Og så er der Trebbiano Spoletino tilbage … en drue, som jeg inden Montefalco besøget ikke tidligere havde smagt, men som jeg blev fuldstændig forelsket i.

Det er en drue, som stammer fra området omkring byen Spoleto ikke langt fra Montefalco og næsten var totalt glemt og tæt på udryddelse … lidt som Sagrantino. Druen har dog fået en genopblomstring i løbet af de sidste 10 år og heldigvis for det, for den kan levere sindssygt gode vine.

Druen har ikke noget tilfælles med de nok mere kendte Trebbiano Toscano, Trebbiano Abruzzese, Trebbiano Romagnolo og Trebbiano di Soave, men har været dyrket i århundrede i Montefalco området.

Den har selvfølgelig navnet Spoletino efter byen Spoleto, som også er stedet for appellationen Trebbiano Spoletino – Spoleto DOC, mens navnet Trebbiano menes at stamme fra, at druen også blev dyrket ved den nærliggende by Trevi, som på latinsk hed Trebia … deraf navnet Trebbiano og samlet Trebbiano Spoletino.

Druen er af medium størrelse, har – som de to øvrige beskrevne druer – en tyk og hårdfør skal og modner sent. Den giver et pænt udbytte og i gamle dage fik den endda navnet scaccia debiti – udrydder af gæld – på grund af den høje produktivitet, og da druen gav delikate vine, som bare smagte godt og var letsælgelige. Hvorfor den så efterfølgende var tæt på at uddø er sgu et ganske godt spørgsmål.

Den giver som både Sagrantino og Grechetto meget forskellige vine, men når det er allerbedst, som har den nogle karaktertræk, som faktisk minder en smule om Riesling … bl.a. god samt præcis syre, friskhed, elegance, grønne æbler, citrus og nogle gange endda svag antydning af petroleum.

Jeg smagte under besøget svage vine på Trebbiano Spoletino, men også nogle helt fantastiske vine på druen, specielt producenter som Perticaia og Le Cimate stod stærkt med deres Trebbiano Spoletino vine. Perticaias vin Delposto var intet mindre end forrygende.

Montefalco området har bestemt et stort potentiale med Trebbiano Spoletino. Ret beset burde de stryge ordet Trebbiano og blot kalde druen for Spoletino … det ville i mine øjne gøre druen mere genkendelig og særegen. Men mærk mine ord … vi kommer til at høre langt mere til druen Trebbiano Spoletino.

Houlberg i Montefalco – part 2: Historien om vin i Montefalco

Montefalcos vinhistorie går rigtig lang tid tilbage i tiden, i hvert til det 13. århundrede, og formentlig også tidligere, da der er vidnesbyrd om vinmarker i Montefalco i år 1088.

Og Sagrantino druen er en væsentlig del af Montefalcos vinhistorie. I de gamle dokumenter og helleristninger i kirken San Bartolomeo fra middelalderen fremgår det, at Sagrantino  druen allerede dengang spillede en vigtig rolle.

I disse gamle dage bestod produktionen dog primært af den søde vin Sagrantino Passito, som de gamle munke tilsyneladende elskede, hvilket sådan set er forståeligt nok. Druen har sit navn Sagrantino efter ordet Sacramenti, en religiøs gudstjeneste, hvor vinen formentligt er anvendt.

Det menes da også, at det var franciskanermunke, som oprindeligt bragte druen med fra Lilleasien, mens andre mener, at druen er medbragt fra Spanien af saracenerne. Hvad det er rigtigt, må dog stå hen i det uvisse.

I den gamle kirke San Francesco, som i dag rummer Il Complesso museale di San Francesco, er der under kirkegulvet en gammel vinkælder, som byen i øjeblikket er ved at renovere, således den kan åbnes for turisterne. Men dernede gik de gamle munke altså rundt og producerede deres søde Passito vine.

Der er også senere vidnesbyrd om produktion af Sagrantino vine i Montefalco, bl.a. malede den kendte Firenze maler Benozzo Gozzoli i 1451 et maleri med en flaske Sagrantino rødvin og senere i renæssancen skrev Cipriano Piccolpasso i en kendt rapport til paven, at … Montefalco ligger på toppen af en bakke og er omgivet af smukke og fantastiske vinmarker, der giver delikate vine.

Allerede dengang var vindyrkning en alvorlig sag … ja faktisk så alvorlig, at kardinalen Boncompagni udstedte et dekret om dødsstraf til dem, som blev opdaget i at rykke vinstokke op.

Til trods for berømmelsen tilbage i tiden, så var Sagrantino druen imidlertid næsten helt forsvundet i 1960’erne. Den blev dog reddet af nogle få modige vinproducenter, som begyndte at satse på druen ved at også at lave tørre og tanninrige rødvine udover den søde Sagrantino Passito.

De fik endvidere formået at få godkendt en Montefalco DOC appellation i 1979, efterfulgt af den mere eftertragtede Montefalco Sagrantino DOCG i 1992. Appellationerne omfatter områderne ved byerne Montefalco, Bevagna, Castel Ritaldi, Foligno, Giano dell’Umbria, Gualdo Cattaneo og Trevi.

Etableringen af appellationerne har betydet et sandt boom for vinindustrien i Montefalco. Vinturismen i byen er steget markant, således Montefalco i 2016 havde ikke mindre end 170.000 besøgende. Der er endda lavet en vinrute … Strada del Sagrantino og derudover er arealet af vinmarker også udvidet ganske pænt.

Bare fra år 2000 og frem til i dag er området af Montefalco Sagrantino DOCG gået fra 122 til 610 hektar vinmarker. Derudover er der i dag omkring 410 hektar DOC Montefalco.

Det betyder også, at produktionen af vine fra Montefalco i er ganske stor og samlet udgør 16,7% af hele vinproduktionen i Umbrien, fordelt med 6,3% til DOCG Montefalco Sagrantino og 10,4% DOC Montefalco. Den kvikke læser vil så allerede ha’ regnet ud, at høstudbyttet på DOC vinene er langt større end på Sagrantino vinene. Bingo.

Der er etableret over 30 nye vinhuse i Montefalco i løbet af samme periode, hvor produktionen også er steget fra 660.000 flasker vin årligt til i dag at ligge på omkring 2 millioner flasker. Mange store vinhuse fra andre områder har investeret i vingårde og produktion i Montefalco.

Under de to appellationer laves der følgende Montefalco vine:

Montefalco Bianco DOC
En hvidvin, som mindst skal indeholde 50% af den lokale drue Grechetto, mens resten typisk består af 20-25% Tebbiano Spoletino  og 0-30% andre druer.

Montefalco Grechetto DOC
En hvidvin, som mindst skal indeholde 85% Grechetto

Montefalco Rosso DOC
Findes også i en Riserva og laves primært på Sangiovese, 60-70% Sangiovese, 10-15% Sagrantino og 15-30% andre druer. Det typiske blend synes for mange producenter at være 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Merlot.

Montefalco Sagrantino DOCG
Selvfølgelig 100% Sagrantino. Skal lagre mindst 37 måneder inden frigivelse, heraf mindst 12 måneder på egefade.

Montefalco Sagrantino Passito DOCG
Den søde Passito vine er selvfølgelig også lavet på 100% Sagrantino druer, men er lavet på druer, som typisk er høstet lidt tidligere også nogle gange også fra de yngre stokke, idet druerne tørrer i mindst 2 måneder inden produktionen.

Derudover findes der også en anden interessant DOC appellation i området, nemlig:

Trebbiano Spoletino – Spoleto DOC
Appellationen er etableret i 2011 og er en del af Spoleto DOC. Den består af mindst 85% Trebbiano Spoletino, en drue som i øvrigt intet har tilfælles med de mere kendte Trebbiano Toscano og Trebbiano di Lugana.

I kommende blogindlæg om mit besøg i Montefalco … Part 3: Lidt om de lokale druer og mine betragtninger, vil jeg komme lidt mere ind på de forskellige druesorter, selvfølgelig specielt Sagrantino, men også Trebbiano Spoletino, som jeg blev hovedkulds forelsket i.

Houlberg i Montefalco – part 1: Hvad fanden laver han der?

Tiden er for længst gået i stå på uret øverst på Palazzo Comunale, den statelige gamle 1300-tals middelalderbygning, som tidligere har været brugt til religiøse formål, men i dag fungerer som rådhus for den nuværende borgmester, den yndige Donatella Tesei.

Vi er i Montefalco på torvet Piazza del Comune, der ligger øverst i den gamle og totalt charmerende by. Herfra er der en fantastisk udsigt udover området, og hvis Umbrien regnes som værende Italiens grønne balkon, så må Montefalco være Umbriens balkon.

På Palazzo Communale vejrer to flag blidt … det italienske og flaget for den europæiske union. Alt emmer af idyl, og en gammel, storsmilende mand, med dybe rynker – furer fra et liv med erfaring, medgang og sikkert også modgang – samt en moderne rød kasket slipper sin lille bjæffende hund løs. Den vimser hen til en ældre kvinde, der sidder og nyder en machiatto doublo expresso på café Frederico II.

Den gamle mand smiler bredt og hilser med et venligt buongiorno, da han passerer mig. Jeg får usikkert fremstammet buongiorno retur samt smiler både høfligt og veltilfreds tilbage.

Jeres flittige vinblogger sidder midt på Piazza del Comune. Vejret er fantastisk … temperaturen er allerede over 10 grader en tidlig februar formiddag. Solen skinner og jeg suger både de mange sanseindtryk og alle solstrålerne begærligt til mig. Kan man blive andet end i godt humør?

Og jeg er sgu – som nævnt – ganske veltilfreds. Det store udland har tilsyneladende fået øje på min lille vinblog. I hvert fald er jeg invitereret til Anteprima Sagrantino 2013 i Montefalco af Consorzio Tutela Vini Montefalco med alt betalt.

Jeg er sikkert kommet med som det tynde øl eller på et wildcard, men det er altså årsagen til, at jeg denne formiddag sidder og nyder solen på byens centrale og kommunale torv.

For selvom tiden måske nok er gået i stå på den gamle rådhusklokke, så er vinindustrien i Montefalco bestemt ikke gået i stå … tværtimod, så er den for alvor ved at vågne op.

Og selvom vinene fra Montefalco måske endnu ikke er så velkendte som vinene fra Piemonte; Toscana, Veneto og Sicilien, så har de potentialet til at kunne bide dem alvorligt i haserne.

Og ambitionerne er bestemt også store, hvilket selvfølgelig også er årsagen til, at jeg her i februar måned er havnet i Montefalco. Kendskabet til Montefalco vinene skal udbredes, og det gøres bl.a. via vinjournalister fra det meste af verdenen. Og den gode Houlberg er nu dermed – for en stund i hvert fald – en del af dette slæng. Smiler igen veltilfreds.

Det har også betydet , at jeg har mødt en række fantastiske mennesker aka vinjournalister, først og fremmest Rolf Madsen, som har Vinexpressen og er vinskribent for Berlingske, svenske Sofia Ander og andre sjove personligheder som franske Fabien Laine og den rare polske Wojciech Gogolinski, der skriver for det største polske vinmagasin Cras Wina.

Consorzio Tutela Vini Montefalco er en central del af Montefalcos store vinøse ambitioner. Det er et konsortium bestående en række vinproducenter i området og det er dette konsortium, som står bag Anteprima Sagrantino 2013 og invitationen til deltage i arrangementet samt besøge en række af vinproducenterne.

Anteprima Sagrantino blev i år afholdt den 20. og 21. februar og er en præsentation af seneste høst, men primært frigivelsen af nyeste årgang af Sagrantino vinene fra konsortiets medlemmer. Et stort og flot arrangement, som bl.a. omfatter masser af smagninger, sommelier- og kokkekonkurrencer, gallamiddag og meget andet, men det skal jeg nok vende tilbage til.

Men både Umbrien, Consorzio Tutela Vini Montefalco og de mange vinproducenter har bestemt også noget at have deres ambitioner i. For det første er Anteprima Sagrantino et velorganiseret arrangement, dernæst har planlægning, organisering af turen og serviceringen anført af den søde Angela Pietronigro været helt fantastisk … ja nærmest outstanding, men allervigtigst så er vinene fra Montefalco ganske fantastiske.

Jeg havde inden besøget ikke det store kendskab til Sagrantino vinene og havde alene smagt en håndfuld forinden. Men jeg er blevet både overrasket og forelsket i vinene fra Montefalco … no bullshit. Her ligger bestemt en lille perle og  priserne fortsat er fornuftige.

Bevares, der er forskelle fra producent til producent og fortolkning af Sagrantino meget forskellig, men generelt er her store vinoplevelser at hente. Derudover er jeg også faldet for druen Trebbiano Spoletino, som kun findes i Umbrien og giver friske samt sprøde hvidvine. Men alt det skal jeg selvfølgelig nok komme tilbage til.

Jeg havde via Angela Pierronigro reserveret et par dage ekstra, således der var god plads til besøg hos en række udvalgte vinproducenter. Og Angela og hendes fantastiske hjælpere havde lavet et super program til mine dage i Montefalco, bl.a. med besøg hos ikke mindre end 12 vinproducenter, deltagelse som dommer i den store gourmet kokkekonkurrence Sagrantino Nel Piatto, blindsmagning af 36 Sagrantino 2013’ere og meget mere.

Men det skal I selvfølgelig nok komme til at til at læse om senere her på bloggen. Jeg vil skrive lidt Montefalco og vinene, om Anteprima Sagrantino, kokkekonkurrencen og selvfølgelig de mange besøg hos vinproducenter og anmeldelse af en lang røvfuld af vinene fra området. Men rolig nu – jeg skal nok blande det med andre anmeldelser løbende, således I ikke drukner i ren Montefalco vine.

Så med andre ord … I kan glæde jer til – efter frygte – følgende kommende artikler:

Derudover kommer alle besøgene hos følgende producenter:

Ja der blev proppet et par ekstra besøg ind, så jeg samlet besøgte 16 vinproducenter … hvad gør jeres flittige vinblogger ikke i læsernes tjeneste? Men sikke en gæstfrihed, som jeg blev mødt med alle vegne, helt fantastisk.

Sluttelig en stor tak til Angela Pierronigro og hendes crew for fantastisk oplevelse, planlægning og fleksibilitet. Alt klappede helt perfekt. Jeg sidder tilbage imponeret og har samtidig tabt en del af mit hjerte til Montefalco, menneskerne og vinene. Tak for det.

Rend mig i de vinøse juletraditioner

Kan du ikke lave et opslag om den perfekte vin til juleaften? Sådan lød spørgsmålet i sidste uge fra en af de faste læsere af den houlbergske vinblog. Ja … jeg forestiller mig i hvert fald indbildsk, at afsenderen er en fast læser. Bloggere elsker jo faste læsere og på den måde er jeg ligeså forfængelig som Mascha Vang foran en flok ugebladsfotografer ved en realityfest for fejring af kloge citater.

Og det er et spørgsmål, som jeg dybest set hader, men grundlæggende forstår fuldt ud. Jeg hader det af flere årsager;

  1. Det er nærmest umuligt at finde en vin, som knivskarpt rammer de mange elementer, som julemaden byder på, men det skal jeg nok vende tilbage til.
  2. Derudover så drukner julevinen – billedligt talt også ofte i al virakken på en sådan en juleaften, hvor der netop ikke er tid til fordybelse, selvom de fleste har ofret en skilling mere på vinen end normalt. Vi vil jo gøre det åh så godt. Gode hjerter fejler sgu ikke noget.
  3. Samtidig er smag og behag jo også en kende forskelligt … nogle foretrækker klassiske vine, nogle vine med prestigefulde navne, nogle syrlige vine, nogle funky biofætre, nogle søde vine og andre oversøiske marmeladevine, så kan man tilfredsstille alles forskellige forventninger til en perfekt vin?
  4. Sidst – men ikke mindst – så er anbefalinger af vin til juleaften et fortærsket emne, hvor åhh-så-kyndige vineksperter i vid udstrækning anbefaler alskens kraftige vine, lige fra Amarone, Primitivo, Zinfandel, Châteauneuf, australsk Shiraz og udtaler, at der skal godt med kraft, sødme og alkohol i vinen, så den kan spille op til den fede mad og styre fedtet. Hold nu kæft … hvis der skal godt med alkohol i julevinen, så er det sgu fordi man gerne have en lille skid på, så hele juleræset og de gaveskrigende unger (eller svigermor) bliver en kende mere tålelige. Og når jeg nu selv – her og nu – skriver og forsøger at gøre mig klog på vin til julemaden, så placerer jeg jo samtidig mig selv blandt de vineksperter, som jeg dybest set helst ikke vil hyle i kor med. Lidt et dilemma, men FUCK … det skal jeg ikke holde mig for fin til.

Jeg forstår jo nemlig godt, at man gerne vil lave en perfekt aften, og at vinen ikke skal ødelægge den gode oplevelse. Som jeg sagde, så fejler gode hjerter ikke noget. FUCK man har jo i forvejen brugt tonsvis af pengesedler på gaver, som skal glæde familiemedlemmerne, overtrukket kontoen, købt økologisk bæredygtigt juletræ, en and … fersk fra slagteren selvfølgelig og måske endda lavet Blomsterberg inspirerede marcipangrise med millimeterskarp akkuratesse samt bagt småkager, klejner og fedtebrød, som man ved ikke bliver spist selvom man med vold og magt opfordrer gæsterne til at tage lidt hjemmebag ovenpå en ordentlig røvfuld fed julemad.

Alle blade og aviser bugner også af både inspiration – og sagde man let forventningspres? – til, hvordan en perfekt jul skal se ud i et moderne hjem anno 2016, hvis man ellers skal være in, hip med de hippe eller i det hele taget bare signalere, at man har da har styr på julen. Forretningerne elsker det … ikke på noget andet tidspunkt på året bruger vi så mange penge. Vinhandlen omsætter vel også omkring halvdelen af deres årsomsætning i december?

Derfor vil jeg også gerne hjælpe og give dig lidt om mine holdninger til valg af vin på sådan en aften samt mit bud på, hvad jeg forestiller mig, at jeg vil drikke juleaften og ikke mindst hvorfor.

Men lad os endelig starte med nogle af de generelle råd, som vineksperter – ofte fra vinhandlerne – lufter, når vi hvert år med nervøse trækninger i fjæset nærmer os den efterhånden stærkt kommercielle højtid.

Udfordringen er jo, at julemaden – og her går jeg ud fra, at de fleste på en højhellig juleaften spiser and, måske kombineret med en flæskesteg, kartofler … både almindelige og brunede, fed sovs samt rødkål og måske lidt asier – er både fed, salt, kraftig med sødt og surt. Allerede der er vi sat på lidt af en opgave.

De klogeste af eksperter siger vel egentligt meget fornuftigt, at vinen skal ha’ syre samt garvesyre aka. tanniner, der giver et modspil til madens fedme, at vinen skal have en vis fylde aka krop og frugtintensitet til at matche den lidt tunge mad og endelig, at der også bør være en vis sødme i vinen, som også passer med flere af de søde elementer i både anden og de brunede kartofler i julemiddagen.

Og så foreslår de – altså de kloge eksperter – rask væk tyktflydende svedske Amarone, oversøiske bulderbasser, aussi-Shirazzzzz eller måske mere fornuftigt lidt Rhône, ofte Châteauneuf-du-Pape. Så vil du følge mængden, ikke skille dig ud, vise at du har styr på julen, har det rigtige julepynt og at dine Bo Bedre også ligger i en pæn stak, så skal du selvfølgelig blot følge de råd. Og du får ganske givet en rigtig dejlig juleaften og anerkendelser for dit valg af vin.

Jeg vil ikke selv vælge hverken Amarone, US-Cab, aussi-Shirazzzz eller andre oversøiske fede marmeladebomber. No way … been there, done that. Jeg synes simpelthen, at det bliver alt for voldsomt med fed mad og fed vin. I min optik har de færreste Amaroner den syre, som eksperterne selv nævner som en vigtig ingrediens. Rosin- og svedskesaft går sgu skidt sammen med den fede mad.

Julen er en skør tid … gør den ikke mere skør, men vælg en vin, som du kan li’ … men tag ikke fra den øverste hylde. Vælg en fornuftig vin … undgå måske Bordeaux og Barolo, som måske bliver for syrerige eller drik dem i stedet, mens du laver maden. Eller FUCK traditionerne og ta’ dem sammen med julemaden, hvis det gør dig lykkelig, men bliv ikke ærgerlig, hvis gæsterne denne dag ikke går op i syreniveauer, tanniner, hestestald og smagsnuancer.

I det houlbergske hjem er julevinen endnu ikke valgt … og bliver det måske endda først i løbet af den 24. december, for jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg har lyst til at drikke om … FUCK allerede 10 dage. Men et par tanker har jeg da gjort mig. Da jeg også har et godt hjerte, så finder jeg også et par bedre vine frem fra vinkøleskabet, selvom de måske drukner lidt i julehøjtidens virak, hygge og forventningspres. Men hellere ofte et par kroner for meget end for lidt … samme devise, som alle andre i det ganske land.

Jeg elsker jo Spätburgunder … så mon ikke, at der kommer en flaske af det på bordet? Og det er egentligt også et fornuftigt valg, idet Spätburgunder har syre, ofte pænt med sødme og en lethed, som modspil til den fede and. Måske endda en flaske Huff Alte Reben Spätburgunder for blot at drille min svoger, som blev lidt skidtmads sidst vi drak masser af Huff sammen. Måske også en flaske Spätburgunder fra Johner, da vinene fra det varme Kaiserstuhl jo – udover pinotsk syre og lethed – også har fint med glinsende fitnessmuskler.

Det kunne selvfølgelig også være fristende at udfordre med lidt god bourgogne, selvom en amerikansk Pinot Noir nok vil være bedre med mere fylde, varme og sødme.

Måske drikker jeg lidt Brunello, mens jeg forbereder julemaden og måske kunne jeg også finde på at smide en supplerende flaske med lidt Rhône på bordet til maden … måske neuf eller en flaske spansk Sommos Premium. Tror jeg til maden vil vælge vine, som jeg tidligere har smagt, således jeg – for en gang skyld – ikke skal nørde med mine smagsnoter denne højhellige familieaften. Hvis pigerne insisterer på, at der skal lidt hvidvin på bordet, så klart lidt Riesling og helst med lidt sødme, hvis den skal fange andrikken.

Mit bedste råd er nok … find en vin, som du har lyst til … og rend mig i de vinøse juletraditioner. Vin er nydelse, så det er lysten der skal drive værket. Åben og drik. Ingen dikkedarer. Er du erfaren nok i smagning af vin – og vægter som mig duften/aromaen mere end smagen – så kan du svimle over god vin uanset hvilken mad, som der kommer på bordet, selvom det selvfølgelig er bedst, når det hele går op i en sammensmeltet symbiose.

Men lad os for alt i verden ikke gøre nydelse af vin til en akademisk mission eller kaste strenge Emma Gadske regler ned over, hvad vi må, skal og bør. Living on the edge, som Mick Øgendahl vil sige det … vov og vind. Sagt på den bedste hundeagtige måde.

Dessertvinen til risalamanden er eneste vin, som jeg med klippefast sikkerhed har bestemt mig for, nemlig kirsebærvinen Prunus Nigra fra det lokale Cold Hand Winery, der ligger lige udenfor Randers. Der sejrer både lokalpatriotismen samt den gode smag i smuk forening … og det skal mine gæster også sande.

Og ja … måske napper jeg en flaske fra øverste hylde, når julefreden har sænket sig, gaverne åbnet og alle igen trækker vejret forholdsvis normalt. Men den har jeg heller ikke besluttet mig for endnu, ubeslutsom som jeg er. Måske er der slet ikke lyst til mere vin, men derimod en rar kop kaffe og en sjus. Who knows?

Med andre ord … ikke den store hjælp herfra … udover ønsket om et rigtig glædelig jul til alle derude.

En kødpusher udover det sædvanlige

Lige udenfor Randers … retning øst i forstaden Assentoft … findes der en kødpusher lidt udover det sædvanlige. En forretning, hvor nøgleordene er kvalitet og god service. Hvor råvarerne er i orden og mesteren selv hele tiden udvikler nye produkter. En kødelsker af den anden verden, der lever og ånder for godt kød samt kundetilfredshed.

Forretningen hedder Slagter Primby … og han er – udover at være min svoger – en ualmindelig dygtig håndværker. Det siger jeg ikke kun fordi, at han er i familie … men fordi han faktisk gør en forskel i en verden med tv-dinner, færdigretter og konsumvarer, men hvor flere og flere heldigvis får øjnene op for kvalitet og de gode råvarer.

Krogmodnet kød

Han har netop uploaded slagterforretningen til seneste version 2.1, så den står fuldstændig toptrimmet og lever op til de lækre råvarer, som der daglig produceres i butikken. En overflod af varer … moderne modningsskab, hvor de kan købe din egen oksehøjreb og løbende komme og få skåret bøffer fra den. Ganske cool.

Derudover er Christian – som er kødpusherens borgerlige navn – også startet med produktion af en lang række pølsevarer, og seneste skud er en chorizo, som jeg netop i dag har smagt … og I kan se på øverste foto sammen med flaske vin …ja, det er jo en vinblog. Det er en flaske Huff … som kødpusheren har en forkærlighed for.

Og hvilken herlig chorizo … kødfuld, velsmagende og herlig røget. Glem alt om chorizo fra supermarkederne og smag denne fra Primby … som man skulle tro havde spanske gener. Godt er det.

Så fra DK’s flittigste vinblogger hermed en varm anbefaling af DK’s bedste kødpusher … aka pølsemager aka Slagter Primby. Kommer du fordi Randers, så slå et smut forbi.

Her lige et par billeder fra den toptrimmede butik:

Butikken

Butikken II

Gode varer

Hmmmm

Modningsskabet

Karafler og dekantering

Det fremgår af Etikettehaandbogen fra 1947, at – og jeg citerer – Man bør søge at undgaa at sætte Flasker paa Bordet, med mindre det drejer sig om en særlig god, gammel Vin. Flaskens Støvlag maa i saa Fald absolut ikke fjernes, idet dette er Vinens synlige Adelsmærke, der faar Gæsterne til at glemme selve Flasken.

Men nu er det imidlertid ikke 1947 og selvom jeg ejer hele 7 flotte vinkarafler (jo, jeg har talt efter), så må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke får dem brugt ret meget. Så der er ikke megen etikette i det houlbergske hjem i den retning. På den måde passer det vel med mine venners syn på mig. Så de fleste vinflasker ryger uden betænkeligheder på bordet direkte fra vinkøleskabet.

Jeg serverer således næsten aldrig vine i karafler og er klart alt for dårlig til at få vinene dekanteret … måske er det noget med planlægning, at det er lidt omstændigt og let bliver lidt for nørdet. Vin skal nydes … bare åbnes og nydes … hipsterstyle, living on the edge, som Mick Øgendahl vil ha’ sagt det. 1-2-3 drik.

Vinkarafler

De allerbedste vine og specielt Châteauneuf-du-Pape og Baroloer dekanterer jeg dog normalt, men efter iltningen hælder jeg dem faktisk tilbage på flaskerne …til stor skuffelse for karaflerne, som på hylderne må se sig en kende overset.

Jeg holder bestemt ellers af mine karafler, som troligt samler mere på støv end på druesaft. Okay måske en smule overdrevet, men hvor tit bruger I selv karafler? Jeg har endda også en specielt tørrepind a.k.a. forvokset piberrenser, som kan stikkes ned i karaflerne efter rengøring og fjerne det sidste snavs eller rester af vand. Den skal ikke selvfølgelig ikke snydes for et foto af … ha ha. Som Piet van Deurs ville ha’ sagt; hvad er dette?

Piperenser til vinkarafler

Vinkarafler … eller decanters, som det mere sejt hedder på udenbys, har selvfølgelig været brugt siden ruder konge var barn. Det danske ord karaffel kommer fra det arabiske ord yarrāfa eller gharāf, som direkte kan oversættes til drikkekande eller drikkebæger, men er fordansket via det spanske garrafa og franske carafa. Det blev på dansk til karaf og karaffe, men har med tiden ændret sig til det nuværende karaffel.

I vinens lange historien har drikkekander altid spillet en væsentlig rolle ved servering, bl.a. da vinen fra vinproducenterne som udgangspunkt ofte blev solgt i enten fade, demijohns eller andre store beholdere, så det var simpelthen nødvendigt med en kande, når vinen skulle serveres ved bordet.

Det var imidlertid de gamle romere, som startede med brugen af glas til deres drikkekander, som ellers ofte var lavet i enten i metal eller fajance … men det var dog imidlertid først i løbet af 1600-tallet, at vinkaraflen fremstillet af glas blev almindeligt udbredt, ofte dekoreret med slebne mønstre eller monogrammer. Englænderne forfinede senere karaflen med facetslibning og senere i 1800-tallet lavede de også diamantslebne karafler af blykrystal.

I dag findes der utallige typer af vinkarafler, som varierer i form og design. Specielt Riedel har udformet vinkarafler i de mest fantasifulde og virkelig flotte former. Enkelte endda så udspekulerede, at de – når man hælder – præcist skænker et glas vin. Men de fleste er dog udformet med det primære formål for øje … at dekantere vinen for at optimere smagen af vinen bedst muligt, og det er jo et hæderligt formål.

Piberenseren i brug

Udover at en karaffel kan præsentere vinen flot på bordet, så siger Riedel, at der grundlæggende er to årsager til, at vi skal dekantere vine. Punkt 1 skal du dekantere ældre vine for at fjerne vinsten/bundfald og punkt 2 skal du dekantere unge vine for at øge iltningen, øge kompleksitetet og åbne op for mere aroma og smag.

Riedel siger videre, at unge vine, hvilket de karakteriserer som vine under 10 år, bør åbnes og dekanteres i 8-12 timer inden de skal drikkes. Den primære årsag er, at det reducerer den kuldioxid, som er integreret i vinen under fermenteringen, og modner vinen. Det giver vinen mere frugt og en bedre integration af tanninerne i vinen.

De unge vine skal ved dekanteringen plaskes ned i karaflen, mens de ældre vine skal hældes forsigtigt på karaflen for at undgå bundfaldet … men også undgå en voldsomt øget iltningen, som højst sandsynligt ikke er nødvendig.

Den store anerkendte vinblog Winefolly foreslår, at man kan lave en speed dekantering, hvor man hælder vinen fra flaske til karaffel – og tilbage – flere gange … alternativt mellem 2 karafler. Derefter skal vinen slynges rundt i karaflen for at ilte mest muligt. .. og imens mens man venter, så foreslår de, at man drikker et glas vin. Sådan.

Hvis man er i tvivl om effekten af en dekantering, så opfordrer Riedel til at forsøge med næste flaske vin. Dekanter den ene halvdel og sammenlign derefter resultatet. Den handske griber jeg fluks og forsøger på næste vin … så skal jeg selvfølgelig nok komme med mine kommentarer her på bloggen.

Dekanteringen er ellers et område, som de såkaldte eksperter er noget uenige om. Nogen sværger til dekantering, mens andre mener vinene skal udvikle sig i glasset. I Piemonte er det meget almindeligt at ringe dagen før man kommer på besøg i en restaurant og få vinene dekanteret, så de står åbne i en helt døgn inden de nydes.

Karen MacNeil, forfatteren til vinbogen The Wine Bible (den mest sælgende vinbog i USA), er fortaler for dekantering af især meget tanninrige vine som Barolo, Bordeaux, vine fra Rhône og vine på Cabernet Sauvignon, men siger samtidig, at dekantering kan være skadeligt for mere delikate vine som Chianti og vine på Pinot Noir.

Den afdøde franske ekspert og ønolog Émile Peynaud hævdede, at iltningen af vin faktisk reducerer aromaerne, mens den britiske vinkritikker Jancis Robinson ikke mener, at dekantering af selv de mest skrøbelige vine på karaffel har nogen skadelig effekt.

Nogle eksperter mener også, at en dekantering på et par timer ikke har nogen effekt overhovedet og slet ikke kan blødgøre tanninerne, men vil tage dage eller uger. Andre er dog enige om, at dekanteringen og dermed iltningen kan ændre opfattelsen af sulfitter og andre kemiske forbindelser i vinen, hvorved vinen opfattes blødere og mere tilgængelig.

Matt Kramer fra Wine Spectator har testet dekantering af vine gennem flere årtier og han er rimelig skarp i hans vurdering, nemlig at alle vine er bedre, når de har været dekanteret … måske lige med undtagelse af mousserende vine og champagner, som selvfølgelig skal serveres direkte fra flasken. Matt siger direkte; Just pour the wine into the decanter, exposing it to some air in the process, and serve it when you like. I’ve yet to see a wine suffer for this, and I’ve seen an awful lot of wines be the better for it. Really, you can’t lose.

Omkring udformningen af karaflerne, så har Winefolly opdelt karafler i 3 typer… small, medium og large, og det er primært bunden a.k.a. rumpen, som de refererer til. En large karaffel har således bred bund, som giver en stor overflade for vinen og dermed sikrer mest muligt iltning, mens en small selvfølgelig ligger modsat.

De anbefaler small til Pinot Noir og Beaujolais, medium til Merlot, Sangiovese, Barbera, Dolcetto, Grenache og lignende samt large til Cabernet Sauvignon, Petite Sirah, Tannat, Monatrell og Tempranillo. Mærkelig nok nævner de slet ikke tanninrige vine på fx Nebbiolo.

Mine 7 vinkarafler dækker alle Winefollys kategorier … en af dem er endda en Menu Wine Breather, som flere folk har været meget begejstret for. Den falder lidt ind under kategorien vin-iltere … en slags dekanteringspropper, som skulle give samme effekt som en dekantering … blot på meget kortere tid.

Dem er jeg imidlertid ikke meget til … og synes ikke, at jeg kan konstatere en effekt ved brug af dekanteringspropper. Ved ikke, hvad jeres erfaringer er … men der melder jeg nok pas. Skal der ske en dekantering, så skal det sgu ske på gammeldags facon.

Nå, det blev en længere snak … og kun envejs – men skal jeg drage en form for konklusion, så taler alt for, at vinene skal dekanteres. No way around that. Erfarne vinfolk siger, at det giver en effekt og når restauranter i Piemonte åbner vine et døgn før gæsten kommer, så må jeg vel også overgive mig.

Så er hundrede kroner spørgsmålet jo bare, om jeg også vil få det gjort? Alternativt kan karaflerne jo ende som den på billedet nedenfor.

Alternativ anvendelse